Inspiration – Side 3 – Ufærdige Tanker

Du gør det godt

Grundlæggende er jeg imod for alvor at blande mig i andre menneskers liv – med mindre de beder om det – så derfor er det her formuleret som en ros. En stor ros. Og tænkt at skulle minde om, hvor meget I egentlig magter.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.47.03

Vi føler alle sammen, at vi har mere og mere travlt. To-do-listerne bliver længere og længere. Tiden bliver mere og mere knap. For et par år siden hørte jeg de første spæde pip fra en nu tidligere kollega. “Har du travlt?” spurgte jeg. Han kiggede på mig, tog luft ind og sagde så noget i retning af: “Det føles sådan, men det har det egentlig gjort længe, så jeg er holdt op med at betragte det som travlt. Det bliver det ikke bedre af. Nu tænker jeg, at det er sådan her, det er, når det er normalt”. Allerede dengang studsede jeg lidt over det, men siden har jeg jo hørt igen og igen, hvor travlt vi alle sammen har. Jeg siger det selv fra tid til anden, selv om jeg faktisk forsøger at lade være. Der er travlt.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.47.30

Derfor vil jeg gerne fortælle, hvor imponeret jeg er af stort set jer alle sammen, Ja, en noget bred ubestemt målgruppe, men det er sådan, jeg har det. Jeg sad den anden dag og kiggede på min Linkedin – en lang liste over mennesker, jeg har mødt, kendt, kender eller i hvert fald har været i en form for kontakt med tidligere i mit liv.

Listen fik mig til at tænke på, hvor meget de fleste mennesker har at slås med. Uden at nævne navne slynger jeg en stribe hændelser ud: Skilsmisser, opsigelser, forældre der er syge, forældre der dør, bedsteforældre der dør, børn, der er syge – enten med de “helt almindelige” børnesygdomme, der “bare” kræver, at du jonglerer med din karriere, din tid, din (eventuelle) partner, daginstitution/skole og selvfølgelig barnet – eller også langt værre – ligefrem livstruende – sygdomme hos børn. Så er der alle de individuelle genstridigheder: Overvægt, overtræning, stress, depression, spiseforstyrrelser. Dårlig økonomi, fejlslagne sats og forkerte beslutninger. Perioder uden bolig, uden job, uden partner, uden nævneværdigt socialt liv, uden mål og mening. Det sker for os alle sammen fra tid til anden.

Og helt ærligt, de fleste står jo endnu. (ikke de døde, trods alt) Og kommer videre. Passer liv, finder nye job, kommer gennem sygdomsperioder, finder sociale fællesskaber, nye venner, nye kærester, nye job, nye meninger, og så starter det hele forfra. Det er da ret fantastisk, hvor meget mennesket egentlig magter.

Samtidig er det en kende nedslående, hvor hårde mennesker kan være ved sig selv. Så mangler der penge. Længde på ferien. tid. Partner. Eller hvad der nu kan være galt, og i enhver situation kan bruges til at dunke sig selv i hovedet med. Jeg vil bare fortælle dig – præcis dig, der læser dette – hvor imponeret jeg er. Hver eneste dag, hver eneste situation, der føles forkert, umulig eller uoverkommelig, magter du alligevel. På trods, bevares. Men husk hvor ofte dagen alligevel går, og at tingene bliver bedre på sigt. Fordi du kæmper. Knokler. Slås. Står op hver morgen. Gør dit bedste.

Jeg synes, jeg ser og hører en helt utrolig flid i forhold til at tale sig selv ned og underspille indsatsen. Og en stor frygt for ikke at slå til. Det her helt ubestemmelige begreb, for hvad vil det egentlig sige at slå til? At man lever op til sine egne krav? Hvor kommer de fra, og hvis de er ens egne, hvorfor føles de så ofte helt umulige at leve op til? Kommer de udefra? Hvorfor gør vi det? Hvorfor tror vi, det her hele tiden kunne være meget, meget lettere? Helt almindelige liv kræver helt ualmindelig stor indsats. Og det ser jeg altså hver eneste dag hos langt, langt de fleste mennesker, jeg møder, kender og hører om. Stor, stor indsats.

