EDIT: Forsinket som følge af svær skade – læs mere længere nede
Jeg var splittet som en gal, da jeg kørte hjem fra padel tirsdag. Min makker Morten og jeg havde aftalt 2 timers padel i årets første officielle #padelcamp udendørs. Jeg fik stryg. Igen. 2 alt for lette sæt endte med sejr til ham på 6-1, 6-1. Så jeg var godt tilfreds, da et par meldte deres ankomst – Tom og Martin – som vi kunne spille mod i en double, Det gik stadig uhyrligt skidt. Vi fik klø i første sæt. Jeg spillede, som havde jeg aldrig set et bat og da slet ikke en padelbane før. Det blev langsomt bedre, vi vandt 2. sæt, og i 3. sæt var jeg næsten på mit sædvanlige niveau, og da Morten havde en flot dag, endte det med en sejr. I bilen hjem var jeg mest rasende på mig selv. Gal, sur og knotten over, at jeg havde spillet så elendigt, men jeg kunne samtidig ikke undertrykke en fornemmelse af, at jeg var grundglad, simpelthen fordi jeg lige havde spillet 2,5 times padel. Spillet gør mig glad. Selvfølgelig mest på dage, hvor jeg føler mig godt spillende men altså også i tirsdags, hvor jeg ikke syntes meget lykkedes …
Onsdag var jeg helt meldt ud af alting. Jeg ventede kun på Barcelona-Juventus. Jeg tror ikke noget som helst andet hold i verden end Barcelona – hverken Bayern, Real, Atletico, Dortmund, Roma, Napoli og da slet ikke nogen af de engelske kunne få mig til at frygte et returopgør efter 3-0 i Torino. Men lige præcis med Barcelona … Heldigvis endte det godt, og jeg kan mærke, jeg slår mig mere og mere til tåls med alle auto-kommentarerne om italiensk fodbold. At det er defensivt. At det er kedeligt. At det er kynisk. Det må folk jo gerne mene. Jeg ville bare ønske, det oftere var ment på et opdateret og nutidigt billede af Serie A. Nå men de gjorde arbejdet færdigt med 0-0 i Barcelona, og nu er Buffon bare tre kampe fra endelig at kunne løfte pokalen med store ører. Ved godt, vi ikke spiller med fortjent, men hvis der er nogen, jeg kunne unde den fornøjelse i den sidste del af en stor, stor karriere.
Søndag var jeg til fodboldtræning, og selv om det meste foregår i slowmotion, bliver der også gået til makronerne, og jeg nåede både at få en skulder på tuden, så blodet løb, og så fik jeg sådan et kunstgræs-vrid, som bare gjorde mere og mere ondt, og mandag morgen måtte jeg bide i den sure sok og halte på skadestuen. Ingen røntgen, men damen mente, det var et overrevet ledbånd i anklen. Av. Så hjemmedag mandag og udsigt til ro, hvile og restitution. Øv.
