vilster

Kan vi anerkende, det er svært? Og at alle gør deres bedste

Tiden bliver til et underligt miskmask af sammenflydende opgaver for tiden. Mange af os er isolerede i vores hjem. Med familie. Med børn. Med resterne af seneste raid i supermarkedet. Med arbejdsopgaverne fra jobbet. Og langt, langt de fleste knokler. Helt vildt.

Stort set fra den ene dag til den anden fik vi vores hverdag og vores rutiner revet fra os. Vi fik den daglige omgang med kolleger, i form af kram, kritik, knus, kage og alt det andet, kollegaer giver, fjernet fuldstændig og erstattet med skype, virtuelle møderum, Microsoft Teams, Zoom, Slack og en hel masse andet. Og vi forsøgte at forsikre hinanden om, at det da var supernemt her i Danmark lige at konvertere det hele til online. For selvfølgelig måtte det ikke gå ud over produktiviteten.

Siden har opportunistiske politikere på Twitter haft travlt med at fortælle, hvem der gør nok, hvem der gør det godt nok, og hvem der helt sikkert ikke fortjener de vilkår, de har under krisen. Og jeg kan læse mig til, at mange mennesker er tyngede. Helt ned i nærheden af gulvet. Af pres. Af følelsen af ikke at slå til. Af ikke at gøre nok. Af simpelthen at synes, det er svært at være i de her nye vilkår.

Så kunne vi ikke prøve, når nu weekenden er ovre, og vi vender tilbage til det her online-fis; kunne vi så ikke prøve at vise hinanden den respekt og forståelse, som situationen kalder på? Vi går af helt uprøvede veje mange af os. Selvfølgelig kan vi ikke producere det samme som tidligere. Selvfølgelig er vi ikke lige så effektive. Det er en illusion, at vi skulle kunne det.

Vær en smule civilt ulydige – ikke i forhold til isolationen; Den skal du overholde, men i forhold til dit arbejde/din skole. Accepter, at du ikke når helt det samme som normalt. Og brug tiden på at være lidt ekstra sammen med dine søskende. Dine forældre. Eller hvem du nu har i husstanden. Få frisk luft. Tal sammen. Spil brætspil.

Brug tiden. For det er skrøbeligt. Husk de mange lastbiler ud af Bergamo med døde mennesker. Det er ikke sikkert, det ender sådan her i Danmark – det gør det da forhåbentlig ikke – men hvis det sker, vil du så fortryde mest, at du ikke levede op til dine arbejdsmæssige forpligtelser, eller at du ikke brugte tid sammen med dine kære?

Selvfølgelig skal man passe sit arbejde. Det er klart. Men der skal altså også være mening med galskaben. Det kan ikke hjælpe noget, vi bilder hinanden ind, at vi kan spærre os inde hjemme med fuldtidsarbejde, børn i huset, der bliver undervist på en eller anden måde og/eller har brug for hjælp eller hjemmeundervisning, med en global pandemi kørende 24/7 i nyhederne, med familie, der er i farezonen, med dronningens ord i ørerne, frygt for mangel på varer i supermarkedet og tanker om, hvor næste måneds løn skal komme fra. Det er da ikke mærkeligt, vi bliver lidt kulrede …

Mine elever reagerer meget forskelligt på det her. Nogen kaster sig over de urimeligt mange lektier, de får. Nogen laver ingenting. De fleste er et sted midt imellem. Men jeg kan se, at de er mættede nu. Efter fire dage med online hjemmeskoling har de fået nok for nu. Så jeg håber på, at de tanker energi i weekenden, og at de så er klar til næste uge, hvor jeg kommer til at give dem mindre at lave. For det har de brug for.

Jeg vil ikke – hverken over for mine elever eller over for nogen anden – forlange en ekstra indsats. Jeg vil ikke engang bede om det. Ligesom jeg ikke synes, det burde være et krav til nogen som helst. Vi gør vores bedste. Alle sammen. Det er jeg overbevist om. Det synes jeg egentlig, vi skal give hinanden mere ros for. Og omsorg. Og varme. Og kærlighed. På afstand, bevares, men alligevel.

