Jeg er her stadig. Jeg er her stadig. Og jeg har det faktisk godt. Eller; altså jeg er stadig i tvivl, om menneskeheden er ved at køre jorden helt ud af kurs, jeg undrer mig stadig over, at jeg nu på femte år er single og en masse andre ubehageligheder. Men mit exit fra facebook er gået helt og aldeles smertefrit.
Savner jeg det ikke? Nix. Det kan jeg sige helt ærligt. Og lige så ærligt indrømmer jeg gerne, at da jeg lukkede profilen søndag 23.12 – hvilket indledte 30 dages karenstid: “Logger jeg ikke inden udløb af de 30 dage ind på min konto, forsvinder ALLE – jeg gentager ALLE – mine data fra det, der engang var min profil”. Det tvivler jeg på. Så let er det næppe at slippe ud af data-cirkusset – altså; da jeg lukkede profilen, tænkte jeg: “Gad vide om nogen overhovedet opdager det? Opdager at jeg er væk”. Det var vel en form for omvendt FOMO – noget i retning af FONBM (fear of not being missed) – men det gik hurtigt over.
Min eneste bekymring i skrivende stund (i forhold til facebook) er, hvordan jeg kan kommunikere med det fodboldhold, jeg begynder træning sammen med fra 19. januar. Til samtalen blev jeg faktisk direkte spurgt, om jeg nu havde en facebook-profil. Og det kunne jeg kun bekræfte på det tidspunkt.
Men nu har jeg jo ikke facebook længere. Jeg har oprettet en kanal på Slack og håber, jeg kan flytte spillerne med derover – men ellers er det jo en mulighed, at de kommunikerer med hinanden på facebook, og så kan jeg bruge DBUs værktøjer til at holde styr på tropperne – kampkort og den slags 😎
Det har overrasket mig, hvor utroligt lidt jeg har at lave på computeren, nu hvor der ikke er sociale medier til at tage min opmærksomhed. Så kan jeg lade være at sidde ved computeren selvfølgelig, og det håber jeg da også bliver resultatet.
Indtil videre nyder jeg at træne, læse papirbøger, lave mad fra bunden – som nogen vil vide havde jeg et livligt #ruskomsnusk på Instagram i forne tider – og nu forsøger jeg så igen at lave mad efter kogebøger. Det ligner a l d r i g billederne i bøgerne … – og at have tid til bare at være. Jeg mediterer, laver yoga (for nedrullede gardiner for det er en ynkelig stivbenet omgang) og forsøger i det hele taget at lære mig selv bedre at kende.
Ok. Det her er i virkeligheden allermest et forsøg på at skrive frustration ud. Jeg er fuldt ud bevidst om, at der er mange andre meget mere hensigtsmæssige måder, jeg kunne – og måske endda burde – have reageret på. Men here goes …
Én af de ting jeg ofte hører mig selv sige til vores elever er, at når de laver ballade, når de glemmer at lave noget, de skulle have gjort, eller når de på andre måder kommer i søgelyset, så synes jeg personligt, det værste, man kan gøre er at forsøge at undslå sig konsekvenserne eller decideret at lyve for at benægte.
Det er én ting, når det drejer sig om materielle ting. Når de er kommet til at lave 60 huller i vægge og lofter i et pool-rum med kø’en. Det er én ting, hvis de kommer til at knuse en rude i kåd leg og den slags. Men noget helt andet er den behandling de giver hinanden. Den helt igennnem nådesløse udskamning, fnisen i krogene, sociale udskamning og deciderede personhetz, der opstår, når 120 knap færdigbagte unge mennesker pludselig skal bo på samme matrikel. Og endda være langt væk fra hjemmet og de vante rammer. Jeg taler om mobning i alle de varierende afskygninger.
Det foregår også på vores skole. De ramte elever kan være bekymrede for at sige til. For de ved jo godt, at risikoen ofte er en endnu mere udsat position i fællesskabet. Og når de voksne bliver involverede, så rykker de unge næsten per refleks tættere sammen og skygger for handlingerne. På dén måde har det sin helt egen selvjustits, men problemet er jo, at de som rovdyr lugter, hvor smerten er størst, hvor mobningen gør mest virkning, og hvor det er mest vanskeligt at slå igen.
