Jeg har lige set sidste afsnit af DRs julekalender ‘Julefeber’. Har svært ved at huske en kalender, hvor jeg har været så begejstret for så mange af karaktererne. Gennemsympatiske. Menneskelige. Komplekse. Og hårdt kæmpende for at få livet til at hænge sammen. Så ja da, jeg tudede mig igennem de sidste 10 minutter.
Det er juleaftensdag. En dag, som vi åbenbart meget, meget nødigt vil have bliver udsat for forandringer. Det er med stor modstand og tænders gnidsel, at dansken må finde sig i at være underlagt restriktioner juleaften. Og det bliver mærkeligt hele tiden at have den der underliggende tone af at skulle holde en smule mere afstand end sædvanligt. Vi fejrer jul præcis de samme seks mennesker, som vi plejer – mine brødre, forældre og jeg.
I formiddags ringede min mormor på 85 år. Hun sidder alene langt ude på landet i aften. Efter tæt på 10 måneder rigtig meget alene virker hun i fin forfatning. Tapper. Med mod på mere. “Kom bare an, jeg klarer det”, kan jeg næsten høre hende hvæse. Måske hvæser min moster også – men det er nok mere en form for træthed, der gør sig gældende. Hun er sygeplejerske. Og fik inddraget sin fri-jul. Så hun er på arbejde nu. Og sætter forhåbentlig sin telefon på lydløs resten af dagen.
Det ér vigtigt at samles med familie og nære. Det ér det. Men jeg tænker nu også på de der familier, hvor det er vanskeligt. Hvor for eksempel børn og unge tumler med forældre med et lidt for rigeligt alkohol-indtag eller lidt for løse næver. Eller forældre, der skændes så det brager gennem hele julen. Det kan ikke være let at leve i det skisma, hvor man på den store fælles aften samtidig hele tiden skal frygte for, at alting ramler sammen om ørerne på én.
På Twitter har jeg i år set rigtig mange mennesker, som har været ekstremt pressede på økonomien. Heldigvis har jeg også set en helt overvældende mængde, som rækker ud og tilbyder hjælp både i form af kontanter, gavekurve eller fysisk hjælp til transport eller hjembringelse af juletræ eller -varer.
Det er hjertevarmende at se. Og så er det jo alligevel en varme, der opstår, fordi nogen har det så svært, at det kan være vanskeligt at forstå for os, der ikke helt har prøvet at stå i den samme situation.
Jeg vedkender, at 2020 har været et helt igennem umuligt år på mange måder. Men noget af det, der har gjort mig allermest oprørt, er den modstand, der er kommet mod utopier. Det er, som om nogen tror, man kan lukke en diskussion med henvisning til “Ah, det er en utopi”. Og så behøver vi ikke tale mere om det.
Det skal vi da netop. Vi skal tale om, hvad vi vil med vores samfund. Vores klode. Vores fællesskab. Vil vi bare fortsætte med at løbe så hurtigt som muligt og så bare håbe, vi ender et fint sted? Eller kunne det være en idé at drøfte utopier – ideer – om, hvad vi kunne tænke os?
Det er jo os selv, der laver regler. Laver normer. Og binder hinanden fast i snævre rammer og indlejrede ideer om, hvordan verden skal se ud. Og hvis flertallet synes, alt er fjong, så klør vi bare på, men jeg tror, mange oplever en form for tomhed ved erkendelsen af, at livet mestendels handler om at avancere på job, tjene flere penge, købe større fladskærme og dyrere biler samt at kunne tage på udlandsrejser, når trangen opstår.
Uanset om du er med familien. Isoleret med corona. På job. På røven. Eller på toppen. Så Glædelig jul. Må det blive præcis den aften, du ønsker dig.