Der er altså noget helt paradoksalt i at høre Klaus Riskær (https://www.dr.dk/radio/p1/orientering/orientering-2019-06-03 – fra tirsdag 4/6-2019) harcelere over, at skatten i Danmark er alt for høj på borgerne og alt for lav på virksomheder.
Det kan man jo sagtens mene, men det kommer fra en mand, der i hele sin karriere har gjort alt, hvad han kan for at undgå at betale virksomhedsskat og dermed betale sin del af fællesskabets udgifter. Nu er han opdaget. Flere gange. Dømt. Har afsonet. Men kan ikke længere drive virksomhed. Så nu skal skatten ned for borgere, mens virksomhederne skal betale mere i skat. Let for ham at sige.
Ligeledes skal de rige pensionister beskattes for at dække nogle af hans økonomiske ideer, og det er jo også let, når nu manden officielt ikke har en krone selv. Alle pengene ligger i en fond, så han kan leve det søde liv – igen uden at bidrage til noget som helst andet end Klaus Riskær selv.
Skal sådan en mand virkelig i Folketinget og være med til at bestemme noget som helst …?
Kategori: Moral
Offside, sprogpiller og en helt ny slags fodbold
Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er mega-begejstret for de to svenske fodbold-journalister, Anders og Johan, som blandt meget andet står for en ugentlig podcast.
I udgaven fra sidste uge – som jeg hørte i bilen på vej hen over landet mod København – talte de om en rumæner, som har en idé om at genskabe fodbold. New Football kalder han det. Det skal spilles på en ottekantet bane og uden offside. Og med en stribe andre nye regler. Alt sammen for at gøre spillet mindre brutalt og give mere plads til den egentlige hovedperson; bolden. Jeg har ikke kunnet finde noget om rumæneren – svenskerne påstod, der var en slags dokumentar (som jeg forstod det svenske!) – men jeg kan jo passende spørge dem i morgen, når jeg er til foredrag med dem i Malmö.
Min gode ven og tidligere chef, Rasmus, fortalte mig på et tidspunkt om forskning i piller, der kan overføre viden til mennesker: “Hvis du så vil lære fx portugisisk, så spiser du en ‘Portugal-pille’, og så får du lagret al den viden, der skal til for at kunne tale portugisisk”. Cirka sådan sagde han. Pointen er jo i hvert fald klar nok. (Så kan man jo mene om Daily Mail, hvad man vil, men her er et link: https://www.dailymail.co.uk/sciencetech/article-2685728/Will-able-learn-language-taking-PILL-Scientist-predicts-humans-ingest-information-30-years-time.html)
Og så er der jo dagens historie med kritik fra Statsrevisorerne til Undervisningsministeriet, fordi det kolliderer med “en effektiv, produktiv, sparsommelig og lovlig måde at bruge skatteborgernes penge på“. Altså at omkring 10% af folkeskoleeleverne ikke afslutter den ellers “obligatoriske” eksamen efter 9. klasse. Det må der straks rettes op på.
Men nu skal der først placeres et ansvar. Mon ikke det starter med lidt pingpong mellem stat og kommuner, og så ender det formentlig med, at det er lærerne, der ikke gør deres arbejde godt nok. Igen.
Hvorfor bliver de elendige lærere dog ved med at insistere på at spolere de unge mennesker, samfundet og den effektive og produktive anvendelse af skatteborgernes penge?
(Kan du ikke læse ironien, har du netop bevist en af mine hverdags-pointer, så tak for det. Læser du ironien, er alt godt <3)
Hvad vil jeg så med de her tre temmeligt fragmenterede eksempler? Tjoeh, jeg kunne godt snart tænke mig, at vi blev bedre til at tænke anderledes. Vi ævler altid om “ud af boksen”, men det er jo ikke sådan noget, man sætter sig ned og bare lige gør. Det er noget, man øver. Det er noget, der ikke umiddelbart fører til effektivitet og produktivitet.
Det er tanker. Omtanke. Eftertanke. Undren. Skepsis.
Hvorfor bliver den stakkels rumæner – som van Basten jo også blev det, da han forsøgte sig med en art nytænkning – skammet ud af fodboldsamfundet? Hvorfor skal vi bruge tid på at terpe verber, lære genrer og terminologier, når den del af læringen lige om lidt kan fås i form af en pille? Og hvorfor skal vi hele tiden forsøge at klemme de unge mennesker i skolesystemet ned i en kasse, de tydeligvis ikke passer til? Uden at nogen overvejer, om det kunne være kassen, den er gal med?