Og hvis jeg var 16 år, og alle mine skolekammerater besluttede sig for at være imod mig. Grine af mine deller på sidebenene. Eller mine altid velvoksne man-boobs. Så ved jeg ærlig talt ikke, om jeg ikke som forsvar ville forsøge at krybe langs væggene og kravle i et musehul ved først givne lejlighed. Det har i hvert fald aldrig været min første refleks, at det skal da siges til de voksne.
Vi har netop drøftet det på lærermøde i dag. Enedes om at gribe fat i de elementer på skolen, som vi oftest hører om, når nogen endelig fortæller, at de føler sig chikanerede. Heldigvis enedes vi også om at invitere en anti-mobbekonsulent, for jeg må indrømme, jeg føler mig temmelig magtesløs. Hvad skal jeg gøre ved det? I forrige uge greb et par elever fat i mig med nogenlunde denne ordlyd:
“Vi kommer til dig, fordi vi stoler på, at du ikke bare farer ud og råber op som det første”
Som jeg forstod det, drejede det sig om et par elever, der nok vidste, at hvis jeg stillede mig fællessalen og udbasunerede, hvad jeg mente, om de navngivne personager, ville det give bagslag. På den måde er det et tveægget sværd. For jeg kan sagtens give efter for mit raseri – jeg H A D E R mobning, og jeg foragter mobbere. Men ved de mon overhovedet selv, hvad det gør ved de ramte? Jeg håber det næsten ikke …
Hvad vil det betyde for de ramte elever, når det bliver italesat? Får de en bedre eller en værre hverdag ud af det? Jeg ved det ikke, og derfor glæder jeg mig, til der kommer professionel hjælp, for jeg kan simpelthen ikke tåle at vide, det foregår lige under næsen på mig, når jeg føler mig så helt igennem magtesløs. “Vi må jo tale om det”, er vel en slags voksen reaktion. Men tror vi virkelig selv på, at det hjælper? Jeg aner ikke, hvilke knapper jeg skal trykke på …
Efter lærermødet skulle vi i kirke. Eller det vil sige, eleverne skulle til julegudstjeneste med vagtlærerne, og de lærere, der ville med frivilligt. Jeg besluttede at gå med, fordi når eleverne skal, skal jeg også. Og så alligevel … For mobberne havde slået til igen. Lagt en pakke et ondskabsfuldt sted på skolen med et indhold specialdesignet til at ramme modtageren lige dér, hvor det gør allermest ondt: På det personlige plan. En rigtig grim ‘gave’. En stinker. En godhjertet kollega tog pakken med i fællessalen inden afgang til kirken og bad dem, der havde kreeret pakken om at melde sig selv til en snak.
Dem, der altid bliver nævnt i sammenhæng med dårlig opførsel, er ofte også dem, der reagerer med størst benægtelse i den situation: “Åbner I virkelig de gaver, vi får her på skolen? Må I godt det?” og “Så må vi jo have en løgnedetektor-test”. Flabet. Manipulerende. Og decideret i ond tro. Men vi har jo ingen beviser. Så min kollega endte rødglødende af raseri.
Mens jeg måtte give fortabt og droppe turen i kirken. For jeg ville ikke kunne holde ud at tilbringe 5 minutter i selskab med de elementer, som har gjort noget så ondskabsfuldt og så ikke engang har anstændighed nok til i det mindste at indrømme det. Det er drøn-ærgerligt for de mere end 100 elever, vi har, som godt kan opføre sig ordentligt. Men jeg er kun et menneske. Og jeg bærer mine følelser på ydersiden. Næsten altid. Det er for det meste godt, fornemmer jeg. Eleverne kan mærke, jeg er til stede, og at jeg vil dem noget. Men det betyder også, at jeg svigter dem af og til, når de får presset mig ud over mine grænser.
Det kunne godt være en slags nytårsforsæt: At jeg skal blive bedre til ikke at lade mig gå på. At jeg skal blive mere professionel (Selv om jeg vil hade ikke at have følelserne med på job, når jeg nu arbejder med andre mennesker!). Det kunne godt være en slags nytårsforsæt. Kunne. Der er heldigvis længe til den 31.12. Så nu ser vi.
(Jeg er lidt mindre rasende – men stadig ikke helt mig selv endnu!)
