Depression og stress

2014 startede med, at jeg tilbragte knap 4 måneder med en stribe “sessioner” hos en psykolog, der skulle hjælpe mig med at komme gennem noget stress/depressions-halløj. “Hvad var der dog galt?” spørger du. Jamen det er jo lidt svært at sætte fingeren på. En lang periode med valg, der føltes som ikke-valg, tvungne valg og måske endda også dårlige beslutninger fra min side. Hvorfor ender man et sted, hvor man ikke har lyst til at være? Det er sådan set et ret godt spørgsmål, som jeg vil lade ligge her og vende tilbage til en anden gang.

Det gik ikke så godt med mig og psykologen, og jeg skulle nok have afbrudt løjerne tidligere i forløbet – faktisk lige omkring der, hvor hans ellers udmærkede råd om at gå lidt ned i passions-procent på jobbet, blev fulgt af “Det var sådan, jeg selv kom gennem mit psykolog-studie”. Altså på 60 procent, forstås.

Ja, senere forstod jeg i hvert fald, at jeg nok var nødt til at få noget andet hjælp – det gik endegyldigt op for mig den dag, jeg sagde:

“De 60 procent virker ikke. Du har godt nok ret. Folk er gladere omkring mig (fordi jeg ikke er på 100 procent (aka brokker mig)) men jeg føler mig falsk, forkert og dum.”

Så følte han, at tiden var moden til at foreslå noget psykofarmaka. Altså nogen lykkepiller. Det er ikke sådan, at jeg har noget mod lykkepiller. Det er mit indtryk, at de hjælper virkelig mange mennesker, men jeg stejler, når det allerede er løsning nummer 2 i mit psykolog-halløj. Så jeg takkede pænt for tiden og stod af vognen. Så måtte jeg finde en anden løsning på det dårlige humør.

Jeg tror ikke, jeg er særlig skrap til at gå til psykolog. Vi sidder dér, og han spørger, hvilke problemer jeg har. Så fortæller jeg dét og planter en eller anden mulig forklaring. Dén køber han, og så bevæger vi os ud af det spor. Han foreslår en måde at bearbejde det på, og jeg lytter. Og forsøger efterfølgende at gøre, som han siger. Det hjælper ikke. Et par gange senere siger jeg så, at jeg fornemmer, der måske er noget andet i spil. Han lytter interesseret. Jeg planter et nyt spor at forfølge, og han bevæger sig ud af en ny tangent. Jeg er med på, at psykologer jo ikke er tankelæsere, og at det måske også er mit ansvar at finde frem til en eller anden form for kerne, men jeg har aldrig rigtig en oplevelse af at blive tankemæssigt afklædt. At nå ind til et ‘Aha’. Jeg dirigerer samtalen i alle mulige retninger, og det hele bliver på overfladen.

Underligt nok nåede jeg mod slutningen af forløbet – som endte en anelse uskønt med en stribe afbud og lidt for lange perioder mellem nye aftaler, og til sidst afbrød vi kontakten – til en erkendelse, som kan synes lidt aparte, men jeg vil forsøge selv at gå ind i mørket i stedet. At være i de der mørke tanker. Og at tackle de situationer, hvor min ret så veludviklede BS-detektor siger fra. Der skal noget til at vække den, men når den så brummer, skal jeg lytte. For den har ret. Dét er en fin læring på en træls oplevelse.