UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Tag: smerter

Er livet overhovedet værd at leve uden bevægelse?

Jeg er ret pjattet med at stirre ind i mit eget sinds u-udgrundelige mærkværdigheder. Samtidig med at det selvfølgelig er urart at konfronteres med så mange banaliteter, småligheder og utjekketheder. Men altså; som alle mænd er jeg altid truet af den frygtede influenza. Selvsagt. Dræber-influenzaen.

Men jeg er også bange for alt muligt andet. I weekenden nøs jeg 300 gange på under 30 timer (inkl. søvn! Vildt, ik’?) og straks tænker jeg, at jeg har støvallergi. Eller måske mere oplagt en form for sæsonallergi – eller hvad det hedder; det kan være birk – er der ikke meget af det for tiden? – eller græs, græs virker bare så almindeligt. Nå men nu er det gået over igen. Men jeg har stadig ondt i min ankel. Stadig på sådan en lidt ubehagelig måde.

Jeg har fået to for mig noget uforenelige beskeder på Næstved sygehus: På skadestuen fik jeg at vide, at der ikke var et brud, så ro, hvile og is i 48 timer og derefter brug til smertegrænse. På røntgenafdelingen fik jeg stillet en støvle i udsigt og deraf følgende absolut ro og ingen belastning af ankelen. Så jeg er i en slags limbo lige nu. Og har lige fået en tid på ortopæd-kirurgisk ambulatorium – om 15 dage. Så der er god tid til at forestille mig, at det bliver sådan en af de der kroniske skader, som jeg ser andre midaldrende mænd rende rundt med. En diskret halten. Et gammel, gennemsvedt elastikbind, hvor elastikken er lidt løs, men det er i det mindste fyldt med placebo-effekt. Og en erkendelse af, at jeg altid skal varme op i timevis og have ondt i dobbelt så mange timer efter hver eneste lille form for bevægelse.

Jeg har hverken spillet padel, fodbold eller løbet siden forrige søndag. 16 dage. Det er forfærdeligt. Jeg savner det. Jeg keder mig. Jeg tænker alle mulige livsstilssygdoms-belagte tanker. Jeg kan sgu ikke stoppe med bevægelse og så regulere vægt og velvære kun med kost. Jeg er ikke klar til et liv kun med salat og andre sunde sager. IKKE KLAR!!!!! Åh jeg ønsker mig så inderligt, at jeg endnu engang viser mig at være helt almindelig og banal, og at det går over ganske snart det hele. Jeg vil ikke – VIL IKKE – allerede nu blive sådan en, der kun med besvær kan komme rundt og kan motionere. V I L   I K K E.

(Det forfærdelige her er jo, at det bærer ved til tankerne om, at når jeg en sjælden gang har brug for ekstraordinær hjælp hos velfærdssamfundet, så er der ingen hjælp at hente. Jeg har familie i sundhedsvæsenet, og herfra er rådet at råbe, skrige, skubbe på, kræve, tale højt og med store bogstaver osv osv – det kan sgu da ikke være rigtigt. Kan det? Nej vel?)

Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 1

Jeg tror fuldt og fast på, at alle mennesker gør deres bedste i deres hverdag med de forudsætninger og omstændigheder, de er givet. Det tror jeg på. For det meste. Og jeg tror – for det meste – ikke, man kan deducere fra det enkelte menneskes oplevelser til valide generaliseringer. Det tror jeg ikke på. Men omvendt har jeg også forståelse for, at ofte har det enkelte menneske netop kun et enkelt menneskes – ganske ofte sit eget – perspektiv og lager af oplevelser at se og forstå verden med. Således forklarmigrøv’et så selv jeg selv forstår det:

Søndag 23. april rendte jeg rundt på kunstgræsbanen på Herlufsholm Idrætscenter sammen med en flok også aldrende mandfolk. Jeg fik på et tidspunkt et lille vrid i anklen, men jeg var varm, klædt om, og vi var godt i gang, så jeg spillede færdig. Da jeg kom hjem, fandt jeg de frosne ærter frem og lagde et par puder under foden, så den blev hævet. Man har vel haft ankelbøvl før … Da jeg gik i seng, gjorde det en smule ondt i foden. Men jeg tænkte – nu virker det lettere naivt – “i morgen er det sikkert bedre”.

Det var det ikke. Tværtimod. Det gjorde voldsomt ondt mandag morgen, så jeg rullede på skadestuen her i Næstved. Jeg kom hurtigt til. Der er først læge på skadestuen fra klokken 12, så en sygeplejerske konstaterede: “Du kan støtte på foden. Det er godt”, vrikkede lidt med foden (min!), og da jeg virkede ‘uøm’ på selve knoen og meget øm omkring den, var der ikke noget brud, konstaterede hun. Så det var noget med ledbånd, og det skulle have ro i 48 timer og derefter bruges til smertegrænsen. Brug Ibuprofen som smertestillere. Aha … Nå men det var jo dejligt. Slet ikke slemt, og måske kunne jeg snart være i fuld vigør igen.

Jeg var tålmodig den første uge. Fandt ærterne frem hver aften. Brugte bandage i løbet af arbejdsdagen – og endda noget afstivende tape, som tog en smule af smerterne – jeg prøvede at “bruge til smertegrænsen”. Men det blev ikke bedre. Slet ikke. Søndag – en uge efter uheldet – var jeg til padel-turnering i Ballerup som tilskuer. En ven – som også er fysioterapeut – rodede lidt med foden: “Nogen gange kan noget sætte sig fast”, og det føltes faktisk, som om noget havde løsnet sig, da han slap mig fri igen.

Klip til mandag morgen. 8 dage efter uheldet. Jeg vågnede til en bankende, dunkende og tæt på ubrugelig fod. Turde knap sætte foden på gulvet, fordi jeg vidste, hvor ondt det ville gøre. Indtog dagens første Iprener og haltede rundt. Trillede på job. Sad med foden ned. Arbejde er ikke designet til, at jeg kan sidde med benet oppe og da slet ikke “over hjertehøjde”, som anbefalingen lyder. Det var lidt træls.

Skaden var ikke slem nok til for alvor at meritere en indsats fra sundhedsvæsenet men rigeligt indgribende til, at det spolerede mine dage og min bevægelighed. Det er ikke let at komme gennem en dag, når al bevægelse er smertefuld. Voldsomt smertefuld. Men jeg skulle jo “bruge til smertegrænse”, så jeg gik, tumlede og vrikkede og roterede. Tirsdag morgen gjorde det ondt. Om aftenen var det blevet værre. Onsdag samme mønster. Jeg begyndte at tvivle på, om det var helt så simpelt, som det første skadestue-besøg antydede.

Del 2

Del 3

 

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