Kan det blive endnu bedre? Sikkert. Det kan det altid. Men start med at rumme dig selv. Rose dig selv en anelse. Og led efter tilfredsheden med alt det, du når – frem for at ærgre dig over alt det, du synes, du ikke når.
Du kan godt. Også dette. Jeg har tillid til dig.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.48.29

Home is where the heart is

Å så kosmopolitisk. Å så frigjort og oplevelseslystent. Jeg kan godt lide at tænke på mig selv som et relativt ubundet menneske, men den seneste lille måneds tid har nu alligevel givet mig lidt at tygge på.

Efter Samsø var jeg boligløs, rodløs og retningsløs. Det er vildt at tænke på, at det er en måned siden. Bare en måned. Men hvilken måned. Jeg har boet i mine forældres kælder. Ikke i et gæsteværelse, men i min mors sy-værelse. I kvadratmeter er det ikke et stort rum. Men i hjerterum er det en hel Central Park.

Jeg ved ikke, hvordan jeg selv ville have reageret, hvis der pludselig rykkede et andet menneske ind i min hverdag, men jeg ved, at den måde mine forældre og min yngste lillebror – som også bor hjemme – har reageret på, har glædet mig helt enormt. De har rummet, omfavnet og elsket mig. Ubetinget. Som historien om det fortabte får. Som den søn der forlængst burde være i respektabelt omløb og leve et eget liv, og nu havde fået et (endnu et!) gok i nødden og brug for et sted at samle kræfter. Og samle tanker.

Det er inderligt forkælet. At min mor og min far har overskud og rummer sådan et arrangement. At de har økonomisk overskud til at invitere et ekstra menneske ind i husstanden. At de har menneskeligt overskud til at have et ekstra menneske boende i en ubestemt periode. Og at de har følelsesmæssigt overskud til at rumme, at jeg har været kort for hovedet i bestemte perioder. At jeg har siddet på mit lille hummer og arbejdet, skrevet med ‘Schweiz’ og med ‘Mexico’, og at jeg har været et familiemedlem i stor forstand, som nu igen i helt, helt lille forstand har været et medlem af husstanden. Det lyder simpelt og havde jeg selv nogen børn, ville det måske være helt indlysende for mig, at selvfølgelig må det være sådan. Selvfølgelig rummer man det som forælder – og som lillebror.

Men jeg har ingen børn, og derfor ser jeg det med den distance, der giver mig en kæmpe taknemmelighed. Jeg sidder i toget på vej mod København. Mod lufthavnen. Hvor et fly tager mig til Frankfurt. Hvor jeg skifter til et andet fly, som sender mig hele vejen til Mexico. Men jeg er ikke nervøs. Ikke længere rodløs. Ikke længere. For jeg har mening. Retning. (Og i øvrigt også en bolig, der venter i Mexico City). Og jeg ved, at når jeg kommer hjem igen i september, har jeg altid en base i stærke forældre og kærlige brødre, hvis jeg har brug for det.

Home er ikke kun, hvor ‘your heart is’. Home er også, hvor dine forældre bor.

Hola México – Jeg er på vej

De vildeste ting kan ske, når man lige trækker vejret helt ned i maven og bare bor lige så stille og roligt i sine forældres kælder en måneds tid. Eller også er jeg bare enormt heldig lige at være på rette tid, i rette miljø og nær de rette mennesker.

Uanset hvorfor i helt klassiske konventionelle termer er det i hvert fald sådan, at jeg på onsdag sætter mig i en Lufthansa-maskine i Kastrup, mellemlander i Frankfurt og derfra går det videre mod Mexico City, hvor jeg de næste 2,5 måned får lov at være med på et helt vidunderligt hold af dejlige, dygtige og determinerede mennesker.

