“Så må de måske også tage sig lidt sammen!”. “Det skal være skidt, før det bliver godt”. Jeg bliver ofte bange. Måske er jeg en bangebuks? Måske er der vitterlig en del af være bange for. Eller i hvert fald skræmt af.
Sidste år lukkede jeg mine profiler på alle sociale platforme. I juni genåbnede jeg en stribe af dem. For min egen skyld. For at kunne forlænge afskeden med ‘mine’ efterskole-elever. For jeg savnede dem allerede, før de tog hjem. Så jeg har fulgt dem på Insta, Snap og Twitter hele sommeren. Det har været skønt. Men jeg har også kunnet mærke, at jeg lynhurtigt er trukket tilbage ind i den evige FOMO over ikke lige at have styr på, hvad der sker nu. Og nu. Og nu.
Nå men det var nu ikke det, jeg ville skrive om i dag. Jeg er blevet i tvivl. I tvivl om den der måde vi taler om og til unge mennesker på. Mange af dem lider af angst, fobier, weltschmerz og en grundlæggende frygt for livet. Deres idé om svedende at stå foran et andet menneske og erklære sin kærlighed er indskrænket til et højre- eller venstreswipe. Så tror da pokker, de synes, de store følelser kan være frygtindgydende at få i smasken …
Men tror vi selv på, at det nødvendigvis er de unge, den er gal med? Kan det ikke være, vi har overleveret/er ved at overlevere et samfund, den er helt gal med? I mit korte comeback på Twitter har jeg set de vildeste ting på skrift. Folk, der bryder ud i raseri. I brok. I angreb.
Når jeg en sjælden gang forvilder mig ind på et online-medie, står kommentatorerne i kø for at fortælle andre, hvor svage/dumme/latterlige/forræderiske og alt muligt andet, de er. Det er måske ikke så underligt, at nogen – særligt de “nye i trafikken” – kan have lidt vanskeligt ved at tumle og overskue det hele.
Samtidig fortæller vi dem i skolesystemet, at de skal være kreative, innovative, selvstændige og skabe deres egen karriere. Men de skal gøre det inden for rammerne af den klassiske danske skole med en af Undervisningsministeriet udstukket prøvevejledning, som sandt for dyden ikke levner plads til hverken mange eksperimenter eller fejl.
Det er den snorlige vej mod det krævede gennemsnit for at kunne skabe sig en videre karriere. Mens man tæsker løs på sig selv i klasselokalet, bøger og ved lektiebordet, skal man samtidig udvikle en kreativitet, der er skør, anderledes, nytænkende og kan forandre verden. Klart, det ligger da lige for!
Det er sgu ikke underligt, de unge har svært ved at trives. Vi gør dem – og de bliver – voksne før tid. De har adgang til al oplysning i hele verden, og det kan være svært at sortere i, hvad man bliver klogere af, og hvad man bliver mindre godt tilpas af. Det er svært som nogenlunde velfunderet voksent menneske på 43. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det er at navigere i det som 16-årigt ungt menneske.
For mig er der én primær og alt overskyggende opgave, når jeg får overdraget unge mennesker i min varetægt: De skal trives. Ikke ultimativt trives i en ordbogslig og bogstavelig forstand. Men de skal trives en smule bedre, end når de kommer. Og de skal lære at navigere i en verden, der går, løber, kører og ruller evigt hurtigere.
De skal lære at finde sted, finde sig selv og give sig selv lov til at tage en plads. Uanset om det er som chauffør forrest i bussen, over hjulene af hensyn til køresyge eller ved vinduet, så man kan hvile hovedet. Vi må være her alle sammen, og jeg tror ærligt, vi ville vinde meget, hvis vi blev i stand til at give hinanden lidt bedre plads.