Forfatter: Vilster2021

Spanien spillede også deres anden kamp ved slutrunden uafgjort. De mødte Polen, og det endte 1-1, og med to point for to kampe er de nu under enormt pres før deres sidste kamp i puljen. De skal bruge en sejr mod Slovakiet, med mindre de vil satse hele butikken på at blive en af de fire bedste 3’ere med tre uafgjorte kampe. Det tvivler jeg på, de vil. Og de kan måske læne sig op af, at Slovakiet regnes for puljens ringeste hold, men sig det til polakkerne, der tabte deres åbningskamp mod netop Slovakiet.

Det ene point betyder også, at Polen lever endnu, og for at holde sig relevante i turneringen skal de bare slå Sverige i sidste runde. Men det kan vise sig vanskeligt, for svenskerne har stadig ikke lukket mål ind efter deres første to kampe.

Spaniens mål blev sat ind af Alvaro Morata i en situation, der umiddelbart så offside ud, men VAR-rummet i Nyon sagde god for målet, og så var Spanien på 1-0 allerede efter 25 minutter. Der var tilløb til flere muligheder, men som mod Sverige kneb det for spanierne at blive farlige for alvor ud over scoringen. I anden halvleg kom Polen bedre med, og Robert Lewandowski – selvfølgelig – udlignede knap 10 minutter efter pausen. Og så var der for alvor noget at slås for fra polsk side.

Bare fire minutter efter udligningen fik Spanien en god mulighed for at bringe sig i front igen, da der blev dømt straffespark, og Gerard Moreno fra Villarreal skulle sparke. Han satte bolden knaldhårdt til højre for målmand Szczesny, men den prellede af mod stolpen og sprang lige ud til Alvaro Morata, der nok var kommet lidt tidligt i feltet og mødte bolden før nogen anden. Kraften i straffesparket var så stor, at Morata ikke kunne dirigere bolden, som røg forbi mål. Dermed stadig 1-1 og endnu et boost til den polske kampgejst.

Gejsten og gnisten holdt kampen ud, og dermed er puljen helt, helt åben før sidste spilledag, da Sverige på 1. pladsen har 4 point, og de møder Polen, som er på 4. pladsen med 1 point. Og ved sejr til polakkerne overhaler de dermed Sverige. Men mere om alle de her beregninger i morgen, før det går løs med tredje runde af gruppespillet.

Tyskland skulle have revanche for nederlaget til Frankrig i åbningskampen, men Portugal kom med en 3-0-sejr over Ungarn i deres første kamp, og de havde ikke tænkt sig at lægge sig. Selv om tyskerne kom bedst fra start, og Robin Goosens havde bolden i nettet i kampens åbning, men det blev annulleret, så var det Portugal, der med et fremragende omstillingsmål bragte sig foran 1-0 på scoring af Cristiano Ronaldo, der for første gang i en landskamp fik scoret på Neuer i det tyske mål.

Det satte dog bare mere fut under kedlerne for tyskerne, som to gange i første halvlegs sidste 10 minutter fik presset portugiserne til at score hele to selvmål. Dermed førte tyskerne ved pausen, og vi skulle bare seks minutter ind i anden halvleg, før Kai Haverts (KH7, som den tyske kommentator fik døbt ham) stod for tyskernes første egen scoring ved slutrunden, da han satte sidste fod på et helt forrygende flot angreb og dermed 3-1 til tyskerne. Da vi rundede en time, smed højrebacken Kimmich et fremragende indlæg i knolden på venstreback Robin Goosens, der havde listet sig ind i det lille felt, hvor han med et imponerende hop fik headet målet til 4-1 i nettet. Det lignede efterhånden en lille ydmygelse af de forsvarende europamestre, men Portugal fik samlet sig sammen og sat en fornuftig afslutning på kampen sammen.

