Samsø – Ufærdige Tanker

En SamsØ-quickie

Jeg fik en på sinkadusen på Samsø. Et slag til selvforståelsen. Til drømmene. Til planerne. Og til troen på, at jeg da bare selv kan diagnosticere og knokle mig ud af livskriser. “Je’ e’ jo fynbo. Os får man ik’ ne’ me’ nakken”. Og så alligevel …

Skærmbillede 2015-06-22 kl. 22.16.50

Jeg har sagt op. Er flyttet fra Samsø. Lige nu er status, at jeg er hjemme i Næsby (i Odense!), hos mine forældre i deres gæsteværelse i kælderen. Teknisk set er jeg ledig. Eller det vil sige, jeg er på ferie. Fordi jeg har hevet alle mine feriepenge til det kommende år ud, fordi jeg trænger til at have ro på en eller anden front – her blev det altså pengene. Så jeg er ok. Faktisk mere end ok. Jeg har det fint. Livet er en smule gyngende, uvist og (i klassisk forstand i hvert fald) mål-løst. Men jeg har det altså fint.

Skærmbillede 2015-06-22 kl. 22.17.17
Hvorfor så hurtigt væk fra øen? Jeg kom godt fra land, var superhøj på “nyt job-adrenalin” i begyndelsen. Alle var søde, jobbet var udfordrende, og jeg lærte hele tiden nyt: Nye kolleger, nye naboer, nyt træningscenter, nye løberuter. Nyt, nyt, nyt. Og så kom der en dag. Ret hurtigt. 5 uger henne. Måske lidt mere. Eller mindre. Jeg husker, jeg tænkte – ret klart formuleret: “Nu er det nu, at hvedebrødsdagene er ovre. Nu skal du hive dig selv i nakken og gå til møde i borgerforeningen. Nu skal du slæbe dig til fodboldtræning. Deltage i ø-livet. Skabe et nyt liv.”

De følgende 4 weekender var jeg på fastlandet. Ture der længe havde været planlagt, men som kom som manna fra himlen i situationen. Vellykket timing. Det var helt fantastiske ture på fastlandet med søde venner, gode oplevelser, familiebesøg og en hel masse, som jeg slet ikke kunne forstå, hvordan jeg nogensinde kunne forlade.

I starten af maj var “fastlands-perioden” ovre, og jeg tænkte, at der vel var tanket ny energi. Slet, slet ikke. Aftenerne gik efter fast skema: På vej hjem fra job trillede jeg ind hos Netto og tankede op til ædegilder, som jeg godt selv kunne se – når jeg tænkte rationelt – tangerede spiseforstyrrelser af den bulimilignende slags – dog uden opkast-trangen. I stedet for at kaste op løb jeg som en besat – både for at kompensere og fordi løbeturene blev det vildeste helle. Ædegilderne fandt sted foran tv – jeg er ret godt opdateret på serier fra både Netflix, HBO, Viaplay og sågar Cmore – og så slæbte jeg mig i seng. Vågnede tidligt men stod op senere og senere for at komme på job. Jeg orkede ikke. Gad ikke. Havde ikke lyst til at skulle ud af sengen. En morgen vågnede jeg 04:57 og tænkte: “Å nej, du skal på arbejde.” Dér vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Det var slut med Samsø og mig.

Skærmbillede 2015-06-22 kl. 22.17.41

Hvordan forklarer jeg sådan en omgang hjemvé, klaustrofobi, ø-kuller og rester af fra fastlandet medbragt depression? Jeg sagde det, som det var. Og sagde op. Da jeg stadig var i prøveperioden, var det med dags varsel. Og derfor kunne jeg rykke af øen med det samme. Huset var der 3 måneders opsigelse på, men udlejer fik det lejet ud allerede 14 dage efter min opsigelse, så jeg pakkede mine efterhånden ganske få ejendele, trillede dem til Boxit i Odense (Næsby, for de lokalkendte) og flyttede ind i mine forældres kælder. Heldigvis omgivet af kærlighed, omsorg og rummelighed. Det er jeg taknemmelig for.

Hvad så nu? Joeh, jeg er i gang med at stykke et liv sammen fra bunden endnu engang. Og jeg har det bedre for hver dag, der går. Det er det vigtigste. Lige nu.