Hvorfor skal jeg bruge tid i 10. klasse på at lære eleverne forskellen på en nyhedsartikel og et portræt? Hvorfor skal de lære at sætte teksten op i 2 spalter til eksamen? Hvorfor er det væsentligt, at de følger et slavisk pensum, og hvorfor tror vi i ramme alvor, at de alle sammen skal kunne det samme, bare fordi de har samme alder?
Der vil være nogen, der intet kan, når de forlader folkeskolen – de kan blive fremtidens Elon Musks og Martin Thorborger – og der vil være nogen, der har lært præcis, hvordan systemet gerne vil have, man skal gå i skole. De kan blive lige, hvad de vil, når de først lærer at tænke selv. At være på tværs kan de alle sammen. Men de skal lære at bruge det til at danne og skabe meninger og holdninger og til at tænke og undre sig.
Kan vi ikke godt snart åbne hele molevitten en smule for, at vi jo er røvrige (overordnet set) og måske ikke behøver piske hinanden for effektivitet og produktivitet, når nu det tilsyneladende får så mange til at føle sig skidt tilpas?
Kunne det ikke være en skæg leg, hvis vi alle sammen pegede på 2 eller 3 ting hver uge, som vi kan undvære, så andre ikke behøver løbe så hurtigt? Ville det ikke være en sjov og positiv spiral, vi kunne sætte i gang? Nej? Er det ikke effektivt nok …?
Tanker fra et tog
Weekenden byder på København og Malmö. Jeg er allerede blevet så jysk, at jeg valgte at stille bilen i Nyborg og tage toget over Storebælt. Det koster cirka en femtedel med toget – med orange-billetter i hvert fald. Så køber jeg gerne et par busbilletter …
I toget har jeg plads i stillezonen. Men det kan de to unge knægte ved siden af ikke forstå. Så de taler. Dæmpet men de taler. Som en skratten i udkantsøret.
Jeg er begejstret for tanken om togture. Om kollektiv trafik. Nedsat brændstofudledning. Og fællesskabet. Omvendt er jeg ganske ofte irriteret på andres nærvær. Vi støder jo næsten knæene sammen. Det er ubehageligt. På sin egen måde. Lige kørt fra Sorø. 32 minutter har jeg nu siddet lidt for tæt på de her tre gutter.
Den ene af dem er tydeligvis ikke vant til at køre tog. Han rumler og rumsterer. Tager tasken ned fra hylden. Roder rundt. Stiller tasken op igen. Lytter til musik. Skal bruge noget i tasken igen. Og har brug for at tale med sin rejsefælle om det hele.
På perronen i Nyborg stod et par – lidt ældre end mig. Måske har de ikke par på den måde. De skulle på tur. Og manden stillede spørgsmål H e l e tiden. “Kommer de også?” “Hvornår skal du hjem?” “Hvornår skal de hjem?” “Blir de hele weekenden?” Osv osv. Enten var kvinden Oraklet fra Delfi (det er mange kvinder jo!), eller også var det et udslag af utryg usikkerhed. Sært var det. Shit folk har svært ved bare at være i uvis- og uvidenhed. Vent nu lidt. Verden falder jo ofte på plads. Lige om lidt!
Optur: To unge mennesker (kærester ❤️) sidder i toget og læser i papir-bøger. Oldschool. Analogt. Langsommeligt. Læser på den RIGTIGE måde. Jeg elsker det.
De skal ikke tale til mig om demokrati
Ikke før de har deres egen sti ren.
Jeg er ganske enkelt rystet over den frækhed, der bliver udvist fra folkevalgte stole i disse år. Det flyder i en lind strøm med sager, der indikerer, at politikere i vores tid skalter, valter og gør præcis, hvad der passer dem i forhold til lovgivning.
Udlægning og fortolkning, der tidligere var forbeholdt sagkundskab og anerkendte myndigheder og institutioner med særlig viden, er blevet enten økonomisk underminerede eller autoritetsmæssigt afpillede af tilsyneladende iskolde magtmennesker, der mener, deres viden – ofte baseret på tildelt magt eller økonomiske interesser – er fuldt ud på højde med de mennesker, der har brugt årevis på fordybelse og dygtiggørelse.
