Et link til Zetland: Hvordan 1.004 unge blev sigtet i historiens største sag om distribution af børneporno. Her er hele historien fortalt gennem sigtede, politiet og en (meget) nervøs mor
Jeg håber, det virker. Måske er der en spærring. Hvis der ikke er, tror jeg, det er ok som medlem af Zetland at dele artikler.
Det er i hvert fald et fint eksempel på kvaliteten af deres journalistik. Fremragende, synes jeg. Og selvfølgelig særlig interessant for mig, fordi jeg var hos politiet, da sagen kørte. Kun med et begrænset bidrag i form af en pressemeddelelse om de ramte i den sydsjællandske politikreds men alligevel …
Kategori: Dagbog
Vrede er sjældent frugtbar, men jeg tåler ikke mobning
Ok. Det her er i virkeligheden allermest et forsøg på at skrive frustration ud. Jeg er fuldt ud bevidst om, at der er mange andre meget mere hensigtsmæssige måder, jeg kunne – og måske endda burde – have reageret på. Men here goes …
Én af de ting jeg ofte hører mig selv sige til vores elever er, at når de laver ballade, når de glemmer at lave noget, de skulle have gjort, eller når de på andre måder kommer i søgelyset, så synes jeg personligt, det værste, man kan gøre er at forsøge at undslå sig konsekvenserne eller decideret at lyve for at benægte.
Det er én ting, når det drejer sig om materielle ting. Når de er kommet til at lave 60 huller i vægge og lofter i et pool-rum med kø’en. Det er én ting, hvis de kommer til at knuse en rude i kåd leg og den slags. Men noget helt andet er den behandling de giver hinanden. Den helt igennnem nådesløse udskamning, fnisen i krogene, sociale udskamning og deciderede personhetz, der opstår, når 120 knap færdigbagte unge mennesker pludselig skal bo på samme matrikel. Og endda være langt væk fra hjemmet og de vante rammer. Jeg taler om mobning i alle de varierende afskygninger.
Det foregår også på vores skole. De ramte elever kan være bekymrede for at sige til. For de ved jo godt, at risikoen ofte er en endnu mere udsat position i fællesskabet. Og når de voksne bliver involverede, så rykker de unge næsten per refleks tættere sammen og skygger for handlingerne. På dén måde har det sin helt egen selvjustits, men problemet er jo, at de som rovdyr lugter, hvor smerten er størst, hvor mobningen gør mest virkning, og hvor det er mest vanskeligt at slå igen.
Og hvis jeg var 16 år, og alle mine skolekammerater besluttede sig for at være imod mig. Grine af mine deller på sidebenene. Eller mine altid velvoksne man-boobs. Så ved jeg ærlig talt ikke, om jeg ikke som forsvar ville forsøge at krybe langs væggene og kravle i et musehul ved først givne lejlighed. Det har i hvert fald aldrig været min første refleks, at det skal da siges til de voksne.
Vi har netop drøftet det på lærermøde i dag. Enedes om at gribe fat i de elementer på skolen, som vi oftest hører om, når nogen endelig fortæller, at de føler sig chikanerede. Heldigvis enedes vi også om at invitere en anti-mobbekonsulent, for jeg må indrømme, jeg føler mig temmelig magtesløs. Hvad skal jeg gøre ved det? I forrige uge greb et par elever fat i mig med nogenlunde denne ordlyd:
“Vi kommer til dig, fordi vi stoler på, at du ikke bare farer ud og råber op som det første”
Som jeg forstod det, drejede det sig om et par elever, der nok vidste, at hvis jeg stillede mig fællessalen og udbasunerede, hvad jeg mente, om de navngivne personager, ville det give bagslag. På den måde er det et tveægget sværd. For jeg kan sagtens give efter for mit raseri – jeg H A D E R mobning, og jeg foragter mobbere. Men ved de mon overhovedet selv, hvad det gør ved de ramte? Jeg håber det næsten ikke …
Hvad vil det betyde for de ramte elever, når det bliver italesat? Får de en bedre eller en værre hverdag ud af det? Jeg ved det ikke, og derfor glæder jeg mig, til der kommer professionel hjælp, for jeg kan simpelthen ikke tåle at vide, det foregår lige under næsen på mig, når jeg føler mig så helt igennem magtesløs. “Vi må jo tale om det”, er vel en slags voksen reaktion. Men tror vi virkelig selv på, at det hjælper? Jeg aner ikke, hvilke knapper jeg skal trykke på …
Efter lærermødet skulle vi i kirke. Eller det vil sige, eleverne skulle til julegudstjeneste med vagtlærerne, og de lærere, der ville med frivilligt. Jeg besluttede at gå med, fordi når eleverne skal, skal jeg også. Og så alligevel … For mobberne havde slået til igen. Lagt en pakke et ondskabsfuldt sted på skolen med et indhold specialdesignet til at ramme modtageren lige dér, hvor det gør allermest ondt: På det personlige plan. En rigtig grim ‘gave’. En stinker. En godhjertet kollega tog pakken med i fællessalen inden afgang til kirken og bad dem, der havde kreeret pakken om at melde sig selv til en snak.
