Endnu en tudebog – og lidt godnathistorie

Jeg har læst i dag. Frederik Backmans Folk med angst. Han skriver helt ufatteligt fint. Synes jeg. Nogen vil måske mene, han skriver en del, som Rasmus Seebach skriver sangtekster: Banalt. Og så kan vi have en lang diskussion om, hvorvidt banalt er genialt eller barnligt. Det behøver vi ikke. Jeg elsker de her helt banale historier – og tekster.

Backman står bag en stribe forrygende bøger. Faktisk skriver han i et rivende tempo. Og jeg har – nu tjekker jeg lige på Wikipedia – læst alle syv bøger, som er udkommet fra 2012 til nu. Han har fart på!

Folk med angst handler om en noget uheldig bankrøver, der ender som gidseltager. Ikke verdens mest onde gidseltager, men det er dæleme heller ikke en let flok gidsler at arbejde med. Under det ret simple plot gemmer sig som altid en stribe skæbner med levede liv, med følelser, med svigt og med masser af omsorg og kærlighed.

Min version er 362 sider lang og allerede på side 65 begyndte jeg at tude første gang – eller det vil sige, på side 65 startede et kapitel, som jeg læste til ende. Og så tudede jeg. Det er svært at sætte ord på, hvad det er, Backman helt præcist gør, men det handler om at sætte ord på relationer. At sætte fokus på følelser. Særligt skarpt på de følelser, som mange af os ikke rigtigt ved, hvad vi skal gøre med.

På efterskolen læser jeg af og til godnathistorie for eleverne på mine aftenvagter – det vil jeg gøre de kommende 14 dage, så de kan falde trygt til ro derhjemme. Hvis du vil lytte med – jeg bestræber mig på, at det bliver cirka fem minutter. Cirka, så slap dog af! Dagens historie er fra Folk med angst, side 65 og cirka fem minutter frem: https://soundcloud.com/user-556405227/folk-med-angst-del-1

God fornøjelse. Pas på jer selv. Og på hinanden. Og på dem I elsker. Dem I har skabt. Dem der har skabt jer. Dem der har brug for det. Møs-møs

Kære mor

Hvis det virkelig passer, at du scorede far på Lumby Kro ved at spænde ben for ham, så er du den sejeste mor nogensinde. Meget mere cool end et højreswipe på Tinder. Selv hvis det ikke passer, er du stadig den sejeste mor. 

Jeg husker min tid med dig som mor – hele mit liv! – som en stor varm boble, der er fyldt med tryghed, omsorg og kærlighed. På en enormt dejlig måde har jeg hele mit liv haft fornemmelsen af, at du havde min ryg. Og alt det andet. Jeg er sikker på, at der ikke findes en bedre måde at blive tilfreds med sig selv på end at have dig til altid at vise, signalere og udtrykke din evindelige opbakning. 

Når livet har gjort ondt, har du holdt hånden under mig. Da jeg slet ikke kunne overskue, hvor lang tid det ville vare at spare sammen til den flotte ryttercykel, jeg ønskede mig, fandt du på en del-betaling, som gjorde det hele overskueligt. Da jeg løb med aviser, var du med til at pakke alle reklamerne – jeg husker de intense lørdag formiddage med tryksværte ud over det hele; også i alle vasketøjskurvene – og du var med, når vi delte dem ud. Enten som chauffør eller som tæller – eller som begge dele. 

Jeg er aldrig i tvivl om, at du elsker alle dine drenge. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at du i perioder har ønsket dig noget kvindeligt selskab. Enten som en datter eller i form af en kæreste til bare en af dine mange sønner. Som modvægt til den evindelige snak om sport og særligt fodbold. Med tiden er du selv blevet temmeligt bidt af sport. Badminton, tennis og håndbold fylder, og i de senere år er du vist endda blevet en anelse stribet fodboldtilhænger. Det er imponerende, du holder det ud. 

Du har altid haft mange drømme på familiens vegne. Både på børnenes individuelle vegne og for fællesskabet som helhed. Du arrangerer og inviterer og disker op med en overflod af varme og kærlighed. Jeg er ikke i tvivl om, at du er det vildeste familiemenneske. At det rent faktisk betyder utroligt meget for dig, at vi alle er kommet godt videre i livet. At du har gjort dit ypperste for at lindre overgangen fra et trygt liv hos dig og far og videre ud i voksenlivet. 

Du er ikke til store armbevægelser. Din omsorg og din hjælp kommer i form af små kærlige handlinger. En seddel stukket diskret i lommen. Overskudsmad i en plastikbøtte. Når en af os flytter, står du klar med skrubbe og spand. Når vi skal indrette, står du klar med gode råd. Når der er brug for en ‘nødhjælps-pakke’, står du klar med alle tænkelige nødvendigheder. 