Dig og mig og os alle sammen

Det er dag 3 for hjemmeskoling. Det bliver langt i dag. Undskyld på forhånd. Mit Twitter-feed har ganske mange forældre fra børnefamilier, der fortæller, at det er hårdt på samme tid at arbejde fuld tid hjemmefra og at skulle hjemmeundervise. Det forstår jeg godt. Det er også derfor, tror jeg, at det normalt er to forskellige job.

Jeg synes personligt, det er meget, meget svært at fjernundervise. Det ville jeg mene under helt normale omstændigheder. Jeg mangler nærværet. Muligheden for at tage korte samtaler under fire øjne. Jeg mangler simpelthen hele den menneskelige dimension.

Nu er vi så i en ekstraordinær situation. Mine elever er 10. klasser, så jeg gætter, at de får lov at passe sig selv derhjemme. Det skal de også kunne som 16-17 årige. Men nogle af dem er også nervøse og usikre på, hvad der foregår. Nogle af dem er ikke vant til at lave skolearbejde, med mindre de bliver ført næsten bogstaveligt til tastaturet. Nu sidder de hjemme på deres værelser spredt rundt om i landet og skal selv tage ansvar for at lære noget.

Som lærer har jeg fået den klare besked, at jeg skal sørge for hjemmeundervisning. Undervisningsministeriet har meddelt, at der ikke bliver ekstratimer. Altså at de timer, vi underviser eleverne, mens de er hjemme, dem skal vi ikke bruge tid på at gentage, når de engang er tilbage på skolen. Så vidt så godt.

Tilbage til mit Twitter-feed. Jeg har set rigtig mange skrive i en lidt tvær tone, at det er urimeligt, at offentligt ansatte – altså fx mig (hvilket jeg faktisk ikke var klar over – jeg troede, skolen var privat virksomhed, men der er åbenbart noget med statstilskud – jeg får i hvert fald fuld løn, og det er jeg taknemmelig for) – går hjemme og holder ferie og laver ingenting. Med det rungende i hovedet forestiller jeg mig, at mange lærere tænker, at det skal dælme blive en gammel sømandsremse. Så der bliver fyldt på med lektier, med opgaver, med undervisning og læring.

Hvilket så formentlig fører til flere hjemmearbejdende, der har det som forældrene i BT-artiklen herunder:

https://www.bt.dk/samfund/foraeldre-raser-over-hjemmeundervisning-min-soen-sidder-og-graeder

Og det er jo ikke meningen. Mine elever er også begyndt lige så stille at skrive, at de synes, der er mange lektier. Selvfølgelig synes de det. For 14 dage siden havde mange af dem linjefag to eller tre dage om ugen og et minimum af undervisning i fag-fagene (dansk, engelsk osv.). Nu sidder de hjemme og får et hav af læsning, lektier og opgaver tilsendt via vores intranet.

Så de store – udskolings-elever – sidder og drukner i et hav af skolearbejde på egen hånd. Mens de små – indskoling og mellemtrin – har brug for hjælp, støtte og omsorg fra deres forældre. Som knokler med samtidig at passe deres fuldtidsjob imens.

Så tænker jeg; måske behøver de ikke helt så meget læring, de unge mennesker. Måske kan de komme gennem den her krise med en smule mindre læring, end de ville have fået, hvis de var her hos mig i Højer. Men risikerer jeg så, at der står en flok forældre på den anden side af corona og kritiserer mig for at have taget for let på det hele og ikke leve op til mine forpligtelser som underviser?

Som Dan Turéll så fint sagde det: “Det er ikke let at være nogen”. Så jeg ser det som min fineste opgave at passe på de mennesker, der er nærmest mig. Eleverne skal ikke bumles omkuld med en hel masse undervisning. De skal have lov at lade det her synke ind. De skal have lov at være chokerede, som alle vi andre også burde have det.

Det her er – som jeg hører det så fint formuleret i radioen igen og igen – ubetrådt land. Og min erfaring som 44-årig er, at jeg bliver mest tilfreds med mig selv, hvis jeg både på betrådt (er der noget, der hedder sådan?) og ubetrådt land lader de menneskelige hensyn veje tungest. Altid.

