Sundhed – Ufærdige Tanker

Det er stadig Anders Foghs skyld

Jeg er fra landet. Vokset op på Nordfyn med baghave ud til bølgende kornmarker og omgivet af mennesker uden alt for lange uddannelser men med gåpåmod og vilje til at få tingene til at fungere alligevel. Når der var noget, vi var i tvivl om, hentede vi en brochure på biblioteket i den nærmest by eller spurgte – for eksempel en læge – til råds. Det var ligesom det, vi gjorde, når vi var i tvivl: Så forsøgte vi at lokalisere en, der vidste noget om emnet og spørge, så vi blev lidt klogere.

Nå, det var dengang. Nede i 80’erne. 1980’erne! Fast forward til begyndelsen af det 21. århundrede. I front for Danmark sad dengang Anders Fogh Rasmussen, der var en mega-uheldig blanding af magtliderlig og fyldt med mindreværdskomplekser. Så han tog et opgør med “smagsdommeriet”, som han døbte det.

Det skulle ikke længere være sådan, at bare fordi man havde taget en lang uddannelse eller for den sags skyld havde brugt ekstra lang tid på at sætte sig ind i ting, så fik man lidt mere ret eller i det mindste lidt mere taletid end … tjah, for eksempel en knold fra Kappendrup på Nordfyn, som bare ville spille fodbold og spise chips.

Desværre var han dygtig til det med det magtliderlige, så han fik enorm indflydelse på det med smagsdommeriet – og det var jo også lige noget for Dansk Folkeparti, som også hylder det der med, at man altså ikke skal tro, man ved noget, bare fordi man har studeret, uddannet og dygtiggjort sig. Og så kom de sociale medier, hvor vi pludselig alle sammen fik alle de talerør og platforme, vi kunne ønske os.

Vi begyndte at tale om ytringsfrihed, som om det er natur- og lovgivent, at enhver har krav på at blive hørt, ganske uagtet hvor ufunderet og ubegavet det, man måtte have på hjerte, så end er. Nå, den historie kender vi jo. Så jeg springer igen i tid.

Vupti. Frem til 2020. Der er Coronavirus i omløb. Sundhedsmyndigheder verden over gør sig meget, meget umage med at forklare, at ingen behøver gå i panik, men at det altså er alvorligt, for der er en risiko for, at det kan gå rigtig galt. Og hvad sker der så?

Så kommer alle de danske lomme-eksperter frem.
“Arh, sådan rent anekdotisk vil jeg nu mene, det er noget hysteri.”
“Det er jo bare en influenza.”
“Vi kan ikke sætte alting i stå, fordi nogen bliver forkølede.”
“Tænk nu på økonomien.”
“Dem der dør ville naturen nok have nappet alligevel. Survival of the fittest osv.”

Å hvor jeg dog savner en tid, hvor der var respekt for mennesker med høj faglighed, saglighed og viden. I dag har vi allermest respekt for os selv, for vi ved nok bedst. Det har både Anders Fogh og Pia K fodret os med i årtier. Og de ved nok, hvad de taler om. Tror nogen åbenbart.

Jeg vil ikke på nogen måde kaste mig ud i mit take på coronavirus, men jeg synes helt ærligt, det burde være et minimum af samfundssind, at når vi samler hele kortegen af sundhedspersoner og -myndigheder (politikerne skal jo også være der, men de er der vel mest, fordi … ja, det ved jeg faktisk ikke), at så lytter vi i erkendelse af, at de nok ved bedre end de fleste, hvad der foregår, hvilke tiltag der er hensigtsmæssige, og at de for filen vil almenvellet det bedste. Så. Hør. Dog. Efter.

Snotforvirret motionist

Nix – bare rolig. Det skal ikke handle om Corona-virus. Slet ikke. Det skal derimod handle om, hvor besværligt – vanskeligt, ja nærmest kropumuligt – det er for mig (44 år gammel, mine damer og herrer) at få greb om det der med at motionere og spise fornuftigt. Til det formål vil jeg i dag blot forsøge at give et indblik i det virvar, der i disse uger og måneder finder sted i min knold.