Det er dig, der står for økonomien. Far blev godt nok uddannet revisor, tilbage da han var langhåret. Men det er dig, der holder styr på, hvad der kommer ind, hvad det skal bruges til, og hvad der ryger ud af kassen. Med tanke på de udfordringer, I har haft undervejs, er jeg evigt taknemmelig for jeres gavmildhed, overskud og hjælpsomhed. I har reddet min bagdel mange gange fra begyndelsen og til nu. Det er svært at udtrykke det løbende og konstant, men du må aldrig være i tvivl om, at jeg ved, hvad I har gjort for mig, og at jeg sætter pris på, hvordan I har hjulpet – og stadig hjælper – mig. 

Samtidig er din konstant stigende nysgerrighed og eventyrlyst en fornøjelse at overvære. Fra at være mest tryg og tilfreds bag hjemmets fire vægge drømmer du om Færøerne, om Holland, om Norge, om den Dominikanske Republik og meget, meget mere. Og du handler på det. Du vil så gerne opleve en masse, og heldigvis er I begge stadig i en situation, hvor I kan kaste jer ud i nye eventyr. Jeg under jer hvert eneste et af dem alle. 

Kære mor. Du har givet mig forståelse for, hvad det betyder at yde omsorg og være venlig over for andre mennesker. Du er uegennyttig – selv om du nogle dage kæmper for ikke at være det helt så meget – og jeg er sikker på, at det er, fordi jeg har spejlet mig i din helt forrygende varme måde at være menneske på, at jeg i dag bekymrer mig om andres velvære.

Det giver mange knubs, men jeg ønsker ikke at være på andre måder. Ville det være lettere? Formentlig. Men jeg er glad for og stolt af, at jeg har arvet egenskaber som interesse, kærlighed og massiv loyalitet fra dig. Det er meget, meget flotte egenskaber, og dem er jeg glad for at have med mig i livet. Takket være dig. 

Jeg elsker dig. 

“Blink lige engang”

Jeg blev så paf, at jeg glemte at sige pænt tak. Set i bakspejlet kan det vel virke en kende arrogant, men det var absolut ikke meningen.

Jeg har lige været i Brugsen efter et par småting. Den lokale Brugs her i Højer er en bette butik, men der er, hvad jeg skal bruge, og de er søde og rare. Ved kassen i dag stod en ældre herre ved kassen, da jeg kom derop. Foran mig stod også en yngre gut, som jeg overhørte tale polsk eller russisk (tror jeg, måske var det i virkeligheden noget kinesisk …) tidligere. Jeg lagde mine varer op, og først dér lagde jeg mærke til, at den ældre herre havde bøvl med sit dankort.

“Prøv at tage kortet ud og scan det i stedet”, sagde butiksassistenten. En kvinde på cirka min alder. Kortet blev taget ud. Sat i igen. Og nu virkede det mirakuløst. Manden trissede ned for enden af båndet for at pakke sine varer. Og den unge mand foran mig betalte for sine varer – æg og syltetøj. Den store æggebakke. Og noget appelsin/abrikos-syltetøj. Gult var det i hvert fald.

Det blev min tur, og damen scannede hurtigt mine varer – min fortid i Føtex og Bilka har lært mig at lægge varerne hensigtsmæssigt på båndet – og så kigger hun pludselig på mig. Grundigt. Og siger, mens hun blinker med øjnene: “Prøv lige at gøre sådan her engang”.

Jeg blinker et par gange og tænker, at jeg enten har store poser under øjnene, eller måske en masse søvn, der har overlevet morgenbadet. Så siger hun: “Du har sådan nogen pæne øjne”. “De er specielle”, retter hun det så hurtigt til. Og i stedet for at sige noget taknemmeligt – for det er jeg da glad for, hun synes. Så svarer jeg bare knastørt: “Dem har jeg altid haft”, tager mine varer og smutter ud af butikken. Topdårlig stil.

For jeg kan godt huske, da jeg selv sad i kassen, og det er en overvindelse at sige sådan noget til kunderne. Bliver de sure, fornærmede eller irriterede? Det kan man aldrig vide.

Eller, det ved jeg jo så nu: Jeg blev glad. Og lidt paf. Der går alt for mange år mellem, jeg får komplimenter på den måde.

Og jeg tror på, at man selv skal gå foran med et godt eksempel, så jeg vil i meget højere grad huske mig selv på at sige noget pænt til folk, når jeg har noget pænt at sige. Det tror jeg, alting bliver lidt rarere af.

