Dengang jeg var yngre, havde jeg nok lige lovlig meget selvtillid. Det gav sig udslag på alle mulige sære måder, men en af dem var, at hvis fremmede dristede sig til at smile til mig, tænkte jeg, de nok var ude på at få sig en smoking’ hot partner ♥️
Det er jo ikke noget, jeg sådan går og tænker på hele tiden, men efter jeg er flyttet til Odense igen, har jeg nu alligevel studset en del over de hyppige smil på mine mange gå-ture rundt i lokal-området. I begyndelsen tænkte jeg overhovedet ikke ‘potentiel partner’. Dér tænkte jeg allermest, at det var smil ikke til mig men af mig. Så jeg kørte tungen rundt i munden efter et glemt stykke spinat, broccoli eller andet grønt.
Har du i øvrigt tænkt over, at det altid er et stykke broccoli eller spinat, man muligvis glemmer i bisserne? Fordi ingen glemmer et stykke chokolade eller ostepops. Det ryger ned. Rub og stub. Nå, det var et sidespring.
Da jeg først fik tjekket, at der ikke sad grøntsagsrester i tænderne – hvor skulle de også komme fra? – begyndte jeg at smile tilbage og bare nyde varmen. Det er vanvittigt livgivende. Altid faktisk. Men måske særligt når man som jeg bor alene og frivilligt har mere eller mindre selv-isoleret i et par måneder. Så er der en vidunderlig glæde ved et stort smil fra folk, jeg passerer på gader og stier.
Da jeg tidligere i dag, gik forbi et par ældre herrer på en bænk, smilede jeg stort og sendte endda et “Glædelig jul” lige i måsen på smilet. De smilede tilbage og returnerede min jule-hilsen. Skæppeskønt.
Uden på nogen måde at skulle hakke på nogle af alle de steder, jeg tidligere har boet – det ville efterhånden også være en enorm opgave – må jeg helt enkelt rose Odense for at være endnu rarere, end jeg huskede.
Smilende mennesker. Nogenlunde ro og orden. Og alt det byggeri, der har været i gang i årevis, har pyntet. Byen har altid mindet mest om en forvokset landsby. Nu tager den efterhånden form som en ikke helt færdig (mellem)-storby. Det klæder byen. Dét. Og smilene.