“Det er fanme jeres verden lige om lidt!”

Eleverne i 10. klasse fik i dag præsenteret oplægget til deres Obligatoriske Selvvalgte Opgave. Opgaven går kort fortalt ud på at undersøge vejen til deres drømmejob. Eller måske til deres lige nu foretrukne ungdomsuddannelse. 

De havde heldigvis en masse spørgsmål. Men det var ærlig talt kedelige spørgsmål. “Hvor mange sider skal opgaven være på?” “Hvor mange vil være til stede til den mundtlige fremlæggelse?” og “Får vi karakter?”.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi har ladet konkurrencestaten overtage elevernes læring i så voldsom grad. Der er krav, forventninger, pres, karakterræs og – som en fortalte mig i dag – en idé om, at de i 8. klasse skal kunne visualisere deres karriereveje. 

Måske er det ikke helt så barsk i virkeligheden, men det er sådan, det føles for mange af dem, og det er også resultatet af den helt uvidenskabelige stikprøve-undersøgelse, jeg foretog efterfølgende i to 10. klasser. Jeg suspenderede min planlagte undervisning og spurgte til deres tanker om opgaven. De forstod ikke opgaven. Hvad skulle de med den? Hvad skulle de bruge den til? Og hvad nu hvis de ikke fik de karakterer, der kan bære dem videre?

Alt sammen helt valide overvejelser men de fik alligevel en form for opsang – eller måske medsang – hvor jeg fortalte dem, at de jo altså for fanden skal overtage verden lige om lidt og derfor er nødt til at sprælle lidt i nettet. Det her er en opgave, hvor de kan stykke det sammen efter en nogenlunde fastlagt skabelon, de har fået, de kan researche, de kan kontakte mennesker, institutioner og virksomheder, og til slut skal de præsentere – og de må gerne lave et produkt, en portefølje, en lydoptagelse, en film eller hvad de nu kan finde på. Det er kort sagt en skide spændende opgave. 

Men de er så institutionaliserede og vant til, at de skal tænke i systemets rammer og behage “The System”, så de ser bare formalia, krav og endnu en opgave, der skal løses for at bevæge sig til næste bane i det store bip-bip-spil, vi kalder livet.

“Lad nu være med at lade jer skræmme og spænde inde i en dum ramme. I skal arbejde med processen, dykke ned i et emne, og så skal I lære en masse om fremlægning, om jer selv, om hvordan man arbejder med en opgave, og der er ingen, der forventer, at I allerede nu peger på, hvilket job I vil have. Jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller, blev journalist, kommunikationsmedarbejder og nu er jeg lærer på en skole. Ingen kan sige, hvor I ender, og da slet ikke hvilke omveje I løber ind i. I skal være drevet af nysgerrighed og af lyst. Men ikke af jeres karakterer. Ikke af krav, forventninger og pres. Tag nu kontrollen og brug tiden på at lave en opgave, som I har det sjovt med og lærer noget af at lave”, sagde jeg til dem. Cirka. Det var langt. Men meningen var cirka ovenstående, og jeg mener det. 

Og så var det, at en kom til at sige, at “det (ræset, presset, præstationerne) jo var det, der forventedes af dem”, og det skulle hen aldrig have gjort 🙂 Så fik de Director’s Cut af historien om, at de krav og forventninger, der er til dem nu, jo primært er tilrettelagt, så dem, der sidder og bestemmer, kan fortsætte deres bekvemme liv. Sådan har det altid været.

Men de mennesker går jo på pension om føje tid, og så “er det for fanden jeres verden og jer, der bestemmer, hvordan den skal se ud. Så kan I indrette en verden uden karakterer, uden forventninger men med glæde, lykke, optimisme, omsorg, kærlighed og alt muligt andet, hvis I vil. Men I skal ville. Og det kræver hårdt arbejde. Men lige om lidt er det jeres verden. Gør noget godt med den. Please.

Merkel, Pippi og Kjeld fra Olsen Banden

Jeg har fået nyt job. Og det kildrer, kilder og kriller alle de helt rigtige steder. De sidste to år har jeg arbejdet med kommunikation hos politiet på Sydsjælland, og det har været en enorm berigelse at møde bunkevis af kompetente, effektive og – altid allervigtigst for mig – søde, omgængelige og omsorgsfulde kolleger.

Men jeg har efterhånden i en del år følt mig som en sidelinje-betragter, som et ølkasse-stående gabehoved, ja, helt ærligt som en kende fejlplaceret i kommunikationsverdenen. Det handler ikke helt om de ting, jeg gerne vil, når jeg arbejder med kommunikation, og det har sådan set intet specifikt med ansættelsen hos politiet at gøre; sådan har jeg oplevet det ganske mange steder efterhånden.

Så jeg har nu fået job som lærer på Højer Design Efterskole med start fra 1. august. Og bare rolig; som udgangspunkt skal jeg ikke have så meget med design, mode og æstetik at gøre [fnis], men jeg lærer forhåbentlig en masse, og måske viser det sig så, at jeg også har anlæg for den slags. I første omgang skal jeg undervise i dansk, engelsk, et fag, vi kalder ‘kultur’ og et fag, der hedder ‘innovation’.

Og jeg glæder mig helt vildt. Jeg kan ikke fortælle om det uden at plastre fjæset til med et væg-til-væg-smil. Men jeg er også meget, meget ærbødig og ydmyg. Efter 12 år med kommunikation følte jeg mig ret tryg i faget, og nu begynder jeg så forfra. Helt forfra. Med noget af det, jeg anser som det vigtigste i vores samfund: Dannelsen og uddannelsen af unge mennesker. Det er dælme en flot opgave, som jeg er meget, meget stolt over at få lov at være med til.

For det meste har jeg det som Mutti Merkel: “Wir schaffen das”, og jeg tænker endda helt og aldeles Pippi: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert”, men der sidder også en lille tarvelig parodi på Kjeld fra Olsen Banden allerbagerst i hovedet, og han stiller en masse spørgsmål, først og fremmest: “Er det ikke farligt?” og han undrer sig over, at jeg vil skifte det trygge hverdagsliv med kommunikationsfaget ud med et fag, hvor jeg begynder helt fra bunden.

Det vil jeg, fordi jeg trænger til at mærke det kildre. Fordi jeg vil tættere på mennesker igen. Jeg savner nærværet, som jeg syntes, der var plads til i begyndelsen med kommunikationen. I dag er der mere fokus på flere platforme, mere strategi, tempo, tempo, tempo og skarpere vinkling af virkeligheden, end der er på bløde værdier, personlige historier, trivsel og service. Alt det sidste håber jeg at finde i samværet, omsorgen og læringen med de unge mennesker på efterskolen.

Det betyder så, at jeg endnu engang skifter adresse. Det blir i fremtiden downtown Højer – ganske nær æ grenz – og i øvrigt også helt tæt på Møgeltønder, Jokke og Schackenborg. Det er nyt. Det er spændende. Og det er kun ganske lidt farligt. Farligt på den gode måde.