Rotten

Jeg ligger bare her. Smurt ind i solcreme. Trækker maven ind. Det er den hårde del, jeg er i gang med: Den på ryggen. Hvor alle kan se flæsk, der fordeler sig uhensigtsmæssigt. Jeg havde ud af ørekrogen bemærket 2-3 unge knægte ved busstoppestedet 30-40 meter fra poolen. Uden rigtig at registrere det.

Så hører jeg den der lyd: Af ungdommeligt spas og noget der bliver slynget gennem luften (det kan sagtens være én sammenhængende lyd), og straks efter lander en fuldfed rotte på min mave. Midt i flæsk og fedtet sololie. Formentlig er rotten mest overrasket. Jeg mener, jeg ligger jo, hvor jeg hele tiden har ligget. Nu er der bare en – og det er da sandt nok en kende overraskende – rotte i ligningen også. Rotten derimod er slynget 30-40 meter gennem luften og er landet et helt nyt sted. Som så godt nok er både blødt og fristende. Jeg tænker: “Godt jeg ikke købte kokos-olie (min yndlings ellers) men det forhindrer ikke rotten i at tage en bid af min vom:

Malibu 15 spf. Lotion
Medium protection
Lait solaire protecteur
Protection moyenne
Very Water resistant

Sådan står der på solbøtten.
Rotten tager en bid mere. Jeg tænker, at nu hvor skaden er sket, og der er hul, kan jeg lige så godt ligge stille, til det er overstået. Dermed kan jeg vel i det mindste undgå at havne i en ufordelagtig delle-afslørende position. Der er mange måder at beklæde en solstol på. De fleste er ufordelagtige. I forvejen er det sårbart at være så nøgen med fremmede mennesker. Mens man smører sig ind i æteriske olier. Og man ligger jo elendigt.

Måske ville jeg være kvikkere end som så. Måske ville jeg lynsnart puffe rotten af maven, så såre den landede. Så ville den så stå dér. På bassinkanten. Mellem poolen og alle solstolene. Stadig en ubehagelig situation. Og forvirrende sikkert. Det minder mig om, da jeg for et par år siden var i Liseberg, gbg, og dér havde et bette egern forvildet sig ind i de ellers tydeligt for børn indrettede kulisser af alsang og tombolaer med 2 kilos Marabou som hovedpræmie. Egernet pilede rundt. Ku’ ikke finde en udvej. Jeg vaklede mellem at nærme mig for at hjælpe, men hvordan skulle egernet vide, at jeg havde gode intentioner? Nedadvendte håndflader? Come on … Så jeg spadserede væk, som om intet var hændt og tænkte: “Får egernet lige 5 mins til at sunde sig, finder det sikkert selv ud igen”.

Det ville rotten sikkert også gøre, om den fik lidt fred. Men hvad nu hvis mit indledende puf var så voldsomt, at rotten havnede i poolen? Ville den så overhovedet op igen? Der er ret varmt her på Cypern, og en pool køler så dejligt. Måske ville det blive til verdens første Zoo-hotel, og folk ville valfarte til for at se rotten, der boede i poolen. Tænk sig, alt det fordi knægtene kastede en rotte, og den landede på mig. Verden er skør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Captcha Garb (1.5)