Pas nu for filen på hinanden. Ring. SMS. Send en mail. Tænk en tanke. Send et brev. Eller en uopfordret buket blomster. Eller varer via et onlinesupermarked. Vær gode ved hinanden. Der er uendeligt mange penge i verden. Vi har kun ét liv hver ❤️

Hvad nu hvis …?

Isolation og “social distanceren” sætter gang i alle mulige vilde og løsslupne tanker hos mig. Jeg leger rigtig meget med tanken om at skifte spor. Igen. Sådan for alvor.

For en lille måned siden havde jeg en indledende jobsamtale med en gut fra Malta. Det var godt nok lidt shady – kundeservice i spilbranchen – men jeg var nu fristet langt hen ad vejen. Og så alligevel. Spilbranchen og jeg var et par længe. Jeg tror ikke, vi har så meget mere at give hinanden.

Så er jeg tilbage ved tankerne om et hus på landet. Med stor have. Med muligheder. Med potentiale til at være aflastnings-“familie” og på sigt måske endda pleje-“familie”. Eller endnu vildere – måske kunne jeg lave en slags bosted eller en lillelillebitte efterskole. Det sidste fører altid til en hel masse økonomisk beregninger. Personale, fødevarer, forbrug og internet – det ville være lettest, hvis jeg havde en hustru, som kunne undervise i matematik – såeh … hulubulu?

Ej, jeg er mest til aflastning og plejefamilie. Men de huse jeg har lyst til, og som jeg synes er charmerende, er godt nok nogen gamle kasser. Og jeg har tæt på 12 tommeltotter. Men det kunne klart være skægt at prøve. Og man lærer vel en masse undervejs – ikke?

Jeg har været i de her overvejelser før. Dét jeg finder mest udfordrende ved efterskole i den form, jeg er i nu, er, at som faglærer forventes jeg at lære de unge mennesker en form for pensum. Men samtidig – og det er klart pointen med efterskoleopholdet – så skal de også have en form for ballast med videre. Og selv de meget velfungerende unge mennesker, jeg har mødt hernede, har brug for lidt visdomsord og et velment puf i ryggen.

Så; hvad er så vigtigst? Læring på skolebænken? Eller trivsel som menneske? Jeg sigter ubetinget efter trivsel ud fra devisen, at hvis man har det skidt, er det svært at kaste sig over udvikling og udforskning af nye emner. Men jeg burde være begge dele – og endda samtidig vagtlærer med ansvar for at hjælpe dem med at overholde deres pligter i forhold til fællesskabet. Min psykiater mener, at jeg kan have svært ved at prioritere ting indbyrdes – at jeg lader det hele fylde alt for meget. Uagtet, hvor uvæsentligt det så måtte være. Det fungerer ikke rigtig for mig.

Hvad nu hvis-tanker er tæt på selve definitionen af ufærdige tanker. Strøtanker. Aforismer. Så det må blive sådan her i dag. Rodet. Intenst. Nærværende. Påtrængende. Velkommen til min tankeverden.

Nærvær – hver for sig

Nej, hvor er det dog helt urimeligt svært, synes jeg, Har brugt det meste af dagen på at sidde og forsøge at stykke noget meningsfuld hjemmeundervisning sammen til eleverne. Det er en svær balance, for der er mange ting at tage hensyn til.

De er – som vi andre – i en lidt uvant situation, så hvor er de henne rent læringsmæssigt? Jeg har ingen erfaring i fjernundervisning, så det bliver på må og få. Lettest i hele verden ville det være at stikke dem en stak eksamenssæt, så de kunne øve sig til den skriftlige eksamen. Men det er også kedeligt. Både for dem og for mig.

Og så er der det med, at vi ikke er i samme rum. Det er svært for mig. Som uuddannet skolelærer er jeg overbevist om, at jeg ikke er en specielt dygtig lærer ud fra konventionelle kriterier. Jeg har ikke et solidt fundament af didaktik at falde tilbage på, og jeg har ikke årevis af erfaring at rutte med. Jeg har mig selv. Som menneske. Som omsorgsfuld. Og som nærværende. Det er dét, jeg byder ind med. Ofte tænker jeg, at det handler om entusiasme og engagement. Dét er en hel del sværere at overføre digitalt, tror jeg.

