Why. Purpose. Mening.

Livets mening er det, du giver det. Det er et ofte brugt svar. Et fornuftigt svar. For det rummer jo samtidig den sandhed, at der reelt ingen mening er med livet. At vi er her. Er i live et større eller mindre antal år. Og så er det slut. Hvad i alverden er meningen?

Jeg aner det ikke. Det seneste halve år har jeg forsøgt at lande i et klassisk dansk lille-by-i-provinsen-miljø. Søde mennesker. Hverdagens begivenheder. Masser af lyspunkter. Dejlige mennesker.

Jeg blev spurgt en dag, hvor jeg var udkommanderet til noget ‘frivilligt’ arbejde: “Hvem er det nu, du er far til?”. Det kaldte jo på en tø-hø af en slags, men jeg kunne slet ikke få noget frem. Det er ikke ofte, jeg føler mig så malplaceret, som jeg gjorde lige dér.

Heldigvis har mit halve år i den vestfynske provins også været spækket med sjove oplevelser, gode venner og en stribe nye venner. Livet er, hvad vi gør det til. Meningen må vi tilføje undervejs. Jeg er flyttet (SURPRISE!!!) og er igen i et sommerhus og snart i mine forældres gæsteværelse i halvanden uge for at fejre jul med dem og familien.

Og så drager jeg sydpå igen. Jeg savner lyset. Solen. Varmen. Letheden. Jeg håber egentlig også, at noget af alt det knirkeri, kroppen er begyndt at skabe sig med, kan forsvinde i solens magiske stråler. Da jeg drog af sted for et års tid siden, var jeg spændt, forventningsfuld og ivrig efter at komme af sted.

Denne gang er det mere velovervejet og egentlig også en hel del mere tøvende. Efter et halvt år hjemme igen har jeg fået bedre fornemmelse for, hvad familie og venner betyder for mig.

Så jeg har også lagt en stribe andre planer. Finde en efterskole igen og falde tilbage i den rolle. De søger fx på Samsø Efterskole for tiden, og det ville da for alvor være at gå Full Circle, hvis jeg vendte tilbage til øen i midten. Men det vil jo også være langt væk fra alt og alle. Så det forkastede jeg igen.

Jeg overvejer diverse komm-jobs. Forsvaret søger en del for tiden. Det kunne være sjovt. Og delvist rammesat. Efterretningstjenesten har også et par spændende stillingsopslag, men hvis man søger dem, skal man ikke fortælle det til nogen, så det kan jeg desværre ikke sige mere om lige nu. Officielt er jeg igen på vej til Italien, og jeg tror, jeg har fundet en ny spændende måde at komme derned på.

Først i det nye år triller jeg til Hamburg, og der laster jeg bilen på Das Auto-Zug til Innsbruck i Österreich. Afsted om aftenen. Single-soveplads. Luksus! Og fremme næste morgen 9:15. Derfra skal jeg så køre cirka 500 kilometer sydvest til Genova, hvorfra jeg skal sejle om aftenen. 20 timer sydpå til Palermo og Bella Sicilia. Og så er jeg fremme efter cirka 60 timers rejse men denne gang med to indlagte og imødesete overnatninger undervejs. Det bliver Grrrereeaaaaatttt.

På Sicilien kører jeg mod sydøst og lander i Siracusa, hvor jeg har fundet en forrygende fin AirBnB, som jeg bor i frem til 1. februar. Derfra skal jeg gerne have fundet en lejlighed på ‘lokale’ vilkår, så jeg kan blive fastboende sicilianer. Men det kan jo gå galt på 100 måder, så det må jeg nok vende tilbage til senere.

For nu ville jeg egentlig allermest udtrykke min beundring for alle de mennesker, der vågner op hver morgen med determination og målrettethed, og som passer det samme job dag ud og dag ind og får det maksimale ud af livet på de vilkår, de nu engang har valgt.

Som min mormor på 87 ofte siger: ‘Huiiiiii Bare du dog snart ville slå dig ned og falde til ro’. Så svarer jeg, at jeg er overbevist om, jeg aldrig lander lang tid samme sted. At bevægelsen er min måde at være tryg og tilfreds på.

Er det en brist? Givetvis. Men dem har vi jo alle. Min er så, at jeg trænger til at flytte mig. At nulstille. Temmeligt ofte. Det betyder, tælleren aldrig når særligt højt i forhold til en masse forskellige relationer, men det betyder omvendt, at jeg møder en masse nye mennesker hele tiden.

Jeg glæder mig.

Glæder mig til jul med familien.

Glæder mig til rejsen.

Glæder mig til igen at begynde et liv på Sicilien. (Denne gang med et lille forspring med mine venner Vinz, Fransi, Gio og Luca. Det skal nok gå. For en tid i hvert fald)