Forfatter: Vilster2021

Det er tid igen. En række sportsmennesker har været i garagen og støvet den gamle kasse med klicheer af, og vi har fået fornøjelsen af den evindelige traver, at nu er det tiden at “Football’s coming home”. Ved I, hvorfor den bliver ved at være aktuel? Fordi Football eddermame ikke gider home, hvis det er England, der kalder. De åbnede deres EM-slutrunde med en helt igennem forfærdelig fodboldkamp mod Kroatien.

Det hele er lagt til rette. 6 af 7 kampe kan England få på hjemmebanen Wembley, så spiller de finale foran deres eget publikum. Jeg lover, hvis de er i nærheden af finalen 12. juli, så græder jeg mig i søvn på fodboldens vegne. De er ikke et specielt godt fodboldhold.

Pickford i målet står for et hold, der hører til midt i Premier League. De centrale forsvarsspillere kan løbe, tackle og heade, men som moderne forsvarsspillere, der skal sætte spillet i gang – forsvarerne er de første angribere – findes der ikke mange, jeg nødigere vil have på mit hold end det centrale engelske forsvar. Midtbanen med Calvin Phillips fra Leeds – også et midterhold i Premier League – samt Declan Rice fra West Ham er fodboldmæssigt ikke god nok, og sandt er det, at Sterling, Foden og Mount er gode boldspillere, men det er de i klubberne primært i kraft af det vanvittige influx af verdens bedste internationale spillere, og i front er Harry Kane en notorisk målskytte, mens hvis jeg måtte vælge mellem fx Kane og Lukaku, ville jeg vælge belgieren 11 af 10 gange. Ja. 11 af 10!

Nu vandt de kampen 1-0, og så kan vi godt forberede os på endnu en omgang meningsløs eufori. Jøsses, hvor jeg hader engelsk fodbold.

Power ranking:
1 Italien
2 Belgien
3 Finland
4 England
—
12 Schweiz
13 Wales
—
21 Kroatien
22 Danmark
23 Rusland
24 Tyrkiet

Der er jo ytringsfrihed i Danmark. Og det er vi nok nødt til at holde fast i. Det er en herlig måde at få udstillet den totale idioti, der præger en hel del mennesker, når de ytrer sig offentligt. Hvad jeg har helt og aldeles svært ved at forstå er, at de her mennesker – som her nedenstående de to rædderlige Manniche-fruentimmere – bliver ved at få taletid. Hvem er det, der opfordrer dem til at blive ved med deres ufunderede vrøvl?

Hvorfor er vi blevet et konsekvensløst samfund, hvor man kan sige, råbe, skrive lige præcis, hvad man vil – og en time, en uge eller et par uger senere er man tilgivet og kan begive sig videre ud i livet som minister, selv om man etisk har knaldet et barn, som minister, der gennem 25 år svindler og bedrager med offentlige midler for egen vinding – eller som journalist, der enten rager på, knalder eller intimiderer mennesker, mænd, kvinder, kolleger, vidner og interviewpersoner og så bare bliver ansat hos den første, den bedste Rakkerpak-virksomhed efterfølgende. Eller som chefredaktør overtræder loven, får sig en fængselsdom og “så har man udstået sin straf”. Ja, det har man, men man har eddermame ikke krav på at indtræde i rangordenen igen på et niveau, hvor man alt for let bliver fristet til endnu engang at overtræde grænser, regler og love for egen vindings skyld.

Hvad er det, vi lærer hinanden ved gang på gang at lade folk slippe så let fra at optræde elendigt? Vi lærer både dem og vores unge mennesker og børn, at det er helt ok. At det faktisk er tæt på den eneste måde at opnå en form for anerkendelse i samfundet; Hvis vi tramper og træder og råber og skaber os, alt hvad vi kan. Føj for helvede.

