Han var lavere end mig. Med gråt, tyndt hår. Så gammel var han vist heller ikke. Men dér stod han. Som nummer 3 i køen i Netto, hvor to unge piger netop havde kørt deres varer igennem kassen. Og nu havde de ikke penge nok. Så der måtte føres lidt tilbage. Først et par marcipanroulader. Det var ikke nok. Så røg der to poser af noget slik-agtigt.
Manden foran mig blev mere og mere højrøstet “Ej, hvor er du langsom”. Og så stemte manden bag mig også i: “Vi står jo her og venter, hvorfor tager det så lang tid?”. Jeg vendte mig halvt og mumlede til ham: “Jeg tror såmænd, de gør det, så hurtigt de kan”. Det gad han ikke høre på. Sikke noget vrøvl.
Kasseassistenten trykkede på knappen: “Leder til kassen,” lød det. En ung mand kom til. “Åbner du en kasse? Vi har ventet lææææææænge”. Nej. Det var ikke planen. Han skulle jo ligesom løse problemet for de to unge piger – det er noget med, når varer er slået ind, er det ikke sådan lige at slå dem ud igen. Så skal en leder godkende transaktionen for at undgå, at kasseassistenten eventuelt sidder og fifler med udbetalingerne. Sådan er det. Det kan ikke komme bag på nogen. De har med penge at gøre.
Det var nu ikke tilfredsstillende for mine to kø-kammerater. De brokkede lystigt. Herren foran mig stod og fedtede med 6 jule-hvidtøl og en kasse clementiner. Bag mig handlede indkøbet om noget så vigtigt som Harboes Julebryg. I alt 12 styk. Som skulle betales af to omgange. Sirligt var de lagt med skillert mellem. Jo-jo. Ham skulle vi ikke vente på.
Altså, hvad er det for noget? Hvor er det gennemført usympatisk det der skaberi, brokkeri og hidsigt utålmodige vigtigheds-fims. Slap dog af. Det tager 2, måske 3, minutter mere af din tid. Så står du der. Skal have dine bajer, og så magter du ikke at udvise for en bøjet 1-krones pli i et ganske kort øjeblik af dit liv. Jeg synes, det er så uklædeligt, at vi er blevet et samfund af noksagter, der “jo altså har lov til at sige vores mening” om dette og hint i et væk, og som helt og aldeles mangler simpel dannelse til at omgås andre mennesker.
Vores fællesskab smuldrer mellem fingrene på os, og det virker som det rene Sisyfos at forsøge at gøre noget ved det. For der er masser af frådende selvretfærdighed og stædig insisteren på, at vi edderbrølme har ret og rettigheder, og ingen skal komme og forsøge at pille ved alt dét, som ‘vi’ – det vil sige et par generationer før os – har kæmpet for og opnået. Det har vi KRAV PÅ. FORSTÅ DET SÅ. OG BLIV SÅ FÆRDIG ELLER ÅBN EN KASSE MERE, SÅ VI KAN KOMME HJEM …