Jeg synes, det der intermittent fasting lyder spændende. Så jeg har downloaded en app. Zero hedder den. Dér noterer jeg, hvornår jeg faster. For tiden forsøger jeg at faste 16 timer i døgnet. Samtidig har jeg købt sådan noget diet-shake hos bodylab. Så jeg faster typisk i 16 timer+, og så drikker jeg en pulvershake.

Planen er så, at jeg senere skal spise et æble eller to sammen med en håndfuld mandler og 300 gram kogt broccoli. For så at slutte min ikke-faste-periode af med enten veganske black bean burrittos eller en eller anden udgave af Jamie Olivers ‘knasende sprøde vegetar-sandwich’. Begge dele er lækre. Men jeg aner ikke helt, om jeg egentlig får indtaget nok af det ene, det andet eller det tredje.

Så jeg veksler sådan lidt mellem at have ondt i hovedet (formentlig for lidt vand), have dårlig mave (formentlig pga alle mine uautoriserede mellemmåltider med ostepops, marabou eller fastelavnsboller) og så at have forstoppelse.

Men jeg forsøger skam også lige at motionere lidt sådan ind imellem al den her madfokus. For en uge siden luntede jeg 6 kilometer. Det var rart. Om end det gav ømme lår, knæ og ankler. Siden har jeg gået cirka hver anden dag. Samme 6 – måske endda 7 – kilometer. Med podcast i ørerne. Og jeg tænker hver dag på at lave yoga, gulvøvelser og gå i fitness. Det sidste har endnu ikke givet udslag på vægten.

Pointen her er, at jeg jo har en psykiaters ord for, at jeg er “kun marginalt dårligere begavet end gennemsnittet”, og jeg synes, det her er overordentligt vanskeligt at finde rundt i. Det er måske ikke så underligt, at vi er så mange i klub-lidt-ekstra-forskellige-steder-på-kroppen?

Jeg tror, det bliver fredeligt uden sociale medier

Mit gæt er, at jeg var en af de allerførste danskere, der fik en profil på Facebook. Tilbage i 2007 var jeg på udveksling i USA, og dér oprettede jeg en profil. Jeg lukkede den hurtigt, da jeg kom tilbage til Danmark, for dengang virkede det netop som det, det var tiltænkt: Et lukket forum for amerikanske studerende. Der var ikke mange danskere at interagere med. Det har ændret sig siden …

Ifølge Wiki er sociale medier:

Sociale medier (forkortet SoMe) er internet-Apps (applikationer/programmer) der muliggør en hurtig udveksling af samtaler, billeder mm. mellem forskellige personer, kendte som ukendte. Forkortelsen; SoMe er første gang registreret af Dansk Sprognævn i 2012.

Siden 2007 har jeg deltaget, bidraget, kigget og fordøjet i større eller mindre omfang via platforme som facebook, twitter, instagram, snapchat, pinterest, linkedin, google+, vine, youtube, vimeo, tumblr, flickr, medium og (meget kortvarigt) foursquare. Udviklingen er gået hurtigt på nogle af platformene. For hurtigt for andre. Og gået i stå på atter andre. Efter nu snart elleve hele år med sociale platforme på godt og ondt er jeg nået til den konklusion, at mit liv bliver bedre uden.

Jeg siger ikke, alles liv ville være bedre (men det mener jeg måske nok), men jeg vurderer, at mit eget liv bliver bedre. Jeg er begyndt at skrive en smule hver aften ved sengetid. I et noteshæfte. Med blyanter. Og jeg lavede i går aftes en liste over alt det, jeg glæder mig til at have bedre tid til efter nytår, hvor jeg har besluttet at lukke den sidste af mine profiler på sociale platforme. Der er meget på den liste.