Det lyder jo helt vildt at sige det. Belgien har toppet FIFAs verdensrangliste meget, meget lang tid. Men deres EM-åbningskamp mod Rusland bekræftede en fornemmelse, jeg har haft et stykke tid. Når de ekstremt skades-sårbare De Bruyne og Eden Hazard ikke er i topform, er det belgiske mandskab allermest middelmådigt med en helt forrygende Romelu Lukaku i front.

Bevares, Courtois i målet er langt over middelmådig. Men forsvaret er i bedste fald middelmådigt. Vertonghen, Alderweireld og til dagens kamp Boyata er ikke topklasse. Tielemans og Dendoncker på midten er heller ikke verdensklasse, og selv om jeg holder meget af Carrasco, Mertens og Thorgan Hazard, så er det altså ikke verdensklasse. Måske er det derfor, belgierne aldrig rigtig vinder noget for alvor. Det ser godt ud. Når De Bruyne og Eden Hazard rammer topniveau, er de skræmmende. På papiret. Men “Show me the pokaler”. Nej, vel, der er ikke meget at vise frem.

De slog her til aften et absolut ikke skræmmende russisk mandskab, og med sejr mod Danmark kan finnerne med rimelighed sigte efter en sejr mod Rusland i næste kamp og vel dermed i praksis booke billet til ottendedelsfinalerne allerede. Og Danmark skal absolut ikke give op på forhånd. Det her belgiske mandskab kan vi godt spille op med. Selvfølgelig allerbedst med Christian Eriksen, men nu må vi gøre forsøget uden.

Power ranking:
1 Italien
2 Belgien
3 Finland
—
12 Schweiz
13 Wales
—
22 Danmark
23 Rusland
24 Tyrkiet

Jeg har ikke noget at tilføje til situationen med Christian Eriksen. Kun at jeg er imponeret over reaktion og åndsnærvær hos de involverede, og at jeg håber, de positive meldinger om Christian Eriksen står til troende og varer ved.

Men på fodboldbanen! Da uret rundede 58 minutter, tænkte jeg, at det her var finnernes bedste chance for at få point ved denne slutrunde. Kampbilledet tilgodeså dem fuldstændig. Kynisk betragtet inklusive situationen med Christian Eriksen, der gav kampen et endnu mere rodet forløb med masser af afbrydelser, og den træthed, som Danmark skulle have profiteret af, efter en times spil ramte aldrig finnerne, fordi kampen blev afbrudt efter 40 minutter, og så var der en lang pause. Kort genoptagelse. Endnu en kort pause, og så manglede der bare en halvleg, mens finnerne stadig var stort set friske som ved kampstart.

Det er ikke ufortjent, Finland vinder. Deres gameplan var klar, tydelig og ydmyg fra første fløjt, mens danskerne – forståeligt; særligt som tingene formede sig – virkede ved siden af sig selv. Det kunne vel være gået to veje. Et forløst dansk mandskab i ren eufori over meldingen om Christian Eriksens tilstand ville folde sig ud og banke finnerne. Eller, som det skete, et dansk hold tydeligt mærket af situationen formåede ikke at skabe chancer, pres og muligheder, og dermed endte det med et dansk nederlag. Det er tre ærgerlige mistede point, men jeg vil være helt ærlig at sige, at jeg synes både de finske fans og spillere viste så stort format undervejs, at det sådan set var helt ok med mig, at de fik pointene. Vi tager bare de tre næste, når det gælder Belgien.

Power ranking:
1 Italien
2 Finland
—
12 Schweiz
13 Wales
—
23 Danmark
24 Tyrkiet

Lad os begynde med, at det foregår i Baku, Aserbajdsjan. Hvorfor UEFA bliver ved at placere relevante fodboldbegivenheder i denne udørk af en fodboldby er komplet uforståeligt. Stadion er tæt på tomt, og der er kun lige akkurat lige så ophidset stemning som til et menighedsrådsmøde, der ikke har beslutningskompetence i forhold til stauderne på bagsiden af den lokale kirke. På bandereklamerne står der “Qatar Airways – See you in Qatar 2022”. Og det kan man jo frygte, de får ret i. Hvorfor bliver sådan en kamp ikke spillet et sted, hvor der kan være 20.000-25.000 tilskuere fra Schweiz og Wales? Det er noget rod, og det fjerner fodbolden fra sit publikum. Det tror jeg ikke er klogt.

