En kvinde, jeg elskede meget højt, kaldte mig engang en glemsom optimist. Det handlede for hende mest om, at jeg altid købte nogle elendige og gamle biler, som jeg troede fuldt og fast på kunne klare sig uden for mange dyre reparationer. Det kunne de ikke.
Siden blev vi skilt, men af og til dukker tanken om et liv som glemsom optimist op igen. Som da jeg senest rejste fra Danmark til Italien, hvor jeg bor, og jeg forestiller mig altid, at det at rejse er så let, som da jeg var 22 år gammel og stærk som en okse med energi som den der berømte kanin med de unævnelige batterier.
Sådan er det bare ikke længere. Jeg er blevet voksen. Måske endda ligefrem midaldrende. Når jeg skal rejse, slæber jeg mine ting med mig uden overskud. En rygsæk og en kuffert. Jeg fylder altid rygsækken mest muligt, fordi “det er bedst at bære så meget som muligt på ryggen”, men hele kroppen bliver øm og segner næsten under vægten.
Samtidig trækker jeg skævt med min rullekuffert, så jeg får myoser og lang arm af at trække kufferten gennem lufthavne og frem til rejsemål.
Jeg har så længe, jeg kan huske været for nærig til at køre med taxa. Næsten som en grundregel. Det gør jeg kun i allermest nødvendige tilfælde. Aller-allermest. Altså næsten aldrig.
Med alderen er jeg også begyndt at bekymre mig på forhånd. Er min rygsæk mon for stor til det, de kalder håndbagage hos dette flyselskab?
Jeg forstår, at reglerne formentlig er de samme hos alle flyselskaber, men jeg er også overbevist om, at der er forskellige måder at fortolke reglerne på.
I øvrigt er jeg nødt til at indskyde en ting her. Jeg har i en periode på seks år ikke fløjet. Af princip. Af hensyn til naturen, til planeten og til klimaet. Folk har rystet på hovedet. Set en voksenbaby, der kunne være onkel til Greta Thunberg.
Nu har jeg endelig givet op. Verden har ikke brug for mine indspark. Min ideologi. Min passion. Min noget som helst. Verden vil helst være i fred. Og jeg orkede ikke længere at være tossen på ølkassen, der bræger op om etik, moral, og hvad vi burde gøre med vores liv frem for at jagte kapitalismens og materialismens seneste idiotiske påfund. Så nu passer jeg bare mig selv. Helt for mig selv på en ø langt mod syd.
Og nu. Nu! Nu kommer det så. Nu skal Danmark til at bekæmpe klimakrisen. Nu skal der innoveres og opfindes muligheder for at flyve grønt. Det er så typisk. Med fare for at lyde hovskisnovski og arrogant og virkelighedsfjern – hvem prøver jeg at narre? Det er vist for sent til den slags modifikationer – har jeg efterhånden opdaget og affundet mig med, at verden skal modnes, præpareres og forberedes, før den er klar til at rykke, handle og agere.
Og når verden så er klar, har jeg for længst rykket mit fokus videre til noget nyt. Vi er aldrig rigtigt i sync. Verden og mig.
Nå, tilbage til Kastrup.
Jeg stod med min rygsæk, som jeg havde målt hjemmefra og egentlig havde en formodning om var en anelse for høj, så jeg spurgte de rare damer ved check-in, om der var sådan et af de der stativer, hvor man kan kontrollere, om tasken passer. Hun tog et hurtigt kig på rygsækken og spurgte, hvilket selskab, jeg skulle flyve med?
Jeg skyndte mig – uden at ane hvorfor – at svare, at jeg fløj med Norwegian. Så måtte jeg helt sikkert have den med, sagde hun. Og på samme tid var det beroligende og bekræftede min tese om, at der var forskel på flyselskabernes tilgang til håndbagage.
Jeg kom om bord på flyet, og af sted gik det til Rom. Jeg landede i Fiumicino, som vel dårligt kan kaldes Rom, men det var lige meget, for jeg skulle tidligt af sted næste morgen, så jeg skulle bare på hotel og overnatte.
På hotellet fik jeg en enorm omgang sikkerhedsspørgsmål, og det eneste, der manglede, var sådan set en grundig helkrops-afspritning. Men ellers så den rare dame både “Greeeene Bas”, som de kalder coronapasset i Italien.
Hun så mit testresultat, mit pas, min reservation og mit boardingpas til flyet den følgende dag. Og selvfølgelig både så og ondulerede hun mit kreditkort også.
Jeg spiste aftensmad i hotellets restaurant. Ren fiskemenu med Spaghetti Vongole – muslinger – og derefter friturestegte blæksprutter, rejer og andet godt fra havet.
Efter den omgang himmerigsmad var det en anelse antiklimaktisk, at desserten bestod af fire skiver ananas og ét blåbær. Men jeg var træt. Gned øjne som et lille barn og brugte det meste af måltidet på at lytte til de fire amerikanere, der spiste sammen ved bordet ved siden af.
De var gamle venner, det var tydeligt, men de lignede ikke to par. Det lignede allermest fire mennesker, som havde studeret sammen, og nu var mødtes tilfældigt til en konference og fik sig et måltid sammen for mindernes skyld.
Selv om jeg har øvet mig i tidens løb på at være offentlig i mit eget selskab. Biografture, cafébesøg, rejser og restauranter. Så føler jeg mig stadig underligt bevidst om mig selv. Om hvordan jeg sidder, hvordan jeg er og agerer.
Det hænger nok også sammen med, at jeg insisterer på ikke at have noget med, der kan adsprede mig. Ingen mobil. Ingen bog eller avis. Bare mig. Alene i verden. På et offentligt sted. Det føles bart.
Og selv om jeg efterhånden har forstået, at der næppe er noget, verden over en bred kam er så ligeglad med som andre mennesker, føler jeg mig også hele tiden iagttaget og vurderet i smug.
Som jeg selv gjorde det med det amerikanske selskab. De var en underlig flok. De to mænd lignede enten forskere eller fabriksarbejdere.
Deres samtale var lige så sofistikeret som et par fabriksarbejderes, men deres påklædning og attitude signalerede snarere et langt liv med respekt og anerkendelse fra omverdenen. Men måske er det egentlig bare sådan, de fleste amerikanere agerer. Også i offentligheden.
De to kvinder bidrog ikke meget til samtalen. Og så måske alligevel. De var ikke just samtalestartere, men nogen skal jo få samtalerne til at glide videre derfra. Nu jeg tænker over det, var det vist det, kvinderne stod for.
De talte om tidligere møder, de havde haft med hinanden. De talte om ægtefæller. De talte overhovedet ikke om arbejde.
Som dansker er det jo fælt sært. Måske den ene lige havde mistet et job, og derfor berørte de ikke dette delikate og dog så væsentlige emne.
Jeg gik i seng.