Så nu prøver vi. Noget af det klassisk. Digitale platforme. Standard øvelser, der kræver deres disciplin. Så er der noget podcast, noget frit valg på grammatik-hylden, og så kunne jeg godt tænke mig, de lyttede til en lydbog. Uden andet formål end at lytte til litteratur – det må være et fint tidspunkt til det netop nu, hvor de ikke hele tiden bliver stimulerede af samværet på efterskolen. Håber jeg.

Om ikke andet får vi nu noget, vi i fællesskab kan evaluere på, og så må vi forsøge at gøre det bedre i næste uge. Mere kan ingen forlange.

Endnu en tudebog – og lidt godnathistorie

Jeg har læst i dag. Frederik Backmans Folk med angst. Han skriver helt ufatteligt fint. Synes jeg. Nogen vil måske mene, han skriver en del, som Rasmus Seebach skriver sangtekster: Banalt. Og så kan vi have en lang diskussion om, hvorvidt banalt er genialt eller barnligt. Det behøver vi ikke. Jeg elsker de her helt banale historier – og tekster.

Backman står bag en stribe forrygende bøger. Faktisk skriver han i et rivende tempo. Og jeg har – nu tjekker jeg lige på Wikipedia – læst alle syv bøger, som er udkommet fra 2012 til nu. Han har fart på!

Folk med angst handler om en noget uheldig bankrøver, der ender som gidseltager. Ikke verdens mest onde gidseltager, men det er dæleme heller ikke en let flok gidsler at arbejde med. Under det ret simple plot gemmer sig som altid en stribe skæbner med levede liv, med følelser, med svigt og med masser af omsorg og kærlighed.

Min version er 362 sider lang og allerede på side 65 begyndte jeg at tude første gang – eller det vil sige, på side 65 startede et kapitel, som jeg læste til ende. Og så tudede jeg. Det er svært at sætte ord på, hvad det er, Backman helt præcist gør, men det handler om at sætte ord på relationer. At sætte fokus på følelser. Særligt skarpt på de følelser, som mange af os ikke rigtigt ved, hvad vi skal gøre med.

På efterskolen læser jeg af og til godnathistorie for eleverne på mine aftenvagter – det vil jeg gøre de kommende 14 dage, så de kan falde trygt til ro derhjemme. Hvis du vil lytte med – jeg bestræber mig på, at det bliver cirka fem minutter. Cirka, så slap dog af! Dagens historie er fra Folk med angst, side 65 og cirka fem minutter frem: https://soundcloud.com/user-556405227/folk-med-angst-del-1

God fornøjelse. Pas på jer selv. Og på hinanden. Og på dem I elsker. Dem I har skabt. Dem der har skabt jer. Dem der har brug for det. Møs-møs

Jeg savner dem allerede

Lukningen af efterskolen er sådan officelt først fra mandag og så 14 dage frem derfra. Så i går og i dag har jeg brugt på at trække vejret dybt ned i maven og på at tænke over, hvordan vi kommer bedst gennem de kommende uger.

Den ene af de to uger skulle have været studietur, så fagligt er det ikke meget, vi i første omgang havde på programmet, og vi skal nok nå det, vi skal nå. Ellers går det nok.

Jeg er langt mere bekymret for vores Smiles & Frowns. Alle mine timer i klasselokalet begynder med en runde, hvor alle fortæller noget om dem selv. Selvdeklareret som a smile – noget godt – eller a frown – noget, der ikke er helt godt. Alle timer. Altid. Det tager 5-10 minutter. Jeg får nævnt alle elever ved navn. Og som skoleåret skrider frem, bliver de mere og mere trygge i formatet, og så begynder de at dele mere indholdsrige ting.