(Og jeg satte faktisk først 4 ! efter endnu – det var kun med opbydelsen af al min sproglige correctus, at jeg fjernede de 3 overskydende. Sur)
Tjaeh, der er sådan set ikke noget stort på bedding. Men i strømmen af ‘glemte posts’ jeg har stående på min liste, hedder det næste “Mit liv – planer”. Det synes jeg ved nærmere eftertanke ikke er sådan en særligt dækkende titel. Så jeg fandt på en anden. Men det skal nu stadig handle om mine planer – og det kan snildt blive langt. Og selvsmagende. Consider yourself warned!
Hvad er min plan? Stort spørgsmål. Hvad er jeg i gang med eller på tærsklen til? Det sidste er lidt lettere at besvare. Jeg er stadig i gang med meritlærer-uddannelsen. Stille og roligt. Lige her er jeg skildpadden. Det er nogenlunde overkommeligt, og jeg lærer egentlig ganske solidt af stoffet. Så den umiddelbare plan er at kravle videre mod en fuld og færdig uddannelse som lærer.
I den boldgade overvejer jeg, om jeg på en smart måde kan få afsluttet mine halvfærdige universitetsstudier – både fordi det er en slags genvej til en uddannelse, der matcher mit job som dansklærer, og fordi det også ville åbne flere muligheder som fx at undervise på gymnasielt niveau også. Så det er jeg ved at samle mod til at gøre noget ved. Har ikke rigtig lyst til at sætte gang i noget i relation til studiet i Odense, fordi ekshustru og ny mand begge arbejder ved dét relevante institut. Så jeg leger med tanken om at overføre mig selv til Aarhus. Jeg er i gang men langt fra i mål med den del af planen.
Hvad med jobbet som efterskolelærer? Det er stadig skægt. For første gang i mit liv er jeg gået ind til et job med en bevidsthed om, at der vil være både gode og dårlige dage. Og det er der. Men arbejdet med samværet med de unge mennesker er helt igennem givende, vidunderligt og fantastisk. Jeg ELSKER det ❤️ Shit, unge mennesker er dejlige. Så jeg er glad som efterskolelærer. Drømmen på sigt er stadig at bevæge mig fra esport og design til en skole, hvor jeg kan have idræt og i særdeleshed fodbold i fokus. Men jeg lærer stadig hver eneste dag, så indtil videre er jeg tilfreds, hvor jeg er.
Og det er jeg blandt andet også, fordi jeg i det nye år begynder på et nyt kapitel som fodboldtræner. Det lokale herrehold måtte i efteråret bide i den helt sure gamle Brilliant-bold og kapitulere i serie 2, så når vi begynder træningen den 19. januar, er det som serie 3-hold. Det skal nok blive sjovt. Og hårdt og udfordrende. Jeg glæder mig helt vildt til at få fodbold tættere på igen. Jeg tænker også, at det er en god måde at komme tættere på det lokale miljø hernede i Højer – en dybere forankring kan det vel kaldes.
Hvad med kærligheden? spørger jeg af og til mig selv. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft det svært på den front siden skilsmissen. De sparsomme dates, jeg har vovet mig ud på, er endt med afvisninger i den ene eller anden form. Nogen blidere end andre.
Den charmerende slå-smut-med-mandeløjnene Ecco-pige mente, jeg var for langt væk, da jeg flyttede til Næstved. Et par andre har ment, at vi “lever livet i forskellige tempi” – altså at jeg var for doven til dem. Og senest var det en pige på dating.dk, der mente, jeg var alt for overvægtig til, at hun kunne tænde på mig. Men det skulle jeg “ikke tage personligt, for hun vidste godt, hvordan det var. Som førtidspensionist blev hun også ofte valgt fra på forhånd” … Så det er vel også så som så med selvtilliden på den front.
Jeg fornemmer på jævnaldrende kvinder, at det med børn er blevet enormt nærværende for dem. Så det har jeg også tænkt en del over. Skal-skal ikke? Egentlig havde jeg vel besluttet og affundet mig med, at det ikke skulle være – der er masser af gode argumenter mod: Klima, Co2-udledning, overbefolkning, mine egne manglende evner til at slå rod osv osv. Men der er også et helt enkelt og indlysende argument for: Det er – må simpelthen være – det mest fantastiske, man kan opleve som menneske.