Først og fremmest glæder jeg mig til at skabe et andet reaktionsmønster, når jeg momentant keder mig end at gribe efter mobilen og meningsløst skøjte rundt mellem platforme, der kan slå tiden ihjel for mig. For det er en automatreaktion. Når jeg venter hos lægen. Når jeg venter på andre til en aftale. Hvis nogen skal et smut på toilettet, ryger telefonen frem. I biografen mens jeg venter på, filmen begynder. Når jeg ser fodbold – både på tv og stadion – ryger telefonen frem i pausen. Ved hjørnespark. Ved indkast. Ved alle skader, der kræver behandling. Når jeg sidder til møder, som keder mig (jo, de findes!), lister jeg forsigtigt telefonen frem og tager på rundtur. Når jeg er på toilettet, bruger jeg tiden til socialt halløj (!!) Jeg er ikke stolt af mig selv, men sådan er det blevet. Ubevidst men villigt.

Det har jeg forsigtigt ændret på den seneste tid. For et år siden sorterede jeg med den store skovl. Alle de platforme, jeg reelt aldrig bruger, slettede jeg mine profiler på (læg mærke til den omstændelige formulering – jeg orker ikke en eller anden “correctus”, der skal påpege, at jeg jo teknisk set ikke “sletter Twitter” men bare min egen profil! Derfor den omstændelige formulering, beklager). Og da først jeg var i gang, var det overraskende nemt at se, hvordan jeg kunne undvære de fleste. Først var der alle profilerne, som allerede mentalt var afgået ved kedsomhed: google+, linkedin, pinterest, flickr osv. Snart droppede jeg også twitter, og i september var det instagram, der røg i svinget. Nu er jeg tilbage med kun facebook, og fra nytår ryger det også i skraldespanden. Hvad er det, jeg er ude på?

Mange ting! Først og fremmest altså en adfærdsændring hos mig selv. Forhåbentlig også hvad jeg vil opleve som øget nærvær – igen: jeg forsøger virkelig at undgå at pege fingre. Andre er helt sikkert bedre end mig til at styre deres forbrug – og langt bedre tid i hverdagen. Jeg vil nyde at få tid til at læse bøger, skrive dagbog, gå analoge ture, styrketræne, løbe, meditere, forsøge at dyrke yoga, gå tidligt i seng og stå tidligt op, lave mad fra bunden (det kan faktisk godt tage lang tid, hvis man er næsten helt uden kompetencer – og det er dejligt).

Helt reelt har jeg noget med tid. Når andre begejstret fortæller, om “The 7 minute app for getting in shape”, som på 7 minutter kan give dig lige så meget træning som en time i fitness-centeret, så gyser jeg helt vildt. For jeg træner ikke primært for effektivitet.

Jeg træner for den katharsis af hjernen, der er i at bevæge mig. Og til det formål er det meget bedre for mig at lunte mine 9 kilometer på digerne og være undervejs i fem kvarter end at stå svedende i min lumre stue med en app, der koster rundt med mig i 7 minutter. For mig er effektivitet sjældent målet i sig selv. Dengang jeg legede selvstændig, lavede jeg mit eget motto, der hed noget i retning af: “Det må godt være effektivt – bare det er sjovt”. Og sådan har jeg det egentlig stadig.

Er jeg ikke bange for at blive koblet af et eller andet fællesskab? Ved du hvad? Jeg har tænkt mig tre gange i løbet af december at skrive på min facebook-væg, at dem, der stadig gerne vil have mulighed for en eller anden form for kontakt med mig, er velkomne til at sende mailadresse og/eller mobilnummer.

Første gang, jeg slog det op, var 1. december. Det er nu fem dage siden. Der er fire, der har sendt mails og mobilnummer. Jeg har angiveligt 497 ‘venner’ på Facebook. Jeg har altid været ekstremt ringe til det der overfladiske hykleri, hvor vi mennesker i fællesskab lader som én ting, mens vi gør noget helt andet. Så for mig forsøger jeg at gøre mine facebook-‘venner’ til noget, jeg mere opfatter som ‘venner’ i ordets oprindelige forstand. Så det er bedre i sync med, hvad jeg kalder det, og hvad det er. Vil jeg miste en masse information? Ja for filen. Klarer jeg mig uden? Det vil jo vise sig. Jeg tror det.

