Jeg har noget TV2-hejs kørende i baggrunden. En rundspørge har vist, at unge mennesker i byrådene rundt om i landet oplever aldersdiskrimination.
En af de unge fra Københavns Borgerrepræsentation er så frisk, at han sætter navn på – fra en Twitter-udveksling – og så har journalisterne jo straks øjnet muligheden for en konflikt og konfronteret Niels Peder Ravn. Den 57-årige mand med charmeklud og benene kækt over kort fortæller så med affekteret stemmeføring:
Mange af de unge er jo det, som jeg kalder Snowflakes, og de bliver nødt til at lære at være mere hårdhudede
Det er for mig lidt besynderligt, at når politikere får kritik, klynker de altid over, at de jo også bare er mennesker, og vi skal respektere dem og deres job – ellers går de jo også ned med stress.
Men når det er dem selv, der står for mobningen – kollegiale drillerier kan jeg høre, de kalder det – så må ofrene lige forstå, at man skal være lidt mere hårdhudet.
Jeg tror egentlig, det er let at glemme som fx 57-årigt medlem af Borgerrepræsentationen i København, at lige om lidt er man et gammelt røvhul uden mandat andre steder end i sin egen gyngestol derhjemme.
Så er det måske meget smart at have behandlet andre mennesker – det kunne jo være dem, der så sidder på de vigtige poster i byråd og Folketing – på en nogenlunde pæn måde. Ja, jeg ved det jo ikke. Men det tror jeg da.
Man må jo finde sig i det
Det har altid undret mig, at der er så stor forståelse for, at fx chefer eller kolleger på arbejdspladser synes, det er helt ok at tale grimt, beskidt, nedladende, hånligt eller bare decideret kommanderende til andre.
Jeg prøvede det for ikke så længe siden, da jeg havde et job på Odense Sygehus. Her mente chefen også, at de unge assistenter manglede hår på brystet, fordi de skal jo lære at klare arbejdsmarkedet.
Jeg skyndte mig selvfølgelig også at sige op. Jeg orker ikke den slags. Det er jeg slet ikke rask nok til – og det har jeg desværre heller ikke dage nok i mit liv til – at stå model til den slags.
Det er altså virkelig besynderligt hvor mange mennesker, som accepterer, at arbejde bare kan være et sted, hvor man bliver behandlet af helvede til og må finde sig i det. Ellers er man en stikker, et Snowflake eller ikke med i klubben.
Jeg håber af hele mit hjerte, at de virksomheder og de chefer, der ikke hurtigst muligt finder ud af, at det kan lade sig gøre at drive forretning og opføre sig respektfuldt og tale nogenlunde pænt til hinanden, kommer til at mangle arbejdskraft, mister ordrer og må lukke. ASAP.
Verden har lige omkring 200 forskellige lande
Lars Løkke tonede frem på skærmen. Udenrigstjenesten skal naturligvis vokse under hans ledelse. Så omstændighederne betyder, at der skal åbnes tre nye ambassader næste år, og den planlagte lukning i Tanzania aflyses.
Det fik mig først og fremmest til at tænke på penge. Det må være vanvittigt dyrt på den måde at have ambassader på dyre adresser og mennesker med familie udstationeret til formentlig solide lønninger og så videre og så videre.
Du kan selv læse om det. Og så kan du tjekke, at der er cirka 200 lande i verden, og at Danmark har repræsentation i 100 lande i dag.
Dét kom bag på mig. Jeg har altid troet, at når nu det der ambassade-halløj overhovedet skal være der, så skulle vi da være i alle lande. Men sådan er det åbenbart ikke. Hvad ved en bager da også om EDB?
Nå men når vi nu ikke partout skal være i alverdens lande, skal vi så absolut udvide antallet af ‘repræsentationer’? Lige nu? Hvor vi skærer i velfærden, fordi der skal være penge til skattelettelser og til støtte til krigene i Ukraine og Mellemøsten.
Som udgangspunkt betragter jeg mig selv som temmeligt internationalt orienteret, men det slår mig, at jeg har svært ved at se fornuften i at prioritere en repræsentation i Bosnien-Hercegovina, når nu vi ikke kan tilbyde ældre at komme i bad mere end en gang om ugen, og når der er årelange ventetider på psykiatrisk behandling.
Snart kan man vel ikke engang få amputeret et raskt ben uden ventetid længere …
Man skulle da være et skarn!
En sidste ting: Det er snart jul!
Og så er alle streaming-tjenesterne heldigvis fyldt med julefilm. Ud over de indlysende kvaliteter og feel-good-stemning rummer de en ofte overset detalje i moderne filmskabelse: De varer yderst sjældent længere end 1 time og 25 minutter.
Det er perfekt. I de fleste nyere film skal der som regel bruges op mod 2 timer på at fortælle historien.
Og det skal de bare gøre – det ligger mig fjernt at skose nogen for ikke at fatte sig i korthed (Noget med spejle, sten og glashuse) – men jeg elsker, at historien og plottet skabes, fortælles og afsluttes på mindre end halvanden time.
Noget, jeg studser over, er, hvor ofte det er helt og aldeles almindeligt med fundraisers (det er jo for det meste amerikanske film), og hvor godt sådan nogen passer til december og julestemning.
Er det mig, der ikke følger med, eller kan det passe, at det ikke er noget, vi gør særlig meget i herhjemme? Og hvorfor egentlig ikke?
Jeg er ikke så interesseret i det, man kan kalde tigge-delen, men give-delen, fællesskabet, omsorgen og – for eventuelle sponsorer – eksponeringen ved at bidrage til lokalsamfundet kan jeg ikke lade være med at spekulere på. Kunne sådan noget virke i Danmark?