Forfatter: vilster

Min egen banehalvdel – og de og dem

Min meditations-app fortæller mig igen og igen, at det er vigtigt ikke at lade mig frustrere eller irritere over ting, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Det er jo et solidt råd. Relativt let at ytre. En del vanskeligere at føre ud i livet, skulle jeg mene.

Det sker jo alt for ofte, når noget sker, at det er de andres skyld. At det er de andre, der lægger pres. At man faktisk er næsten helt og holdent uden ansvar. For eksempel med spredningen af Corona-virus. Det er jo helt vanvittigt, hvor skarpe folk er til at se, hvad andre skal og ikke skal, hvis vi skal holde smittespredningen nede.

Jeg erkender blankt, at jeg på mange måder er på de unges side, for jeg synes, det er for let at skyde på dem. De har altså ofret og ofrer stadig. For introverte særlinge som mig selv er det tæt på smertefrit at holde sig indendøre og kun se de aller-allernærmeste. Det er jo nærmest en lise at kunne hvile hjerne og krop uden at skulle undskylde for den manglende socialiseren.

Men nu er “vi” altså blevet enige om, at det hele er de unges skyld. For de er i nattelivet. De fester. Drikker. Synger. Og danser. Og det gør de jo; de unge. For det er sådan, de er wired. Men der bliver jo også afholdt loppemarkeder, runde fødselsdage, statsministerens eget bryllup og forsamlinger og fester og alt muligt andet, som ikke er drevet af unge. Det er bare, som om alt det, som de voksne – som påfaldende nok også er dem, der bestemmer – savnede, det fik de lov til, men så må ‘vi’ (aka de unge) jo også forstå, at grænsen skal gå et sted. Og det er så ved de unge.

Selvfølgelig er det oplagt, at når alkoholen kommer ind, så går forstanden ud. Men jeg tror da ikke på, at Preben og Birthe til Jonnas 50-års-fødselsdag i Skjern har holdt igen med de våde varer, og jeg tror da slet ikke på, at de ikke har skrålet med på festlige sange på melodien “Det’ Hammer-Hammerfedt’. Og jeg under dem det. Så ofte kommer hverken Preben eller Birthe ud. Så jeg under dem det. Men jeg under da også de unge mennesker at komme ud i nattelivet, så de kan flirte med hinanden, danse, føle sig i live og dumme sig. Det er jo det, man gør, når man er ung.

Jeg siger ikke, at vi bare skal give los og slippe al alvor af sinde og kaste os over livet, “som det var”. Men måske skal vi lidt oftere tænke over, hvordan vi holder os på egen banehalvdel. Hvordan kan vi selv gøre mere for at afhjælpe smittespredningen? Er der fester, fødselsdage, firmature, arrangementer, foredrag, intim-koncerter eller lignende, som man kan undvære?

Og den der med “Vi kan jo ikke sætte livet i stå”; det er jo det, vi beder de unge om. De har ikke samme glæde – ret mange af dem – ved at kravle under tæppet i den store øreklapstol med Lykke-Per, vindruer, skiver af æble og en kop Roibos-te, som vi oldinge.

De skal ud. Ud under åben himmel. Eller i hvert fald ind i natklubbens mørke, hvor alt kan ske, og spændingen stiger. Når vi beder dem holde sig hjemme af hensyn til folk i risikogruppen, så forstår jeg egentlig godt, at det kan være svært for dem at tøjle sig, når de ser, hvordan nogen [NOGEN – ikke alle] voksne og folk i risikogruppen, de opfører sig. Skal de unge sætte alt på stand-by, for at vi voksne kan fortsætte livet som før?

“Opfør dig ordentligt”

Jeg har altid navigeret efter den simple sætning: “Opfør dig ordentligt”. Og jeg har dømt andre hårdt, hvis de ikke har opført sig ordentligt. Det er først for ganske, ganske nylig, det er gået op for mig, at vi måske slet ikke er enige om, hvad “ordentlig” vil sige.

En smule chokerende at måtte erkende. For jeg synes, det er simpelt. Men hvad vil det egentlig sige? Og ved vi altid, hvad andres “ordentligt” dækker over, før vi dømmer dem?