Dem, der altid bliver nævnt i sammenhæng med dårlig opførsel, er ofte også dem, der reagerer med størst benægtelse i den situation: “Åbner I virkelig de gaver, vi får her på skolen? Må I godt det?” og “Så må vi jo have en løgnedetektor-test”. Flabet. Manipulerende. Og decideret i ond tro. Men vi har jo ingen beviser. Så min kollega endte rødglødende af raseri.
Mens jeg måtte give fortabt og droppe turen i kirken. For jeg ville ikke kunne holde ud at tilbringe 5 minutter i selskab med de elementer, som har gjort noget så ondskabsfuldt og så ikke engang har anstændighed nok til i det mindste at indrømme det. Det er drøn-ærgerligt for de mere end 100 elever, vi har, som godt kan opføre sig ordentligt. Men jeg er kun et menneske. Og jeg bærer mine følelser på ydersiden. Næsten altid. Det er for det meste godt, fornemmer jeg. Eleverne kan mærke, jeg er til stede, og at jeg vil dem noget. Men det betyder også, at jeg svigter dem af og til, når de får presset mig ud over mine grænser.
Det kunne godt være en slags nytårsforsæt: At jeg skal blive bedre til ikke at lade mig gå på. At jeg skal blive mere professionel (Selv om jeg vil hade ikke at have følelserne med på job, når jeg nu arbejder med andre mennesker!). Det kunne godt være en slags nytårsforsæt. Kunne. Der er heldigvis længe til den 31.12. Så nu ser vi.
(Jeg er lidt mindre rasende – men stadig ikke helt mig selv endnu!)
(Og jeg satte faktisk først 4 ! efter endnu – det var kun med opbydelsen af al min sproglige correctus, at jeg fjernede de 3 overskydende. Sur)
Næste kapitel i “The Book of Vilster”
Tjaeh, der er sådan set ikke noget stort på bedding. Men i strømmen af ‘glemte posts’ jeg har stående på min liste, hedder det næste “Mit liv – planer”. Det synes jeg ved nærmere eftertanke ikke er sådan en særligt dækkende titel. Så jeg fandt på en anden. Men det skal nu stadig handle om mine planer – og det kan snildt blive langt. Og selvsmagende.
Consider yourself warned!
Hvad er min plan? Stort spørgsmål. Hvad er jeg i gang med eller på tærsklen til? Det sidste er lidt lettere at besvare. Jeg er stadig i gang med meritlærer-uddannelsen. Stille og roligt. Lige her er jeg skildpadden. Det er nogenlunde overkommeligt, og jeg lærer egentlig ganske solidt af stoffet. Så den umiddelbare plan er at kravle videre mod en fuld og færdig uddannelse som lærer.
I den boldgade overvejer jeg, om jeg på en smart måde kan få afsluttet mine halvfærdige universitetsstudier – både fordi det er en slags genvej til en uddannelse, der matcher mit job som dansklærer, og fordi det også ville åbne flere muligheder som fx at undervise på gymnasielt niveau også. Så det er jeg ved at samle mod til at gøre noget ved. Har ikke rigtig lyst til at sætte gang i noget i relation til studiet i Odense, fordi ekshustru og ny mand begge arbejder ved dét relevante institut. Så jeg leger med tanken om at overføre mig selv til Aarhus. Jeg er i gang men langt fra i mål med den del af planen.
Hvad med jobbet som efterskolelærer? Det er stadig skægt. For første gang i mit liv er jeg gået ind til et job med en bevidsthed om, at der vil være både gode og dårlige dage. Og det er der. Men arbejdet med samværet med de unge mennesker er helt igennem givende, vidunderligt og fantastisk. Jeg ELSKER det ❤️ Shit, unge mennesker er dejlige. Så jeg er glad som efterskolelærer. Drømmen på sigt er stadig at bevæge mig fra esport og design til en skole, hvor jeg kan have idræt og i særdeleshed fodbold i fokus. Men jeg lærer stadig hver eneste dag, så indtil videre er jeg tilfreds, hvor jeg er.
