To kampe. To sejre. En samlet score på 5:2. Og alligevel sidder jeg med fornemmelsen af, at de 3 centrale forsvarsspillere og to wingbacks gør vold på deres lyst til levende angrebsfodbold. Højre wingback Denzel Dumfries har været involveret i alle fem scoringer, og på venstresiden høvler både Patrick van Aanholt og senere den unge Owen Wijndal op og ned af flanken. Det er et skarpt våben, de har der. Med en forrygende central midtbane med arbejdshesten De Roon, og de mere flegmatiske De Jong og Wijnaldum kan Nederlandende dominere og styre enhver kamp.
Men de påtager sig ikke ansvaret. Af og til overlader de alt for meget spil, og selv om Østrig ikke hører til slutrundens ringeste mandskaber, skal Nederlandene altså sidde meget tungere på sådan en kamp. 2-0 lyder sikkert, men det dækker over en anden halvleg, hvor Østrig fik lov at forsøge og forsøge med en masse boldbesiddelse. Det er helt unødvendigt, og jeg kan være nervøs for Oranje, hvis de løber ind i et af turneringens rigtig effektive mandskaber – aktuelt Frankrig, Italien eller Belgien – for så tror jeg, de får klø.
Østrig kunne med en enkelt scoring – trods nederlag – have spillet sig i en fordelagtig position før deres sidste kamp i gruppen, som er mod Ukraine. Men med nederlaget på 2-0, er de tvungne frem for at vinde kampen, for et uafgjort resultat giver 2. pladsen til Ukraine. Men mon ikke de fire point Østrig i givet fald vil have, er nok til at sende dem videre blandt de fire bedste 3’ere?