UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Tag: skadestue

Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 3

Klokken 12.01 stod jeg igen på skadestuen. Der var en hel del flere mennesker nu. En mor og hendes datter. En enlig kvinde. Et par på min egen alder. Måske lidt ældre. Og altså mig. De andre vidste nok, at der først er læge fra klokken 12. Andre mennesker virker altid bare en smule kløgtigere end mig …

Den lille pige – Viola hed hun – og hendes mor kom ind. Og ikke 5 minutter efter kom 2 hospitalsklovne. Og altså; de er jo meget søde og gør en kæmpe og kæmpe-vigtig indsats, men det var nu alligevel lidt akavet, da de to spankulerede rundt i rummet, mens vi sad lutter voksne mennesker. Vi kom egentlig for at synge en sang, forklarede de. Én sprang til med det samme – vel for at undgå de brød ud i sang, det havde været topmålet af akavet – og sagde, at pigen var inde hos lægen. Så dér ville de gå ind. “Go’ forventelighed”, sagde de, da de gik.

Så var det min tur. Jes hed lægen. Hans telefon ringede, samtidig med han hentede mig, så jeg kunne høre samtalen. Den gik ud på, at personen i den anden ende, formentlig en patient, havde et problem, men lægen forklarede utvetydigt, at det ikke var noget, man gik på skadestue med. Jeg tænkte, det er godt, der bliver sorteret ordentlig i tingene, så der kan blive plads til de rigtige problemer. Som min ankel for eksempel. Han peger mig ind i et undersøgelsesrum, afslutter sin samtale og kommer ind og bliver stående mens jeg sidder på en stol.

Jeg fortæller, hvad der er sket. Skade søndag for 10-11 dage siden. Skadestue. Smerter. Røntgen. Og nu her hos ham. Han nikker eftertænksomt og siger så: “Det er 14 dage siden, det er sket. Det hører ikke til her på skadestuen. Jeg kan godt vrikke i din fod, men du skal under alle omstændigheder videre til ortopæd-kirurgisk ambulatorium, så det vil jeg spare dig for. Du skal have fat i din egen læge, som skal give dig en henvisning”. Jeg er en smule rystet. Jeg troede, vi skulle battle om den der støvle, Men det er vi jo ikke engang i nærheden af. Hvis vi skal battle om noget, skal det være, hvorvidt han overhovedet skal sætte sig ned og se på min ankel eller ej. Dén kamp gad jeg ikke tage. Så han sætter flueben ved endnu en patient tacklet i døren, giver mig hånd og sender mig af sted.

På vej ud møder jeg sød dame fra receptionen: “Nå, så er du allerede sendt videre?” Jeg undertrykker vrissen og mavesur kommentar og mumler ja og siger så lidt højere: “Tak for hjælpen”, mens jeg halvsmiler. Så nu har jeg bedt min læge om en henvisning til det der ambulatorium … Bare lige for en god ordens skyld gentager jeg indledningen på del 1:

Jeg tror fuldt og fast på, at alle mennesker gør deres bedste i deres hverdag med de forudsætninger og omstændigheder, de er givet. Det tror jeg på. For det meste. Og jeg tror – for det meste – ikke, man kan deducere fra det enkelte menneskes oplevelser til valide generaliseringer. Det tror jeg ikke på. Men omvendt har jeg også forståelse for, at ofte har det enkelte menneske netop kun et enkelt menneskes – ganske ofte sit eget – perspektiv og lager af oplevelser at se og forstå verden med.

Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 1

Jeg tror fuldt og fast på, at alle mennesker gør deres bedste i deres hverdag med de forudsætninger og omstændigheder, de er givet. Det tror jeg på. For det meste. Og jeg tror – for det meste – ikke, man kan deducere fra det enkelte menneskes oplevelser til valide generaliseringer. Det tror jeg ikke på. Men omvendt har jeg også forståelse for, at ofte har det enkelte menneske netop kun et enkelt menneskes – ganske ofte sit eget – perspektiv og lager af oplevelser at se og forstå verden med. Således forklarmigrøv’et så selv jeg selv forstår det:

Søndag 23. april rendte jeg rundt på kunstgræsbanen på Herlufsholm Idrætscenter sammen med en flok også aldrende mandfolk. Jeg fik på et tidspunkt et lille vrid i anklen, men jeg var varm, klædt om, og vi var godt i gang, så jeg spillede færdig. Da jeg kom hjem, fandt jeg de frosne ærter frem og lagde et par puder under foden, så den blev hævet. Man har vel haft ankelbøvl før … Da jeg gik i seng, gjorde det en smule ondt i foden. Men jeg tænkte – nu virker det lettere naivt – “i morgen er det sikkert bedre”.

Det var det ikke. Tværtimod. Det gjorde voldsomt ondt mandag morgen, så jeg rullede på skadestuen her i Næstved. Jeg kom hurtigt til. Der er først læge på skadestuen fra klokken 12, så en sygeplejerske konstaterede: “Du kan støtte på foden. Det er godt”, vrikkede lidt med foden (min!), og da jeg virkede ‘uøm’ på selve knoen og meget øm omkring den, var der ikke noget brud, konstaterede hun. Så det var noget med ledbånd, og det skulle have ro i 48 timer og derefter bruges til smertegrænsen. Brug Ibuprofen som smertestillere. Aha … Nå men det var jo dejligt. Slet ikke slemt, og måske kunne jeg snart være i fuld vigør igen.

Jeg var tålmodig den første uge. Fandt ærterne frem hver aften. Brugte bandage i løbet af arbejdsdagen – og endda noget afstivende tape, som tog en smule af smerterne – jeg prøvede at “bruge til smertegrænsen”. Men det blev ikke bedre. Slet ikke. Søndag – en uge efter uheldet – var jeg til padel-turnering i Ballerup som tilskuer. En ven – som også er fysioterapeut – rodede lidt med foden: “Nogen gange kan noget sætte sig fast”, og det føltes faktisk, som om noget havde løsnet sig, da han slap mig fri igen.

Klip til mandag morgen. 8 dage efter uheldet. Jeg vågnede til en bankende, dunkende og tæt på ubrugelig fod. Turde knap sætte foden på gulvet, fordi jeg vidste, hvor ondt det ville gøre. Indtog dagens første Iprener og haltede rundt. Trillede på job. Sad med foden ned. Arbejde er ikke designet til, at jeg kan sidde med benet oppe og da slet ikke “over hjertehøjde”, som anbefalingen lyder. Det var lidt træls.

Skaden var ikke slem nok til for alvor at meritere en indsats fra sundhedsvæsenet men rigeligt indgribende til, at det spolerede mine dage og min bevægelighed. Det er ikke let at komme gennem en dag, når al bevægelse er smertefuld. Voldsomt smertefuld. Men jeg skulle jo “bruge til smertegrænse”, så jeg gik, tumlede og vrikkede og roterede. Tirsdag morgen gjorde det ondt. Om aftenen var det blevet værre. Onsdag samme mønster. Jeg begyndte at tvivle på, om det var helt så simpelt, som det første skadestue-besøg antydede.

Del 2

Del 3

 

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