Der er jo ytringsfrihed i Danmark. Og det er vi nok nødt til at holde fast i. Det er en herlig måde at få udstillet den totale idioti, der præger en hel del mennesker, når de ytrer sig offentligt. Hvad jeg har helt og aldeles svært ved at forstå er, at de her mennesker – som her nedenstående de to rædderlige Manniche-fruentimmere – bliver ved at få taletid. Hvem er det, der opfordrer dem til at blive ved med deres ufunderede vrøvl?
Hvorfor er vi blevet et konsekvensløst samfund, hvor man kan sige, råbe, skrive lige præcis, hvad man vil – og en time, en uge eller et par uger senere er man tilgivet og kan begive sig videre ud i livet som minister, selv om man etisk har knaldet et barn, som minister, der gennem 25 år svindler og bedrager med offentlige midler for egen vinding – eller som journalist, der enten rager på, knalder eller intimiderer mennesker, mænd, kvinder, kolleger, vidner og interviewpersoner og så bare bliver ansat hos den første, den bedste Rakkerpak-virksomhed efterfølgende. Eller som chefredaktør overtræder loven, får sig en fængselsdom og “så har man udstået sin straf”. Ja, det har man, men man har eddermame ikke krav på at indtræde i rangordenen igen på et niveau, hvor man alt for let bliver fristet til endnu engang at overtræde grænser, regler og love for egen vindings skyld.
Hvad er det, vi lærer hinanden ved gang på gang at lade folk slippe så let fra at optræde elendigt? Vi lærer både dem og vores unge mennesker og børn, at det er helt ok. At det faktisk er tæt på den eneste måde at opnå en form for anerkendelse i samfundet; Hvis vi tramper og træder og råber og skaber os, alt hvad vi kan. Føj for helvede.