Nogen sidder selvfølgelig fast hele skoleåret i “jeg har sovet godt”, og det er helt okay. Det er ikke en test. Det er en lejlighed for os alle til at knytte bånd til hinanden. Til at blive set og anerkendt som individer. I. Hver. Eneste. Time.

Hvordan gør jeg så det i de kommende to uger? Jeg er ikke helt sikker. Måske er det heller ikke så vigtigt, nu de er hjemme hos deres forældre – eller i hvert fald den ene af dem. Men det er vigtigt for mig, at de ved, at jeg er her, og at selv om de er spredt over hele landet, så tænker jeg stadig på dem og har deres trivsel på sinde.

Mine overvejelser har været omkring Zoom – som jeg ikke aner, hvad er, men som mange har nævnt som praktisk til fælles klasseundervisning online. Slack? Periscope? Lige nu hælder jeg til en Messenger-gruppe, hvor alle er tilmeldt og et fast tidspunkt hver dag, hvor jeg tjekker ind og spørger til dem. De, der ikke er med, kan så senere læse i gruppen, at vi har spurgt til dem og fortælle, hvad de har på hjerte.

Måske Facebook Live også vil være brugbart i forhold til undervisning. At jeg præsenterer opgaver, og så kan de stille opklarende spørgsmål undervejs og bagefter. Jeg er i udgangspunktet ekstremt anti-Facebook, men “Corona lærer rund lærer at være overbærende,” som et ordsprog siger her i Højer …

I hvert fald er det væsentlige for mig i kontakten med eleverne de kommende 14 dage – eller hvor længe det nu kommer til at vare – at de kan mærke et menneske. En lærer. En voksen. Der tænker på dem og deres trivsel. Måske vi også skal lave Q&As med Corona undervejs.

Det her er jo ikke en hjemsendelses-sanktion som straf for overtrædelse af skolens regler. Det er en nødsituation, hvor jeg har brug for, de ved, at jeg er her for dem. Som jeg altid er. Det er bare lettere at kommunikere, når jeg ser dem i øjnene og kan lægge en hånd på en skulder, mens jeg fortæller, hvad jeg gerne vil sige.

På positiv-siden er det virkelig dejligt for mig at mærke, hvilket sug det giver, når de unge mennesker ikke er her. De betyder meget for mig. Det ved jeg i dagligdagen. Men det er sundt at blive mindet om det engang imellem – om end mindre end en national nedlukning måske kunne have gjort det. Nu er vi her. Så får vi det bedste ud af det.

“Kan vi tage en tur i Lalandia, når det er overstået?”

Efterskolen er næsten tom. De fleste af eleverne er draget hjem for at passe på dem selv, hinanden og resten af samfundet. De har taget det i god ånd. Jeg har haft mange samtaler med dem i dag om, hvad der sker, og hvorfor det er nødvendigt med de omfattende foranstaltninger, der bliver foretaget lige nu i Danmark.

Det er meget at bede dem om at tage ind – eksponentiel vækst i antallet af smittede, det samlede antal af sengepladser på sygehusene og hensynet til de medborgere, der måske har et svækket helbred. Men de forstår det. Nogenlunde. De har jo alle en bedsteforælder eller andre ældre i deres omgangskreds, som de nødigt vil undvære. De kan godt se det fornuftige i hele molevitten.

I den kommende uge skulle vi have været på studietur. En flok til henholdsvis Vietnam og USA. Begge er aflyst. Ligesom turene senere på foråret til Brasilien og Kina. Det er drønærgerligt, for det er noget helt særligt at være af sted på ture sammen. Men sådan bliver det ikke i år.

Flere har i dag givet udtryk for, at de undrer sig over, hvorfor de ikke kan blive på efterskolen, for vi er jo kun en smule flere end 100, og Højer er jo så langt væk fra alting.”Og vi smitter jo bare folk, mens vi rejser hjem, hvis vi er syge alligevel.”

Så vi fik mulighed for at tale om, at man meget, meget vanskeligt i overordnede krisesituationer kan tage den slags individuelle hensyn baseret på for eksempel beliggenhed.