Det er ligemeget, for når en politiker udtaler sig – ofte på baggrund af eget embedsværk eller på tendentiøse og skarptvinklede grænsende til det fejlfortolkede rapporter – har vi andre bare at makke ret og undlade at mukke. Ellers er vi ikke demokratiske. Gider I lige …?
Når Henrik Sass en sjælden gang forlader Køge Torv og Suzuki-Torben for at forsøge at passe sit job i folketinget, undlader han at besvare spørgsmål og forarges, fordi han jo er syg. Godt nok uden at sygemelde sig. Men alligevel, “vis dog lidt hensyn”. Når Støjberg og Ko. på indvandrerstramnings-piedestalen igen skal have fremført deres splittende, nedgørende og hadske retorik, så lyver, fordrejer og fortier de da bare sandheden.
Når DF – og deres nye venner fra Nye Borgerlige – i det forplumrede miljø af evig retorik med fokus på bestemte befolkningsgrupper (en retorik, der for så mange ligner racisme, men bare fordi det går som en and, rapper som en and og så videre, så er det jo slet ikke sikkert, det er en and …) endnu en gang har brug for historier med skarp vinkling og med kun en flig af hold i virkeligheden, ja, så betyder det da mindre med sandheden, for “vi ved jo alle”. Og den slags snak er helt ok nede på bodega den knaldrøde ræv, men det er altså beskæmmende, at det skal forestille at være politik anno 2019.
Når undervisningsministeren – og af uransagelige årsager hende der Lilleør – beslutter først at skære, beskære og forringe uddannelserne for gymnasieelever, hvor efter hun så benytter sin demokratiske ret til at dukke op for at tage en demokratisk dialog, så må hun jo være forberedt på, at mennesker altså reagerer på den førte politik. Og ikke altid er enige med hende.
Ganske lig Rasmus Paludan, der sviner indvandrere til i den ene Youtube-video efter den anden, og så benytter sig af sin demokratiske ret til at stille sig op i det ene socialt belastede område efter det andet og gentage sine svinere af beboerne. Det har han ret til – lige som jeg har ret til at stille mig lige foran lederen af Bandidos og fortælle ham, at hans MC ligner en knallert, og at hans diller er på størrelse med en knækket kvist en sen efterårsdag. Men jeg kan da ikke regne med, at han så kigger op og ned af mig og siger: “Det er du jo i din gode demokratiske ret til at mene”.
Hvis undervisningsministeren virkelig er så tonedøv i forhold til omgangen med andre mennesker, kunne hun måske bruge sin spindoktor til at hjælpe hende med at blive klogere på det felt – så kunne han heller ikke fylde medierne med løgn i tide og utide …
Og i det hele taget bliver politikere simpelthen nødt til at forstå, at de er valgt af folket til at tjene folket – ikke til at tjene egne interesser. Hvis man som folkevalgt ikke selv kan se, at man er en del af eliten. At man har en løn en hel del over gennemsnittet. At man er tildelt magt ud over det sædvanlige, og at der med det følger et ganske særligt ansvar.
Ja, så er det måske en idé at vi finder nogen andre. Og de er jo godt på vej, efterhånden som de finder andre og for dem mere passende karrierer. Så skrid da. Det er jo skammeligt med politikere, der ikke forstår, at det er en ære, et tillidshverv, en forpligtelse og en enorm mulighed for at påvirke et samfund i en bedre retning.
Når folk reagerer kraftigt på politiske beslutninger, hænger det måske også sammen med, at der tilsyneladende eksisterer forskellige regelsæt. Ét for politikerne og deres venner. Og ét for alle vi andre, der bare er og gerne vil være i fællesskab og sammen med hinanden. Forleden hørte jeg en eller anden pengemaskine fra Danske Bank, der overhovedet ikke kunne forstå, hvorfor danskernes forbrug var så afdæmpet. For “der er masser af penge i overskud”. Ja. Tonedøv. Det er ikke øget forbrug, der er brug for. Vi er alle sammen syge, pressede og løber hurtigere og hurtigere for at udfylde roller, som det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad skal føre til.
