Helt kort: Italien så trætte ud, da første halvleg var overstået af deres semifinale mod Spanien for 5 dage siden. Men de holdt ud. Holdt ved 1-1 i ordinær tid. Holdt ud i forlængelsen. Og så vandt de straffesparkskonkurrencen, og nu er de i en EM-finale for 4. gang. Det er blevet til en tidligere finalesejr – i 1968 – og to tabte finaler – i 2000 og 2012. Nu er det tid. Football is coming to Rome!
England vandt, som de vel er de fleste bekendt, over Danmark med 2-1 efter forlængelse. Indrømmet, jeg syntes allerede, da Danmark spillede kvartfinale mod Tjekkiet i Baku, at danskerne så trætte ud allerede i 2. halvleg, og selv om Danmark igen åbnede flot og fik scoret efter cirka en halv times tid, så udlignede England hurtigt, og derfra var det et langt engelsk pres.
Danmark pressede kampen ud i forlængelsen, men dér blev presset for stort, og England fik foræret et papirtyndt straffespark, som de endda brændte i første omgang men fik sendt riposten i nettet. Selv med en mand i undertal efter at have brugt alle udskiftninger, fik Danmark lagt en form for pres, men det blev altså ikke til den afgørende chance, og dermed er det England, der i aften – om knap 20 minutter – spiller finale mod Italien.
Og jeg siger det klart og tydeligt. Jeg håber af hele mit hjerte, at Italien vinder. Af mange grunde. For det første har England spillet gabende kedsommeligt i de fleste af deres kampe i turneringen. Fjern Raheem Sterling fra det her hold – og måske Kane i de seneste to kampe – så er det et ordinært mandskab, som er i bedre form end de fleste, men mere er der ikke i det. Og deres tilskuere har vist vaskeægte britisk mangel på format med buhen under nationalsange, hån og trusler mod modstanderfans, og i timerne op til finalen har der både været slagsmål i London, og tilskuere uden billet har møffet sig vej forbi kontrollørerne og ind på stadion. Det er simpelthen så primitivt, og jeg håber, det bliver belønnet som fortjent – med et nederlag til Italien i aften.
Forza Italia!