Eleverne på skolen giver mig jo også en noget mere intens oplevelse af, hvordan det må være – godt nok sent i barn- og ungdommen men alligevel … Det sker næsten dagligt, at jeg får lyst til at adoptere en eller flere af eleverne. Så et eller andet sted er der nok et gen eller noget, der klør og knager og knirker med lyst til at være med til at skabe et lille nyt menneske. Eller måske bare at være noget for nogen – det behøver måske ikke være et nyt menneske. Det kan jo også være eksisterende mennesker. Som jeg er det hver dag i mit job på skolen.
Såeh … jeg tænker, at det næste kapitel for en gangs skyld er noget med at stikke snuden i sporet og klø på, lige der hvor jeg er nu. Lære af hver eneste dag på skolen. Blive en bedre underviser. Et mere empatisk og nærværende menneske. Knokle med uddannelse i flere forskellige former. Og springe rundt i rollen som fodboldtræner.
Det er planerne. De konkrete. Hvad med alt det fluffy? Jeg vil gerne være mere, for dem jeg holder af. Jeg vil altid være mere. Tror noget af det værste, jeg kan forestille mig, er, hvis jeg ikke får fortalt og vist og krammet ud, hvordan jeg har det. Hvis folk ikke i tide får fortalt, hvor meget jeg sætter pris på dem. Hvor meget deres handlinger, kærlighed, empati og liv betyder for mig.
Det gælder familie. Det gælder venner. Nære og knap så nære. Det gælder kolleger, elever og alle mulige andre, jeg løber ind i. Der er ikke så meget andet at gøre end at dele ud af sig selv, tror jeg. Min ven, Lars Lilholt, sang engang: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys”. Måske nok mest i overført betydning. Men jeg tror, han har ret. Tænd lys for dem, du holder af. Tænd dem både i bogstavelig og i overført betydning. Vær et lys. Vær en støtte. Vær en ven. Vær en kær. Vær nær. Elsk hinanden. Vis det. Og sig det. Højt.
Forleden så jeg filmen “Anon” på Netflix. Om et fremtidssamfund, hvor alle er ratede og nøje registrerede med deres data og anden guf-info. Alting optages, lagres og bruges fx til at ‘opklare’ forbrydelser. En af karaktererne i filmen – ‘Anon’ spillet af Amanda Seyfried – havde hacket sin egen registrering, og mens alle andre synligt havde – som i et FIFA-spil – sine data stående over eget hoved, gik hun rundt med “error file” stående.
Hun var en slags hacker, der hjalp folk med at slette de minder, de ikke ville stå til regnskab for. Utroskab fx. Filmen var ok, men hvad jeg fandt interessant var, at Anon boede i en næsten totalt analog lejlighed. Uden TV. Uden streamet musik. Men med pladespiller og LP’er. Det er en fascinerende tanke. Ikke mange ville orke det i dag – jojo, altså det med Lp’erne bevares, men at gå bevidst fra digitalt til analog. Streaming fx. Skrivemaskiner. (Hun arbejdede ikke med sit hacker-job i lejligheden!) Der er så mange ting i vores liv, der er digitaliserede, helt uden at vi skænker det en tanke.
Hvad vil det sige, at livet er digitaliseret? For mig er det noget med, at der er tekniske løsninger, hvor der før kun var analoge. Men også at vi nu har sociale medier, mobiltelefoner, der kan alt, og lige om lidt har Google Home for alvor gjort Internet of Things til et stykke hverdags-interiør i de fleste hjem. “Hey Google, skru op for lyden på TV”, “Hey Google dæmp lyset i gangen” osv osv.
Er det noget, vi skal flygte fra? Næh, det tror jeg egentlig ikke er nødvendigt i første omgang. Men personligt forbeholder jeg mig retten til en vis portion skepsis. Bare fordi noget er lettere digitaliseret, betyder det ikke, at det altid skal være vores foretrukne løsning.
Min personlige holdning er, at vi som race ville have godt af at give hinanden bedre tid til udviklingen. Det går meget, meget hurtigt i de her år. Så vi aner reelt ikke, hvad det gør ved os, at alting bevæger sig hurtigere end før – og formentlig kommer til at gå endnu hurtigere i årene, der kommer (Klik på linket. Det er nørdet, interessant og langt. Der er endda en del 2. Men læs det. For din egen (fornøjelses) skyld!)