Det viser sig jo, at weekendtur nummer 5 til Paris på et år ikke gør os mere lykkelige. Det viser sig jo, at den nyeste BMW eller Audi ikke gør os gladere – faktisk virker det på vejene, som om det gør os mere aggressive og mindre hensynsfulde. Vi har brug for tid. For samvær. For nærvær. Og for kærlighed.
Alt sammen ting vi ikke kan købe os til. Men som samfundet, politikerne og erhvervslivet bliver ved at forsøge at sælge til os som det eneste saliggørende. Stop nu op. Lad det ligge. Find dig selv. Find glæde. Find kærlighed. Og skid så på, om der står Levis, Audi eller Gucci på det næste, du skal købe. Who cares …?
Har vi også brug for at tale om Lars Løkke, om Anders Fogh, om Klaus Riskær, om Danske Bank, om Nordea osv …? Nej vel. Vi ved det jo godt. Der er dælme noget galt. Og den der mølle hernede i Sønderjylland? Den maler ikke en skid længere. Den er gået helt i stå!
Hvornår strejker vi alle sammen?
Om fredagen får jeg to nyhedsbreve fra Dagbladet Information – ét om bøger og ét om klima. Det er ofte nyheder. Det er ofte en form for opsang. Og måske er det også en form for hvidvaskning og blåstempling af mig selv – jeg kan nok læse med på den dannede litteratur, og jeg har forståelse for tidens klimaudfordringer.
Men sådan decideret rystet i mit fundament plejer jeg ikke at blive af nyhedsbrevene. I dag fik det lidt bedre fat end sædvanligt, og jeg har valgt blot at dele indholdet:
Kilde: https://mailchi.mp/a1903e69c861/hvornr-begynder-den-generation-der-har-skabt-klimaproblemet-at-strejke-i-solidaritet-med-deres-egne-brn?e=dbe577d7f8
Det er simpelthen så dumt
Har du hørt nyheder i dag? Har du hørt, at Danmarks Almene Boliger søsætter et pilotprojekt i socialt belastede områder, hvor skoleelever kan få en kontant belønning for at lave op til to matematikopgaver. Hver opgave kan give 75 kroner. Tanken er, at det skal motivere eleverne til at blive bedre, få højere karakterer og dermed bryde den sociale arv …
Ja, for det er da helt sikkert derfor, at de fleste ikke laver deres skolesager og ikke bryder den sociale arv; fordi de ikke får en kontant belønning for det. Direktøren for Danmarks Almene Boliger fortalte i et interview, at han ikke var bekymret for, at eleverne ikke ville gide lave deres lektier fremover uden en form for kontant belønning, for “beløbet er så lavt”.
Mon dog så ikke det viser sig, at det beløb bliver sat op? Mon dog det bliver særligt let at få andre skoleelever til at lave lektier uden at få samme økonomiske incitament? Mon det varer særligt længe, før vi så har skabt en skole fuldkommen baseret på en incitaments-struktur, der handler om materialitet og absolut på ingen måde om værdien ved læring? Mon de her elever får bare det mindste gran af glæde ved at lære? Mon de lærer værdien ved at blive dygtigere, fordi de får penge for det?
Ej, det er ganske simpelt det rene idioti. At en direktør kan sidde i sit hjørnekontor og få den tanke, at det da helt sikkert vil virke, er vel ikke overraskende. Men hvordan det så kan slippe gennem en møderække, en bestyrelse og en hel masse andre mennesker, der må formodes at have en form for relevant erfaring og indsigt i arbejdet med, hvordan man motiverer unge mennesker, det er ganske enkelt en gåde.
Nu er det altså den her historie, jeg er vred over, og jeg skal afholde mig fra at brede det ud i en større kontekst – det må blive en anden dag – men lad mig ganske kort sige, at med min korte erfaring som lærer er det her et fremragende eksempel på et forsøg på en løsning fra slipsedrenge, jakkesæt, regnemaskiner og bureaukrati, der intet har med virkeligheden at gøre.
Tror de virkelig, at det handler om penge? Er de virkelig så langt oppe i røven på deres egne bonusser, fratrædelsesaftaler og genansættelses-ordninger, at de ikke fatter, at de smadrer det trods alt nogenlunde velfungerende – i hvert fald i ånden – danske skolesystem, hvis de gør det til en pølsefabrik, hvor de unge mennesker lærer mere om værdier som konkurrence, incitaments-strukturer, og hvor de bliver bekræftede i, at læring er så ligegyldigt og kedeligt, at det skal man naturligvis belønnes for at nedlade sig til at deltage i.