DFs mand på Tinge

Dansk Folkepartis nye næstformand Morten Messerschmidt har lige krukket sig igennem et interview i P1 Morgen. (Tirsdag 4-8 klokken 8.25. Cirka). Han er ikke tilfreds med spørgsmålene. Han undviger. Han skælder ud. Og indikerer i det hele taget tydeligt, at han ikke gider være med.

Så vi tager den lige endnu engang. Manden har tidligere (2007) været nødt til at trække sig fra Dansk Folkeparti. Fordi han sang nazi-sange og heilede i Grøften i Tivoli. Det var jo “bare fis”, som han selv sagde efterfølgende. Ikke desto mindre tog et flertal af de personer, som DF dengang selv ville kalde fremtrædende medlemmer af partiet afstand fra manden. Der jo altså senere blev tilgivet.

Og selv om han stadig undersøges for svindel med EU-midler – MELD & FELD – er han altså nu udnævnt til DFs nye næstformand. Så han er nu en fodfejl fra Thulesen Dahl fra at være leder af partiet. Med næsten lige så mange grimme sager i bagagen som Lars Løkke Rasmussen. Men det gik jo også fint for “den dygtige taktiker fra Græsted” i årevis.

Man kan sagtens få en fin karriere i politik, selv om man er helt og aldeles ufin både i kanterne og en hel del tættere på kernen.

PS: “Må politikere ikke begå fejl?” Selvfølgelig. De er jo i meget høj grad også mennesker. Men det ville være skønt, hvis der var lidt flere konsekvenser for dem end en sporadisk næse eller en orlov, når de synes, lidt for mange har fokus på deres fiksfakserier. Jeg savner, at partierne trækker klare linjer og har en stærkere selvjustits i forhold til alle de her svinestreger. De må gerne lave dem. Det gør det meste af resten af samfundet. Men det kan ikke være rigtigt, vi ikke kan finde 179 mennesker, som i det mindste i deres tid i Folketinget kan holde deres sti ren og i øvrige selv lyde som om, de er interesserede i at overholde regler, love og konventioner.

Vi er heldige. Er det fortjent?

Det er en lang historie, der ligger bag, hvorfor det er så længe siden, jeg har skrevet noget herinde. Jeg er … eh, i en form for proces. En proces, der både handler om, hvor uvigtig jeg og mine tanker er. Og samtidig handler om, hvor vigtigt det er at gøre og/eller være noget, mens man er her. Det ændrer ikke ved, at jeg holder fast i mit mest standhaftige motto fra de seneste mange år: Det bestemmer jeg selv.

I dag skal det blot helt kort handle om de tanker, der udsprang hos mig fra denne historie på dr.dk: https://www.dr.dk/nyheder/indland/par-fik-hjaelp-til-faa-foerste-barn-nu-skal-de-betale-nummer-det-er-ikke-fair

Om det er fair eller ej, vil jeg ikke forholde mig til. Der er givetvis en stribe komplicerede faktorer, der spiller ind i de enkelte sager i de her situationer. Og som yngre – og i øvrigt altid i fodboldverdenen – er jeg tilhænger af, at man kun kan løse de problemer, man bliver stillet over for (eller vinde over de hold, man møder – den er mest brugbar i slutrundesammenhæng eller andre situationer, hvor lodtrækningsheld kan føre til, at nogen skal skamme sig over at være kommet let til en finale, nogen mener, de ikke burde være kommet til: Man kan jo kun vinde over de hold, man møder!)

Men jeg tænker nu alligevel, at det er ret tankevækkende at være født i en del af verden, hvor det her er nyhedsstof. For et par måneder siden hørte jeg i DRs fremragende podcast ‘Genstart’ den fremragende freelancejournalist Kristian Almblad fortælle fra Brasilien, at et af de meget store problemer med Corona-nedlukningen i Brasilien var (formentlig stadig er), at lossepladserne lukkede ned, og mange af de fattige fra favelaerne “arbejdede” ellers med at få rundt på lossepladserne og finde ting og sager, som de så kunne sælge videre for en skilling.

