Også deres anden kamp ved EM-slutrunden blev en rendyrket fornøjelse for Italien. Naboerne fra Schweiz fik klø med samme cifre, som tyrkerne i åbningskampen; 3-0. Igen en meget overbevisende indsats, og som overskriften antyder, er Italien i gang med en helt vanvittig stime. De seneste 29 kampe har de ikke tabt. De seneste 10 kampe har givet lutter sejre. Med en samlet score på 31:0.
I aftenens kamp var det midtbanemanden Manuel Locatelli, der stod for 2 træffere, mens Ciro Immobile lavede det tredje mål. Anfører og forsvarsstyrmand Giorgio Chilini fik et mål annulleret i første halvleg, og han måtte udgå før pausen. Ikke på grund af skuffelse over det annullerede mål men på grund af en lille bitte skade, så han blev sparet. Hans afløser, Fernando Acerbi, spillede en fin kamp, og i det hele taget viste det sig endnu engang, at italienerne har mange, mange strenge at spille på. De bliver vanskelige at tumle for alle modstandere i turneringen. Særligt hvis de holder fast i ikke at lukke mål ind.
Med sejren er Italien som første mandskab sikret en plads i ottendedelsfinalerne, og selv om det primært sker, fordi de er et af de første mandskaber, der når to kampe, så sker det også, fordi de har spillet helt og aldeles uimodståeligt.
Vi har rundet 15 kampe, og det ser allerede nu ud, som om der er for mange hold med. For mange, der ikke tilhører eliten i europæisk fodbold, og så snart vi når kvartfinalerne, står vi formentlig tilbage med minimum 7 af de 8 forventede hold. Der er ganske enkelt for stor niveau-forskel fra hold som Schweiz, Tyrkiet, Finland og Rusland og så op til Italien, Frankrig og Portugal.
På et meget spinkelt grundlag vil jeg derfor allerede nu tillade mig at konkludere, at udvidelsen til 24 hold er en fiasko. Det giver ikke bedre kampe. Det giver ikke øget jævnbyrdighed. Det giver sikkert noget andet. Udbredelse af fodbold til Aserbajdsjan og andre fjerne hjørner af Europa med deraf følgende udvidelse af UEFAs pengekasse, men fodboldmæssigt; der har det ingen berettigelse, at EM-slutrunden skal trækkes med så megen middelmådighed.