For at sikre mig jeg ikke bliver koblet fuldstændig af verden, har jeg truffet en stribe bevidste valg om, hvorfra og hvor ofte og fra hvor mange jeg vil have informationer – når det ikke drejer sig om venner. Så jeg har tilkøbt et par abonnementer på online-medier. Men snævert. Nichepræget. I behersket omfang.

Jeg forsøger simpelthen at sætte tempoet ned. Sætte informationsmængden ned. For jeg accepterer ikke den der opgivende men fremtidsorienterede præmis om, at udviklingen kan man ikke gøre noget ved. Det er simpelthen for eftergivende for mig. Så lidt kontrol nægter jeg at acceptere, at jeg har over mit eget liv.

Så nu sætter jeg hælene i. Fjerner de sociale platforme. Sætter farten ned (hvilket skægt nok er en af de ting, jeg de senere år oftest er blevet dumpet på grund af på det evigt mere frådende datingmarked: “Du og jeg lever bare ikke i samme tempo” – underforstået at de lever i fuld fart i overhalingsbanen, og jeg er en sofakartoffel)

Nå men dem om det. Nu har jeg sat lidt flere (en hel del flere) ord på, hvad jeg går og tumler med i forhold til sociale medier. Det bliver skideskægt at opleve, hvordan verden anno 2019 ser ud uden at få dem filtreret via de gængse platforme. Men jeg er jo stadig på facebook frem til nytår, så jeg når lige at se alle de forrygende jule-relaterede opslag, men jeg tror, jeg dropper nytårskommentarerne til dronningens nytårstale. Dem kan jeg godt undvære.

Et tip: Synes du, dronningen er idiot, monarki er latterligt, eller kan du ikke finde på noget sobert at sige den 31.12, så tag et ekstra stykke kransekage og kværn lidt mere champagne. Der er ikke – faktisk aldrig og dermed heller ikke nytårsaften – ytringspligt, så det er ok bare at lade ordene synke ind uden at fortælle, hvor dumme de lyder for dig. Det er helt ok.

Haha, det skal så være udgangsreplikken. Det er helt ok at klappe i 🙂

(Disclaimer: Det her burde ikke være en “ufærdig tanke”, for det er noget, jeg har tænkt over i årevis, men jeg kan se på længden af teksten, at det er for kompliceret til, at jeg evner at sætte det sammen i få, præcise ord. Det vil blive for unuanceret, hvis jeg bare skriver: “Jeg skrider fra de sociale platforme. Det er ikke dem. Det er mig. Men jeg elsker alle menneskene på de sociale platforme. Vil I med?”)

Værd at tænke over

Fordi det ikke er lige meget hvad du putter i munden

Jeg – en maratonløber

4 timer. 34 minutter. Og 23 sekunder. Det føltes som meget, meget længere. Og det har allerede nu gjort ondt i meget, meget, meget længere tid. Og samtidig er det ualmindeligt dejligt, tilfredsstillende og vidunderligt. Jeg er nu en maratonløber. Helt officielt. Det her er et meget, meget langt indlæg. Der er helt sikkert bøvl med kronologien, men jeg betragter det som et stykke autofiktion. Det er et miskmask af mine erindringer, mine perciperede erindringer og en hel masse hallucinationer … Læs det, hvis du har lyst. Kodeordene er hårdt. Og stolthed.

Så kække var vi ved starten – mine kolleger, Karen, Morten og jeg. Vi startede alle 3 lige bag ballonen med sluttid på 4:00 timer. Det virkede ikke urealistisk. Og 2 af de 3 nåede da også i mål, inden de 4 timer var gået. Og så var der mig …

Flot – måske for flot – udlæg
Det gik helt efter planen de første knap 20 kilometer. Jeg løb lidt bagved de flotte røde balloner, der indikerede 4 timer. Karen, Morten og jeg blev hurtigt væk fra hinanden. Det er ragnarok ved de der væskedepoter, så det kunne bare ikke lade sig gøre at følges ad. Jeg drak vand ved de første par depoter. Drak så lidt energidrik, og ved 14 kilometer slugte jeg den første gel. Men jeg kunne godt mærke, at der ikke rigtig kom mere energi i benene eller kroppen eller for den sags skyld i hovedet af indtaget.