Det her er jo med al mulig respekt for det stakkels ægtepar, som finder det urimeligt, at de skal betale for deres barn nummer to, men det er svært ikke at se det påfaldende i, hvor forskellige livssituationer man kan befinde sig i – om man nu er født i Danmark eller Brasilien.

Jeg er ikke tilhænger af, at man skal skamme sig over at være så heldig at være født i Danmark, men jeg er tilhænger af, at vi med lidt større ydmyghed sætter pris på vores helt vanvittige held. Og jeg savner klart dokumentation fra de mennesker, der konstant mener, at resten af verden bare kan tage sig sammen og gøre som os. For så simpelt tror jeg simpelthen ikke på det er.

Jeg har ikke besøgt hele verden, men fra min tid i Mexico er det min klare opfattelse, at de både er flittige, ivrige, idérige og alt muligt andet, som burde berettige til et liv, hvor man ikke tjener sin primære indkomst ved at skære frugt ud for at sælge det til ventende biler ved en lysregulering eller for den sags skyld guide biler til ‘ledige’ parkeringspladser, som man har spærret med et par kegler. Det virker ærlig talt ikke dovent.

Jeg er blevet “De gamle”

Måske har jeg været det længe, men det er i hvert fald endelig gået op for mig, at jeg nu tilhører det segment, der melder pas på udviklingen. For ikke så længe siden slog jeg op med sociale medier. Men så viste det sig, at “mit” fodboldhold giver beskeder via Facebook, og så var jeg tilbage i folden igen. Og når jeg alligevel var dér, kunne jeg lige så godt kigge med på Twitter og Instagram også.

Det er heldigvis gået over igen. Nu er der kun Facebook tilbage, og efter sommerferien flytter min holdleder og jeg fodboldkommunikationen over i en app beregnet til netop det, og så giver jeg det endnu et skud med et social medie-frit liv. Jeg kan snildt indgå i lange mere eller mindre begavede samtaler om gode og dårlige sider ved sociale medier. Jeg kan godt forstå, at sociale medier ikke er noget hø i sig selv, men at det er menneskene, den er gal med.

SOCIAL MEDIA DOES NOT
MAKE PEOPLE ARGUE.

PEOPLE DO

Mit problem er et andet. Jeg kan ikke rumme de evige diskussioner. Den konstante bedrevidenhed og deling af, hvordan verden burde se ud, hvis denne eller hin bestemte. (Jeg har jo selv været på dén piedestal, da jeg tilbød som enerådig kejser i 14 dage at rydde op) Men det fylder for meget for mig. Jeg kan ikke lægge det fra mig. Det gælder ikke kun sociale medier. Det gælder sådan set ret meget livet i sin helhed.

Den der fine Hunter S. Thompson-ting:

“Life should not be a journey to the grave with the intention of arriving safely in a pretty and well preserved body, but rather to skid in broadside in a cloud of smoke, thoroughly used up, totally worn out, and loudly proclaiming “Wow! What a Ride!”

― Hunter S. Thompson, The Proud Highway: Saga of a Desperate Southern Gentleman, 1955-1967

Det er jo også en måde at lægge en idé ned om, hvad et liv skal være. Det skal han dælme da ikke bestemme. Hvis jeg trives bedst med ikke at hælde en halv flaske whisky indenbords hver aften, hvis jeg hellere vil ligge på sofaen og læse bøger, end jeg vil sætte mig i situationer, hvor jeg er “totally worn out”, så er det da mit eget valg. Nå, det er faktisk et sidespor. Og så alligevel. For jeg har brug for, at mit liv bliver mindre komplekst. Jeg har ikke (længere?) RAM nok til at følge med i alting. Jeg kan ikke længere være arrig over alle uretfærdigheder. Jeg har brug for ro.

Og det slog mig, at selv om jeg kommer med alskens bortforklaringer om, at mit fravalg af ungdommelig støj og livet i overhalingsbanen er unikt og intet har at gøre med at blive gammel og kontrær, så må det jo for ungdommen både se og høre sådan ud. Jeg er blevet til de gamle mennesker, jeg ikke fattede for bare 10 minutter … år, 25 år siden.