Vores skolesystem er en gave. Det er et kæmpe privilegium at få lov at gå i skole, lære og blive klogere. Det er båret af iver, nysgerrighed og videbegær. Hvor er den nysgerrighed? Hvor er udforsknings-lysten? Trangen til at nå længere, videre, højere og dybere ind i stoffet? Penge … pffftttt.
Spotify vs Silence
Det var vist egentlig bare en pludselig indskydelse. Men jeg har slettet min Spotify-konto. Jeg har aldrig haft en ‘gratis-konto’ – gider ikke lytte til deres reklamer. Så jeg har betalt 99 kroner om måneden og haft adgang til stort set al musik i hele verden nogensinde. Næsten.
Og pludselig en dag tog pokker ved mig, og så slettede jeg både app på mobil og på computer. Og opsagde abonnement og slettede profil. Så nu hører jeg radio. Og podcasts. Og så er jeg begyndt at lytte til stilheden også. Den er faktisk ikke så skræmmende, nu jeg har lært den bedre at kende.
Det er som at møde en ven, jeg havde glemt, jeg egentlig meget godt kan lide. Så nu er vi ved at lære hinanden at kende igen. Og så arbejder jeg med at blive bedre til at høre tale-radio igen – mens jeg laver noget andet. Jeg har længe lyttet – og LOL’et jævnligt – til den forrygende podcast (giv den nu en chance, og ja, det er på svensk men stadig godt) med Anders og Johan fra Offside.
Nu er jeg begyndt at høre P1 igen. Det kræver altså min opmærksomhed. Jeg kan mærke, når jeg lytter Offside herhjemme, kan jeg heller ikke bare løbe rundt og ordne vasketøj, læse en bog og så samtidig få noget ud af podcasten. Det kræver, at jeg lytter. Aktivt. Og det er egentlig ret dejligt at give sig selv lov til bare aktivt at lytte. Jeg behøver ikke gøre mere i den periode, hvor jeg lytter.
Det er nok at lave en ting af gangen. Hvorfor tror vi alle sammen, vi skal lave alt muligt hele tiden og være på flere skærme, flere platforme og løse ting med begge hænder og helst også noget med mindst det ene ben samtidigt. Mens hjernen skal jonglere det hele. Hvorfor? Jeg orker det ikke. Kan I andre styre det, så tillykke til jer; I er dygtige, og jeg beundrer jer. Men pas på jer selv <3
Ja, det var så, hvad jeg fik ud af at slette mit Spotify-abonnement. Måske skal jeg begynde at låne LP’er på biblioteket 🙂
Så tror jeg bare, charmetrolden tager over herfra
Som jeg vist tidligere har nævnt, har jeg en japansk nabo hernede i Højer. Hun er 78 år gammel. Ikke i nærheden af 150 centimeter høj. Hendes dansk er ikke sådan helt forståeligt – jeg anslår, jeg fanger cirka 30 procent af det, hun fortæller mig.
Men jeg har fanget så meget, at hun er flyttet hertil for kærlighed, og at det drejer sig om en mand, der arbejdede for Mærsk. Først var de i Tyskland, og siden kom de så til Danmark. Her bliver historien lidt uklar, men jeg tror, jeg har fået så meget med, at min nabo opdagede, at manden havde en affære med en amerikansk kvinde – ikke bare det; han havde gjort hende gravid, og så gik Chiyoko, som min nabo hedder, og hendes mand fra hinanden.
Hendes gestik fortæller mig, at han senere er død – angiveligt af noget med indtag af alkohol. Når nu hun er japaner, kan jeg bedre lide min egen version, der handler om, at han er død af skam …
Nå men Chiyoko er på et tidspunkt faldet efter en indkøbstur til Brugsen, så hun fik en skade i den ene balle. Syet med 12 sting. Jeg ved det, for hun hev højt op i joggingbuksen engang, vi mødtes ved skraldespanden. Jeg har tilbudt at køre hende til Brugsen, hvis hun har brug for det. Og det har jeg gjort nogle gange efterhånden. Kørt hende altså.