“Du er ikke klog. Du er bare velformuleret”

Det var første time, jeg havde med det her hold. Vi var næsten en måned inde i skoleåret, men lange weekender, introdage og Tønder Festival havde gjort, at jeg først havde dem nu. Til kultur. 2 lektioner om ugen. Resten af skoleåret.

Jeg havde brug for at lære dem bedre at kende, så vi tog et helt løst modul, hvor jeg stillede en masse spørgsmål, og de svarede. Tænkte sig om. Svarede igen. Og da vi talte om identitet, fortalte jeg, hvad jeg havde fået ud af en af pigernes valg af motiv og tema og illustration til hendes værelsesdør. Noget med populærkultur og at være i centrum af tingene. Hun tog det med et grin. Og tænkte sig åbenbart lidt mere om resten af timen, for da den var slut, tog hun fat i mig:

Jeg tror slet ikke, du er klog. Du er bare velformuleret. 

Tak for den. Gennemskuet på første skoledag 🙂 Hvad betyder det? Kan man være velformuleret uden at være klog? Klog uden at være velformuleret? Er det ene vigtigere end det andet? Jeg elsker det. De er så kvikke. Så rappe i replikkerne. Og der er meget omsorg, empati og kærlighed.

Vi begyndte skoleåret med samtaler med kontaktgrupper. De skulle blandt andet svare enkeltvis på, hvad det vil sige at være en god kammerat. De har alle lært, at så skal de svare noget med, at de tager sig af dem, der er udenfor, og som ikke er med i fællesskabet. Det er fint. Det er et godt udgangspunkt. Men noget af det, jeg synes er vigtigt, er at flytte den slags skoletillærte viden til praksis.

De første uger spurgte de konstant: “Får vi karakter for det her?” – naturligvis med den underforståede præmis, at hvis der ikke var karakterer involverede, så behøvede de ikke deltage.

Så jeg har brugt meget tid og energi på at forklare, at jeg selvfølgelig giver dem de karakterer, som undervisningsministeriet kræver, men at jeg ikke bryder mig om tal som et parameter for læring. At jeg foretrækker, de fokuserer på at lære noget. At det er deres eget ansvar, at de lærer noget.

De slipper ikke for timerne, så de kan lige så godt få så meget ud af det som muligt. Og med den grundpræmis på plads forsøger jeg så at møde dem, der hvor de er. Hvad har de lyst til? Hvordan vil de gerne lære? Hvad har de brug for, at jeg gør? Hvordan hjælper vi bedst hinanden? 

Hov, det var jo ikke meningen, det her skulle være en gennemgang af mine didaktiske visioner (ja for sådan nogle har jeg jo fået mig – de kommer med jobbet 😎). Det skulle være en lovprisning af alt det, jeg er glad for. Her kommer lidt mere af det:

Jeg er meget begejstret for den direkte kontakt og den kontante afregning. Jeg er vild med, at jeg kommer så tæt på de her unge mennesker, at de deler bidder af deres liv med mig. At de fortæller om deres frustrationer, udfordringer og oplevelser indtil nu.

De er meget bevidste. Meget institutionaliserede. Og forklarmigrøv-gjorte – altså, at de har været gennem  skolesystemet og fået plausible forklaringer på, hvorfor de ikke nødvendigvis er glasklare successer på tidens fremherskende parametre. Det véd de simpelthen selv. “Det er jo, fordi …”- det ene og det andet.

Jeg underkender på ingen måde, at alle har noget at slås med. Men jeg tror på, at de skal mødes, hvor de er, og så skal de have lov at udvikle sig og lære i deres eget tempo – ikke i en standardiseret version af et digert værk fra lærerseminariets skematiserede opgørelse af, hvad man magter, hvis man er tildelt diagnose Y eller Z, eller har været udsat for ting og sager i skolen, som ingen burde opleve – eller om det så er sket i hjemmet. 

Mit take – som jo af gode grunde kun er funderet i mit menneskesyn og min evigt optimistiske tro på det allerbedste i andre mennesker – er, at hvis jeg viser dem tillid, giver dem rum og mulighed, så vil de flytte sig præcis så meget, som det er muligt for dem i den givne situation. Og dét – lige netop dét – vil jeg meget, meget gerne være med til og bidrage til. På bedste vis. Med omsorg. Med rummelighed. Med accept. Og med forståelse. 

Jeg er vist ikke så god til at forklare det her.
Hvorfor er jeg så begejstret?
De rører mig dybt.
Alle deres kampe, sejre, nederlag og alt det indimellem.
Det rører mig.
Dybt.