Gruppe A blev spillet færdig mandag aften, og Italien vandt også deres tredje kamp i turneringen og endnu engang uden at lukke mål ind. Det blev til 1-0-sejr over Wales, og selv om waliserne vil ærgre sig over et rødt kort undervejs, er de sikkert godt tilfredse med, at de fastholder gruppens 2. plads.
Jeg lavede klokken 17.49 – altså før kampstart – mit bud på puljens slutstilling, og det var ikke helt skævt:
Og den reelle slutstilling blev:
1 Italien 3-0-0 7:0 9p
2 Wales 1-1-1 3:2 4p
3 Schweiz 1-1-1 4:5 4p
4 Tyrkiet 0-0-3 1:8 0p
Så jeg havde 3-1 til Schweiz lige på kornet, men jeg havde forventet, at Italien ville vinde 2-0 over Wales. Nå, men det betyder altså, at Italien og Wales er videre til ottendedelsfinalerne, mens Schweiz trods negativ målscore kan være optimister om videre deltagelse, da de nåede op på 4 point.
Hurra for endnu en stærk italiensk indsats. Italien møder i ottendedelsfinalerne nummer 2 fra gruppe C på Wembley i London, og det ser ud til at blive Ukraine, men ukrainerne skal undgå nederlag i deres sidste kamp, som er en direkte kamp om 2. pladsen mod Østrig.
Wales skal møde nummer 2 fra gruppe B, Danmarks gruppe, og det håber vi jo stadig kan ende med at blive Danmark, men lige nu ligger det altså til Rusland. Nu ser vi. Kampen skal i hvert fald spilles i Amsterdam.
Schweiz kan nu håbe de kommende dage på, at de fire point er nok til at komme videre, og Tyrkiet, som sluttede sidst i gruppen, kan rejse hjem for at skamme sig over en elendig slutrunde.