Og det er jeg blandt andet også, fordi jeg i det nye år begynder på et nyt kapitel som fodboldtræner. Det lokale herrehold måtte i efteråret bide i den helt sure gamle Brilliant-bold og kapitulere i serie 2, så når vi begynder træningen den 19. januar, er det som serie 3-hold. Det skal nok blive sjovt. Og hårdt og udfordrende. Jeg glæder mig helt vildt til at få fodbold tættere på igen. Jeg tænker også, at det er en god måde at komme tættere på det lokale miljø hernede i Højer – en dybere forankring kan det vel kaldes.
Hvad med kærligheden? spørger jeg af og til mig selv. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft det svært på den front siden skilsmissen. De sparsomme dates, jeg har vovet mig ud på, er endt med afvisninger i den ene eller anden form. Nogen blidere end andre.
Den charmerende slå-smut-med-mandeløjnene Ecco-pige mente, jeg var for langt væk, da jeg flyttede til Næstved. Et par andre har ment, at vi “lever livet i forskellige tempi” – altså at jeg var for doven til dem. Og senest var det en pige på dating.dk, der mente, jeg var alt for overvægtig til, at hun kunne tænde på mig. Men det skulle jeg “ikke tage personligt, for hun vidste godt, hvordan det var. Som førtidspensionist blev hun også ofte valgt fra på forhånd” … Så det er vel også så som så med selvtilliden på den front.
Jeg fornemmer på jævnaldrende kvinder, at det med børn er blevet enormt nærværende for dem. Så det har jeg også tænkt en del over. Skal-skal ikke? Egentlig havde jeg vel besluttet og affundet mig med, at det ikke skulle være – der er masser af gode argumenter mod: Klima, Co2-udledning, overbefolkning, mine egne manglende evner til at slå rod osv osv. Men der er også et helt enkelt og indlysende argument for: Det er – må simpelthen være – det mest fantastiske, man kan opleve som menneske.
Eleverne på skolen giver mig jo også en noget mere intens oplevelse af, hvordan det må være – godt nok sent i barn- og ungdommen men alligevel … Det sker næsten dagligt, at jeg får lyst til at adoptere en eller flere af eleverne. Så et eller andet sted er der nok et gen eller noget, der klør og knager og knirker med lyst til at være med til at skabe et lille nyt menneske. Eller måske bare at være noget for nogen – det behøver måske ikke være et nyt menneske. Det kan jo også være eksisterende mennesker. Som jeg er det hver dag i mit job på skolen.
Såeh … jeg tænker, at det næste kapitel for en gangs skyld er noget med at stikke snuden i sporet og klø på, lige der hvor jeg er nu. Lære af hver eneste dag på skolen. Blive en bedre underviser. Et mere empatisk og nærværende menneske. Knokle med uddannelse i flere forskellige former. Og springe rundt i rollen som fodboldtræner.
Det er planerne. De konkrete. Hvad med alt det fluffy? Jeg vil gerne være mere, for dem jeg holder af. Jeg vil altid være mere. Tror noget af det værste, jeg kan forestille mig, er, hvis jeg ikke får fortalt og vist og krammet ud, hvordan jeg har det. Hvis folk ikke i tide får fortalt, hvor meget jeg sætter pris på dem. Hvor meget deres handlinger, kærlighed, empati og liv betyder for mig.
Det gælder familie. Det gælder venner. Nære og knap så nære. Det gælder kolleger, elever og alle mulige andre, jeg løber ind i. Der er ikke så meget andet at gøre end at dele ud af sig selv, tror jeg. Min ven, Lars Lilholt, sang engang: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys”. Måske nok mest i overført betydning. Men jeg tror, han har ret. Tænd lys for dem, du holder af. Tænd dem både i bogstavelig og i overført betydning. Vær et lys. Vær en støtte. Vær en ven. Vær en kær. Vær nær. Elsk hinanden. Vis det. Og sig det. Højt.
Jeg tror, det bliver fredeligt uden sociale medier
Mit gæt er, at jeg var en af de allerførste danskere, der fik en profil på Facebook. Tilbage i 2007 var jeg på udveksling i USA, og dér oprettede jeg en profil. Jeg lukkede den hurtigt, da jeg kom tilbage til Danmark, for dengang virkede det netop som det, det var tiltænkt: Et lukket forum for amerikanske studerende. Der var ikke mange danskere at interagere med. Det har ændret sig siden …
Ifølge Wiki er sociale medier:
Sociale medier (forkortet SoMe) er internet-Apps (applikationer/programmer) der muliggør en hurtig udveksling af samtaler, billeder mm. mellem forskellige personer, kendte som ukendte. Forkortelsen; SoMe er første gang registreret af Dansk Sprognævn i 2012.