Hvor langt væk skal man være fra civilisationen, før end det er bedre at blive isoleret på efterskolen frem for at tage hjem i karantæne? Svært spørgsmål og derfor bliver alle sendt hjem. Både fra Højer og fra efterskoler med beliggenheder i nærheden af større menneskemængder.

Og så spurgte et par af dem: “Når nu vi ikke kommer på studietur, kan vi så måske tage en tur i Lalandia, når det hele er overstået?”. Det gjorde mig simpelthen så glad.

For det er udtryk for, at de trives i fællesskabet, og at det ikke er så væsentligt, om de får et hak i passet for Brasilien eller Kina, men at de gerne vil på tur sammen. Rio, Beijing eller Billund er (næsten) det samme. Bare vi er sammen. Så har de altså forstået ret meget af fællesskabstanken med efterskole. Det blev jeg meget glad for.

Det er stadig Anders Foghs skyld

Jeg er fra landet. Vokset op på Nordfyn med baghave ud til bølgende kornmarker og omgivet af mennesker uden alt for lange uddannelser men med gåpåmod og vilje til at få tingene til at fungere alligevel. Når der var noget, vi var i tvivl om, hentede vi en brochure på biblioteket i den nærmest by eller spurgte – for eksempel en læge – til råds. Det var ligesom det, vi gjorde, når vi var i tvivl: Så forsøgte vi at lokalisere en, der vidste noget om emnet og spørge, så vi blev lidt klogere.

Nå, det var dengang. Nede i 80’erne. 1980’erne! Fast forward til begyndelsen af det 21. århundrede. I front for Danmark sad dengang Anders Fogh Rasmussen, der var en mega-uheldig blanding af magtliderlig og fyldt med mindreværdskomplekser. Så han tog et opgør med “smagsdommeriet”, som han døbte det.

Det skulle ikke længere være sådan, at bare fordi man havde taget en lang uddannelse eller for den sags skyld havde brugt ekstra lang tid på at sætte sig ind i ting, så fik man lidt mere ret eller i det mindste lidt mere taletid end … tjah, for eksempel en knold fra Kappendrup på Nordfyn, som bare ville spille fodbold og spise chips.

Desværre var han dygtig til det med det magtliderlige, så han fik enorm indflydelse på det med smagsdommeriet – og det var jo også lige noget for Dansk Folkeparti, som også hylder det der med, at man altså ikke skal tro, man ved noget, bare fordi man har studeret, uddannet og dygtiggjort sig. Og så kom de sociale medier, hvor vi pludselig alle sammen fik alle de talerør og platforme, vi kunne ønske os.

Vi begyndte at tale om ytringsfrihed, som om det er natur- og lovgivent, at enhver har krav på at blive hørt, ganske uagtet hvor ufunderet og ubegavet det, man måtte have på hjerte, så end er. Nå, den historie kender vi jo. Så jeg springer igen i tid.

Vupti. Frem til 2020. Der er Coronavirus i omløb. Sundhedsmyndigheder verden over gør sig meget, meget umage med at forklare, at ingen behøver gå i panik, men at det altså er alvorligt, for der er en risiko for, at det kan gå rigtig galt. Og hvad sker der så?

Så kommer alle de danske lomme-eksperter frem.
“Arh, sådan rent anekdotisk vil jeg nu mene, det er noget hysteri.”
“Det er jo bare en influenza.”
“Vi kan ikke sætte alting i stå, fordi nogen bliver forkølede.”
“Tænk nu på økonomien.”
“Dem der dør ville naturen nok have nappet alligevel. Survival of the fittest osv.”

Å hvor jeg dog savner en tid, hvor der var respekt for mennesker med høj faglighed, saglighed og viden. I dag har vi allermest respekt for os selv, for vi ved nok bedst. Det har både Anders Fogh og Pia K fodret os med i årtier. Og de ved nok, hvad de taler om. Tror nogen åbenbart.