Og jeg har også spurgt i den lokale sportshal, hvornår det nu er, der er ‘stole-gymnastik’. De ældre så noget bekymrede på mig, men jeg skyndte mig at sige, at det var min nabo, der gerne ville være med. Måske havde jeg det forkerte mærke tøj på til stolegymnastik …
Senest vi var af sted for at handle, spurgte Chiyoko en Brugs-ansat, om de snart fik de små kina-bøger hjem? Damen svarede, at “det slet ikke er sikkert, vi får dem hjem igen”. Jeg taler jo butiksk efter mange år i Føtex og Bilka, og det er ganske enkelt kode for: “Det har jeg ikke undersøgt, og det kommer jeg heller ikke til”.
I sidste uge bankede det forsigtigt på min dør. Chiyoko spurgte, om jeg ville hjælpe med noget. Det ville jeg gerne, så jeg gik med ind i hendes køkken, hvor hun viste mig et brev fra Dansk Flygtningehjælp. Der stod, at de havde en telefonaftale med hende klokken 11.00 samme dag. Klokken var knap 13.00, og hun bedyrede, at de ikke havde ringet.
Så jeg lovede at ringe til dem og høre, hvad der var gået galt. Jeg fik fat i den rare sagsbehandler fredag. og han fortalte, at de ganske rigtigt havde haft en aftale, men at han havde måttet aflyse den, fordi tolken havde meldt afbud. Så han ville booke en ny tolk og sende et nyt brev med et nyt tidspunkt.
Han fortalte mig også – det ved jeg sådan set ikke, om jeg havde lov at få at vide, men nu ved jeg det, og mig og hemmeligheder er bare ikke noget fint par – at det drejede sig om en ‘re-patrieringssag’. Altså, at min nabo er blevet familiesammenført til Danmark, da hun kom hertil, og nu vil hun hjem til en niece i Japan for at bo.
Som jeg forstod det, drejede det sig om en bolig, der først skulle sælges – vel for at undgå, hun flytter fra landet med gæld – og har hun ingen gæld, kan man vist få et tilskud til at flytte retur. Sådan nogen ting. Dem noterede jeg på bagsiden af papiret fra Flygtningehjælpen og afleverede til Chiyoko igen. Så nu skulle hun bare vente på et nyt brev fra Flygtningehjælpen.
Da jeg et par dage senere var i Tønder, gik jeg i boghandlen og købte to kinabøger i den rette størrelse – de skal passe i håndtasken. Jeg fik dem pakket ind og lagde dem foran hendes dør. Ret godt tilfreds med mit medborgerskab – måske næsten en anelse selvfed. Det gik over …
Om aftenen bankede hun forsigtigt på min dør. Hun viftede med en tom konvolut. Og et par meter bag hende stod en mand. Lidt ældre end mig. Klædt i den i Sønderjylland så almindelige og anerkendte blå Kansas-jakke. Han skulede allerede en smule. Chiyoko sagde, hun havde brug for brevet fra Flygtningehjælpen. Hun holdt kuverten op, som om dens tomhed var bevis for, at jeg havde brevet.
Jeg forklarede, at jeg jo havde skrevet på bagsiden og givet hende brevet tilbage. Hun blev ved at sige, at jeg måtte have brevet. For kuverten var jo tom. Så sagde manden noget i retning af, hvis hun siger, du har brevet, må du jo lede efter det. Jeg blev helt paf. Et snappende: “Hvem er du?” brændte på tungen, men jeg besluttede i stedet at spille skuespil. Skubbede døren i, gik ind i stuen og flyttede rundt på nogle papirer, hvorefter jeg gik ud igen og sagde, at nej, jeg havde ikke brevet.
Jeg spurgte, hvad hun skulle bruge det til, for der stod jo ikke andet end et tidspunkt for en telefonsamtale, og manden fra Flygtningehjælpen ville sende et nyt brev i løbet af ugen. Kansas-manden brød igen ind: “Vi har brug for telefonnummeret, for så kan vi selv ringe derover og høre, hvad der foregår.” Altså underforstået at jeg nok ikke havde hjulpet godt nok. Jeg brød mig overhovedet ikke om tonen. Heller ikke fra min nabo. Som i øvrigt stadig ikke havde sagt tak for kinabøgerne, som jeg kunne se, hun havde taget ind. Dårlig stil, dame!
