Tag: undervisning

Dig og mig og os alle sammen

Det er dag 3 for hjemmeskoling. Det bliver langt i dag. Undskyld på forhånd. Mit Twitter-feed har ganske mange forældre fra børnefamilier, der fortæller, at det er hårdt på samme tid at arbejde fuld tid hjemmefra og at skulle hjemmeundervise. Det forstår jeg godt. Det er også derfor, tror jeg, at det normalt er to forskellige job.

Jeg synes personligt, det er meget, meget svært at fjernundervise. Det ville jeg mene under helt normale omstændigheder. Jeg mangler nærværet. Muligheden for at tage korte samtaler under fire øjne. Jeg mangler simpelthen hele den menneskelige dimension.

Nu er vi så i en ekstraordinær situation. Mine elever er 10. klasser, så jeg gætter, at de får lov at passe sig selv derhjemme. Det skal de også kunne som 16-17 årige. Men nogle af dem er også nervøse og usikre på, hvad der foregår. Nogle af dem er ikke vant til at lave skolearbejde, med mindre de bliver ført næsten bogstaveligt til tastaturet. Nu sidder de hjemme på deres værelser spredt rundt om i landet og skal selv tage ansvar for at lære noget.

Som lærer har jeg fået den klare besked, at jeg skal sørge for hjemmeundervisning. Undervisningsministeriet har meddelt, at der ikke bliver ekstratimer. Altså at de timer, vi underviser eleverne, mens de er hjemme, dem skal vi ikke bruge tid på at gentage, når de engang er tilbage på skolen. Så vidt så godt.

Tilbage til mit Twitter-feed. Jeg har set rigtig mange skrive i en lidt tvær tone, at det er urimeligt, at offentligt ansatte – altså fx mig (hvilket jeg faktisk ikke var klar over – jeg troede, skolen var privat virksomhed, men der er åbenbart noget med statstilskud – jeg får i hvert fald fuld løn, og det er jeg taknemmelig for) – går hjemme og holder ferie og laver ingenting. Med det rungende i hovedet forestiller jeg mig, at mange lærere tænker, at det skal dælme blive en gammel sømandsremse. Så der bliver fyldt på med lektier, med opgaver, med undervisning og læring.

Hvilket så formentlig fører til flere hjemmearbejdende, der har det som forældrene i BT-artiklen herunder:

https://www.bt.dk/samfund/foraeldre-raser-over-hjemmeundervisning-min-soen-sidder-og-graeder

Og det er jo ikke meningen. Mine elever er også begyndt lige så stille at skrive, at de synes, der er mange lektier. Selvfølgelig synes de det. For 14 dage siden havde mange af dem linjefag to eller tre dage om ugen og et minimum af undervisning i fag-fagene (dansk, engelsk osv.). Nu sidder de hjemme og får et hav af læsning, lektier og opgaver tilsendt via vores intranet.

Så de store – udskolings-elever – sidder og drukner i et hav af skolearbejde på egen hånd. Mens de små – indskoling og mellemtrin – har brug for hjælp, støtte og omsorg fra deres forældre. Som knokler med samtidig at passe deres fuldtidsjob imens.

Så tænker jeg; måske behøver de ikke helt så meget læring, de unge mennesker. Måske kan de komme gennem den her krise med en smule mindre læring, end de ville have fået, hvis de var her hos mig i Højer. Men risikerer jeg så, at der står en flok forældre på den anden side af corona og kritiserer mig for at have taget for let på det hele og ikke leve op til mine forpligtelser som underviser?

Som Dan Turéll så fint sagde det: “Det er ikke let at være nogen”. Så jeg ser det som min fineste opgave at passe på de mennesker, der er nærmest mig. Eleverne skal ikke bumles omkuld med en hel masse undervisning. De skal have lov at lade det her synke ind. De skal have lov at være chokerede, som alle vi andre også burde have det.

Det her er – som jeg hører det så fint formuleret i radioen igen og igen – ubetrådt land. Og min erfaring som 44-årig er, at jeg bliver mest tilfreds med mig selv, hvis jeg både på betrådt (er der noget, der hedder sådan?) og ubetrådt land lader de menneskelige hensyn veje tungest. Altid.

Pas nu for filen på hinanden. Ring. SMS. Send en mail. Tænk en tanke. Send et brev. Eller en uopfordret buket blomster. Eller varer via et onlinesupermarked. Vær gode ved hinanden. Der er uendeligt mange penge i verden. Vi har kun ét liv hver ❤️

Nærvær – hver for sig

Nej, hvor er det dog helt urimeligt svært, synes jeg, Har brugt det meste af dagen på at sidde og forsøge at stykke noget meningsfuld hjemmeundervisning sammen til eleverne. Det er en svær balance, for der er mange ting at tage hensyn til.

