Endnu engang har jeg slået op med Facebook. De smed mig ud. Eller rettere: De mente, jeg overtrådte deres retningslinjer, så min konto blev suspenderet.
- Du skal appellere inden for 180 dage, ellers bliver kontoen permanent lukket, skrev Zuckerbergs lakajer og havde endda den frækhed at linke til en bunke komplet uoverskuelige Community Guidelines
Jeg skyndte mig at appellere, så jeg kunne blive lukket ind i varmen igen, for som der stod i den første linje af deres guidelines: Vores væsentligste værdi er transparens og autencitet
Hvem vil gå glip af det? Ja, det ville jeg så alligevel. For så snart jeg blev lukket ind, skyndte jeg mig selv at lukke hele molevitten. Man ved jo aldrig, hvornår man bliver smidt ud igen.
Utroligt meget Farvel Facebook
Så jeg gik rundt et par dage og frygtede, mit sociale liv var slut, for hvordan skulle jeg dog nogensinde komme i kontakt med mennesker igen uden den datahøstende pengemaskine?
Heldigvis havde jeg allerede lavet en aftale med en kvartet af tidligere kolleger fra efterskoletiden, og det var godt, jeg gjorde det. For det var en bragende vellykket samling, hvis man spørger mig.
Da jeg ankom, fortalte en, at hun var blevet bekymret, da jeg var forsvundet fra Facebook og så heller ikke tog min telefon (Jeg har opdaget den komplet livsændrende fornøjelse ved funktionen Forstyr Ikke, men jeg skal lige have finjusteret filteret), og så følte jeg mig allerede ekstremt velkommen, savnet og rummet.
Fingrene i fortiden
Jeg er ellers ikke meget for at genbesøge fortiden. Jeg er begyndt og stoppet (eller blevet stoppet) i mange job efterhånden, og det slår mig altid, hvor meget videre alle er i en ruf. Som var man bare en finger i et glas vand, og livet går videre, og alle kan erstattes.
I arbejdsregi forstår jeg det klart, men jeg har også oplevet personlige relationer, der bare er fadet ud på for mig uforståelig vis. Og det var sådan set også første gang, jeg skulle mødes med de her fire mennesker.
Fæller fra alle verdenshjørner
Én kom fra Thy, en fra Tønder, en tredje fra Aarhus og så mig selv fra Odense, og så mødtes vi i Stauning, hvor den fjerde har sommerhus. to timers transport til os hver. For at mødes i 4-5 timer og pludre løs.
Én ting er jo, at man – synes jeg – i de situationer i videst mulig udstrækning skal undgå at tale om det arbejde, vi har haft til fælles i fortiden – fire af os er ikke længere på efterskolen – men stemningen kan man ikke altid forudse.
Forrygende fin dag i formidabelt selskab
Nu kan jeg jo ikke tale for de andre, mem jeg havde simpelthen sådan en god dag. Det var dejligt at se dem alle sammen igen. Vi er vidt forskellige i alder. To unge på 30 og 32, et par mere omkring 50 og én, der nærmer sig 60.
Men imødekommenheden, respekten og den gensidige omsorg og nysgerrighed fornægtede sig ikke. Selv om vi ikke har set hinanden i 3-4 år, var det, som om vi havde været på arbejde sammen dagen før – ja, på Store Bededag, måske har du ikke hørt det, men Regeringen er blevet vanvittig!! – og jeg følte en enorm lyst til bare at høre dem alle fortælle, tale og dele ud af deres liv.
Et meget flot spisebord i Hvidovre
Hvorfor har det gjort så stort indtryk på mig? Well, måske fordi det falder sammen med en anden god oplevelse med en tidligere kollega. Tilbage i januar ledte min lillebror og jeg efter et spisebord til vores nye lejlighed, og det fandt vi i Hvidovre hos en meget kær tidligere kollega fra tiden på Danske Spil.
Da vi kørte derfra efter at have fået kaffe og kage og et vanvittigt lækkert spisebord til en voldsomt lav pris (jeg pruttede ikke om prisen, men det var bare ualmindeligt ‘fair’ prissat fra start). Min lillebror sagde i bilen på vej hjem: “Han kunne godt nok virkelig godt lide dig. Det kunne jeg mærke”.
Og jeg havde samme fornemmelse og svarede prompte: Jeg kan også godt lide ham. Han er simpelthen bare et rart menneske.
Godtfolk mødes til trav
Vil du så tro? I tirsdags var jeg på Charlottenlund Travbane i forbindelse med noget skriveri, og jeg og to kumpaner luskede rundt ved staldene for at opsnuse tips og få lidt inside-indsigt i travverdenen, og så står han pludselig dér, min spisebords-pusher!
Han fortæller, han er kommet på travbanen i mange, mange, mange år – egentlig utroligt, for han ligner jo en på 45!?! – og han guider og fortæller og viser os staldene og vi klapper heste, og han præsenterede os for ‘legende-kuske’, som vi løb ind i konstant.
Tak til og for gode venner
Alt sammen bare oplistet her for at sige tusind tak til de fem mennesker – I ved forhåbentlig, hvem I er – og for at dele med hele verden, at der er en kæmpe værdi i gode relationer, og i mennesker, der ser en og lytter til en, som om man er værdifuld.
Tak.