Jeg nød energien. De mange mennesker. Både løberne. Og tilskuerne. Det var fantastisk vejr de første par timer, og der var masser af tilskuere, som skabte en helt sindssyg stemning. Dét i sig selv var motiverende, imponerende og respektindgydende. Stor, stor respekt. Også til mine forældre, der hjemme i Odense hentede mig klokken 06:15 og kørte hele vejen med til København for at heppe. Og så endte det med, at de overhovedet ikke fik et eneste glimt af mig på hele ruten. Øv for det. Men tak alligevel fordi I var med.

“Hej Vils”
Ved 17 kilometer hev Karen mig forsigtigt i ærmet og sagde Hej Vils. Hej, hej sagde jeg. Og så løb vi lidt – meget lidt – sammen. Jeg var allerede dér ved at være drænet for energi og følte instinktivt på trods af, at det var mit første forsøg på den lange tur, at jeg måtte gemme på kræfterne. Ved 17-18 kilometer er der jo sådan set 24-25 kilometer tilbage. Det lyder af meget. Det var det også, viste det sig. Karen lod jeg løbe. Det magtede jeg ikke. Morten havde jeg ikke set siden … 12-14 kilometer. Tror jeg.

Krise. Mur. Bum
Ved 23 kilometer var jeg nede at gå første gang. Jeg tænkte, at jeg bare lige skulle have 2 minutters gang, så ville jeg kunne nappe resten af turen i forsigtigt tempo. 4:00-ballon-fartholderne forsvandt i horisonten, og her tænkte jeg, at jeg bare skulle holde 4:10-ballonerne bag mig. Jeg blev klogere. Langsomt. Meget langsomt. Men klogere.

Flere omkring mig gik, så selv om jeg hørte et par af de mere rutinerede sige, at “det er for tidligt at gå – så er der langt hjem”, så var det altså nødvendigt. Jeg satte i løb igen. Lårene gjorde ondt. Meget ondt. Ikke mest i det ene. Eller det andet. De gjorde begge 2 allerhelvedes ondt. Du må ikke stoppe igen, tænkte jeg. Og luntede knap 700 meter, så måtte jeg gå igen. Jeg udviklede en teknik efter kilometerne. Løb 600-700 meter og gik så frem til kilometermærket. Løb igen. Gik. Løb. Gik. Jeg prøvede at overleve ved noget, jeg har hørt andre kalde “depot-strategien”. Jeg skulle fra depot til depot. Tag det et depot ad gangen.

Væskedepoterne blev længere
De første mange depoter nappede jeg enten 2 glas vand eller 1 med vand og 1 med energidrik (noget fedtet stads – Nobelpris til dén, der opfinder energidrik, der ikke er fedtet!). Jeg turde ikke forsøge med bananer eller appelsiner, og jeg ville gemme den anden gel så længe som muligt. Set i bakspejlet skulle jeg nok have set større på komforten og slæbt flere gels med. Det ved jeg til næste gang!

Taktikken gik nu ud på – meget stivbenet og meget langsomt – at løbe/gå. Der var flere på samme taktik. Vi var ved 26-27 kilometer. Nøj, der er langt hjem i krise derfra. Ved depoterne forfinede jeg mit indtag. Nappede 2 glas vand ved første bord, drak dem på vej hen til energidrikken, tog så 2 glas energidrik og drak dem, før end jeg ved vandbord nummer 2 greb yderligere 2 glas med vand, som jeg fik til at vare meget, meget længe. Og så måtte jeg til slut tvinge mig i løb. “Kom nu krop”, vrissede jeg af mig selv. “Kom nu krop”. 4:10-ballonerne fløj forbi mig i afsindig fart. Jeg ænsede dem ikke.