De er – som vi andre – i en lidt uvant situation, så hvor er de henne rent læringsmæssigt? Jeg har ingen erfaring i fjernundervisning, så det bliver på må og få. Lettest i hele verden ville det være at stikke dem en stak eksamenssæt, så de kunne øve sig til den skriftlige eksamen. Men det er også kedeligt. Både for dem og for mig.

Og så er der det med, at vi ikke er i samme rum. Det er svært for mig. Som uuddannet skolelærer er jeg overbevist om, at jeg ikke er en specielt dygtig lærer ud fra konventionelle kriterier. Jeg har ikke et solidt fundament af didaktik at falde tilbage på, og jeg har ikke årevis af erfaring at rutte med. Jeg har mig selv. Som menneske. Som omsorgsfuld. Og som nærværende. Det er dét, jeg byder ind med. Ofte tænker jeg, at det handler om entusiasme og engagement. Dét er en hel del sværere at overføre digitalt, tror jeg.

Så nu prøver vi. Noget af det klassisk. Digitale platforme. Standard øvelser, der kræver deres disciplin. Så er der noget podcast, noget frit valg på grammatik-hylden, og så kunne jeg godt tænke mig, de lyttede til en lydbog. Uden andet formål end at lytte til litteratur – det må være et fint tidspunkt til det netop nu, hvor de ikke hele tiden bliver stimulerede af samværet på efterskolen. Håber jeg.

Om ikke andet får vi nu noget, vi i fællesskab kan evaluere på, og så må vi forsøge at gøre det bedre i næste uge. Mere kan ingen forlange.

Velkommen til Bogklubben

Ej, altså kan man godt lave en klub, når man bare er sig selv? Det gør jeg i hvert fald. I næste uge. For jeg tror, jeg lige skylder en forklaring på, hvad der foregår, og hvad der er i vente i den kommende periode. Så får jeg også sagt det højt, og så kan de, der abonnerer på nye indlæg også få en chance for at stoppe den kommende måneds uhyrligheder.

For jeg har besluttet, at jeg i hele marts måned vil skrive hver dag her på vilster.com. Og jeg har tematiseret det, så der kommer en masse forskelligt om en masse forskellige emner. Emnerne er:

#undervisning
Det kan for eksempel være om hverdagen på efterskolen. Om fagene. Om hvad jeg er utilfreds med – der er meget. Pensum er en af tingene. Om eleverne. Mest om eleverne. For de er de vigtigste ❤️ Og en masse andre ting. Som for eksempel søndagens tekst om at knytte bånd og bruge kindness cards i timerne.
#fodbold
Det kan være om moderne fodbold. Det kan være om mine fodboldrejser, og hvad jeg oplever, og hvilken værdi de har. Det kan være om mine U17-drenge, som jeg er træner for. Og så kan det jo være om alt det, der fylder en masse i medierne hele tiden.
#aktuelt
Ja, det burde vel næsten sige sig selv. I dag kunne det være om USA og Super Tuesday og deres kommende valgkamp. Det kan være Corona-virus. Det kan være om flygtninge, EU, fattigdom, sygdom eller politik.
#kærlighed
Der bør jo være kærlighed i alt, så det er et meget, meget bredt emne. Jeg har gået og spekuleret på, om jeg kan få nogle tanker ned om dén skilsmisse, jeg var delagtig i for nu snart seks år siden. For det fylder stadig. Også når jeg med ujævne mellemrum nærmer mig fx Tinder eller andre af de der forfærdelige apps.
#bogklubben
Sidste år skrev jeg her på bloggen, hvilke bøger jeg læste. Jeg tror, jeg vil udvide servicen lidt i år og fortælle en smule om de bøger jeg læser. For tiden læser jeg Fredrik Backman: Folk med angst.
#kunstigintelligens
Det fylder utroligt meget i mit forvirrede hoved. Så jeg tænkte, det måske kunne være interessant for andre at høre en smule af det, jeg går og samler sammen og hvilke tanker, det afføder. Vidste du godt, at forskere mener, at det første menneske, der bliver 1.000 år allerede er født? #mindblown
#sundhed
Som da jeg fortalte om min forvirring, selv om jeg rationelt godt ved, hvad jeg burde gøre. Hvad gør det ved os alle sammen, at sundhed er så højt oppe på debat-dagsordenen, og hvordan bliver man sund? Hvad er sund? Mentalt? Fysisk?

Og når jeg så skriver “Velkommen til bogklubben” som overskrift, var det, fordi jeg egentlig tænkte, jeg ville skrive om Backmans bog, men det må blive næste uge. Der er jeg nok også kommet lidt længere med den. Men de første 40-50 sider er lovende. Det er noget med et røveri, der går galt og udvikler sig til et gidseldrama. Hvor gidslerne bliver løsladt, og røveren forsvinder sporløst. Måske …

At lytte. At se. At knytte bånd.