Jeg vil ikke på nogen måde kaste mig ud i mit take på coronavirus, men jeg synes helt ærligt, det burde være et minimum af samfundssind, at når vi samler hele kortegen af sundhedspersoner og -myndigheder (politikerne skal jo også være der, men de er der vel mest, fordi … ja, det ved jeg faktisk ikke), at så lytter vi i erkendelse af, at de nok ved bedre end de fleste, hvad der foregår, hvilke tiltag der er hensigtsmæssige, og at de for filen vil almenvellet det bedste. Så. Hør. Dog. Efter.

Et andet menneskes liv

Ganske ofte er vi som mennesker i situationer, hvor vi har mulighed for at påvirke andre menneskers liv. Det kan være helt bogstaveligt, som det altid sker på film; at én står på kanten af en bro og overvejer selvmord. Dér er det oplagt for de fleste af os at skride ind.

Men hvad med alle de andre situationer, hvor mennesker afsender små bitte signaler om, at ikke alt er helt, som de ønsker sig i deres liv. Jeg oplever det ofte med de unge mennesker på efterskolen: “Hvordan går det med dig?” fulgt af et tøvende “Mjoeh, det går vel hverken godt eller skidt”.

Det vil på mange af mine dage få mig til at tænke, at jeg skal blande mig uden om. At de bokser med noget, som ikke rager mig. Men jeg forsøger at gøre det til en vane at spørge lidt ekstra ind til det. I klassen, når nogen decideret siger, det ikke går så godt, så spørger jeg, om de har lyst til at fortælle om det, og hvis ikke på klassen, så er de velkomne til at fange mig bagefter. Og som regel – når jeg husker det – fanger jeg dem efter timen og spørger en ekstra gang.

Det her er ikke glorie-puds. Jeg tænker rigtig meget over, hvad meningen med det her fortryllende liv er. Jeg tvivler på, det handler om 75″ fladskærme, vinterferier, store biler og overflod i hverdagen. Det vil jeg ikke anerkende som årsag til, at vi famler 7,000,000,000 mennesker+ rundt på kloden. Det er simpelthen ikke en god nok forklaring. Så hælder jeg mere til Lars Lilholts tekst: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys – for hinanden”. Det kan jeg godt lide.

De lys kan jo være alt muligt. Men for mig begynder det som regel med at spørge. Og lytte. Jeg er ikke fantastisk til at lytte. Men jeg øver mig. For jeg bliver altid så overrasket af andre mennesker. Af deres indhold. Deres problemer. Deres tanker. Deres perspektiv.

(Jeg tror, at når jeg kan være en dårlig lytter, fordi jeg gerne vil tale selv, kan det hænge sammen med, at jeg bruger rigtig meget tid i mit eget selskab – ikke nødvendigvis ensom men alene, og jeg nyder det for det meste – og når jeg så er sammen med andre, har jeg (føler jeg, ved ikke om andre oplever det lige sådan) en masse på hjerte, som jeg gerne vil dele med dem. Men jeg øver mig ærligt på at blive bedre til bare at lytte.)

Og værdien af de ting jeg selv vil fortælle, vurderer jeg altid på basis af, når jeg har undertrykt trangen og lyttet i stedet; kan jeg så huske, det jeg ville fortælle? Hvis nej, så var det nok ikke så vigtigt. Hvis ja, så kan jeg sikkert også huske det senere, når det er mere passende i sammenhængen.

Hver gang vi er sammen med andre mennesker – intenst i timevis eller dagevis eller bare løseligt som forbipasserende på gaden – har vi potentielt en mulighed for at gøre noget med deres liv. Vi holder en flig af deres liv i hånden, og hvordan vi behandler den flig, kan være afgørende for det andet menneske.

Enten fordi det er et menneske, som har brug for hjælp, støtte eller bare at blive set. Eller også fordi summen af ethvert menneske består af blandt andet de handlinger, der bliver det menneske til dels. Så hvis du vælger at ville gøre godt – spørge, lytte, interessere dig, drage omsorg eller den slags – så påvirker du positivt. Hvis du vælger at gøre galt – råbe, skrige, tale ned, håne, mobbe, ignorere eller andet i den boldgade – så påvirker du negativt.