Samsø – fortællinger og røverhistorier

”Jeg vil gerne bede om en pose ’Ørby-hjerne’.” Jeg lærer formentlig aldrig rigtig samsk, men jeg lærer hele tiden nye ting om øens historik, indre fortællinger, og jeg lærer i lyntempo, at det ikke er alt, jeg hører, jeg nødvendigvis skal tro på. Dét er jeg vild med. Og udfordret af.

Ørby, som jeg bor i, har – som alle øens andre byer – sine tillagte eller pålagte særheder, og én af dem går på, at vi fra Ørby ikke er så skideskarpe på øverste etage. Så ’Ørby-hjerne’ kan du bede om hos trælasten, når du er på jagt efter savsmuld … Eller måske var det sådan engang, at Ørby blev set på som en lille smule underfrankerede på øverste etage. Da jeg forleden var til Fortællecafé hos Smagen af Øen, blev ørbyerne (måske hedder det sådan? Måske har jeg fundet på mit eget ord) beskrevet som sådan lidt vilde, skæve og sådan nogle, der gerne fester. En fin udvikling fra underfrankerede, hvis du spørger mig.

Da jeg i påsken var på Ræven (værtshus, remember!) med en virkelig god ven og hendes kæreste, reagerede lokale med et “Er du fra Ørby? Jeg synes da også nok, dine øjne sidder lidt tæt” – underforstået, at der er en hel del indavl hernede, og det kan man se på udseendet. Åbenbart helt uagtet, at jeg kun har boet lidt mere end 5 uger i byen. Dét har allerede smittet af på mit udseende. I “ørby’sk” forstand om man så må sige.

I det hele taget er der en enorm geografisk stolthed. Og Samsø er jo en gigantisk ø i den forstand med bunkevis af kulturforskelle og faldgruber. Nordøen og Sydøen er tæt på at være to forskellige verdener. Sydøen – som er der, jeg bor – bliver set på (nok mest af dem fra Nordøen) som sådan lidt fine på den. Men også som festlige og måske endda lidt højtråbende. Set nordfra i hvert fald. Omvendt ser ’vi’ hernedefra på nordboerne som indelukkede, måske endda lidt påholdende og en anelse puritanske.

Der er rygter om, at nogle fra Nordøen aldrig har besøgt Sydøen – krydset Kanhave, som det hedder, Kanhave er kanalen der deler øen og giver søens folk flugtmulighed fra Stavns Fjord skulle de blive trængt af udefrakommende. Fra fastlandet måske – men det er altså bare rygter. At der til gengæld oprindeligt var hele tre versioner af samsk på øen, er ganske vist. Nordsamsk, som helt i tråd med den øvrige beskrivelse, er lidt bondsk og drevent at høre på, mens sydsamsk er lettere i trådet, og endelig er der så Ballen-fint, som vel er til sydsamsk, hvad Hellerupsk er til københavnsk. Cirka.

Ovenstående er jo alt sammen rygter, løgnehistorier og andenhåndsfortællinger, men jeg er overmåde begejstret for historikken, stoltheden, nysgerrigheden og iveren for at grave i egen fortid, lysten til at finde og fastholde rødder og holde liv i folkeviddet. For det er skam dybt, dybt alvorligt – dog alt sammen fortalt med kærlighed og glimt i øjet.

Læs selv troldesagn: http://www.visitsamsoe.dk/om-samso/samsos-historie/troldesagn-pa-samso/samso-sagn-bishoj/

Samsø – hjælpsomhed to the max

Jeg er ikke blind for, at der er virkelig dejlige og hjælpsomme mennesker alle vegne. Jeg ser mange online, men jeg har også mødt en masse i virkeligheden – måske handler det allermest om, hvad man ser efter hos andre mennesker. Men … Jeg er komplet overvældet af den samske imødekommenhed. Der er et helt utroligt udpræget “Hvad kan jeg hjælpe med-gen” hos menneskene herovre. (Jeg kan ikke udelukke, dyrene er ligesådan, men det har jeg ikke mødt endnu).

Med fare for at jeg allerede har glemt noget af det igen, vil jeg her nævne en stribe af de dejlige hændelser, der har været i løbet af lige knap en måned herovre. Jeg skal I-kea i morgen. Så min kollega siger da bare til mig: “Du låner vores bil. Den kan du have meget mere i”. Og det har han ret i, men det er altså voldsomt sådan lige at låne sin bil ud et par døgn. Intet problem, dog: “Vær opmærksom på, at der kan være lidt bøvl med bagklappen”.