Jeg aner ikke, om flere ville have godt af noget lignende, men jeg er altså kravlet i den store krukke med meditation, yoga og fravalg, fravalg, fravalg. Jeg flirter endda med tanken om ikke at have internet i hjemmet. Og mon ikke jeg snart kan blive fri for NEM-ID, nu det viser sig, at det ikke er sikkert overhovedet?

Jeg er ikke glasklar om, hvordan sådan et liv kan se ud og vil føles. Men jeg forestiller mig, at der er enormt meget plads, tid og lyst til at læse bøger, besøge familie og nære venner – og det betyder, at knap så nære venner og bekendte ikke skal give så meget dårlig samvittighed. Jeg har ikke brug for en bred omgangskreds. Jeg har brug for at føle mig tilpas i låget.

PS: Jeg er jo ikke lavet af sten. Jeg ville stadig sætte pris på en revolution af den ene eller den anden slags, hvor goderne bliver fordelt mere ligeligt, og hvor vi for alvor piller fjerene af dem, der kapitaliserer på andre mennesker. (“Gisp, det lyder kommunistisk”. So what? På et tidspunkt må selv materialistiske, patriarkalske kapitalister erkende, at vi måske bliver nødt til at finde et nyt alternativ, fordi vi ikke bare kan udbytte, udnytte og puge til os for evigt)

Det er okay at have det skidt

Det er en lortetid. Det må man gerne føle, synes og sige. Hvis man kan finde nogen at sige det til, selvfølgelig. Når jeg endelig taler med mennesker – typisk i telefonen – er jeg ganske forsigtig med at fortælle, hvis jeg har det skidt.

Der er en stemning af, at vi kollektivt skal holde modet oppe hos hinanden. Og det skal vi da også. Vi skal forsøge at hjælpe hinanden bedst muligt gennem det her social distancerings-møg. Det kan vi formentlig bedst gøre ved at forsøge at finde positive ting. Det er jeg enig i.

Men jeg tror, vi også bliver nødt til at anerkende, at det for mange er ekstremt frustrerende at sidde mere eller mindre indespærret og ofte uden selskab – eller i hvert fald det samme selskab dag ud og dag ind – og så vil det da føre til, at man har dage, hvor det hele ser mere sort end hvidt ud. Når først yatzy-blokken er fyldt, dagbogen er løbet tør for sider, og man har set alle sæsoner af Friends mere end én gang, så bliver der god plads og tid til at tænke tanker.

For mange er det dybt ubehageligt på den måde at blive konfronteret med sine egne tanker. For nogen er det måske et kæmpe chok, at der reelt ikke er så meget refleksion at komme efter. For andre kan tankerne føre til en lyst til ‘et nyt liv’. Og for rigtig mange vil det føre til, at man henfalder i tungsind over den voldsomt forandrede livssituation og usikkerheden, som de fleste af os tumler med.

Dér synes jeg, vi skal forsøge at være rummelige og tolerante over for hinanden. At acceptere, at andre tænker tunge tanker. At nogen har sværere ved at se lys eller lykke i situationen end andre. For ja, vi skal hjælpe hinanden med at holde modet oppe. Men vi skal også hjælpe hinanden med at anerkende, at det er en skidt situation, og at det er helt okay at have dårlige timer, dage og uger. Det er okay at være i dårligt humør. For det her er langt fra det liv, som ret mange af os forestillede os, vi ville leve. Langt fra.

Klima og Corona

Gad egentlig godt vide, om der er et sammenfald mellem følgende to grupper:

  1. Klimaforandringerne er alvorlige, men det kan ikke betale sig at stoppe med at flyve, forbruge og forurene. For den teknologiske udvikling vil finde en måde at løse det på, så det vil se helt anderledes ud i fremtiden. Altså: Gør intet nu, for fremtiden løser det.
  2. Corona er alvorligt, men hvis vi ikke genåbner det hele nu – altså ændrer nuværende adfærd – så vil det på sigt blive endnu dyrere og koste endnu flere menneskeliv.

Som jeg ser det, er 1 en mulighed for ikke at ændre adfærd nu og lade fremtiden, udvikling og opfindelser løse problemet.

