Der er et nyt dyr i min personlige åbenbaring og skabelsesberetning. Efter i mange år at have ledt højt og lavt efter lykke via traditionelle kanaler og på måder, jeg aldrig rigtigt skænkede en tanke, er det, som om et år med corona og uden arbejdsplads har gjort plads til nye tanker.
Det har selvsagt også givet rum til at rumle rigtig meget over, hvem jeg er, hvem jeg gerne vil være, og hvorfor de to ikke er de samme. Så har jeg brugt tid og energi på at undersøge en stribe forskellige ting som en masse mennesker har anbefalet. Jeg har gået en hel masse. Jeg forsøger at gå i seng tidligt. Jeg mediterer. Af og til. Jeg skriver i min journal. Sommetider. Jeg læser mere analogt. Og forsøger i det hele taget at leve et langsommere liv.
Det kan jo synes paradoksalt, hvis man ved – hvad ikke mange gør, men nu gør du så – at de sidste 2-3 seriøse dates/relationer jeg har haft, er endt, fordi kvinderne har ment, at “vi lever vores liv i forskellige hastigheder”. Og jeg fik ikke fornemmelsen af, at det var mig, der havde for meget om ørerne. De ville noget andet. Og jeg tænkte, at jeg måske var ved at udvikle mig til en sofakartoffel. I hvert fald følte jeg mig forkert, for jeg vidste da naturligvis ikke bedre end sådan tre smukke piger, jeg havde lært at kende på Tinder. Selvfølgelig ikke.
Nå men fast forward til i dag. Om fire dage er det præcis et år siden, jeg stoppede på efterskolen i Synnejylland. Min far har spurgt mange gange, om jeg har fortrudt. Det kan jeg sige uden at blinke, at det har jeg ikke en eneste gang. Det betyder ikke, at jeg ikke savner det nære og givende samvær med de unge mennesker. Men jeg savner ikke alt det udenom. Chef. Ledelse. Undervisningsministeriets utilstedelige indblanding. Kolleger. Forældre. Alt det savner jeg ikke.
Og det er jeg på en eller anden måde i gang med at tage konsekvensen af. Langsomt. Men egentlig ganske grundigt. For jeg skaber mig et liv, som jeg er tilfreds i. Er det skævt? Jep. Er det vanskeligere end nødvendigt? Hvad tror du selv; er vand vådt? Er det en underlig vej, der ligner min helt egen, som jeg bliver glad af bare at kigge på? Også jep.
Følg med i næste afsnit, hvor vi blandt andet undersøger, om alle veje fører til Rom, om nissen flytter med, om det rent faktisk er sandt, at tomme tønder buldrer mest, og om jeg virkelig kan lære mig selv bare en lille bitte smule ydmyghed.