Min lidt lille bil. Mildt sagt. (og ja, det er taget i Odenses Ikea, men jeg købte ikke noget. Jeg osede bare ...) — Min lidt lille bil. Mildt sagt.
(og ja, det er taget i Odenses Ikea, men jeg købte ikke noget. Jeg osede bare …)

Forleden var jeg på kursus i Aarhus, hvor der var en enkelt anden samsing med også. I den første pause kom Susanne – det hed hun – og præsenterede sig. Hun ejer Rumogrooms, der ligger på min vej på arbejde. Jeg bor i Ørby, kører via Brundby til Tranebjerg. Susanne bor i Brundby. Lige i svinget ved bakken. Rumogrooms ser meget, meget flot ud. “Kig forbi til noget mad en dag og sig endelig til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med”. Bare sådan. Måske fordi jeg virker som en flink fyr. Nok mere sandsynligt, fordi vi bor på samme ø.

Eller da jeg købte brænde hos Ole fra Kolby Kaas. Jeg meldte blankt ud, at jeg ikke kunne hente brændet selv, så han tilbød at levere det den følgende formiddag. Og så satte vi os ellers i hans have og beseglede handlen med 2 timers snak og en stabel kopper kaffe. Da jeg kom hjem, ringede han: “Jeg fik besøg af en stærk mand, der hjalp mig med at laste brændet på traileren. Er du hjemme nu, kommer jeg med den. Så kan du tømme den i ro og mag, og så henter jeg den i morgen”. Øh tusind tak. Igen!

Det nu allerede berømte brænde. Det er godt brænde med lidt mere end middel brændværdi. Det er dejligt

Da jeg i dag kom hjem fra min eftermiddags-løbetur (nej, ikke hver eftermiddag, men tak fordi du spørger), var naboen ved at tømme sin bil for noget indkøb. Han kigger op, ser mig og kommer over: “Jeg må vist hellere hilse pænt på. Vi har ikke villet trænge os på, men nu er det tiden. Sig til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med”. Jamen pænt goddag. Hyggeligt at hilse på. Og tak. “Ja, jeg bemærkede jo i morges, at du bare har dit brænde liggende uden overdækning. Så bliver det da ødelagt. Jeg har vist en presenning nede i skuret. Jeg finder den lige frem og lægger den til dig”. Mere tak. Fruen i huset ankommer. “Hej, jeg hedder Ellen. Skal du til Ikea og købe senge? Vi har da en madras stående, du kan låne”. Endnu mere tak.

Eller den tirsdag, da jeg om morgenen fik besøg af Richard fra Samsø Bredbånd. Han skulle montere noget modtager og sætte nettet i sving. Dagen før havde jeg ringet, at jeg alligevel ikke kunne være hjemme klokken 8:30 som aftalt. “Jamen, hvad med jeg kommer 7:30 så? Jeg kan jo bare lukke mig selv ud”. Hvad? Så kommer han bare lige en time tidligere. Og ordner det hele. Det virkede perfekt, da jeg kom hjem 16:30. Hvor Svend fra radio og hvidevare-forretningen var i gang med at montere min nye vaskemaskine. De sagde til mig i butikken: “Den er her tirsdag”. Tirsdag formiddag går jeg forbi og spørger til levering. “Jamen, den er med det læs, der lige er kommet. Så kommer Svend senere i dag og sætter den til.” Og ganske rigtigt. Da jeg kom hjem, lå Svend på knæ på mit badeværelse. Havde selv fundet en ekstra stikdåse og fået det hele monteret. Jeg var ret ny dengang, så jeg sagde: “Jeg har ikke noget kaffe, men vil du have en kop te?”. Svend kiggede på mig. Lidt undrende. “Øh nej tak. Jeg har en kunde mere, så jeg må hellere køre”. Næste dag kørte jeg forbi Netto, og nu er der – og vil altid være – kaffe i huset. Den går som ny. Den går ikke en gang til ikke at have kaffe i huset. Det behøver ikke være Gevalia, men der skal være kaffe til gæster. Lesson learned!

