Fodbold vendte tilbage. Med tilskuere og af alle steder med åbningskamp i det evige Rom. Med balloner, med Andrea Bocelli og Nessun Dorma. Og ingen faldt da efterfølgende i søvn – om vi lige frem fandt fodboldens version af Prins Calaf er vel mere tvivlsomt, men hvad der aldrig var tvivl om er, at jeg personligt har overvurderet tyrkerne en anelse.
Åbningskampen stod mellem Italien og Tyrkiet, men det er en overdrivelse at kalde det en kamp. I første halvleg stod Tyrkiet dybt, tungt og nogenlunde effektivt, men selv da kom Italien frem til flere muligheder særligt via samarbejdet over venstrekanten med Spinazzola og Insigne. Et samarbejde så velfungerende, at det virkede som honning på en bi helt ovre fra højrekanten, hvorfra Berardi flere gange søgte over for at blive serviceret bedre end Florenzi formåede på højrekanten.
2. halvleg åbnede på samme vis, men da Florenzi var flået ud og erstattet af Di Lorenzo fik højrekanten samme schwung som venstre og bare 8 minutter inde i halvlegen slap Berardi igennem til baglinjen i feltets venstre side og hamrede den i høftehøjde ind foran mål, hvor den Juventus-ejede tyrkiske forsvarer Demiral stødte bolden i eget net.
Det åbnede kampen en my op, og det gav os et blik mod fremtidens Italien. Bølge efter bølge kom buldrende. Begge kanterne – Spinazzola og Di Lorenzo – blev ved at hjælpe den offensive trio i form af Insigne, Berrardi og Immobile, og det blev til yderligere scoringer af Insigne og Immobile. Og kunne snildt være blevet til endnu flere.
Stor kamp af de italienske backs (minus Florenzi, som må stå bagerst i køen til startplads næste gang) og solid indsats af en midtbane med Jorginho, Locatelli og Barella. Pellegrini måtte rejse hjem kort før åbningskampen, og på tribunen sad Marco Veratti og hyggede sig. Italien skiftede unge Chiesa og evige Belotti ind i kampens afslutning og understregede dermed, at der fremme på banen er meget at skyde med.
Tyrkernes eneste reelle forsøg stod Cengiz Under for, da han sent i anden halvleg forsøgte at løbe en kontra selv over for tre italienere, og hans afslutning blev blokeret af forsvaret og holdt af Donnarumma i målet. Men det antydede, at Italiens største udfordring skal findes i det aldrende oldboys-forsvar med Chielini og Bonucci. Der må da være bedre boldspillere til landsholdet i en nation, hvor det er en ære at spille de defensive pladser. De to Juventus-folk kan koste dyrt, når Italien møder stærkere modstand end den på aftenen helt og aldeles tandløse Burak Yilmaz i front for tyrkerne.
Wales og Schweiz må have slikket sig om munden, for de kan med sejr i det indbyrdes opgør i dag næsten sikre sig en andenplads i gruppen. Tyrkiet kommer ikke til at besejre nogen af dem, med mindre de løfter sig 80-90%. For selv om Italien var effektive og giftige på omstillinger, så spillede de jo altså ikke en fantastisk, forrygende fodboldkamp. De mødte bare en virkelig ringe modstander.
Foreløbig power ranking
1. Italien
—
24. Tyrkiet