Hvis man ikke har overgivet sig til fodbold som koncept, er det sådan en kamp som Wales – Schweiz, der får folk til at kradse hovedbunden til blods og undrende slå ud med armene og spørge: “Hvorfor gider I dog glo på det?”. Og spørgsmålet er forståeligt. Men hvis man har overgivet sig, ved man, at der skal 10-15-20 og nogen gange flere gange Wales – Schweiz til, før man løber ind i et opgør med samme intensitet og hjerte som Italiens åbningskamp ved slutrunden. 1 af 2 er ikke en dårlig statistik, og vi kan med al rimelighed forvente, at der kommer flere opgør som Wales – Schweiz. Flere kampe, hvor mandskaberne holder mere på former og på struktur end på at levere levende, vibrerende fodbold fyldt med gnist, gejst og optimisme.

Efter 14 minutter gabte jeg første gang, og da kampbolden efter 20 minutter måtte udskiftes som følge af punktering, var det et næsten urimeligt fint symbolsk billede på en første halvleg, der på ingen måde er god reklame for fodbolden. Schweiz prøver, og de to offensive backs, Ricardo Rodriguez og Mbabu, er en fornøjelse, mens resten af aktørerne ærlig talt havde gjort os alle en tjeneste, hvis de i stedet havde taget en uge på Mallorca med All Inklusive, Speedos og en liggestol, for som underholdning betragtet er det godt nok ikke mange mønter værd.

I går afsluttede jeg Italien – Tyrkiet-teksten med en forventning om, at Wales og Schweiz må have slikket sig om munden ved udsigten til tyrkernes manglende evne. Nu tror jeg, de grupper, som skal parres med nummer 2 og eventuelt nummer 3 i denne gruppe, så småt ser frem til det tætteste, man kommer på en walkover i en EM-ottendedelsfinale. Jøsses det har været skidt. Mægtig skidt.

2. halvleg leverede i det mindste to scoringer, og den schweiziske Breel Embolo spillede sig op og scorede det enlige mål for Schweiz og serverede flere muligheder for holdkammeraterne. Af besynderlige årsager havde kampens danske kommentatorer frarøvet den walisiske angriber Kiefer Moore muligheden af henholdsvis fornavn og efternavn, så han blev kampen igennem omtalt som “Kiefer-Moore”, men det tager næppe glæden fra ham, for han udlignede, da Wales midtvejs i halvlegen var med i kampen i 5-7 minutter, og det var altså nok til at nappe det ene point. De sidste fem minutter skulle vel forestille at være spændende, men jeg må indrømme, jeg småsnorkede lidt på sofaen. Nu venter Danmark – Finland. Der er lagt op til folkefest i Parken. Det bliver 16.000 galpende rød-hvid-klædte over for finsk sisu, og mon ikke finnerne ender som ‘Jokke’, mens danskerne kan fejre sejren. Det håber vi.

Power ranking:
1 Italien
—
12 Schweiz
13 Wales
—
24 Tyrkiet

Fodbold vendte tilbage. Med tilskuere og af alle steder med åbningskamp i det evige Rom. Med balloner, med Andrea Bocelli og Nessun Dorma. Og ingen faldt da efterfølgende i søvn – om vi lige frem fandt fodboldens version af Prins Calaf er vel mere tvivlsomt, men hvad der aldrig var tvivl om er, at jeg personligt har overvurderet tyrkerne en anelse.

Åbningskampen stod mellem Italien og Tyrkiet, men det er en overdrivelse at kalde det en kamp. I første halvleg stod Tyrkiet dybt, tungt og nogenlunde effektivt, men selv da kom Italien frem til flere muligheder særligt via samarbejdet over venstrekanten med Spinazzola og Insigne. Et samarbejde så velfungerende, at det virkede som honning på en bi helt ovre fra højrekanten, hvorfra Berardi flere gange søgte over for at blive serviceret bedre end Florenzi formåede på højrekanten.