Siden 2007 har jeg deltaget, bidraget, kigget og fordøjet i større eller mindre omfang via platforme som facebook, twitter, instagram, snapchat, pinterest, linkedin, google+, vine, youtube, vimeo, tumblr, flickr, medium og (meget kortvarigt) foursquare. Udviklingen er gået hurtigt på nogle af platformene. For hurtigt for andre. Og gået i stå på atter andre. Efter nu snart elleve hele år med sociale platforme på godt og ondt er jeg nået til den konklusion, at mit liv bliver bedre uden.
Jeg siger ikke, alles liv ville være bedre (men det mener jeg måske nok), men jeg vurderer, at mit eget liv bliver bedre. Jeg er begyndt at skrive en smule hver aften ved sengetid. I et noteshæfte. Med blyanter. Og jeg lavede i går aftes en liste over alt det, jeg glæder mig til at have bedre tid til efter nytår, hvor jeg har besluttet at lukke den sidste af mine profiler på sociale platforme. Der er meget på den liste.
Først og fremmest glæder jeg mig til at skabe et andet reaktionsmønster, når jeg momentant keder mig end at gribe efter mobilen og meningsløst skøjte rundt mellem platforme, der kan slå tiden ihjel for mig. For det er en automatreaktion. Når jeg venter hos lægen. Når jeg venter på andre til en aftale. Hvis nogen skal et smut på toilettet, ryger telefonen frem. I biografen mens jeg venter på, filmen begynder. Når jeg ser fodbold – både på tv og stadion – ryger telefonen frem i pausen. Ved hjørnespark. Ved indkast. Ved alle skader, der kræver behandling. Når jeg sidder til møder, som keder mig (jo, de findes!), lister jeg forsigtigt telefonen frem og tager på rundtur. Når jeg er på toilettet, bruger jeg tiden til socialt halløj (!!) Jeg er ikke stolt af mig selv, men sådan er det blevet. Ubevidst men villigt.
Det har jeg forsigtigt ændret på den seneste tid. For et år siden sorterede jeg med den store skovl. Alle de platforme, jeg reelt aldrig bruger, slettede jeg mine profiler på (læg mærke til den omstændelige formulering – jeg orker ikke en eller anden “correctus”, der skal påpege, at jeg jo teknisk set ikke “sletter Twitter” men bare min egen profil! Derfor den omstændelige formulering, beklager). Og da først jeg var i gang, var det overraskende nemt at se, hvordan jeg kunne undvære de fleste. Først var der alle profilerne, som allerede mentalt var afgået ved kedsomhed: google+, linkedin, pinterest, flickr osv. Snart droppede jeg også twitter, og i september var det instagram, der røg i svinget. Nu er jeg tilbage med kun facebook, og fra nytår ryger det også i skraldespanden. Hvad er det, jeg er ude på?
Mange ting! Først og fremmest altså en adfærdsændring hos mig selv. Forhåbentlig også hvad jeg vil opleve som øget nærvær – igen: jeg forsøger virkelig at undgå at pege fingre. Andre er helt sikkert bedre end mig til at styre deres forbrug – og langt bedre tid i hverdagen. Jeg vil nyde at få tid til at læse bøger, skrive dagbog, gå analoge ture, styrketræne, løbe, meditere, forsøge at dyrke yoga, gå tidligt i seng og stå tidligt op, lave mad fra bunden (det kan faktisk godt tage lang tid, hvis man er næsten helt uden kompetencer – og det er dejligt).
Helt reelt har jeg noget med tid. Når andre begejstret fortæller, om “The 7 minute app for getting in shape”, som på 7 minutter kan give dig lige så meget træning som en time i fitness-centeret, så gyser jeg helt vildt. For jeg træner ikke primært for effektivitet.
Jeg træner for den katharsis af hjernen, der er i at bevæge mig. Og til det formål er det meget bedre for mig at lunte mine 9 kilometer på digerne og være undervejs i fem kvarter end at stå svedende i min lumre stue med en app, der koster rundt med mig i 7 minutter. For mig er effektivitet sjældent målet i sig selv. Dengang jeg legede selvstændig, lavede jeg mit eget motto, der hed noget i retning af: “Det må godt være effektivt – bare det er sjovt”. Og sådan har jeg det egentlig stadig.
Er jeg ikke bange for at blive koblet af et eller andet fællesskab? Ved du hvad? Jeg har tænkt mig tre gange i løbet af december at skrive på min facebook-væg, at dem, der stadig gerne vil have mulighed for en eller anden form for kontakt med mig, er velkomne til at sende mailadresse og/eller mobilnummer.
