Jeg har lige gen-set de fire Hunger Games-film. Nu – ved 3. eller 4. gensyn – undrer det mig, at jeg i begyndelsen havde svært ved at kategorisere filmene som enten børne- eller voksenfilm. Jeg syntes dengang, der var noget Harry Potter over dem, som gjorde det en anelse barnligt at se dem. Men det er jo helt og aldeles barske dystopier, som børn ikke skal udsættes for. Jeg græder mig i hvert fald gennem dem hver eneste gang.
Men da de har Quarter Quell og bygger en kuppel til legen, holder jeg alligevel op med at tude. Jeg har tænkt på de der kupler siden Truman Show. Hvis man kan bygge sådan en kuppel, hvorfor gør vi så ikke det? Det vil give landmændene præcis det vejr, de ønsker. Det vil give os andre mulighed for ikke at få regn, når der er udendørs konfirmation eller bryllup. Og måske kan de endda konstrueres, så vi selv opsuger og neutraliserer vores udslip af giftige stoffer i atmosfæren. På den måde kan planeten jorden få lov at trives uden vores rovdrift, og vi kan leve vores liv, som vi nu ønsker i de forskellige kupler – eller én stor.
Jeg forestiller mig 5-6-7 store kupler placeret strategisk rundt omkring, og så skal der så være plads til godt en milliard i hver. Men vi har jo for filen også god plads. Hvad hvis man for eksempel lavede kuplerne på havbunden? Ville det så være en trussel for os, når polerne smelter, og der er så meget vand i verden, at det meste af planeten bliver oversvømmet (Waterworld-style!)? Skal man så kunne komme fra den ene kuppel til den anden? Vil der være velstandsforskel fra kuppel til kuppel? Skal de beskæftige sig med forskellige erhverv, så man har en tech-kuppel, en finans-kuppel, en produktions-kuppel og så videre? Ej, det ved jeg jo ikke, men kunne vi bygge sådan en flok kupler?