Så simpelt er jeg nødt til at have tingene præsenteret for at forstå dem. Sort. Eller hvidt. God eller ond. Men jeg tror på – fuldt og fast – at vi skal bruge vores kræfter på at påvirke positivt. På at gøre godt for andre. På at tænde lys. For hinanden ❤️

Uden tilskuere er fodbold bare et sjovt spil for 22 mennesker

Som underholdning betragtet falder værdien af fodbold ganske betragteligt, når der ingen tilskuere er. Jeg har kæmpe respekt for sundhedsmyndighedernes arbejde i forhold til corona-virus, så det følgende er ikke en klagesang.

Faktisk synes jeg overordnet set det er helt tåbeligt at insistere på at gennemføre fodboldkampe, når der nu er så mange andre ting på spil med den temmeligt aggressive corona-virus i omløb.

Men; da det nu har været søndag, og fodboldmæssigt endda en ganske fin en af slagsen set fra min sofa, så har jeg set ganske meget bold i dag. Og det meste helt uden tilskuere. Jeg har tygget mig igennem Hobro-Esbjerg – med alt det potentiale for en nedryknings-gyser, man overhovedet kan ønske sig som neutral.

Jeg har set SønderjyskE-OB, fordi jeg er jo fra Fyn. Så begyndte jeg at se FCK-Horsens, men det var simpelthen så ulideligt tamt, at jeg tidligt i opgøret kastede mig over noget rengøring med skuresvamp og sortering af elastikker, mens jeg ventede på Manchester-derbyet mellem United og City.

Hvor der var fyldt til bristepunktet med tilskuere. Fordi … eh, i England bliver de ikke syge? Eller måske fordi de er i gang med Brexit, så “F*** alle jer andre. Vi gør, som vi vil!”. Jeg ved det ikke. I hvert fald var det med afstand dagens bedste fodbold-oplevelse. Brølet fra tilskuerne undervejs. Ved store chancer. Ved fejl. Ved domme, der gik ens favoritter imod. Det var vidunderligt.

Og dagen blev endda afsluttet med en af sæsonens for mig som Juventus-fan allermest betydningsfulde kampe – Derby D’Italia mod Inter. Som blev en gennemprofessionel og sikker sejr til Juventus, men uden tilskuere føltes det altså bare rigtig meget som en træningskamp. Aparte – sådan har tv-kommentatorerne forsøgt at sælge produktet hele dagen. Men altså mest aparte på den ikke så tillokkende måde.

Så når vi – tilskuere og fans – betaler i dyre domme for produktet professionel fodbold, så synes jeg egentlig alt for ofte, det bliver glemt, hvor stor en del af produktet selve tilskueren er. Hvor kedelig og intetsigende en fodboldkamp er uden stemning på lægterne med fans af begge mandskaber, som skaber intensitet og ‘med-støj’.

I kølvandet på den igangværende tyske disput om moderne fodbold, og med klubejerskaber af overjordiske rige mellemøstlige sheiker, som kaster sig over sporten som hvidvask af deres lidt for ofte tvivlsomme forretninger.

Med klubbernes skamløse udbytning af deres fanbase for eksempel i form af tre eller fire forskellige trøjer (hjemme, ude, 3. trøje og special edition), som bliver skiftet hver sæson – ofte med en pris på 1.000 kroner stykket og med stigende billetpriser (jeg har nedlagt veto mod at se fodbold i den engelske premier league – hver gang jeg har kigget, begynder billetpriserne på den falske side af 1.000 kroner. Det vil jeg ikke give for at se en fodboldkamp live.)

Måske er det på tide at anerkende, at showet fodbold langt mere hensigtsmæssigt kan foregå i en form for samarbejdende symbiose frem for den her meget ensidige rollefordeling. Måske?

For uden tilskuere er det altså bare 22 mennesker, der har det sjovt med en bold. Det bliver svært at få folk til at betale, hvad det koster at se fodbold – live eller på tv – i 2020. Tror jeg. Så når den her sundhedskrise engang er overstået, og vi bare skal vende tilbage til hverdagen, så håber jeg, klubberne og ejerne har fået en bedre fornemmelse for værdien af det samspil, der bør være mellem de forskellige aktører i fodbold-skuespillet.