Første gang, jeg slog det op, var 1. december. Det er nu fem dage siden. Der er fire, der har sendt mails og mobilnummer. Jeg har angiveligt 497 ‘venner’ på Facebook. Jeg har altid været ekstremt ringe til det der overfladiske hykleri, hvor vi mennesker i fællesskab lader som én ting, mens vi gør noget helt andet. Så for mig forsøger jeg at gøre mine facebook-‘venner’ til noget, jeg mere opfatter som ‘venner’ i ordets oprindelige forstand. Så det er bedre i sync med, hvad jeg kalder det, og hvad det er. Vil jeg miste en masse information? Ja for filen. Klarer jeg mig uden? Det vil jo vise sig. Jeg tror det.
For at sikre mig jeg ikke bliver koblet fuldstændig af verden, har jeg truffet en stribe bevidste valg om, hvorfra og hvor ofte og fra hvor mange jeg vil have informationer – når det ikke drejer sig om venner. Så jeg har tilkøbt et par abonnementer på online-medier. Men snævert. Nichepræget. I behersket omfang.
Jeg forsøger simpelthen at sætte tempoet ned. Sætte informationsmængden ned. For jeg accepterer ikke den der opgivende men fremtidsorienterede præmis om, at udviklingen kan man ikke gøre noget ved. Det er simpelthen for eftergivende for mig. Så lidt kontrol nægter jeg at acceptere, at jeg har over mit eget liv.
Så nu sætter jeg hælene i. Fjerner de sociale platforme. Sætter farten ned (hvilket skægt nok er en af de ting, jeg de senere år oftest er blevet dumpet på grund af på det evigt mere frådende datingmarked: “Du og jeg lever bare ikke i samme tempo” – underforstået at de lever i fuld fart i overhalingsbanen, og jeg er en sofakartoffel)
Nå men dem om det. Nu har jeg sat lidt flere (en hel del flere) ord på, hvad jeg går og tumler med i forhold til sociale medier. Det bliver skideskægt at opleve, hvordan verden anno 2019 ser ud uden at få dem filtreret via de gængse platforme. Men jeg er jo stadig på facebook frem til nytår, så jeg når lige at se alle de forrygende jule-relaterede opslag, men jeg tror, jeg dropper nytårskommentarerne til dronningens nytårstale. Dem kan jeg godt undvære.
Et tip: Synes du, dronningen er idiot, monarki er latterligt, eller kan du ikke finde på noget sobert at sige den 31.12, så tag et ekstra stykke kransekage og kværn lidt mere champagne. Der er ikke – faktisk aldrig og dermed heller ikke nytårsaften – ytringspligt, så det er ok bare at lade ordene synke ind uden at fortælle, hvor dumme de lyder for dig. Det er helt ok.
Haha, det skal så være udgangsreplikken. Det er helt ok at klappe i 🙂
(Disclaimer: Det her burde ikke være en “ufærdig tanke”, for det er noget, jeg har tænkt over i årevis, men jeg kan se på længden af teksten, at det er for kompliceret til, at jeg evner at sætte det sammen i få, præcise ord. Det vil blive for unuanceret, hvis jeg bare skriver: “Jeg skrider fra de sociale platforme. Det er ikke dem. Det er mig. Men jeg elsker alle menneskene på de sociale platforme. Vil I med?”)
Tinder og mig – et match made in Heaven?
“Du skal op på hesten igen”. Ikke verdens mest charmerende udtryk, men jeg er nu efterhånden ret godt bekendt med det. Vi nærmer os to år, siden jeg blev skilt. De romantiske eskapader har siden været – for nu at sige det diplomatisk – ualmindeligt begrænsede. Der har været perioder, hvor jeg absolut bare har villet have lov at være i fred – og det er gået helt smertefrit – og så har der været perioder, hvor jeg har tænkt, at det kunne da godt være, jeg skulle lede efter selskab igen.
Og det har jeg så gjort nu. Med Tinder. Af alle ting. Min 19-årige kusine har ellers flere gange mindet mig om, at “det altså mest er for de unge”, men når jeg så alligevel uploader app’en, ser jeg altså også jævnaldrende – endda nogen et nøk ældre end mig. Kønnere, givetvis, men altså en anelse ældre. I denne omgang besluttede jeg at gøre en smule mere ved det. Tidligere har jeg fået fysisk kvalme af erkendelsen af, at når jeg sidder og trykker: “Nej”, “Nej”, “Nej”, “N… eller vent! Nej” så er der jo mennesker, der sidder andre steder og med lige så følelseskold beslutsomhed forkaster mig som potentielt Tinder-match. Det har taget mig noget tid at komme overens med.