2. halvleg åbnede på samme vis, men da Florenzi var flået ud og erstattet af Di Lorenzo fik højrekanten samme schwung som venstre og bare 8 minutter inde i halvlegen slap Berardi igennem til baglinjen i feltets venstre side og hamrede den i høftehøjde ind foran mål, hvor den Juventus-ejede tyrkiske forsvarer Demiral stødte bolden i eget net.

Det åbnede kampen en my op, og det gav os et blik mod fremtidens Italien. Bølge efter bølge kom buldrende. Begge kanterne – Spinazzola og Di Lorenzo – blev ved at hjælpe den offensive trio i form af Insigne, Berrardi og Immobile, og det blev til yderligere scoringer af Insigne og Immobile. Og kunne snildt være blevet til endnu flere.

Stor kamp af de italienske backs (minus Florenzi, som må stå bagerst i køen til startplads næste gang) og solid indsats af en midtbane med Jorginho, Locatelli og Barella. Pellegrini måtte rejse hjem kort før åbningskampen, og på tribunen sad Marco Veratti og hyggede sig. Italien skiftede unge Chiesa og evige Belotti ind i kampens afslutning og understregede dermed, at der fremme på banen er meget at skyde med.

Tyrkernes eneste reelle forsøg stod Cengiz Under for, da han sent i anden halvleg forsøgte at løbe en kontra selv over for tre italienere, og hans afslutning blev blokeret af forsvaret og holdt af Donnarumma i målet. Men det antydede, at Italiens største udfordring skal findes i det aldrende oldboys-forsvar med Chielini og Bonucci. Der må da være bedre boldspillere til landsholdet i en nation, hvor det er en ære at spille de defensive pladser. De to Juventus-folk kan koste dyrt, når Italien møder stærkere modstand end den på aftenen helt og aldeles tandløse Burak Yilmaz i front for tyrkerne.

Wales og Schweiz må have slikket sig om munden, for de kan med sejr i det indbyrdes opgør i dag næsten sikre sig en andenplads i gruppen. Tyrkiet kommer ikke til at besejre nogen af dem, med mindre de løfter sig 80-90%. For selv om Italien var effektive og giftige på omstillinger, så spillede de jo altså ikke en fantastisk, forrygende fodboldkamp. De mødte bare en virkelig ringe modstander.

Foreløbig power ranking
1. Italien
—
24. Tyrkiet

Nu lysner det i horisonten. Snart er Danmark så fri af coronaens tag, at vi kan smide mundbindene, sende tusindvis af tilskuere til fodboldkampe og koncerter, og lige om lidt er bordet drejet, så det bliver alle de mennesker, der ikke jubler højlydt ved udsigten til kolleger, nærvær, evige kram og konstant fællesskab, der må finde sig i et samfund, der igen er til glæde for et ekstrovert samfund med fokus på at forbruge sammen.

Jeg har ikke nogen forkromet pointe. Blot en kort fortælling om, at jeg i pinsen var medhjælper hos DM i Padel, der blev afholdt i Odense. Forsamlingsrestriktionerne på det tidspunkt dikterede, at der måtte være højst 50 personer i hver af de to haller, hvor arrangementet blev afholdt. Vi hyggede. Jeg har savnet Padel. Det er stadig dejlige mennesker. Overvejende. Og det føltes helt normalt i et par dage. Da jeg kom hjem, fik jeg en sms fra min kammerat, som fortalte, at flere ved stævnet var testede positive efterfølgende. Blandt andet én, jeg havde talt længe og intenst med. Så jeg fik et opkald fra statens smitteopsporing og måtte af sted til en test.