Og sådan fortsætter dagene. Nye mennesker, jeg aldrig har mødt før. Eller nogen jeg møder for anden eller tredje gang. “Hej Michael, nåeh, du er ham den nye. Sig til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med”. Det er ret så fantastisk. Og det gode er, at det smitter. Jeg tager mig selv i at sige i et væk til folk: “Sig endelig til, hvis jeg kan hjælpe”.

Mens jeg i mit stille sind ærgrer mig over at medbringe en så ubrugelig kompetence som skriveri. Jeg er jo, når sandheden skal frem, mest til fint brug med kontorstol, hævesænkebord og tastatur. Mens jeg er knap så anvendelig, når der skal bygges hønsehus, renoveres udlejningsboliger, kalkes vægge, skoves brænde eller alt muligt andet praktisk. Jeg er en dør til natur, til historie, til fødevareproduktion (selv køkkenhave-fødevareproduktion), til madlavning og til en stribe andre ting. Jeg er god til skriveriet, og det i sig selv giver mig en rolle, men jeg fornemmer, at hvis jeg virkelig skulle kunne hjælpe i øst og i vest, kræver det flere praktiske evner. Det er så dejligt målbart lige at samle et skur, klippe en hæk eller save brænde med motorsav (det sidste er pænt farligt, hvis man ikke har udstyr til det).

Nå, min egne mangler til side; her er en fantastisk hjælpsomhed. Folk er søde, venlige og åben-armede. Jeg er vild med det. Og glad for det smitter. Jeg vil også have tatoveret mit indre med samme hjælpsomhed. Og det er godt på vej.

Når mennesker gør hele forskellen

Jeg var meget lille, da jeg vågnede mandag morgen. Jeg glædede mig til nyt job. Til nye kolleger. Til et nyt liv. Men det var også overvældende. Og hvad kunne jeg forvente? Følelsen af at være alene sad stadig i mig efter flytningen fra fastlandet til Samsø.

Alle mine spændte forventninger var skubbet i baggrunden. Jeg var bare et bange menneske, der følte sig helt alene mod verden. Heldigvis var kollegerne på kontoret præcis så søde, som jeg kunne ønske mig. Eller faktisk sødere. Og de er bare tre og så en chef. Overskueligt – som jeg kan lide det. Jeg kender dem jo ikke. Endnu. I skrivende stund har jeg haft tre arbejdsdage – som vel for dem har været dage, som dage er flest på kontoret. Mens de for mig har været som de tre første døgn må være under Robinson-ekspeditionen: Jeg vil så gerne knytte bånd. Skabe relationer. Og jeg forsøger at huske at stikke fingre i jorden. Vise lidt af mig selv. Ikke for meget. De skal jo gerne kunne nå at finde mig sympatisk, før jeg giver los og bliver sårbar, skrøbelig og menneskelig. Lige nu er jeg bare ny kollega. Som er glad for sine nye kolleger.

Jeg har allerede mødt en bunke samsinger – er det mon med stort –S? – og de er præcis så originale, foretagsomme, venlige og interessante, som jeg ønskede mig. Der er utroligt meget snak om mad. Om råvarer. Flere råvarer. Madfestivaller. Nye former for mad. Jeg har hørt ord, jeg ikke rigtig ved, om jeg kendte for en uge siden: Østersfarme. Danskproduceret rom (de to ord kendte jeg godt – men sat sammen?). Og ord jeg allerede har glemt igen. Men jeg er vild med entusiasmen. Intensiteten. Glæden. Og stoltheden over øen. Jeg føler mig som en original, men det har jeg jo altid gjort på en eller anden måde. Jeg tror, at jeg her på Samsø kan finde ro til at være skæv, original og gøre gavn.

Der er fælles mål. Fælles interesser. Virketrang. Skabervilje. Og historik. Alle kan en eller anden historie om episoder, familier, fejder, byer eller noget femte, som de gerne fortæller. Det kræver en del af min hullede hukommelse at stykke det hele sammen til en helhed. Til en komplet fortælling. Men fragmenterne er lovende.

Min første weekend efter flytningen byder indtil videre på et besøg på Ræven – øens værtshus, hvor der er tilladelse til at bande og bajere for 25 kroner – og hvis hovedet vil det, er der foredrag søndag formiddag med følgende præsentation (det er med vilje, jeg har maden med, for intet er tilfældigt, når det kommer til mad!)