Jeg læste en statistik – jeg kan desværre ikke finde linket, men tro mig på mit ord lige her – at når der er matches, sker der i 50% af tilfældene ikke mere. Nix. Nada. Intet. I andre 35% af tilfældene svinger den ene – åbenbart typisk manden – sig op til at skrive noget bevinget i familie med “Hej søde” eller “Hvordan går det?”. Artiklen med statistikken anbefalede så, at man gjorde sig en anelse umage og forsøgte at lande i de resterende 15%. At man læste lidt på profilen, kiggede på alle – ikke bare det første billede. Og forsøgte at finde en fællesnævner, en krog, en icebreaker. Fin idé. Så jeg googlede mere. Der er apps, der kan hjælpe dig med at finde på kække opening lines. En af dem jeg i et anfald af overmod testede var: “Jeg har spurgt ‘Siri’, hvad man skriver til en pige med så sødt et smil på Tinder”. Forståeligt nok kom der aldrig noget svar. Ganske enkelt en temmeligt lam indgangs-replik. Men jeg fik ret hurtigt smag for at teste forskellige måder at gå til det på.
Kort efter at jeg var begyndt at ‘swipe’ løs, talte jeg med min ven Rasmus, som er en anelse mere tal-orienteret, end jeg er. “Det er jo bare et ‘numbers game. Det giver ingen mening at sidde og sortere og forsigtigt swipe ganske få til højre (som betyder ja). Swipe i rivende hast dem alle til højre, indtil du ikke har flere højre-swipes. Og så kan du sortere”. Egentlig et udmærket råd. Jeg må lige forklare: Når man – som for eksempel mig – ikke betaler for Tinder, er der et begrænset antal højre-swipes. Når jeg har sendt tilpas mange piger i “Du er sød-lejren”, må jeg vente 12 timer på at få nye muligheder for at swipe. Så jeg har forsøgt at tilpasse min døgnrytme, så jeg får maksimalt ud af de to gange 12 timer. Det er jo noget rod, hvis jeg først swiper klokken 13, for så skal jeg holde mig vågen til 01.00 om natten for at få nye swipes. Dét gør jeg ikke, og så går jeg ligesom ‘glip’ af en runde nye swipes. Ja, det er en underlig verden, men det giver mening, når man sidder midt i det. For mig i hvert fald.
Så jeg swipede løs, og så snart der var et match, udtænkte jeg listige åbningsreplikker. Nogle af dem førte til fine samtaler. Andre førte til absolut ingenting. Overraskende nok var der en del kvinder, der nåede at skrive før mig. Så de ligesom tog sig af den vanskelige åbningsreplik. Det er åbenbart knapt så krævende som kvinde: “Hej!”, “Hvad så”, “Hejsa” og “Hej Michael. Du ser sød ud” (!!). Krukket som jeg kan være – og ofte er – begyndte jeg at sortere selv i de beskeder, der blev sendt af sted. Hvorfor? Tjaeh, jeg sendte selv nogle, der ikke blev besvarede og retfærdiggjorde det over for mig selv med, at sådan er det nok bare på Tinder.
Relativt hurtigt besluttede jeg at droppe ideen om at swipe bevidstløst til højre. Så jeg bruger lidt mere tid på det igen. Men det går stadig ret hurtigt, og ofte lykkes selve timing-delen glimrende, så jeg kan sidde og swipe i pausen af en CL-kamp. Praktisk. Kvadratisk. Let. Så langt, så godt. Men jeg kan jo så heller ikke løbe fra, at den kyniske libertiner, jeg var i starten af 20’erne er væk. Tilbage står en romantisk, lidt gammeldags, parforholdssøgende og -trængende mand cirka midt i livet. Men man må ikke være desperat på Tinder. Det er absolut og aldeles no-go (måske også andre steder, men det har jeg ikke undersøgt. Endnu.)
En af samtalerne udviklede sig forrygende. Hun var sød. Jeg fik ikke sagt for mange dumme ting. Vi aftalte at mødes. Hun foreslog 14. februar. Jeg var i vildrede. På Valentine’s?? Skulle jeg lægge noget i det? Ville det blive for sært? Ej, jeg ville gerne mødes med hende, og søndag var jo sådan set en fin dag. Så vi aftalte at mødes på Forlæns og Baglæns i Aarhus. Klokken cirka 20.15. Tid til en dydig kop kaffe og indledende samtale. Eller måske en bajer – hvis hun var sådan en type – og noget grineri. Torsdagen før skrev hun: “Jeg kan også mandag aften, hvis det passer dig bedre.” Det gjorde det ikke. Ellers tak. Søndag er fint. Fredag morgen skrev hun igen: “Min aftale i aften er aflyst. Skal vi mødes spontant dér?”. Det kunne jeg heller ikke. Så nej tak – lad os holde fast i søndag. Set i bakspejlet er jeg nu i tvivl, om det var et desperat forsøg på at slippe ud af Valentine’s-halløjet. Men nu er det jo for sent.