Bare 7 minutter efter 4-1-målet reducerede portugiserne efter et frispark i venstre side, som indskiftede Moutinho sendte over mod bagerste stolpe, hvor tyskerne var besynderligt passive, og Ronaldo kunne støde bolden over Neuer og over mod bagerste stolpe, hvor en modig Diogo Jota sparkede bolden det sidste stykke i nettet. Det er ikke sikkert, han er populær hos Ronaldo, når han sådan snupper et mål for næsen af legenden.

Men det blev altså 4-2, og med næsten 25 minutter tilbage kastede Portugal sig ud i en offensiv satsning som i perioder gav dem et optisk overtag, og der var optræk til flere muligheder, som for alvor kunne have sat damp på afslutningen af opgøret. Hverken den tyske midtbane eller forsvar virker 100% solidt. Der var flere misforståelser, unødvendige boldtab og manglende opmærksomhed, der var tæt på at blive dyrt. Men det blev ved 4-2, og nu står tyskerne fordelagtigt forud for sidste runde, hvor de møder Ungarn, mens Frankrig og Portugal skal ud i et drabeligt møde, der kan ende med at koste en af forhåndsfavoritterne en plads videre i turneringen.

Undertegnede havde på forhånd afskrevet Ungarns muligheder for point i dødens pulje, hvor de møder Portugal, Frankrig og Tyskland. Men tidligt lørdag eftermiddag hentede Ungarn et imponerende point med 1-1 mod Frankrig. Helt og aldeles uventet. Men meget, meget fortjent. Hele holdet spillede en imponerede kamp, men særligt 4 spillere bør fremhæves.

Målmand Gülacsi, der vogter buret for RB Leipzig i Bundesligaen, tog fornemt fra, og havde flere kæmpe redninger på åbne franske muligheder. Stor kamp af den ungarske keeper. I midterforsvaret spillede holdkammeraten fra RB Leipzig, Willi Orban, endnu en gang en kæmpe kamp. Som han også gjorde det mod Portugal i åbningskampen. Solid. Bomstærk. Og påpasselig i sit afspil. På midten spænede den klejne Laszlo Kleinheisler rundt og tacklede, erobrede og fordelte bolde i en sand arbejdsrus. Godt fem minutter før de ordinære 90 var der ikke mere på tanken hos Kleinheisler, der måtte lade sig udskifte efter en enorm indsats. Og det samme kan siges om Freiburgs Roland Sallai, der var en opspils- og aflastningsstation hele kampen igen. Ivrig, kropsstærk og boldfast skaffede han gang på defensiven ikke bare momentan restitution, men han var også en kilde til uro i det franske forsvar og sørgede flere gange for at skabe farlige situationer.

Wow. Ja, så er puljen jo åbnet på vid gab igen. Som den tyske kommentator sagde med tilstræbt neutral stemmeføring: “Nu kan Tyskland igen kæmpe med om førstepladsen”, og det er jo sandt. Alt er åbent i gruppen, og hvis Tyskland undgår nederlag mod Portugal – måske endda vinder – står vi med en sidste runde, hvor alle hold kan ende fra nummer 1-4. Topspændende og intet mindre havde man vel forventet af dødens pulje – om end Ungarns ene point er en overraskelse. Knap 60.000 tilskuere på Puskas Arena i Budapest skabte igen en forrygende stemning. Fodbold er jo en helt anden sport med fyldte tribuner. Herligt.

Jeg har brug for den positive vinkel, så den kommer her: Skotland spillede her til aften en forrygende kamp fyldt med hjerte, sjæl og mod. De hentede 0-0 på udebane mod forhåndsfavoritterne fra England, og dermed lever Skotland absolut stadig i EM-turneringen før sidste runde, hvor de møder Kroatien. Begge mandskaber står med hver 1 point, så med sejr sikrer Skotland sig minimum en 3. plads i puljen. Dén er jeg sikker på, de går efter.

England skuffede endnu engang. Der er mange flotte navne fra toppen af Premier League, men de får det ikke til at schwinge. De spiller og spiller og spiller, men de kommer for sjældent frem til noget afgørende. Symptomatisk var deres bedste mulighed, da John Stones headede et hjørnespark på stolpen. Flot aktion men det må ikke være Englands bedste mulighed efter 90 minutter mod et skotsk mandskab med tydelige begrænsninger. Men det var det. 0-0 og i morgen prøver vi igen.

