Jeg har ikke noget at tilføje til situationen med Christian Eriksen. Kun at jeg er imponeret over reaktion og åndsnærvær hos de involverede, og at jeg håber, de positive meldinger om Christian Eriksen står til troende og varer ved.
Men på fodboldbanen! Da uret rundede 58 minutter, tænkte jeg, at det her var finnernes bedste chance for at få point ved denne slutrunde. Kampbilledet tilgodeså dem fuldstændig. Kynisk betragtet inklusive situationen med Christian Eriksen, der gav kampen et endnu mere rodet forløb med masser af afbrydelser, og den træthed, som Danmark skulle have profiteret af, efter en times spil ramte aldrig finnerne, fordi kampen blev afbrudt efter 40 minutter, og så var der en lang pause. Kort genoptagelse. Endnu en kort pause, og så manglede der bare en halvleg, mens finnerne stadig var stort set friske som ved kampstart.
Det er ikke ufortjent, Finland vinder. Deres gameplan var klar, tydelig og ydmyg fra første fløjt, mens danskerne – forståeligt; særligt som tingene formede sig – virkede ved siden af sig selv. Det kunne vel være gået to veje. Et forløst dansk mandskab i ren eufori over meldingen om Christian Eriksens tilstand ville folde sig ud og banke finnerne. Eller, som det skete, et dansk hold tydeligt mærket af situationen formåede ikke at skabe chancer, pres og muligheder, og dermed endte det med et dansk nederlag. Det er tre ærgerlige mistede point, men jeg vil være helt ærlig at sige, at jeg synes både de finske fans og spillere viste så stort format undervejs, at det sådan set var helt ok med mig, at de fik pointene. Vi tager bare de tre næste, når det gælder Belgien.
Power ranking:
1 Italien
2 Finland
—
12 Schweiz
13 Wales
—
23 Danmark
24 Tyrkiet