Mig ind i et tog søndag. Afgang mod Aarhus. Vel fremme. I god tid. Sådan kan jeg være. Finder Forlæns og Baglæns. Der er helt og aldeles lukket. Kulsort. Jeg sætter mig på trappestenen. Trøsteskriver lidt med Twitter, som jeg havde delt “date-eventen” med. They got my back! Gode mennesker. Jeg når lige at opdatere, at stedet er lukket, og hun ikke er kommet endnu, så løber jeg tør for batteri. Jeg sværger; der var 38% tilbage, da jeg stod af toget. Tænkte det var rigeligt, for jeg skulle ikke bruge telefonen under daten. Selvfølgelig ikke.
Så nu var min telefon død. Og vores mødested lukket. Jeg følte mig en del som en “Sitting Duck”. Tænk hvis hun boede lige over for og nu stod bag et gardin og fnes af mig. Tænkte: “Grimme menneske. Jeg kommer aldrig ned.” Sådan gik det heldigvis ikke. Kort efter kom hun, og, som man siger, resten er historie – eller i hvert fald hemmeligt – herfra. Det gik godt. Hun var umanerligt charmerende og sprudlende selskab. Og jeg håber, vi skal ses igen.
Til gengæld har jeg nu mistet al lyst til at swipe på Tinder. For det føles underligt forkert. Jeg er et på alle måder håbløst gammeldags menneske.
“Struggle-junkie” uden struggles
Jeg bliver noget så godt og grundigt “mind-fucked” herovre i Mexico City. Hver eneste dag strækker mig, min bevidsthed og mine tanker til det yderste – og ofte også en lille smule længere, end jeg har været tidligere. Det er ret vildt. Det føles godt. Og overvældende. Og ekstremt sårbart og skrøbeligt.
Siden vi havde en workshop med alle ansatte på vores produktionsfabrik for et par uger siden, har jeg været helt skrællet af. Hudløs og meget, meget påvirkelig. Jeg græder dagligt – det er der ikke noget galt med, men det er nyt for mig – og jeg bliver påvirket helt vildt af alle mulige historier eller af samtaler med kolleger, som fører til nye erkendelser eller indsigter.
En af mine kolleger – en svensker ved navn Kristian – har en coachinguddannelse og er skarp og intens. Vi har meget, meget lange samtaler, og jeg bliver kørt godt og grundigt rundt i manegen, så mine tanker ligger sønderskudte tilbage på jorden i et stort roderi. Derfor bruger jeg masser af kræfter og energi på at samle mig, samle tankerne op igen og sortere og sætte dem sammen, så de giver mening.
Kristian har blandt andet introduceret mig for begrebet: Struggle-junkie. Altså at jeg er blevet så vant til at stå på ølkassen og være i opposition, at jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre, nu hvor alt ligesom er faldet på plads. Alt hvad jeg nogensinde har ønsket mig af frihed, mening med jobbet og kolleger, udfordringer og ansvar ligger lige foran mig. Til at samle op. Altså ingen struggles. Så pointen er, at hvis man er struggle-junkie, giver man sig til at lede efter nye struggles. Opfinde nye problemer, man kan være i opposition til.
Dét har jeg ikke lyst til (altså at opfinde nye problemer), så vi fører lange samtaler, hvor han coacher – på en lidt offensiv facon – og hvor jeg åben som en bog tager imod alle former for feedback. Fredag tog jeg tidligt på kontoret, fordi jeg ville have noget fra hånden og så tage hjem og arbejde videre allerede efter frokost. Kristian ankom til frokosttid, spurgte, om jeg var sulten og besluttede så at gå med mig hjem igen efter frokost. Så vi endte på et frokoststed, hvor vi så blev siddende i nærved 3 timer og snakkede. Snakkede, snakkede og snakkede. Vendte et hav af ideer til kommunikation. Hvordan gør vi? Hvor gør vi det? Hvornår? Med hvem? Til hvem?
