“Vi har brug for at komme ud at socialisere med andre. Mennesket er jo et flokdyr”. Sådan har jeg hørt flere argumentere for total åbning af samfundet – ofte fulgt af den lidt vanskeligere fordøjelige tilføjelse, at så mange dør jo heller ikke af Corona.
Så vi er et flokdyr. Et dyr, der har behov for fællesskab. For andre mennesker. Bevares. Lad os da endelig sige det. Det har jeg også hørt før. Men er kapitalismen designet til flokdyr eller til individualister? Kapitalisme handler om at tage vare på sig selv – og måske sine allernærmeste – og så ellers se stort på alle andre, for “de kan jo bare tage vare på dem selv. Dovne hunde”.
Jeg forsøger egentlig yderst sjældent at blande mig i andre menneskers affærer. Trods mine af og til utvetydige og højlydte meninger. Jeg tror grundlæggende på, at det enkelte menneske må vælge og stå på mål for sine handlinger og gerninger. Men jeg bliver lidt forvirret af det her.
Er vi flokdyr, der har brug for at holde bryllupsfester, konfirmationer, gå til fodbold og koncerter? Eller er vi individualister, der klarer os bedst alene? Eller er det måske sådan, at vi er det ene, når det er mest opportunt, og det andet, når det tjener vores interesser bedst? Jeg dømmer ikke det fjerneste – jeg forsøger bare at forstå. Hjælp?