Der er gået to måneder, hvor jeg intet har haft på hjerte. Det har været skønt. Men nu går den ikke længere. Hvor er det dog synd for Naser Khader, at han er blevet ramt af stress. Og tilsyneladende er det opstået, fordi Berlingske offentligt har fortalt, hvordan Naser Khader har opført sig. Det kan være utroligt ubehageligt på den måde at blive konfronteret med sin egen dårlige opførsel.
I det mindste giver det anledning til endnu engang at undre mig over, hvorfor vi har skabt et system, hvor medlemmer af Folketinget har andre muligheder, rettigheder og friheder end resten af samfundet. Nu har Naser Khader godt nok afleveret en læge-erklæring, men det er sgu nok også lettere (undskyld, hvis det træder nogen læger over tæerne) at få en lægeerklæring, hvis man sidder i sit nydelige jakkesæt med lidt uglet hår og er et kendt folketingsmedlem, end hvis man er Dan fra Odense Syd (fx – tag det roligt!) og sidder i hullede joggingbukser med fedtet hår, lugter af sved og har grådstriber ned af kinderne, og man er blevet skilt og har brug for en pause fra sit job. Lidt lettere. Bare lidt. Så lægeerklæringen er sgu da det mindste.
Så kan man så gå derhjemme uden krav om at møde op på jobcenter, uden trusler om at miste indkomsten og uden nogen som helst form for kontrol. Det er jo himmelsk. Det er jo sådan, vi burde behandle alle syge mennesker. Med tillid, med støtte og med ro, fred og tid til at komme sig. Så der er intet galt med den fine ordning, Folketinget har lavet for syge medlemmer af Folketinget. Det skulle da lige være, at den kun gælder for medlemmer af Folketinget. For alle andre skal gå bodsgang, skal finde sig i trusler fra det offentlige og et evigt hængende Damokles-sværd over hovedet med trussel om både erhvervsmæssig og social eksklusion, fordi man tillader sig at være syg, og vé den, der er syg længere tid end den til rammen fastsatte mængde tid, for så er man da helt sikkert en fusker, svindler og nasser. Ikke en Naser. En nasser.