Virkelig alternativ strandgæst

Jeg er ikke så god til at gå på stranden. Slet ikke når det ikke er et lukket område med solstole eller – senge. Men der er ligesom ikke nogen alternativer her i Trapani. Jeg må på stranden. I sandet.

Som den søde værtinde, hun er, havde Michela givet mig lov at låne hendes solparasol. Så jeg kunne få en smule skygge på stranden. Jeg havde allerede scoutet langs promenaden, også selv om jeg godt vidste, at jeg ville ende med at vælge den strand, der var tættest på. Sådan kan man være så forudsigelig.

Nå men jeg fik pakket en taske: Bog, solbriller, solcreme (faktor 50), nøgle til lejligheden og et stort håndklæde. Alt sammen ned i rygsækken og så solparasollen i den anden hånd.

Nede på stranden tog jeg først den nederste pind til parasollen ud og jog den med al min kraft (!) så langt ned som muligt. Så bredte jeg håndklædet ud. Fandt de øvrige ting frem og lagde dem i en ordentlig rækkefølge. Og endelig satte jeg selve parasollen på øverst. Der blæste en mild brise, som ruskede lidt i parasollen, men ikke noget jeg tænkte over.

Så smurte jeg mig ind i solcreme. Og lagde mig med bogen. Jeg læser bedst på maven. Så benene kom lidt uden for håndklædet – ud i solen 🙂 – og pludselig væltede parasollen. €%€%€&%€/#%€ tænkte jeg. Det var pinligt. Jeg måtte op igen. Nu med sand over det hele, fordi det der klistrede solcreme jo ligesom sugede sand som ølboner suger teenagere til sig på Roskilde.

Jeg fik sat parasollen op igen. Gjorde mig ekstra umage med at klemme den langt nok ned i sandet. Og lagde mig på ryggen. Et vindpust kom og en fornemmelse sagde mig – med lukkede øjne – at den var gal igen, så jeg langede labben ud og greb parasollen, der ganske rigtigt var væltet igen! Jeg udstødte det almentgyldige: “Fuck it!” og smed parasollen i sandet og lagde mig nu uden beskyttelse. Det har jeg dog prøvet før, så det varede heldigvis ikke længe, før mit raseri og min ‘afstraffelse’ af parasollen var ovre.

Mit instinkt sagde mig, jeg gjorde noget forkert. Jeg skulede forsigtigt til et par ved siden af. ‘Aha, hvor smart’. De havde taget et par sten fra diget bag os og brugte dem som støtte. Noteret! Så kom en familie på tre. Faderen lagde sig på knæ i sandet og brugte sin højre hånd til at grave et hul på cirka 20-25 centimeter, som han plantede parasollen i. Også smart. Noteret.

Jeg gik hjem og vaskede sandet af. Det ligger nu i henholdsvis bidet og bunden af brusekabinen, men da jeg i dag var på stranden gravede jeg først et hul og plantede parasol-spyddet dybt, hvorefter jeg fandt tre sten til at støtte med. Parasollen stod som et murværk, fra jeg kom, til jeg gik.

via GIPHY

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.