“Jeg tager toget hele vejen til Sicilien. Det bliver vildt fedt og en afslappende måde at begynde ferien på”. Det var mit udgangspunkt, da jeg lige lidt under 14 dage før min ferie så småt satte gang i planlægningen.
Er ikke helt sikker på, hvordan jeg endte med at ville til Trapani. Formentlig fordi de i de lidt fodboldtomme juni-dage spillede oprykningsfinale fra Serie C og vandt den. Den slags kan være rigeligt til at vinde min gunst. Og så er det ikke et sted, jeg har hørt om før. Som i: Nogensinde! Så i de her identitetsskabende og autenticitets-søgende tider var det da cool at tage et sted hen, hvor ingen, jeg kender, har været. Tror jeg 🙂
Jeg smuttede til Odense og købte Interrail – 700 kroner ekstra for 1. klasse – til 30 dage – med 5 rejsedage! Det enedes den rare dame og jeg om ville være rigeligt. Nu er jeg sgu mere i tvivl.
I parentes bemærket: (Vildt nok, at hun ikke rigtig var mere frisk i samtalen om DSBs fremtid. Hun fortalte, at der var flere ‘ældre’ (sagde hun og så meget sigende på mig!!) som købte Interrail. Hun vidste ikke hvorfor. Så indskød jeg, at jeg betragter de her år som en slags nyt Blue Ocean for DSB – analogt med det Postdanmark havde for nogle år siden, da internethandel for alvor blev en ting. Da skulle postvæsenet have gjort sig nyttige og blevet landets bedste pakkeleverandør. Det lykkedes så ikke – hvis de da overhovedet forsøgte. Men samme chance tror jeg, DSB har nu med klimasnak og bæredygtig turisme – så kan der sprøjtes togrejser ud, hvis bare de fanger det og byder sig til. Hun var ikke helt så oppe at ringe over det, som jeg var …)
Jeg havde booket lejligheden i Trapani fra søndag 30. juni. I Odense havde billetdamen hjulpet mig med følgende pladsbilletter:
28/6 10.01 – 16.54 Hamburg – Basel
28/6 17.31 – 21.37 Basel – Milano
28/6 23.17 – 07.17 Milano – Rom
Derfra blev det svært for hende at booke pladsbilletter, mente hun. Oprindelig skulle jeg først have været af sted halvanden time senere fra Hamburg, men hun ville gerne putte lidt ‘sikkerhedstid’ ind, så jeg kunne nå til Milano i tide …
Nå men så måtte jeg allerede torsdag tage fra Højer klokken 15.54 med bus til Tønder. Derfra med Arriva sydpå mod Niebüll og videre til Hamburg, hvor jeg ville være mellem 18 og 19. Det lykkedes ganske fint. Jeg havde booket en overnatning ganske tæt på banegården i Hamburg, så jeg kunne nå op til toget følgende morgen. Så langt, så godt.
Jeg nåede toget 10.01 den følgende morgen. Desværre var det kun muligt at booke plads på 2. klasse, men jeg tænkte, det nok ville være som i Danmark, at der var rigeligt plads på 1. klasse. Det var der det meste af turen. Jeg stod op i 2 timer, men ellers gik det som planlagt. Så nåede vi Basel.
I Basel var toget videre aflyst på grund af tekniske problemer. Bare sådan. Hvad gør man så? Der var mulighed for at komme videre med et par andre lokaltog, som jeg så hoppede på. Det kostede tid. Afgang fra Basel med lidt mere end en times forsinkelse, og klokken var altså nu snart 19. Men jeg kunne lige nå til Milano, hvis ellers toget makkede ret. Shit en rute. Gennem bjerge. Over dale. Ned i slugter og op igen. Og vi nåede til Milano med kun lige et par minutters forsinkelse 23.06. Så skulle jeg bare lige finde sporet med nattoget til Rom, og så var det sovetid.
Selv om jeg bare sidder stille sådan en hel dag i toget, er det alligevel temmeligt anstrengende. Den gamle krop giver sig og knirker og knager over ubevægeligheden og den trods alt relativt trange plads.
Jeg fandt en togmand med det samme og spurgte efter toget videre til Rom. Han rystede på hovedet. Toget kørte fra Milano Porta Garibaldi. Jeg var på Milano Centrale. Hvad så? Han pegede mod noget S-togslignende og sagde så, at den bedste chance for at nå det ville være med taxa. Mig ud foran, vente i kø (lidt frustrerende på det tidspunkt) ind i taxa og afgang mod Porta Garibaldi.
Vi var fremme sådan cirka 23.17. Lige da toget skulle køre, men jeg tænkte, at nu havde alle andre tog været forsinkede, så jeg styrtede mod sporet. Det var lidt væk, og selvfølgelig skulle jeg slæbe kufferten op af 30 trin for at komme til perronen. Dér holdt toget. Mit hjerte sprang et par slag over. Jeg vinkede til manden i førerhuset. Han kiggede tomt på mig. Jeg styrtede hen mod nærmeste dør og rykkede i håndtaget. Døren gik ikke op?!? Og så begyndte toget at trille … Jeg kom vist til at sige F-ordet højt. Mere end en gang.
Hvad så? Strandet i Milano fredag aften klokken 23.20. Jeg tænkte, at mine chancer for at komme videre ville være bedre fra Milano Centrale, så jeg måtte tilbage igen. Nu var tiden jo ikke helt så presserende, så jeg fandt på min TrenItalia-app en togrute tilbage. Det var først 20 minutter ud af byen til stationen Rho – som vi havde passeret på vej ind. Derefter knap et kvarters venten. Fra 0.02 til 0.15. Og så andre 20 minutter tilbage til Centrale. Nå men det gjorde jeg så.
Vel fremme på hovedbanegården kiggede jeg efter tog sydpå. Klokken 05.00 gik et tog til Napoli. Jeg overvejede, om jeg skulle blive for at sove på banegården. Det ville 20-årige Michael have gjort. Men 43-årige mig var mest indstillet på at sove i en seng. Stadig også lidt skuffet over det missede nattog med sengeplads til mig.
Men jeg gad heller ikke betale enormt for at sove – selv om jeg så ikke ville tage med klokken 5.00, skulle jeg med klokken 10.00. Så jeg kunne få cirka 7 timers søvn. Jeg fandt et billigt hostel og tænkte, hvad pokker. Det er 7 timer, og så må de andre overleve, at jeg snorker dem vågne hele natten. Ind i en taxa og af sted. Det var slet ikke så slemt som frygtet. Hostel-oplevelsen bestod af små lukkede kuber – som jeg altid har forestillet mig japanere arbejder – med et lille forhæng. Der var 6 rum i vores sal, og vi delte et badeværelse, som man kunne låse og være alene på. For 200 kroner for en nat var det sgu ok. Og så lagde jeg mig til at sove. Min første hele rejsedag var ovre …
(Jeg må vist hellere dele dette op i mindre bidder – så lad os kalde dette for del 1; så kommer fortsættelsen i morgen. Det lover jeg at gøre mit bedste for)
Her tænker du på “Interrail – fra Højer til Trapani (del 1)”