Da jeg var barn, undrede det mig altid, at det var nødvendigt for mine forældre at sidde med deres kalender, når de aftalte med deres venner, hvornår de skulle ses næste gang. Det var jo venner. De skulle vel ses hele tiden. Siden blev jeg teen. Venner var der masser af. De var tilgængelige hele tiden. I skolen. I gym. Til fodbold. Til Lars Lilholt-koncerter. På det lokale disko – Ib’s Garage 😉
Siden blev det videregående uddannelser og praktikpladser, hvor jeg mødte folk. Og det er langsomt kommet snigende. Så jeg i dag også er sådan en, der er nødt til at koordinere med kalender, når jeg skal mødes med folk. Hvorfor tænker jeg nu på det?
Lørdag var jeg sammen med mine to bedste venner fra journalisthøjskolen. Siden vi mødte hinanden for lidt mere end 15 år siden, har vi brugt meget tid sammen. I begyndelsen gennem bunden på fadøl og flaskeøl. En enkelt gang på roadtrip til det sydlige Holland. Og en masse andet. Nu er vi blevet lidt mere geografisk spredte, og det er blevet vanskeligere at holde kontakt.
Så det var en helt igennem forrygende dejlig og varm fornemmelse, at vi endelig kunne samles alle tre igen. I Silkeborg af alle steder. Sådan må det jo være. Men i helt igennem varmt, trygt og begavet selskab – for mit vedkommende. Ikke sikkert de følte sig lige så trygge og intellektuelt udfordrede. Men det gjorde jeg.
Og hvor er det dog træls, at vi lader os møffe, diktere, puffe, nudge og interpellere til sådan nogen liv, hvor man ikke bare lige kan hænge sammen en aften. At kalenderen skal i brug. Men omvendt er det jo meget vigtigere at glæde sig over, når det lykkes. Det gjorde det lørdag. Jeg håber, det lykkes snart igen. For jeg er dælme glad for mine venner ❤️