”En indvandrer”-guide til Samsø. Jesper vil fortælle om det at flytte til Samsø, hvad skal man huske, hvad er does og hvad er dont’s. Where to go, where not to go 🙂 Osv.

Smagen af Øen serverer Bents gode øko-ost, smør og brød fra Urtekurven, samt et glas vin og kaffe/te.

Kommer jeg af sted i weekenden, vil de to ’events’ føje sig til striben af ting, jeg har prøvet for første gang i løbet af min første uge herovre: Jeg har købt en vaskemaskine (!), været med til royalt-besøg-planlægningsmøde, faret vild på min første løbetur, fordi jeg stolede på skiltet ”Sti til Ballen”, som viste sig at sende mig ud på muddermarker, og så har jeg vist endeligt fået løst gåden om optænding i brændeovne. Mange ting for første uge.

Men min fornemmelse siger mig, at det bare en spæd begyndelse. Jeg bliver meget klogere. Dygtigere. Kompetent. Og forhåbentlig også mere mig. Mere hel. En bedre mig.

Samsø-tanker fra hoften (del 2)

Fortsættelse: Dette er del 2 af fortællingen om min flytning til Samsø. I del 1 viste jeg begyndende tegn på dårlige planlægningsevner og en generelt svag og skidt karakter. Vi sluttede del 1, hvor jeg brokkede mig over manglende skiltning til motorvejen i Østjylland.

I Odense skal vi omkring min moster, hvor både min mor, mormor og mormors søster venter. De har mad klar. ”Vi har ikke tid til at spise”, hvæser jeg. Stadigt sur. Og hælder galde ud over hele flokken. Bestyrtede ser de til. Jeg kan høre dem tænke: ”Hvad er nu det? Skulle det ikke være et eventyr på Samsø?” Sådan føles det ikke. Far sætter sig ud i bilen og triller i forvejen. Jeg skal følge efter i flyttebilen.

Mor tager mig i armen og siger, jeg skal sørge for, han spiser noget. ”Han kan ikke klare sig uden mad”. Jeg får med det samme dårlig samvittighed. Hvad er jeg for et menneske? Han bruger hele weekenden på at hjælpe mig, overnatter med mig på Samsø og slæber mine ting frem og tilbage. Og lægger øre til mig hele weekenden. Så spørger jeg ikke engang, om han er sulten. Jeg afviser bare mad. Av.

Vi afleverer flyttebilen og er på vej mod Hou igen. Han kører mig frem og tilbage, bare fordi han er far … Mere av. Den dårlige samvittighed er til at skære i. Hvad er jeg for en skidt karl? Jeg overtaler ham til at spise, så vi holder ind på noget fastfood-restaurant, jeg ikke kender. Får en burgermenu og sidder stille og taler sammen for første gang hele weekenden, uden at jeg føler mig travl og stresset. Han deler et par faderlige råd ud og ser mere tilpas ud med lidt mad i systemet. Nøj, jeg må være skidt selskab sådan en weekend. Øv.

Mætte kører vi mod Hou. Han sætter mig af, og jeg forsøger at formulere noget om min skam. Og en masse om min taknemmelighed for hans hjælp. Han triller hjem i mørket, og jeg går om bord på færgen. Sidder der helt, helt alene i nattemørket, mens færgen glider mod Samsø. Tårer triller stille ned af kinderne. Hvad er det dog, jeg har gang i? Kan jeg holde fast i alle de mennesker, jeg elsker ”inde på fastlandet”, mens jeg skaber et nyt liv på Samsø? (Psttt; “gående med cykel” kostede 127 kroner – ikke 381 kroner, som jeg troede. Blodtrykket en anelse ned igen)

Fremme i Sælvig går jeg i land som den sidste og venter på, bilerne er væk. Cyklen er halvflad (mildest talt) på baghjulet. Jeg har en bruseforhængs-teleskopstang stikkende op af rygsækken. Reflekser om begge ben. En diodelygte hængende fra tasken på ryggen. Triller gennem mørket med 10 kilometer foran mig. Der er meget, meget stille.

