Første hele feriedag i det vestjyske. Jeg slog øjnene op på vid gab lidt i 7. Det var ikke meningen. Så jeg rullede rundt og sov til halv-ni. Det var meget bedre. Tussede rundt, lavede mægtig morgenmad og spiste på terrassen – selv om jeg ikke har set meget til solen i dag. Overraskende køligt. Troede egentlig luften efterhånden var lunet godt op.
Lunt er der til gengæld på sommerhusets badeværelse. Der er fuldt knald på gulvvarmen, og jeg aner ikke, hvor jeg slukker for den. I ‘mappen’ fra udlejningsbureauet står der: “Den er som regel nede i gulvhøjde”. Å ja, så ser man mig kravle rundt som en anden Grethe Sønck på alle fire på knaldhårde gulvfliser og glo efter en gulvvarme-afbryderknap. Det tror jeg ikke.
Kørte til Varde for at se kval-liga-bold mellem hjemmeholdet og Greve. Interessant forestilling. Flot setup i Varde. På banen var de klart overmatchede. Greve lignede det med afstand bedste fodboldhold. Fysisk meget stærkere. Sikre på bolden. Afklarede i spillestilen. Besynderligt nok var Varde hele kampen igen langt, langt farligere og skabte en røvfuld kæmpestore chancer. Uden at det dog førte til mere end en enkelt scoring – selvfølgelig efter et keeper-drop. Så Greve snuppede en 2-1-sejr. I pausen benyttede Varde lejligheden til at kåre Årets frivillige. Det blev ikke mig. Det blev en anden. Kåre, tror jeg faktisk, han hed.
Kort før kickoff samles holdene altid til en cirkel med peptalk og kampråb. Greve samlede en større cirkel, end jeg normalt ser. Hele bænken, holdleder, træner, assistenter osv. Det ku’ jeg godt li’. Sammenhold, du. Fællesskab. At der så var 4 udskiftere med, og de to sad på bænken hele kampen, mens en tredje kom ind, da uret stod på 86 mins, er så en anden ting …
Derfra gik det lystigt mod Oksbøl og det velkendte Sportspark, hvor jeg også var tilmeldt tilbage i september, da jeg var på de her kanter. Der er lidt langt til nærmeste Fitness World, så jeg napper Sportspark. Fri træning en måned for 300 kroner. Det er sgu fair for sommerhusgæster. Også selv om jeg kun er her 14 dage. Passiarerede med den unge mand bag disken og fik lov at købe et klippekort til 10x spinning også. “Når du er logget ind derhjemme, så kan den se, at du har købt det, og så booker du bare tider”, lovede han.
Hvilket selvfølgelig ikke passede, så nu må jeg genoptage samtalen med formentlig en ny bag disken i morgen tidlig, så jeg kan komme i gang med timerne. 10x på 14 dage giver ikke så mange lejligheder til at springe dage over. Og der er ingen hold lørdage. Og kun hveranden tirsdag. Så jeg skal i gang i morgen.
Vel hjemme igen baksede jeg aftensmad sammen og ville nyde aftenen på terrassen med en bog. Jeg er ved at stave mig gennem Franzens essays om “Hvordan man er alene”. Hoppede i et par sko, tog en langærmet trøje på og listede ud. Skubbede terrassedøren til, så huset kunne holde på den sidste varme fra hedebølgen. Læste om genstridighederne ved at være forfatter. Han er sgu velskrivende. Havde lagt bener’n på en stol foran mig. Lagt den ene fod over den anden. Men fik hurtigt ondt i anklen. Er simpelthen blevet så usmidig.
Besluttede at gå ind for at læse, da jeg begyndte at få kuldegysninger. Men døren var ligesom gledet i, og jeg kunne se, at håndtaget på indersiden var drejet en anelse ned. Det er lidt løst, og det er et gammelt hus. Jeg greb lidt desperat i løkken til en haspe. Hev i den. Men døren var lukket. Trak vejret dybt for ikke at lade panikken få for godt fat. Mærkede i lommerne på trøjen, men selvfølgelig havde jeg ikke taget husnøgle med på terrassen. Og heller ikke glemt bilnøglen i lommen. Så jeg var sgu lidt på skideren.
Gik en tur om huset for at se, om jeg dog ikke havde et vindue på klem. “Shit, hvor er det dog dumt. Og på en eller anden måde typisk mig.” Ingen vinduer åbne. Nåede om på den anden side til fordøren. Vidste jo godt, at den var låst, men tog alligevel i den. Selvfølgelig var den låst. Jeg kan være ret grundig, når det stikker mig … Tilbage til terrassedøren. Jeg tænkte, jeg måtte vride den op. Den sad ligesom lidt skævt. Som om det bare drejede sig om at løfte håndtaget en anelse. Men med hvad? Jeg havde jo intet med ud.
Så slog det mig, at jeg ville forsøge at vride den ud af rammen ved at tage fat øverst på døren. God idé. Det viste sig, at den bare var gledet i og bandt mere, end jeg kunne forestille mig. Er altid bange for at ødelægge ting, når jeg lægger kræfterne i. Det behøver jeg formentlig ikke
(lidt som når folk begynder til styrketræning og som det første siger: “Jeg vil bare ikke være sådan en stor én og ligne en bodybuilder”. Hør, kære ven, det kommer du heller ikke bare sådan lige til ved et uheld. Heller ikke selv om du løfter en håndvægt. De her mennesker, de knokler i lange, lange perioder med restriktiv spisning og disciplineret træning – du bliver ikke bare lige bodybuilder over night. Nå, sidespor …)
Pointen er, at det er relativt sjældent, jeg ødelægger noget. Men måske er det, fordi jeg er påpasselig 🤓 Op kom døren, og nu sidder jeg i tusmørket og lytter til Helmigs VM-sang. Kom nu lige ned fra hesten. Det kan sgu da ikke være Reseppten hver eneste gang. Det er 30 år siden. Og en sjat. Det er et fedt nummer. Og ingen kan jo synge med på en helt ny sang. Fodboldfans synger jo for det meste ‘Lå-Lå-Lå-Lå’ eller noget i den boldgade. Det svinger. Helmig er stadig alt for dejlig. Nyd det nu bare.
Tak for i dag.