Super givende og inspirerende måde at arbejde på. Sidst på eftermiddagen luntede vi hjem til Casa Nuevo Leon – hvor Kristian kastede sig over yoga, mens jeg trissede i Gym24 og trænede en times tid. Der var i øvrigt en topcool fyr med skuldertaske på under hele hans træning og musik i ørerne, så han gik og sang, som man gør, når man ikke kender teksten men godt kan følge rytmen. Nogenlunde. Meget, meget hyggeligt.
Efter træning og et bad blev vi enige om at gå på Cervezeria de Barrios, som ligger 5 minutter væk, og hvor vi allerede et par gange har spist sammen. Masser af gode tacos, øl og til ham: mezcal. Ikke noget for mig. Og mere snak. Jeg fortalte ham, hvordan det havde føltes, da han dagen i forvejen havde kommenteret på mine posts på Facebook med en omfattende omgang. Han sagde blandt andet, at han slet ikke kunne genkende firmaet i opslagene. De manglede personlighed, nærvær og ærlighed – men at det nyeste opslag var det bedste, han endnu havde set fra mig, men at der stadig var en masse at arbejde med og forbedre. At han havde en masse ideer til forbedringer. Og at han i øvrigt undrede sig over, hvorfor jeg var så passioneret over dansk politik – om jeg troede, at jeg kunne gøre en forskel med Kessel sådan lidt halvhjertet, at han syntes, jeg skulle beslutte mig for, hvor mine tanker var og skulle være. For det var slapt ikke at være helhjertet i arbejde.
Så jeg fortalte, at det fik mig til at føle mig vildt usikker. At jeg frygtede, han måske ville synes, jeg ikke var dygtig nok til at være en del af holdet, men at jeg samtidig arbejdede hårdt på at fokusere på, at han jo faktisk havde anerkendt, at det var blevet bedre. Og at dét, at han spurgte til min passion og mit engagement fik mig til at tænke godt og grundigt over, hvor jeg egentlig havde mit hjerte. Dét sidste roste han, men så sagde han nogenlunde sådan her: “Er du sådan en, der har brug for hele tiden at få ros for at føle dig værdsat? Det kan jeg ikke, men hvis du har brug for det, kan jeg skrive en A4-side, hvor jeg fortæller, hvad jeg synes om dig. Det er ikke for sjov, at jeg regner med, vi skal arbejde sammen over hele kloden. Sig til så skriver jeg det, men til hverdag er det meningen, vi skal lære af hinanden, og der er ros ikke min vej”. Cirka. Cirka sådan.
Jeg føler mig som et lille barn, når jeg sidder i sådanne situationer, men omvendt er det godt, at jeg siger de her ting. At jeg spørger. Føler og behandler. Der er så meget at lære. Hele tiden. Så megen udvikling, der venter. Så mange gode ting i udsigt, og jeg kan mærke, at jeg er omringet af mennesker, der er så skarpe, bevidste og målrettede – og endda med hjerter som styrepind en stor del af tiden – at jeg hele tiden skal yde maksimalt for at kunne være med. Det gør mig ydmyg, lærevillig og sulten efter at magte mere.
En anden ting er, at den her enorme frihed til for eksempel at smutte fra kontoret og tage tid sammen til at idé-udvikle på 2-mandshånd, den samtidig giver en helt enorm følelse af ansvar. Det er vigtigt. Friheden og den helt igennem mærkbare tillid til, at vi forsøger at gøre det rigtige og vores bedste, fører altså til, at jeg – vi, tror jeg – arbejder endnu hårdere. Det er ikke så tosset.
[mellemspil]
Efter maden var klokken blevet 23, og Kristian ville ikke hjem, så vi fik kontakt til Abril – vores spanske community manager – som skulle til en fest med sin kæreste og først mødes med en af hans venner på en bar. Vi tog med og senere med til festen, som godt nok var lidt død i sværen der mellem 2 og 4, hvor vi var der, men det var hyggeligt at tale med Abril og hendes kæreste. Vi var hjemme i Condesa igen kort efter 4 – 4.09 siger Uber-regningen, som lød på 50 pesos (21 kroner!)
[mellemspil slut]
Efter et pitstop i 7-eleven sluttede vi så en lang, produktiv dag af med at sidde på trappestenen i gården til lejligheden og tale yderligere 45 minutter. Egentlig er det underligt, jeg ikke er hæs i dag efter al den snak, men det gik. Så vi nappede lige 45 minutters yderligere idéudvikling på den alleryderste kant af fredag og tørnede ind kort før 5. Hvor jeg så besluttede lige at se den sidste time af en Netflix-film, jeg startede på tidligere.
Sikke en fredag. Sikke nogle mennesker. Sikke en udvikling. Sikke en verden. Sikke heldig jeg er.