Jeg forklarede, at jeg da havde telefonnummeret i min mobil, fordi jeg jo ringede til Flygtningehjælpen et par dage i forvejen. Om de ville have det. “Ja” kom det igen brysk fra Kansas-jakken. Jeg afventede et kort øjeblik, men der skete ikke mere. “Skal jeg hente et stykke papir og en blyant at skrive det ned med?” spurgte jeg så. Det måtte jeg gerne. Det blev faktisk forventet, fornemmede jeg.
Så det gjorde jeg. Og så fortrak de ind i lejligheden igen. Jeg var stadig en hel del forbløffet. Først da jeg kom ind i stuen, kom jeg i tanke om alle de mange ting, jeg kunne have sagt undervejs. Men jeg holdt det på tungen og sank igen. Besluttede, at hvis Chiyoko igen får brug for hjælp, kan hun spørge charmetrolden i Kansas-jakken. Jeg gider i hvert fald ikke.
Har jeg lært noget? Njaeh, jeg har tænkt en del over, om jeg så i virkeligheden hele tiden bare har hjulpet for at få noget ros – og nu er så fornærmet, at jeg er ligeglad med damen. For hun har vel reelt stadig brug for at blive kørt i Brugsen. Men jeg kan mærke, jeg ikke gider det mere. Nu bliver vi “storby-naboer” i stedet. Altså uden at hilse, hjælpe eller interessere os for hinanden. Bare boende ved siden af hinanden.
En ting har jeg lært. Flere gange mens jeg har kørt damen i Brugsen, har jeg tænkt ved mig selv, at der var noget utilfredsstillende ved at køre en fremmed 78-årig dame i Brugsen i Højer, når jeg lige så godt kunne køre min egen 84-årige mormor på Nordfyn til byen for at handle. Så jeg har vist lært noget med prioritering. Og at hytte sine egne først. Og fremmest.
Fredagsbrev – uge 5
Jaja, så er det da godt nok blevet lørdag … har du savnet mig? Sad du hele fredagen og tænkte: “Hvor bliver fredagsbrevet mon af?” Nej vel. Det går nok det hele.
Men det har været en gevaldig uge. Og egentlig også en gevaldig fredag. Hør bare her: Filmen “Thank You for Smoking” er tæt på at være blevet til virkelighed. En lobbyist for tobaks-branchen ser faldende salgstal og beslutter at overtale en Hollywood-instruktør til at have cigaretter med i film igen – for at gøre dem cool.
Ringer der en klokke med den her historie fra DR: Ekspert advarer: Rygning er tilbage for fuld kraft i tv-serierne?
Cigaretter er tilbage i film og serier, og antallet af unge, der ryger, er stigende. Vi bliver aldrig rigtig klogere end at lade penge og profit bestemme det hele …
Næste historie er rent faktisk fra fredag. Altid tænksomme og begavede Trine-Maria Kristensen har på P.O.V begået artiklen: Sårbarhed bliver det nye sort.
Tankerne er ret meget i familie med Brene Brown, som jeg omtalte i sidste uge, og selv om det altså næppe er nyt og ukendt land, så er jeg klart fortaler for, at vi gentager over for hinanden igen og igen og igen, at det er ok at være sårbar. At være åben. At have følelser. Og at sige til og fra, når noget føles rigtigt og andet forkert.
Faktisk fik artiklen – sammen med et P1-program om stress – mig til at overveje, om det er tiden, jeg pakker den lille foredrags-rygsæk og drager landet rundt med en velment og kærlig opsang, der kunne hedde noget i retning af Er jeg god nok? eller måske Du er altid god nok. Det er stadig kun en overvejelse, men mon ikke det snart er på tide …?
På Atlantic læste jeg en fin lille sag om faldende tilslutning til high school-football i USA. (Deres football – med den ovale bold!). Det er interessant læsning, hvad det betyder for små samfund, små byer og små high schools rundt omkring, at der nu er 75.000 færre i en ungdomsårgang, der spiller football: Rural communities struggle to adapt to life without football. Tallet er sammenlignet med 2008-2009. Og faldet er fra 1,1 millioner spillere. Som der står i artiklen, er det jo ikke sådan, at football er ved at uddø. Men en krise … det er det vel!
