Det er en lang historie, der ligger bag, hvorfor det er så længe siden, jeg har skrevet noget herinde. Jeg er … eh, i en form for proces. En proces, der både handler om, hvor uvigtig jeg og mine tanker er. Og samtidig handler om, hvor vigtigt det er at gøre og/eller være noget, mens man er her. Det ændrer ikke ved, at jeg holder fast i mit mest standhaftige motto fra de seneste mange år: Det bestemmer jeg selv.
I dag skal det blot helt kort handle om de tanker, der udsprang hos mig fra denne historie på dr.dk: https://www.dr.dk/nyheder/indland/par-fik-hjaelp-til-faa-foerste-barn-nu-skal-de-betale-nummer-det-er-ikke-fair
Om det er fair eller ej, vil jeg ikke forholde mig til. Der er givetvis en stribe komplicerede faktorer, der spiller ind i de enkelte sager i de her situationer. Og som yngre – og i øvrigt altid i fodboldverdenen – er jeg tilhænger af, at man kun kan løse de problemer, man bliver stillet over for (eller vinde over de hold, man møder – den er mest brugbar i slutrundesammenhæng eller andre situationer, hvor lodtrækningsheld kan føre til, at nogen skal skamme sig over at være kommet let til en finale, nogen mener, de ikke burde være kommet til: Man kan jo kun vinde over de hold, man møder!)
Men jeg tænker nu alligevel, at det er ret tankevækkende at være født i en del af verden, hvor det her er nyhedsstof. For et par måneder siden hørte jeg i DRs fremragende podcast ‘Genstart’ den fremragende freelancejournalist Kristian Almblad fortælle fra Brasilien, at et af de meget store problemer med Corona-nedlukningen i Brasilien var (formentlig stadig er), at lossepladserne lukkede ned, og mange af de fattige fra favelaerne “arbejdede” ellers med at få rundt på lossepladserne og finde ting og sager, som de så kunne sælge videre for en skilling.
Det her er jo med al mulig respekt for det stakkels ægtepar, som finder det urimeligt, at de skal betale for deres barn nummer to, men det er svært ikke at se det påfaldende i, hvor forskellige livssituationer man kan befinde sig i – om man nu er født i Danmark eller Brasilien.
Jeg er ikke tilhænger af, at man skal skamme sig over at være så heldig at være født i Danmark, men jeg er tilhænger af, at vi med lidt større ydmyghed sætter pris på vores helt vanvittige held. Og jeg savner klart dokumentation fra de mennesker, der konstant mener, at resten af verden bare kan tage sig sammen og gøre som os. For så simpelt tror jeg simpelthen ikke på det er.
Jeg har ikke besøgt hele verden, men fra min tid i Mexico er det min klare opfattelse, at de både er flittige, ivrige, idérige og alt muligt andet, som burde berettige til et liv, hvor man ikke tjener sin primære indkomst ved at skære frugt ud for at sælge det til ventende biler ved en lysregulering eller for den sags skyld guide biler til ‘ledige’ parkeringspladser, som man har spærret med et par kegler. Det virker ærlig talt ikke dovent.