Kan man give op?
Mine forældre var på ruten, og havde jeg set dem ved 28 kilometer fx, havde jeg sgu nok givet op. Det regnede kraftigt nu. Jeg kunne maksimalt løbe 800 meter ad gangen, og jeg var helt, helt færdig. Underligt nok havde jeg ikke ondt af mig selv. Jeg var mere skuffet over, at det gjorde så ondt. “Det var ikke meningen”.

Men jeg kunne ikke se mig ud af, hvordan jeg kunne give op, uden at det ville betyde, at jeg skulle gå hele vejen tilbage til Bryggen. Så jeg skulle alligevel igennem en masse kilometer for at give op. Så kunne jeg lige så godt løbe videre. Var der kommet sådan en Grupetto-bus eller et fejeblad, havde jeg helt sikkert hoppet ind. Det virkede bare så besværligt at give op. Jeg var for træt til at give op. Så jeg løb.

Jeg begyndte at genkende min gruppe. Vi var en ordentlig flok, som ikke rigtig fulgtes ad. Vi løb og gik sådan lidt på skift. På den måde fik jeg hele tiden en fornemmelse af, at jeg overhalede nogen. Når jeg så gik og blev overhalet af dem, jeg lige havde overhalet, fandt jeg trøst i, at når jeg løb, var jeg ikke den aller-allerlangsomste. Ved 33 kilometer – lige langs Rigshospitalet var jeg nede at gå, da jeg blev overhalet af 4:20-ballonerne. “Kom, følg med os”, sagde en af ballon-mændene, og jeg kunne godt se logikken. “Hægt dig på dem de sidste 9 kilometer”, tænkte jeg. Og så holdt jeg op med at tænke. Og løb med. 200 meter. Så måtte jeg gå igen.

“I er forbi muren nu”
Sidste tur forbi Trianglen ved 34 kilometer stod en advokat-lignende type i tweed-jakke, pæne bukser og med et bistert udseende og blev ved med at råbe: “I er forbi muren nu. I skal bare hjem”. Det fandt jeg lidt trøst i. Jeg tænkte, at han måske havde ret. Jeg kunne ikke mærke andet end smerte selv. Fødderne var ømme. Meget. meget ømme. Og sjaskvåde efterhånden. Tøjet var gennemblødt – det var sådan set meget rart – men lårene. Å lårene. De gjorde mere og mere ondt. Aldrig har mine lår gjort så ondt. (Det gør de stadig. Tænk at man kan presse sin krop helt derud, og den så stadig fungerer i en eller anden forstand)

Jeg forsøgte forsigtigt at tro på den pæne mand i tweed-jakken. Hvis jeg nu kunne løbe en hel kilometer hver gang. Måske endda lidt mere. Hvis jeg nu bare løb lige så langsomt. Mine skridt blev kortere og kortere. Nøj, hvor satte jeg pludselig meget pris på de mange tilskuere. De råbte, sang, dansede og spillede musik. Langsomt bevægede jeg mig frem.

(foto: Signe Vest, CPH Marathon)

Ved Dronning Louises Bro var der totalt gang i den, og en meget, meget rar ung mand stak mig en Red Bull. Jeg ønskede mig ikke noget mere end et par vinger på det tidspunkt, men ligefrem flyvende blev jeg ikke. Men måske gav det lidt mentalt. Måske. Jeg kom i hvert fald lidt længere frem.

Hvem Fanden laver sjov med os?
Da jeg havde passeret 37 kilometer-skiltet, blev jeg sikker på, nogen tog pis på os. Nogen syntes, det var skægt at gøre grin med os langsomme og blev ved at flytte kilometer-skiltene længere og længere frem. Jeg havde lyst til at skrige: “Det kan jo ikke passe, at en kilometer pludselig er så lang. Vel?????” Men det havde jeg ikke energi til. Det havde også virket underligt.