Dén sætning, jeg hører aller-oftest fra mine elever, er: “Du er ikke som andre lærere”. Det kan være både godt og skidt, og i min egen opfattelse svinger min indsats da også flittigt mellem de to poler.

Fredag fik jeg både mit dansk-hold og mit kultur-hold til at skrive “kindness cards”. Små kort, som de skriver i hånden, til mennesker, de holder af og gerne vil sige noget til. Noget pænt. Det er ikke hadebreve.

De tog det virkelig fint til sig. Der var ro. Der blev skriblet. Og de gik enormt meget op i det. Flere kastede sig over mange beskeder. Som om de når de havde skrevet noget til én, kom i tanke om noget, de også ville sige til andre. Vi havde dansk først. Da timen var slut, lå der såmænd tre kort til mig ❤️

Jeg har sløret deres navne. GDPR og så videre …

Det er dejligt, de har skrevet noget pænt. Endnu mere dejligt at de så tydeligt havde fanget, hvad ‘legen’ går ud på. Det er vigtigt at få det sagt. At sige når man har noget pænt at sige.

Senere var det så min kulturklasse. De fik mere tid sat af til skrivningen, og det udviklede sig helt forrygende. Mange skrev både 3-4-5 og nogle endda flere kort. Tænk at have så meget på hjerte. Hvor vidunderligt.

Efter timen, da jeg havde delt kortene ud (de afleverer dem til mig, og så giver jeg dem videre; så er det måske knap så overvældende, og de behøver ikke skrive afsender på), og de fik læst sig igennem de mange beskeder, så vældede tårerne op hos flere af dem. Følelser. Omsorg. Kærlighed. Dét, at nogen tænkte på dem og formulerede de varme tanker. Det kan da også være helt og aldeles overrumplende. Det var skønt.

Jeg bruger meget tid på de her forbindelser. På at tale med de unge mennesker. På at se dem. Forklare dem, hvad det betyder, at de drager omsorg for hinanden. Interesserer sig for hinanden. Lytter. Tager vare på hinanden. Og min ydmyge oplevelse er, at det virker. Så når vi måske ikke altid helt så mange tekster eller helt så grundig gennemgang af pensum, men de bliver set. De bliver hørt. De bliver værdsat. Det tæller da også noget, synes jeg.

“Det er fanme jeres verden lige om lidt!”

Eleverne i 10. klasse fik i dag præsenteret oplægget til deres Obligatoriske Selvvalgte Opgave. Opgaven går kort fortalt ud på at undersøge vejen til deres drømmejob. Eller måske til deres lige nu foretrukne ungdomsuddannelse. 

De havde heldigvis en masse spørgsmål. Men det var ærlig talt kedelige spørgsmål. “Hvor mange sider skal opgaven være på?” “Hvor mange vil være til stede til den mundtlige fremlæggelse?” og “Får vi karakter?”.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi har ladet konkurrencestaten overtage elevernes læring i så voldsom grad. Der er krav, forventninger, pres, karakterræs og – som en fortalte mig i dag – en idé om, at de i 8. klasse skal kunne visualisere deres karriereveje. 

Måske er det ikke helt så barsk i virkeligheden, men det er sådan, det føles for mange af dem, og det er også resultatet af den helt uvidenskabelige stikprøve-undersøgelse, jeg foretog efterfølgende i to 10. klasser. Jeg suspenderede min planlagte undervisning og spurgte til deres tanker om opgaven. De forstod ikke opgaven. Hvad skulle de med den? Hvad skulle de bruge den til? Og hvad nu hvis de ikke fik de karakterer, der kan bære dem videre?

Alt sammen helt valide overvejelser men de fik alligevel en form for opsang – eller måske medsang – hvor jeg fortalte dem, at de jo altså for fanden skal overtage verden lige om lidt og derfor er nødt til at sprælle lidt i nettet. Det her er en opgave, hvor de kan stykke det sammen efter en nogenlunde fastlagt skabelon, de har fået, de kan researche, de kan kontakte mennesker, institutioner og virksomheder, og til slut skal de præsentere – og de må gerne lave et produkt, en portefølje, en lydoptagelse, en film eller hvad de nu kan finde på. Det er kort sagt en skide spændende opgave. 

Men de er så institutionaliserede og vant til, at de skal tænke i systemets rammer og behage “The System”, så de ser bare formalia, krav og endnu en opgave, der skal løses for at bevæge sig til næste bane i det store bip-bip-spil, vi kalder livet.