Min gode ven, Rasmus, har været så dygtig – gennem flere år – at han er blevet bedt om at stå i spidsen for firmaet Kessel International, der helt kort laver soldrevne vandvarmere. Jeg fatter jo som regel ikke meget af produktudvikling og finesser, men det her produkt er så simpelt, at selv jeg har forstået det, Og jeg ka’ li’ det. Det er tilgængeligt. Lokalt produceret af lokale materialer. Effektivt. Miljøvenligt. Soldrevet! Og jeg tror på, det kan gøre en forskel for rigtig mange mennesker.

Tønde med plads til 200 liter vand og solpanel, der opvarmer vandet, som så stiger til vejrs, fordi varmt vand er lettere end koldt (har jeg fået fortalt!) — Tønde med plads til 200 liter vand og solpanel, der opvarmer vandet, som så flyder op i panelet, fordi varmt vand er lettere end koldt (har jeg fået fortalt!). Se og læs selv meget mere på kessel-solar.com.

Det handler ikke om penge. Det handler om at gøre noget godt. At udbrede et produkt, der kombinerer det praktiske med noget, jeg tror på, er det rigtige. Og så er jeg vild med, at jeg får lov at arbejde sammen med mennesker, jeg nu gennem 14 dages intens Skype- og Slack-kommunikation (onlinemedier – det er ungt og virker, og jeg følger med så godt, jeg kan!) har lært at kende som kompetente, brændende dedikerede og utroligt søde. Det føles rigtigt helt ind i knoglerne. Ind i maven og i hjertet. Og jeg glæder mig.

Et mere modigt menneske havde for alvor kappet alle bånd, og i hvert fald ikke betalt depositum til en lejlighed i Odense, slet ikke søgt alle mulige job i Odense som jeg jo alligevel ikke får, fordi jeg er i Mexico og heller slet ikke stadig været indskrevet på uddannelse i Odense – 2,5 år tilbage på dansk og medievidenskab. Mere modige mennesker havde solgt den lille pink FIAT og kastet alt efter eventyret. Jeg tager modet i små bidder. Giver alt, hvad jeg har i de kommende måneder, og så gør jeg status, når det bliver 19. september.

Forhåbentlig bliver jeg mere modig, som tiden går.
Jeg har 2,5 måned at tænke i fra på onsdag.

Para México – para la aventura.
(Undskyld mit sikkert mangelfulde spanske
– jeg er på 180 point i Duolingo og ‘on a 2 day streak’)

Fejr dine sejre

Det er ret vildt, at 2014 kommer til at stå som et meget langt år med en hel del modgang. Det er ikke fair over for året, for der har også været helt ufatteligt meget at glæde mig over.

1/ Jeg løb mit første maraton nogensinde. Og gennemførte. Og fik en medalje 🙂
2/ Fantastiske 14 dage på Cypern med sol, træning og vilde læseoplevelser i form af ‘Stoner’ og Hustveds ‘Den flammende verden’.
3/ Vidunderligt mange positive tilkendegivelser fra mennesker. Familie, nære venner, venner, bekendte, kolleger og alle mulige kombinationer af førnævnte. Uendelig støtte.
4/ Det lykkedes jo faktisk at få en lejlighed i København.
5/ Jeg har nu prøvet og overlevet en skilsmisse – og Camilla og jeg taler heldigvis sobert og voksent sammen stadig.
6/ Jeg har stadig mod på kærlighed. Jeg har vist bare lidt svært ved at genkende spillereglerne her i 2010’erne. Men de kan vel læres.

(7) Hvis jeg nu må tælle 2015 med, så er det altså startet ret godt med nyt job som kommunikatør hos Samsø Kommune, dermed flytning til Samsø og et fint, fint hus på øen i midten med de mange flotte visioner og så vidt jeg ved virkelig mange rare beboere. Jeg starter lige om lidt – 1. marts. Og nøj, hvor jeg glæder mig. 2015 ku’ snildt gå hen at blive et forrygende år.

10 markante oplevelser i 2014

Det startede skidt. Siden blev det værre. Og til sidst var det sådan set svært at se, hvordan det på nogen som helst tænkelig måde kunne blive værre. Og det blev det så. Så kort kan jeg opsummere mit 2014, som ellers var året, hvor jeg fik løbet mit allerførste maraton, og det skulle jo ellers nok kunne hive den samlede sum af året en anelse op.