Jeg forsøger at se mig selv udefra. Hører helt tydeligt min prusten. Kommer til at le. Næsten manisk i mørket. Triller af sted mens jeg kluk-ler ved tanken om, at jeg må ligne et rumuhyre. Biler kommer mod mig. Ser min forlygte. Blænder ned. Ser omridset, der må virke noget aparte, for de fleste blænder kortvarigt op igen, som tænker de: ”Er det et rigtigt menneske?” Den er god nok. Det er jeg.

På underlig vis er det en rensende cykeltur, og vel hjemme i Ørby glider jeg træt og forventningsfuld i dyb, dyb søvn. Klar til at starte på nyt job næste morgen.

Samsø-tanker fra hoften (del 1)

Oh. My. God. Livet er vidunderligt. Skørt. Omvæltende. Overraskende. Og så alligevel … Helt kort: Jeg er flyttet. Landet på Samsø. Og i gang med nyt job. I ny bolig. Med nye kolleger. Nye opgaver. På en ny ø. Og helt ærligt – det er en anelse overvældende. Men det er ikke ubehageligt.

Torsdag og fredag sagde jeg farvel til Danske Spil. Og særligt til en hel, hel bunke dejlige kolleger. Med varme kram. Et lidt klemt hjerte. Og med stor taknemmelighed for et forrygende kapitel, der er slut. Jeg er blevet klogere. Dygtigere. Ældre. Og har fået en stak venner, jeg håber at bevare hele livet.

I weekenden fik jeg vist ingen nye venner. Min far og jeg brugte både lørdag og søndag på at flytte mine ting efter en minutiøst udtænkt plan: Lejet flyttebil i Odense. Hente nye madrasser hos Jysk i Odense. Trille over Storebælt til Herlev, hvor de fleste af mine ting var opbevarede hos en (nu ex-) kollega. Derfra til Frederikssund og hente flere ting, videre til Silvan, Frederikssund til små-indkøb – pitstop hos Trine’s Grill til et par hotdogs og så mod Kalundborg, hvor vi var fremme i alt for god tid til færgen. Det kan ikke afvises, at min plan var lidt off …

Ombord på færgen 17:45 og ankomst Samsø 19:15. Mørket havde sænket sig. Da vi triller ind i Brundby – den sidste landsby før Ørby, som er ’min’ landsby – har en (eller flere) spøgefugle trillet et par affaldsspande og et ”Her er åbent”-skilt ud på vejen. Jeg drejer resolut fra, men det viser sig at være en frugtesløs omvej. Tilbage igen. Jager far ud i mørket og handlekraftig som altid flytter han affaldsspandene, så vi kan komme videre.

Fremme ved huset finder vi ”nøglen under en sten til højre for trappestenen. Sådan gør vi herovre”, som udlejeren sagde til mig. Love it! Knap så meget ’love’r’ jeg, at vi ikke kan finde el-relæet. for der er ingen strøm. Og der er meget, meget koldt! Til sidst finder vi relæet – bag en dør! Hvem kigger nogensinde der???? Tænder for strømmen men da vi går i seng, er der stadig pivkoldt, og vi sover begge med to trøjer og strømper og ekstra dyner.

Søndag vågner vi og triller til Tranebjerg for at handle. Det går fint. Eller nogenlunde. De har ikke ret mange af de ting, jeg ønsker mig: Bruseforhængsstang. Tæpper til gulvene. Indefutter. Jeg bliver lidt irriteret. Muligvis er jeg stresset. Da vi kører ombord på færgen for at rulle flyttebilen ’hjem’ til Odense, glemmer vi at stille min cykel på Samsø-siden. Det virker ikke som et problem, bare vi husker den på Jyllandssiden.

Men så opdager jeg, at rejseplanen siger, at prisen stiger fra ”gående 106 kroner” til ”gående med cykel 381 kroner”, da jeg tjekker på hjemmesiden. Rimeligt dyr forglemmelse … Jeg bliver mere muggen. Og da jeg opdager, at vi fra Hou skal køre knap 40 kilometer på hovedvej til Horsens, ryger låget af: ”Hvad er det for noget? Hvorfor bliver vi ikke vist direkte ud på motorvejen? Direkte! Og så et skilt: Til højre -> Aarhus. Til venstre -> Tyskland. Hvorfor ikke?” Stakkels far må lægge øre til en del brokkerier, men til slut finder vi motorvejen og ruller sydpå.