Er du egentlig godt klar over, at det tv-underholdning, vi bliver udsat for, det bliver lavet, fordi tv-kanalerne tror, det er det, vi vil se? Er det ikke vildt? Er det ikke det glade vanvid?

Prøv at tænke på 10 … ej, måske bare 5 tv-programmer. Jeg vil vædde med, de fire er det rene lort, og det femte er kun lidt mindre lort, fordi du sammenligner. Min mad ser også lækker ud, hvis jeg holder den op ved siden af skraldespanden. Lidt i hvert fald.

Hvad er vores mulighed for at påvirke, hvad der er i tv? At lade være med at se det. Værsgo. Kvit og frit. Mit råd til dig sådan en fredag aften, hvor Stormester er på TV2. Lad. Være. Med. At. Se. Det. Det er den eneste måde at slippe for, at den slags skrammel i fremtiden slipper igennem nåleøjet hos stationens producere. Kræv dog at der bliver vist noget intelligent – ja, intelligent, trods Lasse Rimmer! – tv. Det kan sagtens være sjovt uden at være plat, dumt og leflende for laveste fællesnævner.

Helt kort. Tjekkiet og Kroatien delte 1-1 i en meget kedelig fodboldkamp. Schick scorede for tjekkerne i første halvleg, da han fik en ordentlig en på sinkadusen men insisterede på at sparke det efterfølgende straffespark, mens Kroatiens Perisic udlignede på et fornemt mål i begyndelsen af anden halvleg. Men der er to ting, der har fået mit blodtryk derop, hvor lægen begynder at tale om stærkere medicin.

For det første:
Jeg er helt utroligt træt af at se alle spillerne ved slutrunden samle bolden op i hænderne og løbe et par meter med den for så at smide den 8 meter op i luften for at trække tiden. Hver. Evig. Eneste. Gang. Stik dem nu gule kort, til de lærer det. I andre sportsgrene sker det ikke. Hvorfor skal det ske i fodbold hele tiden? Hvorfor gør vi ikke en indsats for at forhindre det? Det er rygende usportsligt, og alle ungdomsspillere lærer hver eneste gang, den går i en EM-slutrundekamp, at det er sådan, fodbold skal spilles. De lærer, at det er ok at overtræde reglerne. Konstant. Jeg er så tæt på at få et flip!

For det andet:
Hvem troede, at det dersens med de fire bedste 3’ere i puljerne ville føre noget godt med sig? Hvad er tanken bag at spille 36 kampe for at sortere turneringens 24 hold ned til 16? Er de bange for, at nogen bliver kede af det? Helt som forventet får vi en bunke gabende kedsommelige anden runde-kampe, fordi holdene som Kroatien og Tjekkiet med et point hver sikrer sig, de stadig er med i turneringen til sidste runde. Alle – ALLE – er jo med til sidste runde. Det vil være de færreste puljer, hvor man med tre point ikke vil i hvert fald være med i kampen om 3. pladsen på sidste spilledag. Så vi er igen vendt tilbage til pindsvine-fodbold og frygt for at ryge ud, der er større end lysten til at spille for at vinde og skulle frem på banen.

Øj, øj det var noget af en søvndyssende affære, Sverige og Slovakiet stod for. Særligt i første halvleg af opgøret var det vanskeligt at holde øjnene åbne. Nu blir jag galen på riktigt, tænkte jeg flere gange. Det var uambitiøst. Lange bolde. Sikkerhed før muligheden for at skabe noget. Og de virker tilfredse med det. Så ringe er de altså ikke, men de gør sig selv ynkelige med den tilgang. Den var ikke gået på et dansk landshold. Omvendt; så er der jo ikke meget at skyde med. Holdets profiler er Lindelöf fra Manchester United og unge Isak på bare 21 år, som er profil i sub-top La Liga-mandskabet Real Sociedad.

