En rigtig stor del af alle mine dage – af al min tid – bruger jeg på at beundre andre mennesker, der tilsyneladende beslutsomt har holdninger til, hvad man må, hvordan man gør, hvad man bør og meget, meget mere i samme familie. Jeg er næsten altid i tvivl. Altså, jeg ved jo godt, at jeg ikke skal sidde med fødderne på bordet, når jeg spiser. Jeg skal ikke pille bussemænd offentligt. Og den slags selvfølgeligheder. Men der dukker nu alligevel ganske ofte tvivlssituationer op – og i arbejdsrelationer indser jeg mere og mere, hvor forkælet jeg var på Danske Spil, hvor Karen og Morten – mine nærmeste kolleger – var så indsigtsfulde og overbærende, at jeg kunne spørge dem om og få svar på alt.
Nu har jeg været snart 8 måneder på min nye arbejdsplads, og jeg kan mærke, jeg er ved at aflægge mig de der “ny-på-arbejdsplads-overmåde-hensynsfuld-og-altid-forsigtigt-spillende-bagstopperier”, og så opstår der af og til situationer, hvor jeg tænker mit om, hvorvidt mine kolleger tænker sit. Jeg er virkelig glad for mine nye kolleger og for min nye arbejdsplads, og netop derfor vil jeg nødigt træde nogen (unødigt) over tæerne.
Jeg har næsten altid selv mad med på job. I sådan en plastboks. Jeg er absolut ingen gourmet, og ofte (hver dag) er jeg nødt til at spice min mad med fx soya, så det smager af noget (andet). De sidste to dage har jeg siddet med min boks med kylling, broccoli og soya, og jeg har spist af boksen. Men det slog mig på et tidspunkt undervejs – og dér ville det være underligt ikke at spise færdigt, vurderede jeg – at jeg ikke er klar over, om der er en konvention om, at når vi sidder sammen ved bordet og spiser, så fjerner man maden fra madkassen og over på en tallerken. Jeg aner det ikke. Er det uhøfligt ikke at gøre det? Er det ligegyldigt?
Google kan jeg ikke finde bare antydningen af en tidligere diskussion om det på – og det gør mig jo sådan lidt … iiiieeeeewwww. For så er det åbenbart så indlysende, at ingen har spurgt Google før (mon jeg så kommer i Guiness? (hvis den stadig findes)). Men er det indlysende “Go – spis da bare af boksen” eller indlysende “NoGo – hvem tror du, du er?” Og i morgen gør jeg det igen …