Nu har jeg i en periode levet fra sommerhus til sommerhus, så med bopæl i Øster Hurup og kun adgang til offentlig transport, måtte jeg køre med to forskellige busser i samlet halvanden time for at komme til Hobro, som var nærmeste sted med ledige testtider. Besynderligt nok skulle jeg testes sammen med “almindelige” mennesker. Jeg havde forestillet mig, jeg skulle ind af en særlig indgang, hvor personalet var iklædt beskyttelsesdragter ‘a la Outbreak, men det var et helt normalt testcenter. Det tog 10 minutter, så var jeg ude igen og kunne så vente en time på en bus, der kørte mig halvanden time tilbage til Øster Hurup.

Mindre end 24 timer senere kom svaret, og den var god nok. Positiv. Jeg har stadig ikke helt fattet dags-regnestykket. Jeg skulle testes på 4. og 6. dagen, men da den første var positiv, behøvede jeg ikke test 2. Men det gav mig et bud på dage. Som jeg læste mig til, fik de fleste symptomer mellem dag 2 og 12. Flertallet i dagene 5 – 7. Og jeg fik symptomer fra om søndagen, som vel var min dag 7. Cirka. Det var ikke voldsomt, men jeg havde feber. Høj feber. Mild feber. Hoste og jeg var meget tilfreds med, at der kom slim med op, for den tørre hoste fik dårlige anmeldelser alle vegne. Jeg mistede appetitten (!?) og gik 5 dage uden at spise andet end en blomme og måske en banan pr. dag. Kræfterne forsvandt, feberen blev ved, og den blev krydret med kuldeture, diarre og opkast.

Folk fortalte mig, at jeg nok skulle glæde mig over, at jeg havde en mild omgang – jeg tænker modpolen må have været indlæggelse og respirator – men det var altså noget andet end en sædvanlig influenza. Mest fordi det blev ved. Og ved. Og ved. Nu er jeg symptomfri. Feberen er væk. Og jeg har fået noget af appetitten igen. Men jeg er helt og aldeles kraftesløs. Jeg går ture hver dag. Den længste tur har været på 35 minutter, og når jeg vender tilbage til hytten, må jeg ligge på sofaen og samle energi i halve og hele timer. Det er svært at vide, hvor meget skyldes medfødt dovenskab, og hvor meget der er eftervirkninger fra sygdom, men rart er det altså ikke.

Jeg er temmeligt heldigt stillet, at jeg kan holde næsten fri og skære ned på arbejdsopgaver, så jeg ikke er tvunget til at sidde og kæmpe mig igennem latterlige opgaver, som produkttekster eller beskrivelser af lufthavne i den anden ende af verden, som jeg ellers har gjort i en periode. Det har jeg bare kastet fra mig, for det orker jeg ikke.

Så eh … hvad er pointen? Tjah, jeg vil måske bare sige, at så smertefrit synes jeg sgu ikke, det er. Måske er jeg mere pylret eller ømskindet end de fleste – men det synes jeg nu ikke plejer at være tilfældet. Måske var jeg faktisk heldig. Men jeg synes nu alligevel godt, at vi kan prøve at holde fast i, at det altså ikke er helt normalt at blive syg med det hersens skrammel. Men jeg er all pro, at I bare giver den gas. Nu har I lidt nok alle sammen. Slå jer løs. Så skal jeg nok selv passe på mig selv. Men jeg håber, det er ok, at jeg lige samler både kræfter og mod lidt endnu, før jeg synes, det er megafedt at forsamles igen. Ikke fordi jeg er bange for at blive smittet igen. Men fordi så fedt har det sgu aldrig været med de store forsamlinger. Det er ikke for mig. Sorry.

Jeg har lige gen-set de fire Hunger Games-film. Nu – ved 3. eller 4. gensyn – undrer det mig, at jeg i begyndelsen havde svært ved at kategorisere filmene som enten børne- eller voksenfilm. Jeg syntes dengang, der var noget Harry Potter over dem, som gjorde det en anelse barnligt at se dem. Men det er jo helt og aldeles barske dystopier, som børn ikke skal udsættes for. Jeg græder mig i hvert fald gennem dem hver eneste gang.