Alligevel fik de altså tre point ud af opgøret på et straffespark midtvejs i anden halvleg, og derfra var det bare at krige den hjem, og med Polen som modstander i puljens sidste kamp er Sverige nu så godt som sikre på en plads i ottendedelsfinalerne. Snupper de et point mod Polen, redder de formentlig endda mindst en andenplads.

Målmand Robin Olsen har stået to forrygende kampe. Rene lagner mod både Spanien og Slovakiet kan Sverige takke keeperen for. Der er flere situationer, hvor han hiver parader op, som egentlig burde være engangsforeteelser, men både mod Spanien og slovakkerne har han 3-4-5 redninger, der er kampafgørende. Sverige er et bra turneringslag, men jeg er nervøs for, om de har niveauet til at slå sig videre fra en eventuel ottendedelsfinale, hvis de som toer i gruppen skal møde nummer to fra gruppe D, som ud over England byder på Kroatien, Tjekkiet og Skotland. Formentlig vinder England puljen, og skotterne slutter sidst. Men kan Sverige slå Tjekkiet eller Kroatien? Det er tvivlsomt.

To kampe. To sejre. En samlet score på 5:2. Og alligevel sidder jeg med fornemmelsen af, at de 3 centrale forsvarsspillere og to wingbacks gør vold på deres lyst til levende angrebsfodbold. Højre wingback Denzel Dumfries har været involveret i alle fem scoringer, og på venstresiden høvler både Patrick van Aanholt og senere den unge Owen Wijndal op og ned af flanken. Det er et skarpt våben, de har der. Med en forrygende central midtbane med arbejdshesten De Roon, og de mere flegmatiske De Jong og Wijnaldum kan Nederlandende dominere og styre enhver kamp.

Men de påtager sig ikke ansvaret. Af og til overlader de alt for meget spil, og selv om Østrig ikke hører til slutrundens ringeste mandskaber, skal Nederlandene altså sidde meget tungere på sådan en kamp. 2-0 lyder sikkert, men det dækker over en anden halvleg, hvor Østrig fik lov at forsøge og forsøge med en masse boldbesiddelse. Det er helt unødvendigt, og jeg kan være nervøs for Oranje, hvis de løber ind i et af turneringens rigtig effektive mandskaber – aktuelt Frankrig, Italien eller Belgien – for så tror jeg, de får klø.

Østrig kunne med en enkelt scoring – trods nederlag – have spillet sig i en fordelagtig position før deres sidste kamp i gruppen, som er mod Ukraine. Men med nederlaget på 2-0, er de tvungne frem for at vinde kampen, for et uafgjort resultat giver 2. pladsen til Ukraine. Men mon ikke de fire point Østrig i givet fald vil have, er nok til at sende dem videre blandt de fire bedste 3’ere?

Følelserne sad uden på tøjet hos det danske landshold, da kampen mod Belgien gik i gang. Et dansk hold var tydeligt opsatte på at sætte handling bag ordene om at spille for Christian Eriksen. 1 minut og 40 sekunder gik der, så sparkede Yussuf Poulsen bolden i nettet til dansk føring på 1-0. Belgien så noget rundtossede ud og fandt aldrig rigtig deres fødder eller spil i løbet af første halvleg.

Efter 10 minutter var der dømt Parkens ækvivalent til efterskolers afsluttende tudedag, og i 60 sekunder blev Christian Eriksen hyldet med klapsalver, bannere og spillere, der omfavnede hinanden på banen. Et meget smukt øjeblik. Danmark fortsatte med at have fat i spillet, og træner Hjulmand havde tydeligt spottet, at Belgiens svage punkt er deres forsvarskæde, så der blev sat nålestik efter nålestik ind i et aggressivt og højt pres, hvor Poulsen og Braithwaites arbejdsiver parret med Mikkel Damsgaards voldsomt imponerende evner på bolden gang på gang drev gæk med belgierne. Det blev ved 1-0 i første halvleg, og det skulle vise sig at blive et problem.