Det er ikke meningen, det skal være ren negativitet, for der er heldigvis meget at glæde sig over, men når jeg løber ind i et år som 2014, minder det mig om, hvor lidt modgang jeg egentlig har mødt i mit liv i øvrigt. Jeg var egentlig i gang med et meget, meget, meget langt indlæg med alle nedturene – inspireret af altid ærlige og reflekterede Laura Jul – men så blev det for deprimerende selv for mig at læse, så nu har jeg delt det op i forhåbentlig mere spiselige bidder. Here goes:

1/ Året startede hos psykolog med en depression udløst af stress, mente den ivrige psyko-hjælper
2/ Å ja og samtidig med depression udviklede jeg også drypvise udslag af fedmegigt (podagra, kalder nogen det)
3/ I maj forlod min (nu ex-) hustru mig
4/ I juni blev min sommerferie – planlagt til herlige 4 uger lang – aflyst dén fredag, hvor jeg skulle have gået på ferie
5/ Bodelingen efter skilsmisse involverede også kattene – jeg fik Mille, men jeg kunne ikke beholde hende
6/ Mens jeg var på – synes jeg selv en meget velfortjent – ferie, var der oversvømmelse i kælderen hos min ex – hvor mine få tilbageværende ejendele stod
7/ Jeg boede 2,5 måned på min mosters gæsteværelse (det var IKKE en nedtur – det var faktisk skidehyggeligt, men jeg nærmer mig 40 år. Det er i hvert fald en anelse ukonventionelt)
8/ Skat og jeg tog os en tango om et fradrag, vi ikke var helt enige om
9/ 3 uger efter at jeg endelig havde fået en lejlighed i København (efter 3 års pendlen Odense-Brøndby), blev jeg opsagt hos Danske Spil
10/ Og derfor sagde jeg lejligheden op og måtte flytte endnu engang

Men der er ingen grund til at tude, for der var også virkelig dejlige ting i 2014 – og 2015 bliver helt sikkert et bedre år.

Bye Bye Vanløse -> Hej Hej Samsø

Jeg tumlede rundt i december efter opsigelsen hos Danske Spil. Opsigelsen var med effekt 1. april, så jeg havde sådan set fin tid til at sunde mig, men det var hårdt i december. Hvad skulle jeg? Hvad kunne jeg? Noget overhovedet? Hvad ville jeg?

Heldigvis har jeg rigtig, rigtig mange gode mennesker omkring mig. Tæt på. Som netværk. Som familie. Som venner. Som meget nære venner. Og som mennesker. Jeg fik mange gode råd. Meget sparring. Og på et eller andet tidspunkt gik det op for mig, at jeg i stedet for at betragte skilsmisse, opsigelse, rodløshed og generelle faglige utilfredsheder som faste elementer, jeg nu skulle tackle bare et andet sted, så var det jo faktisk en mulighed for at gøre noget andet. Radikalt andet. Så jeg begyndte at løfte hagen, udvide horisonten og se mig omkring. Begyndte også at kigge mere på, om det var et job, jeg havde lyst til snarere end, om det var et job, jeg måske havde en chance for at få. Hvorfor skifte noget lort ud med noget andet lort? Nu var chancen der.

De overvejelser førte også til, at jeg skyndte mig at sige lejligheden i Vanløse op. Den var for dyr. For determinerende i forhold til, hvad jeg skulle. Blive i København. Blive på nogenlunde – mindst – samme lønniveau. Og deraf fulgte jo også at jeg skulle blive i en gren af mit fag, hvor jeg havde erfaring og CV til at få nogenlunde samme løn. Dét havde jeg ikke lyst til. I hvert fald ikke lyst til at være bundet af.