Å ja, og så faldt jeg også over denne: What we wrote about Facebook 12 years ago. Den er ikke lige i øjet, men det er stadig interessant at se, hvilke farer, der var til at forudse, og hvilke gevinster, der er gået tabt. I øvrigt: Angela Merkel har lukket sin facebook-side. Hun og jeg havde næppe set os selv som first movers … but it is happening 🙂
Når regler er vejledende – og jeg er dobbeltmoralsk
På vej til job bruger jeg det meste tid i S-tog og bus på at rode med Facebook og Twitter. I morges faldt jeg over en kritisk forespørgsel på Twitter om, hvorfor DSB ikke gjorde mere for at håndhæve rygeforbuddet på deres perroner. Jeg har en ting med rygning. Har aldrig selv røget, men jeg kender og har kendt rigtig mange rare rygere. Og jeg føler med dem. Det kan ikke være rart at være ryger. Så jeg forsvarede rygerne. Fortalte, at jeg aldrig oplevede det som et problem, og at hvis jeg gjorde, ville jeg sige det til rygeren, som jeg så forventer ville rykke lidt længere væk. Problem løst.
Den her bruger insisterede på, at DSB fører en symbolpolitik ved at have en regel, de ikke håndhæver og bedst som jeg var ved at grave mit eget hul dybere og gøre klar til en form for skyttegravs-meningsudveksling, kom jeg til at tænke på, at jeg jo også selv har områder, hvor jeg mener, regler (love!) skal overholdes. Men at det jo faktisk er lidt hyklerisk, at jeg synes, de regler jeg finder vigtige, skal overholdes, mens andre kan være ligegyldige. Det virker egentlig ikke som et særligt velfungerede almengyldigt princip.
Jeg er for eksempel iskold over for mennesker, der klager over fotovogne. “De blitzer jo kun, hvis du kører for stærkt. Hastighedsgrænsen er formentlig nøje fastsat på basis af forskning, så det bør ikke være op til den enkelte at vurdere, hvor hurtigt forholdene tillader, at man kører”. Kan du også høre det? Hvorfor er det så op til mig og den enkelte ryger at vurdere, hvornår det er ok at ryge på perronen og hvornår ikke? (Og min holdning til lige præcis fotovogne kunne godt hænge sammen med, at jeg ikke har bil – det er sådan set et rimeligt gratis område at stå stejlt på for mig)
Eller hvad med rød/grøn som fodgænger? Hvis jeg er på vej hjem fra en bytur – det sker sjældent, men det er taget frit fra hukommelsen – kan jeg da snildt argumentere for mig selv, at der jo ingen biler er, så det er helt uskadeligt at gå over for rødt. Omvendt vil jeg nøje afveje, hvis der er rødt lys, og jeg står sammen med et ungt menneske.
“Hvad er ungt?”. Godt spørgsmål. 10 år tror jeg, ville få mig til at stoppe for rødt lys. Ud fra sådan en selvhellig og -fed tankegang om, at jeg vil være en rollemodel og i hvert fald ikke være ham, der “lokker” et ungt og endnu ikke fuldt færdigformet menneske til at gå over for rødt. Helt små børn med deres forældre i hånden? Jeg kunne aldrig drømme om at gå over for rødt i deres selskab. Muligvis mest af frygt for forælderens reaktion, men resultatet er jo det samme.
Andre voksne? Jaeh, så kan jeg godt se mig selv smutte over for rødt. Som fodgænger understreger jeg en ekstra gang. Og hvorfor gør jeg egentlig det? Er det mere i orden at være i tvivl om, hvorvidt jeg vil overholde reglerne, hvis jeg er til fods end fx i bil? Det synes jeg åbenbart. Igen formentlig ud fra en hjemmebrygget tese om, at jeg formentlig forvolder mindst skade til fods frem for i bil. Indrømmet, det er noget underligt noget.
Nogen glasklar erkendelse er jeg ikke nået frem til, men jeg vil bestræbe mig på at være mindre hellig på andre folks vegne og mere rummelig i forhold til deres individuelle “points of ignoring the rules” fremover. Jeg har altid ment, regler var vejledende. Men af en jurist har jeg fået at vide, at det eneste, der er vejledende, er … vejledninger. Altså at regler er regler. [punktum]. Dér ved jeg ikke helt, om jeg er endnu, men jeg er i hvert fald kommet lidt i tvivl om rygere og forbud og perroner.