Men da de har Quarter Quell og bygger en kuppel til legen, holder jeg alligevel op med at tude. Jeg har tænkt på de der kupler siden Truman Show. Hvis man kan bygge sådan en kuppel, hvorfor gør vi så ikke det? Det vil give landmændene præcis det vejr, de ønsker. Det vil give os andre mulighed for ikke at få regn, når der er udendørs konfirmation eller bryllup. Og måske kan de endda konstrueres, så vi selv opsuger og neutraliserer vores udslip af giftige stoffer i atmosfæren. På den måde kan planeten jorden få lov at trives uden vores rovdrift, og vi kan leve vores liv, som vi nu ønsker i de forskellige kupler – eller én stor.

Jeg forestiller mig 5-6-7 store kupler placeret strategisk rundt omkring, og så skal der så være plads til godt en milliard i hver. Men vi har jo for filen også god plads. Hvad hvis man for eksempel lavede kuplerne på havbunden? Ville det så være en trussel for os, når polerne smelter, og der er så meget vand i verden, at det meste af planeten bliver oversvømmet (Waterworld-style!)? Skal man så kunne komme fra den ene kuppel til den anden? Vil der være velstandsforskel fra kuppel til kuppel? Skal de beskæftige sig med forskellige erhverv, så man har en tech-kuppel, en finans-kuppel, en produktions-kuppel og så videre? Ej, det ved jeg jo ikke, men kunne vi bygge sådan en flok kupler?

I øvrigt påfaldende at i Danmark, hvor mange har sværere og sværere ved at se den stigende hverdags-racisme, er det at indføre et Corona-pas for de selvsamme mennesker udtryk for den vildeste diskrimination.

Blah-blah-blah og noget med en bjælke og en splint

Der er gået to måneder, hvor jeg intet har haft på hjerte. Det har været skønt. Men nu går den ikke længere. Hvor er det dog synd for Naser Khader, at han er blevet ramt af stress. Og tilsyneladende er det opstået, fordi Berlingske offentligt har fortalt, hvordan Naser Khader har opført sig. Det kan være utroligt ubehageligt på den måde at blive konfronteret med sin egen dårlige opførsel.

I det mindste giver det anledning til endnu engang at undre mig over, hvorfor vi har skabt et system, hvor medlemmer af Folketinget har andre muligheder, rettigheder og friheder end resten af samfundet. Nu har Naser Khader godt nok afleveret en læge-erklæring, men det er sgu nok også lettere (undskyld, hvis det træder nogen læger over tæerne) at få en lægeerklæring, hvis man sidder i sit nydelige jakkesæt med lidt uglet hår og er et kendt folketingsmedlem, end hvis man er Dan fra Odense Syd (fx – tag det roligt!) og sidder i hullede joggingbukser med fedtet hår, lugter af sved og har grådstriber ned af kinderne, og man er blevet skilt og har brug for en pause fra sit job. Lidt lettere. Bare lidt. Så lægeerklæringen er sgu da det mindste.

Så kan man så gå derhjemme uden krav om at møde op på jobcenter, uden trusler om at miste indkomsten og uden nogen som helst form for kontrol. Det er jo himmelsk. Det er jo sådan, vi burde behandle alle syge mennesker. Med tillid, med støtte og med ro, fred og tid til at komme sig. Så der er intet galt med den fine ordning, Folketinget har lavet for syge medlemmer af Folketinget. Det skulle da lige være, at den kun gælder for medlemmer af Folketinget. For alle andre skal gå bodsgang, skal finde sig i trusler fra det offentlige og et evigt hængende Damokles-sværd over hovedet med trussel om både erhvervsmæssig og social eksklusion, fordi man tillader sig at være syg, og vé den, der er syg længere tid end den til rammen fastsatte mængde tid, for så er man da helt sikkert en fusker, svindler og nasser. Ikke en Naser. En nasser.