Så jeg sagde lejligheden op. Krydsede fingre for, at jeg ville finde et nyt job og dermed have en ny retning på plads, før end jeg skulle være ude fra Vanløse, men ellers måtte jeg løse det. Billigt. For noget var gået op for mig. Jeg tror ikke, jeg har lyst til at være rig. Tror ikke, jeg har lyst til at gøre det, der skal til for at skabe umiddelbar rigdom. Jeg vil hellere sænke mine udgifter. Og dermed have frihed til at flytte, skifte job, rejse, tage orlov eller alt muligt andet. Frihed. Også økonomisk. Ikke på Eurojackpotmåden med 310.000.000 kroner på bankbogen men på Michael Vilster-måden, hvor udgifterne er så lave, at friheden alligevel er stor. Dét er i grunden en ret rar erkendelse.

Jeg begyndte at søge job globalt. I Vancouver. I Düsseldorf. I Stockholm. I London. På Bornholm. Og på Samsø. Dét sidste job fik jeg. Så derfor rykker jeg altså nu til Samsø. Dét ligner et eventyr. 3.700 indbyggere. Miljø- og lavenergivenlige visioner. Tanker rettede mod fremtiden. Nærvær. Et vildt internt bytte/køb/salg-miljø. Der er en intimitet i omgangen mellem beboerne. En nødvendighed i samarbejdet. Og en vilje til fremtiden, som jeg er enormt tiltrukket af. Det vil jo vise sig, om jeg er Samsø værdig – om jeg har det i mig at blive en flittig, bidragende og aktiv del af et så intimt nærmiljø. Men jeg vil gerne. Og jeg har tænkt mig at gøre et benhårdt forsøg på at blive “en mand af øen”. En af ‘deres’ egne.

Så Bye Bye Vanløse blev til How are You Doin’, Samsø? Og jeg glæder mig.

“Problemet er, at jeg er ret flyvsk”

Det var egentlig slet ikke dét, samtalen skulle handle om. Jeg var på besøg hos et firma, jeg havde fået anbefalet til en opgave, jeg skulle løse. Personen, jeg skulle mødes med, har jeg på fornemmelsen, jeg blev sat sammen med, fordi vores fælles ven, der satte os sammen, vidste, vi ville komme overens. Og det gjorde vi.

Selve den opgave, jeg skulle have løst, fejede vi hurtigt af bordet. Til dét var vi ikke så godt matchet. Men til ivrig, energisk og åben samtale passede vi fint sammen. Kort inde i snakken kigger han på mig og spørger:

“Hvis du helt selv kunne vælge, hvad ville du så arbejde med?”.

I sig selv jo et ganske uskyldigt spørgsmål, men jeg tøvede alligevel med svaret og sagde så:

“Problemet er jo, at jeg er lidt flyvsk, så jeg vil enormt gerne i krig med noget nyt, noget svært, noget udfordrende hele tiden”, åbnede jeg, og han kiggede på mig og sagde noget i retning af:

“Nej, problemet er, at nogen har overbevist dig om, at det er et problem, at du er flyvsk. Der er masser af steder, hvor man har brug for og værdsætter flyvskhed”.

Det summer stadig i mit hoved med den kommentar. Måske er det ikke mig, der er forkert. Min måde at være på der er problemet. Måske er det bare dét, at jeg skal finde et sted, nogen, der sætter pris på den, jeg er? Jeg tror ikke helt på det endnu, men at nå derhen hvor jeg tror det … det må være et godt sted at være 🙂

Forskellige drømme

Drømmer jeg om ting? Om situationer? Om stemninger? Hvad er egentlig forskellen?