Hvorfor kan 2 ikke på samme måde løses ved at stole på, at fremtiden, udvikling og opfindelser vil gøre dødeligheden ved Corona mindre?

Hvor skal vi hen, du?

Puha. Jeg havde brug for et par dages pause. Et par dage til at lade det hele synke ind. Til at spekulere over livet. Over fortiden. Fremtiden. Og nutiden. For hvor i alverden er det her corona.mareridt på vej hen? Hvor er vi på vej hen? Og når vi mon frem?

Humøret er bedre nu. Jeg har puslet med analoge sysler. Har lavet kampprogram og spilleplan til dansk fodbold – otte rækker med herrer og fire med kvinder. 132 kampe pr. række hos herrerne. 90 kampe pr. række hos kvinderne. Og så slår jeg terning om resultaterne. Det er helt meningsløst. Og vidunderligt afslappende.

Når jeg sidder i tusmørket og bare slår terninger og opdaterer stillinger, mens jeg i mit stille sind holder med ‘mine’ hold – der er en del; OB, Otterup, Vanløse og GVI (lillebrors) og HGQ. Jeg snyder ikke! Det kunne jeg ikke finde på – så er jeg helt i en anden verden. Helt væk fra corona, job, bøvl med fjernundervisning og alt muligt. Så er det bare mig og terningerne og en fiktiv fodboldverden, som jeg selv har skabt.

Nå, men jeg er tilbage i virkeligheden igen. Og med det kommer også den løbende diskussion om corona. Der er 1.000 krinkelkroge, som alle mulige veluddannede og også en hel del selvbestaltede eksperter diskuterer flittigt på særligt sociale medier. Det er, hvad det er.

Mine tanker bliver mest brugt på tidsperspektivet. Hvor længe kommer det her til at vare. Nogen mener – nok mest bare Donald Trump – at det er ovre allerede 13. april. Andre sender os flere år frem i tiden. Nogen mener resten af kalenderåret. Andre igen gætter på resten af skoleåret. Og måske et stykke ind i sommerferien.

Hvis nu der sidder rumvæsener derude og holder øje med os – bare hvis! – så må de helt sikkert finde diskussionen om prisen på et liv interessant. Jeg hørte i radioen i dag, at nogle eksperter mener, det kan koste 1-2 milliarder kroner pr. reddet liv med den nuværende danske strategi. Underforstået mente eksperten nok, at det var i den dyre ende. Mildt sagt. Måske i virkeligheden knap umagen værd. For det koster jo på økonomien. På virksomheder. På arbejdspladser.

Men altså; vi kan jo blive nødt til at se i øjnene, at det slet ikke er et valg, vi selv kan træffe. Hvis det viser sig at ende i et worst case scenario. Så kan vi ende med mange døde. Rigtig mange døde. Og mange, mange virksomheder, der må lukke. Og det forstår jeg godt er et kæmpe problem.

Det er surt, hvis man har knoklet for at få et firma på benene. Eller hvis tipoldefar grundlagde en produktionsvirksomhed, som familien har holdt i live lige siden. Det er surt. Men det er vel ikke helt umuligt at forestille sig, at man kan lave en ny virksomhed på den anden side af det her? Er det?

Indrømmet; jeg er en masse umulige ting set fra et økonomisk synspunkt – startende med uvidende, ligeglad og naiv. For mig er det her ikke så meget et spørgsmål om pragmatisk at se på, hvad der bliver mest omkostningstungt på sigt. Det er et spørgsmål om, hvad vi vil som menneskehed.

Vil vi hinanden i yderste potens? Eller vil vi utilitaristisk og for enhver pris fortsætte den konkurrence- og kapitalismestyrede vækst, der har bragt os til, hvor vi er i dag? Uagtet om det måtte koste menneskeliv. Og det gør vel alting.

(Jeg anerkender til fulde – hvis enkelte liberalister skulle forvilde sig herind og læse med; I er velkomne <3 – at kapitalismen har medført en hulens masse fremskridt økonomisk, teknologisk og på en masse andre områder. Jeg er ikke komplet idiot)