“Lad nu være med at lade jer skræmme og spænde inde i en dum ramme. I skal arbejde med processen, dykke ned i et emne, og så skal I lære en masse om fremlægning, om jer selv, om hvordan man arbejder med en opgave, og der er ingen, der forventer, at I allerede nu peger på, hvilket job I vil have. Jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller, blev journalist, kommunikationsmedarbejder og nu er jeg lærer på en skole. Ingen kan sige, hvor I ender, og da slet ikke hvilke omveje I løber ind i. I skal være drevet af nysgerrighed og af lyst. Men ikke af jeres karakterer. Ikke af krav, forventninger og pres. Tag nu kontrollen og brug tiden på at lave en opgave, som I har det sjovt med og lærer noget af at lave”, sagde jeg til dem. Cirka. Det var langt. Men meningen var cirka ovenstående, og jeg mener det. 

Og så var det, at en kom til at sige, at “det (ræset, presset, præstationerne) jo var det, der forventedes af dem”, og det skulle hen aldrig have gjort 🙂 Så fik de Director’s Cut af historien om, at de krav og forventninger, der er til dem nu, jo primært er tilrettelagt, så dem, der sidder og bestemmer, kan fortsætte deres bekvemme liv. Sådan har det altid været.

Men de mennesker går jo på pension om føje tid, og så “er det for fanden jeres verden og jer, der bestemmer, hvordan den skal se ud. Så kan I indrette en verden uden karakterer, uden forventninger men med glæde, lykke, optimisme, omsorg, kærlighed og alt muligt andet, hvis I vil. Men I skal ville. Og det kræver hårdt arbejde. Men lige om lidt er det jeres verden. Gør noget godt med den. Please.

Merkel, Pippi og Kjeld fra Olsen Banden

Jeg har fået nyt job. Og det kildrer, kilder og kriller alle de helt rigtige steder. De sidste to år har jeg arbejdet med kommunikation hos politiet på Sydsjælland, og det har været en enorm berigelse at møde bunkevis af kompetente, effektive og – altid allervigtigst for mig – søde, omgængelige og omsorgsfulde kolleger.

Men jeg har efterhånden i en del år følt mig som en sidelinje-betragter, som et ølkasse-stående gabehoved, ja, helt ærligt som en kende fejlplaceret i kommunikationsverdenen. Det handler ikke helt om de ting, jeg gerne vil, når jeg arbejder med kommunikation, og det har sådan set intet specifikt med ansættelsen hos politiet at gøre; sådan har jeg oplevet det ganske mange steder efterhånden.

Så jeg har nu fået job som lærer på Højer Design Efterskole med start fra 1. august. Og bare rolig; som udgangspunkt skal jeg ikke have så meget med design, mode og æstetik at gøre [fnis], men jeg lærer forhåbentlig en masse, og måske viser det sig så, at jeg også har anlæg for den slags. I første omgang skal jeg undervise i dansk, engelsk, et fag, vi kalder ‘kultur’ og et fag, der hedder ‘innovation’.

Og jeg glæder mig helt vildt. Jeg kan ikke fortælle om det uden at plastre fjæset til med et væg-til-væg-smil. Men jeg er også meget, meget ærbødig og ydmyg. Efter 12 år med kommunikation følte jeg mig ret tryg i faget, og nu begynder jeg så forfra. Helt forfra. Med noget af det, jeg anser som det vigtigste i vores samfund: Dannelsen og uddannelsen af unge mennesker. Det er dælme en flot opgave, som jeg er meget, meget stolt over at få lov at være med til.

For det meste har jeg det som Mutti Merkel: “Wir schaffen das”, og jeg tænker endda helt og aldeles Pippi: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert”, men der sidder også en lille tarvelig parodi på Kjeld fra Olsen Banden allerbagerst i hovedet, og han stiller en masse spørgsmål, først og fremmest: “Er det ikke farligt?” og han undrer sig over, at jeg vil skifte det trygge hverdagsliv med kommunikationsfaget ud med et fag, hvor jeg begynder helt fra bunden.

Det vil jeg, fordi jeg trænger til at mærke det kildre. Fordi jeg vil tættere på mennesker igen. Jeg savner nærværet, som jeg syntes, der var plads til i begyndelsen med kommunikationen. I dag er der mere fokus på flere platforme, mere strategi, tempo, tempo, tempo og skarpere vinkling af virkeligheden, end der er på bløde værdier, personlige historier, trivsel og service. Alt det sidste håber jeg at finde i samværet, omsorgen og læringen med de unge mennesker på efterskolen.

Det betyder så, at jeg endnu engang skifter adresse. Det blir i fremtiden downtown Højer – ganske nær æ grenz – og i øvrigt også helt tæt på Møgeltønder, Jokke og Schackenborg. Det er nyt. Det er spændende. Og det er kun ganske lidt farligt. Farligt på den gode måde.