Det er ufatteligt længe siden, jeg har været et sted, hvor jeg føler mig så afbalanceret på mange af kerneområderne i mit liv, at jeg har givet plads til bekymringer over makro-emner. Selvfølgelig har jeg altid brokket og klaget over den ulidelige globale forurening og skiden højt og flot på klimaforandringerne. Men derfra og så til at vende det lidt mere ind og forsøge at gøre noget – bare en smule – selv, har der godt nok været langt. Men dér er jeg nu. Og selv om jeg prøver helt vildt at undgå at blive ham den irriterende med den belærende pegefinger, lykkes det vist ikke altid. Det er jo skide svært at forsøge at navigere efter min bedste overbevisning.
Næsten alt mit tøj er slidt ned til hul-niveau – eller også er det for småt (ok, så det meste er for småt, og et enkelt par bukser – dem jeg kan passe – er ved at være slidt), så jeg har kigget efter økologisk og bæredygtigt tøj. Først fandt jeg en artikel med “35 steder at købe økologisk/bæredygtigt tøj”. Det viste sig endda at indeholde hele 38 links. Luksus. Men alas … de 26 links var til tøj produceret eller firmaer med base i USA. Ud med dem. Dem vil jeg ikke handle med. Yderligere 6 havde base i UK. De røg også på anstændighedslisten. De vil ikke lege med fællesskabet. Så jeg vil ikke lege med dem. De kan sidde i skammekrogen, til de har lært at opføre sig ordentligt.
Så var der 3 links til firmaer i Canada og 2 i Australien, men det virker heller ikke overvældende bæredygtigt at hente tøj på den anden side af kloden. Det sidste link? Cambodia. Jeg søgte igen. Nu på dansk. Og fandt faktisk et par steder. Jeg tror, jeg skal til at gå klædt i hamp 😉
Mit rationelle udgangspunkt er, at andre må gøre, som de vil, mens jeg synes, jeg har samme ret. For eksempel har jeg besluttet, at dén flyvetur, jeg har i kalenderen til september – en længe planlagt weekendtur – er min sidste flyvetur. (Og så har jeg naturligvis en lille bagdør åben for, at jeg kan blive bedt om at rejse i job-øjemed og en flanke, der vil byde velkommen, når lufttrafik bliver drevet af solceller eller lignende miljøvenligt drivmiddel). Jeg læser igen og igen, at der er to ting, man kan gøre som enkeltperson, hvis man vil skære i sin CO2-udledning: Minimere antallet af flyveture 
Og så kan man spise mindre rødt kød. Det er helt perfekt. Jeg har aldrig været særligt gode venner med rødt kød, så den er også krydset af på listen. Lige nu spiser jeg kylling, kalkun og fisk, men på sigt kunne det være fint at hoppe på tidens hipster-dille og gå helt vegetar-gansk-ish. Tror godt, jeg kunne undvære kød helt. Ud med rødt kød
“Jamen, fjols, ved du ikke, at kyllinger bliver produceret under kummerlige forhold?” og “Hvad skal landmændene leve af, hvis ingen spiser rødt kød?” og “Hvad med alle luftfartsselskaberne – hvor skal de så arbejde?”. Tjaeh, her hiver jeg et bekvemt citat i spil. Den bistre personlige træner, Jacob Søndergaard, skrev engang som svar til indvendinger mod en kur, han dikterede: “Du ser jo ud, som du gør, fordi du har levet, som du har levet. Vil du se anderledes ud, må du gøre noget andet”. Sådan har jeg det lige nu. Kyllingerne? Dem frelser jeg i fase 2.
Vi er ved at smadre planeten med dén måde, vi lever på – eller som Hans siger det:
Se Hans Rosling forklare, hvordan det ser ud
Jeg er med på, at vækstorienterede ikke vil sagtne farten eller for den sags skyld helt stoppe op – men så savner jeg, at de forklarer, hvad alternativerne er. Det er ikke ukendt (og det er IKKE et alternativt fact eller noget, man kan synes noget om. Det er videnskab. Det er dokumenteret. Stop så indvendingerne!), at vi fucker verden op, og det går for l a n g s o m t med løsningerne. For langsomt.
Har nogen en anden vej end at skrue lidt ned, er jeg lutter øren. Del endelig dine tanker. Jeg kan sagtens blive klogere. Sagtens.