(foto: Signe Vest, CPH Marathon)

De sidste 2 kilometer løb jeg. Hele vejen. Meget langsomt. Jeg løb lige bag en tilsyneladende rutineret løber, der blev indhentet af en yngre og lidt lav pige. “Er du dér igen?” spurgte han “Hvordan har du det?”. Hun sukkede og kiggede på ham: “Det gør ondt”. Jeg relaterede. “Du har også næsten løbet 42 kilometer. Selvfølgelig gør det ondt”, sagde han. Helt sikkert en rutineret. “Når du får medaljen om halsen, er det det hele værd, så glemmer du smerten”, påstod han. Argh, det ville jeg godt lige se, før jeg troede på det.

(foto: Signe Vest, CPH Marathon)
Den sidste kilometer
Vi var ovre Langebro og på vej under den, da en fyr ved siden af mig kækt sagde, at han glædede sig til en fadøl. Jeg var lige ved at snuble, men brummede, at jeg bare glædede mig til at få mine sko af. Så var han løbet fra mig. Tror heller ikke, jeg kunne være kommet i tanke om mere at sige. Ind under broen. Forbi 42 kilometer-skiltet og så var den der igen: “Det er de længste 195 meter, jeg nogensinde har set. Ikke kun fordi jeg var træt, men jeg tænkte: Det kan ikke passe.” Og så løb jeg i mål. Helt i trance. Helt væk. Pissekold. Våd. Men snart med en medalje om halsen. Vand i hånden. En müslibar. Og på vej mod bagageteltet.

Jeg gjorde det. I mål. 4 timer og 34 minutter og 23 meget, meget lange sekunder. Nu har jeg slet ikke lyst til at tage medaljen af. Og jeg vil bare gå i den der trøje, hvor der står Copenhagen Marathon 2014. Det var ben-ben-benhårdt. Og helt fantastisk.

Jeg siger ikke, jeg løber igen næste år. I København i hvert fald. Men tilmeldingen er åben 🙂

Epilog:
Der er tusind andre indtryk, jeg også gerne ville have med, men det hele blander sig sammen i et stort sammensurium, så måske tilføjer jeg noget løbende, måske ændrer jeg på kronologien, og måske sletter jeg endda noget. Undskyld for rodet. Sådan føles det. Rodet. Stort. Fantastisk.

Mig og Maraton

Det er søndag morgen. 18. maj. 2014. Klokken er 9:26. Det kildrer i maven. Jeg skal tisse. Men det kan ikke passe. Det er bare nerver. Gode nerver. Jeg kigger mig rundt. Vi er 12-13-14.000 mennesker. Måske. Mange i hvert fald.

Vi venter på starten på Københavns marathon. Jeg har trænet relativt målrettet siden nytår. Løbet knap 600 kilometer. Hurtige kilometer. Langsomme kilometer. Flest af de sidste.

Når jeg ser på folk omkring mig, kan jeg se, jeg ikke er den eneste, der ikke har bekymret mig om kosten. Og om de ekstra kilo, der skal slæbes med rundt de næste 4 timer (+/-), hvor jeg skal løfte mit 0,095 ton tunge legeme cirka 42.195 gange op fra asfalten og en lille smule videre.

Det virker åndssvagt lige nu. Hvorfor i alverden skulle det være rart? Det bliver det nok heller ikke, men det er nu meget fedt, at mine to kolleger og jeg har haft et fælles projekt, siden vi meldte os til.

Karen er cool. Hun har løbet før, og selv om hun ikke vil indrømme det, har hun et hidsigt vindergen. Hun vil helst være hurtigst, men hun nedtoner forventningerne. Det gør Morten også. Han har også løbet før. Har trænet mange, mange kilometer med tider omkring 5:05-5:10 pr. kilometer. Men han sigter efter 4 timer. Siger han beskedent.

Måske underdriver vi alle for ikke at blive skuffede. “Jeg vil bare gerne overleve”, griner jeg endnu engang. Det er mit første marathon. Men forhåbentlig bliver det så sjovt, at det ikke bliver det sidste. God tur, fremtids-mig 🙂