Lars Lilholt har engang skrevet en sang med titlen: Gi’r du mig lov.
De ord tænker jeg ofte over. Både i deres originale form men også som i overskriften i form af at give sig selv lov.
Inden jeg fortaber mig i betydningen, vil jeg lige pege på en fin tekstmæssig sekvens fra sangen, der går:
Fuglene kvidrer og kvidrer
Gi’r du mig lov, Lars Lilholt: Kong Pukkelrygs Land
Deres blålige morgenappél
Jeg tror, de taler for mit hjerte
Nu det ikke kan tænke og tale for sig selv
Hvem skal give os lov?
Lilholt taler om en kærlighedens tilladelse. Et modsvar til ‘med forlov’, men for mig kan det snildt bredes videre ud.
Og det er med modsat fortegn. Hvad er det for et ‘lov’ eller en tilladelse, vi venter på?
Kan vi ikke bare give os selv lov – også til at elske? Når Lilholt spørger, tror jeg, det hænger sammen med en anglen efter bekræftelse og en modpart, der skal elske tilbage.
Men i mange, mange andre sammenhænge i livet end kærligheden behøver vi altså ikke tilladelse.
Vi behøver ikke vente, til nogen giver os lov.
For de fleste andre er vi bare bipersoner
Gak, gøgl og løjer er sjovt. Men mange af os holder igen, for hvad vil de andre dog ikke tænke? Hvis jeg danser grimt. Hvis jeg synger falsk.
Og. Hvad. Så? Vi behøver ikke vente på lov, for noget af det allermest snærende er det blik, vi tror, andre har på os konstant.
Vi lader en forestilling om fordømmelse og vurdering holde os tilbage, før den overhovedet har ramt.
Jeg læste en artikel af David Cain på hans næsten altid brugbare og ofte indsigtsfulde Raptitude.com (https://www.raptitude.com/2022/07/you-are-always-the-other-person/), og den handlede om at være The Other Person i andre menneskers liv.
Hans tankeeksperiment går ud på, at hvis vores liv var en lang 1. personsfortælling, som vi spolede igennem, ville det blive tydeligt for os, at den eneste person, der er med hele vejen, er os selv.
Og at alle andre bipersoner i den film er med i en forbløffende lille del af filmen. Sådan overordnet set.
Og hans pointe er så, at hvis man vender den tanke og minder sig selv om, hvor ofte man er den anden person i andre menneskers liv.
Så er det måske lettere at forstå, hvor vanvittigt lidt man fylder i andre menneskers liv og tanker.
Giv dig selv lov at være dig selv. Helt og holdent og fjollet og ægte
Der kommer ikke pludselig nogen for at give os tilladelse.
Der er ingen gylden streg, vi skal krydse ved runde fødselsdage, afstemninger eller når man har ventet for rødt lys uden en eneste bil i nærheden 1.000 gange.
Livet er her. Vi kan gøre med det (næsten!), hvad vi vil. Og jeg tror, mange af os er fyldt med drømme, ideer, tanker og forestillinger, som vi måske alligevel tøver med.
Et aftenskolekursus. En flirt over is-montren i Rema. Teater, opera og koncerter. Og en rækken ud efter stjernerne. Efter rødderne. Efter det hele. Alt det, man selv tror på, vil give værdi og mening.
Ræk ud. Stræk dig. Bøj dig. Og lev for filen det hele. Opture. Nedture. Solskin. Regnvejr. Og alt det derimellem.
Giv dig selv lov. Til at tage det hele ind og nyde hele pakken. Du har Tur-Pas, så du kan prøve alle forlystelserne. Sæt i gang, min ven.