Ja, ja, ja den gamle traver med “Herfra min verden går …” og så videre. Men altså; for det første var der bare ikke særligt mange lysreguleringer, da jeg gik ture i Højer og omegn. Der er ikke sådan rigtigt stemning for dem dernede sydpå. Men det er der altså i Skibhuskvarteret og omegn. Stemning for lyskurve, altså!
Og for det andet har jeg jo nu solgt den fine lille Fiat, så nu spadserer jeg en hel del ture i den friske december-luft. Og jeg venter og venter og venter ved de der lyskurve. Og som udgangspunkt er det jo ok. Jeg skal – selv som nogenlunde CO2-venlig fodgænger – selvfølgelig overholde færdselsloven og vente for rødt.
Men jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvorfor det er blevet sådan, at stort set alle lyskurve har manuel betjening af ‘fodgænger-grønt’, så jeg skal hen i krydset og trykke på knappen, før end krydset overhovedet overvejer at bruge det grønne fodgænger-lys.
Tænk hvis det samme gjorde sig gældende for bilerne? At de kom trillende hen mod et kryds, der var lige ved at skifte til grønt – men kun for dem, der allerede holdt i krydset. Ankom man, mens der var gult, måtte man pænt rulle vinduet ned og trykke på knappen, så der blev grønt lys næste gang, ‘karussellen’ kom rundt.
Reelt betyder det ikke alverden. Jeg venter utroligt gerne et minut eller to. Det generer mig ikke. Men hvorfor skal jeg vente, når bilister bare kan surfe igennem? Er deres tid så meget vigtigere end min? Eller er der en virkelig god forklaring, som jeg bare ikke kender til?
Er det færdselssikkerhed? Er det lettere som bilist, når der ikke er grønt for andre end dem? Skal de så ikke overveje en fornyet køreprøve? Man skal vel for filen under ingen omstændigheder køre gennem en lysregulering med hovedet under armen – fodgængergrønt eller ej?