For i anden halvleg begyndte den belgiske træner Roberto Martinez at trække på de varmeste sæder på udskiftningsbænken. Kevin De Bruyne kom ind fra anden halvlegs start, og 10 minutter senere lagde han op til Thorgan Hazards udligning. Det var ikke nok for træner Martinez, som 5 minutter senere hev Dendoncker og Carrasco ud og satte Eden Hazard og Axel Witsel i spil. Det løftede Belgien, og derfra var det reelt et spørgsmål om tid, før de ville sætte endnu et stød ind mod den ellers godt strukturerede og hårdt arbejdende danske defensiv. 70 minutter stod der på uret, da Lukaku fra Belgiens højre side drev bolden centralt, og den endte helt ovre i venstresiden, hvor De Bruyne hamrede den ind med venstrefoden helt nede ved roden af stolpen til højre for Kasper Schmeichel i det danske mål.

Det slog ikke danskerne ud, og de tog igen teten i kampen og knoklede sig tilbage og lykkedes med at skabe flere muligheder i kampens afslutning, men de kom dog ikke nærmere, end Martin Braithwaites hovedstød på trekantsammenføjningen. Dermed endte det med 2-1-sejr til Belgien efter en kamp, som begge hold kan være stolte over.

Til gengæld er der sgu noget bondeknold over det danske publikum. Vi er mega-begejstrede for, at de finske tilskuere viste klasse og sang med på Christian Eriksen-tilråb. Vi er imponerede over, at Lukaku viser sin holdkammerat ære og respekt, og Kevin De Bruyne havde åndsnærværelse nok til ikke at gå amok over sin scoring 20 minutter før tid.

Men de danske tilskuere buh’er og piber under modstandernes nationalsang. De buh’er, når Courtois må i græsset, fordi en dansker er rendt ind i ham og så videre og så videre. Mange vil mene, at det er en del af spillet, og når kampen er i gang, er det publikums opgave at påvirke modstander og dommer, så Danmark får bedst mulige vilkår for at vinde. Men man kan ikke både hylde FairPlay og nyde andre tilskueres respekt og så opføre sig som en knold uden opdragelse og forståelse for, at der er andet i verden end fodbold. Utroligt nok at jeg skal skrive det efter lørdagens episode. Vi er en flok uciviliserede, selvfede, selvglade og brovtende bonderøve. Ganske enkelt. Og måske særligt i flok under påvirkning af alkohol. Ad.

Nordmakedonien er med afstand det ringeste mandskab ved EM-slutrunden. Men de har kvalificeret sig som alle andre hold, og derfor fortjener de både respekt og beundring for at slå sig igennem fra liga C i Nations League og nu være med ved en slutrunde for første gang nogensinde.

De har tabt deres første to kampe, men både i åbningskampen mod Østrig og i dagens kamp mod Ukraine har de budt god modstand, og jeg kan rigtig godt lide, at de ikke forsøger at pakke sig til et fedtet point her og der. De spiller med åben pande, og de gør, hvad de kan.

I første halvleg mod Ukraine var det langt fra nok til at være i nærheden af point. Ukraine førte 2-0 ved pausen, og kampen så ud til at være lukket, for det var et totalt og tungt pres, Ukraine kom med i første halvdel af kampen. I anden halvleg trak Ukraine sig en smule, og så fik Nordmakedonien mulighed for at komme længere frem og fik skabt flere muligheder. Det var dog først, da de fik et straffespark, at de fik reduceret – de brændte straffesparket men scorede på riposten – og så var det pludselig en kamp, hvor Ukraine var i overhængende fare for at smide tre ellers meget sikre point.

I kampen sidste 10 minutter fik Ukraine et straffespark efter en VAR-dom for hånd på bolden og hardhitteren Rusland Malinosky, som til daglig render rundt i italienske Atalanta, påtog sig at sparke. Det var dog et sølle spark, som blev reddet af den ret skarpe keeper for Nordmakedonien, Dimitriev. Dermed holdt spændingen helt til sidste fløjt, men det blev altså ved 2-1 til Ukraine, der nu kan se frem til en direkte duel med Østrig i sidste runde om puljens andenplads.