Om forelskelse

Jeg har lyst til at høre hendes latter. Lyst til at fornemme hendes sårbarhed. Hendes styrke. Hendes bekymringer. Udfordringer. Hendes gå-på-mod. Jeg vil passe på hende. Vise hende hele mit væsen. Det sjove. Det charmerende. Det kærlige. Det følsomme. Men også alt det skrøbelige. Det usikre. Det frygtsomme. Hele mig. Og jeg drømmer om en dag at gøre mig fortjent til at møde hele hende. Hun er ikke alene. Hun er stærk. Men selv stærke har brug for uforbeholden og betingelsesløs kærlighed.
Taktik er ikke min stærke side. Jeg spiller mine kort. Ærligt og åbent. Det koster tæsk, skuffelser og nederlag, men jeg ved, hvor jeg har mig. Tror jeg. Hvad sker der, hvis hun giver efter og lukker mig ind? Er jeg så virkelig værdig til dén tillid? Er jeg i stand til at gribe chancen? At carpe the diem? Hvad hvis jeg er en skuffelse? Hvordan undgår jeg det? Hvordan undgår par at blive til hinandens enerverende hverdag? Eller er det måske netop målet at blive til hinandens hverdag? Hvor kommer så spændingen, gløden, intensiteten og overraskelserne fra? Hvordan forenes de 2 størrelser? Handler det om realistiske forventninger? Er verden da ikke en Hugh Grant-film?
Hvad vil jeg selv? Jeg vil inspireres, fascineres, udfordres, udvikles, glædes, elskes (ja, først som nummer 6 åbenbart …) rummes, accepteres og ses. Kan hun give mig de ting? Det tror jeg. Det fornemmer jeg. Det håber jeg.

Hvor kommer drømme fra?

Jeg mener egentlig Ikke de der natte-drømme, selv om de da også er interessante. Jeg drømmer ofte – om natten altså – og vågner med en fornemmelse af, at “det var da både spændende og flere tanker værd”. Og så glemmer jeg straks alt, jeg har drømt.

Måske er jeg ikke i dyb nok kontakt med mig selv (eller bare ikke dyb nok) til at have skræmmende mareridt med varsler eller vinkler fra virkeligheden.

Nå men det var så ikke de drømme, jeg mente. Jeg tænker på vores drømme, mål, ønsker, visioner. Ved du, hvad din drøm er? Kan det koges ned til et helt enkelt svar , eller er drømmen en kombination af flere forskellige faktorer? “Hvad drømmer jeg om – hvor ser jeg mig selv om 10 år?” Jamen jeg er helt blank. Jeg er vel helt fysisk her. Eller et andet sted. Hvis omstændighederne giver mulighed for det. “Jamen, hvis du helt selv kunne bestemme, hvor ville du så være?”.

Jeg vil gerne udfordres, bruges (ikke så gerne udnyttes) og leve et liv med sammenhæng og få grænser. Jeg har ikke noget mod at arbejde hårdt og længe, men så skal det give mening. Jeg er vokset op på landet, og jeg har en snert af ydmyg (arhhh…) lønslave- mentalitet i mig. Hvis ingen vil benytte mine egner og ideer, så får de som aftalt, og så slukker jeg for maskineriet og ansvaret, når de 37 timer er gået. Man kan ikke tænde og slukke for entusiasme. Enten er der tændt. Eller også er der slukket.

Er det ligefrem dét, jeg drømmer om? Nix. Jeg vil gerne være en del af projekter. Store projekter med fjerne tidshorisonter, mange involverede og/eller den slags. Arrangere konferencer, messer, events. Planlægge sportsbegivenheder, ferierejser eller erhvervsrejser, kommunikere om Metro-byggeri, Femern-forbindelsen (hvis det da stadig er en ting) eller bedrive storytellende oplysning om EU/FN/NATO eller fx OL/UEFA/FIFA som en del af en åbning af organisationerne.

Tanken om at vende tilbage skriveriet presser sig også på. At skabe billeder med ord. Stemninger, følelser. Måske endda erkendelser. Som minimum smil. Men det er alt sammen relateret til arbejde, ser jeg. Er dét dét vigtigste? Nej. Kærlighed er det vigtigste, synes jeg. I massevis af interagerende cirkler. Kærlighed til og med den udvalgte. The Special One. Med familie. Med venner. Med kolleger. Kærlighed til nær og fjern. Men der skal selvfølgelig balanceres mellem arbejdsliv, der kan holde mig interessant som menneske. Holde mig i udvikling, på vej og i drev. Og så den person, der giver og får energi i fritiden. Og fra alle de ovennævnte cirkler af mennesker. Kan en drøm være så diffus? Bliver det så ikke svært at arbejde hen imod den? Tjaeh, kærlighed kan man jo altid både give og få. “Love is all Around”. Men arbejde hen imod en diffus drøm…? Jeg ved det faktisk ikke. Det vil vel vise sig.