Hvor forsøger jeg at lade mit liv være af-digitaliseret? Tjaeh … GDPR gjorde en del for mig. Fx har jeg forladt Endomondo. De havde nogle ideer om at flytte deres bruger-database til USA. Måske ikke i første omgang for at fifle men afgjort for senere at have muligheden for at fifle frem for at være bundet af EUs lovgivning. Så dem har jeg forladt. Men i stedet bruger jeg Garmin Connect. Det kan vel ikke kaldes af-digitalisering …?
I det hele taget er mange af mine stædige og trodsige forsøg på at vikle mig ud af en verden, jeg føler mig mere og mere fanget i, i virkeligheden bare udskiftninger af et onde med et andet, som (endnu) ikke har trådt mig over min ømme storetå. Dumt. Kompliceret. Men samtidig også en god følelse. Jeg ‘googler’ ikke længere. Jeg duckduckgo’er. Er søgningerne lige så gode? Det aner jeg ikke. Men det føles rart at være bare lidt uden for Googles søgelys – selv om de sikkert selv indekserer alle søgninger på DuckDuckGo også. Og så er jeg jo lige vidt.
I det hele taget er det vanskeligt. Jeg håber, at jeg med nytårets sletning af min sidste sociale medie-profil får bedre tid, overskud og overblik over, hvordan jeg kommer til at leve et mindre digitaliseret liv. Der er intet galt med digitalisering. Men ligesom det er dumt at tro, at alle skoleelever udvikler sig med samme hastighed, fordi de er produceret samme år, så tror jeg heller ikke, alle mennesker udvikler sig med samme hast og i samme takt med digitaliseringen. Derfor har jeg besluttet, at jeg forsøger at sænke hastigheden en anelse. Bare en smule. Please …
Mit gæt er, at jeg var en af de allerførste danskere, der fik en profil på Facebook. Tilbage i 2007 var jeg på udveksling i USA, og dér oprettede jeg en profil. Jeg lukkede den hurtigt, da jeg kom tilbage til Danmark, for dengang virkede det netop som det, det var tiltænkt: Et lukket forum for amerikanske studerende. Der var ikke mange danskere at interagere med. Det har ændret sig siden …
Ifølge Wiki er sociale medier:
Sociale medier (forkortet SoMe) er internet-Apps (applikationer/programmer) der muliggør en hurtig udveksling af samtaler, billeder mm. mellem forskellige personer, kendte som ukendte. Forkortelsen; SoMe er første gang registreret af Dansk Sprognævn i 2012.
Siden 2007 har jeg deltaget, bidraget, kigget og fordøjet i større eller mindre omfang via platforme som facebook, twitter, instagram, snapchat, pinterest, linkedin, google+, vine, youtube, vimeo, tumblr, flickr, medium og (meget kortvarigt) foursquare. Udviklingen er gået hurtigt på nogle af platformene. For hurtigt for andre. Og gået i stå på atter andre. Efter nu snart elleve hele år med sociale platforme på godt og ondt er jeg nået til den konklusion, at mit liv bliver bedre uden.
Jeg siger ikke, alles liv ville være bedre (men det mener jeg måske nok), men jeg vurderer, at mit eget liv bliver bedre. Jeg er begyndt at skrive en smule hver aften ved sengetid. I et noteshæfte. Med blyanter. Og jeg lavede i går aftes en liste over alt det, jeg glæder mig til at have bedre tid til efter nytår, hvor jeg har besluttet at lukke den sidste af mine profiler på sociale platforme. Der er meget på den liste.
Først og fremmest glæder jeg mig til at skabe et andet reaktionsmønster, når jeg momentant keder mig end at gribe efter mobilen og meningsløst skøjte rundt mellem platforme, der kan slå tiden ihjel for mig. For det er en automatreaktion. Når jeg venter hos lægen. Når jeg venter på andre til en aftale. Hvis nogen skal et smut på toilettet, ryger telefonen frem. I biografen mens jeg venter på, filmen begynder. Når jeg ser fodbold – både på tv og stadion – ryger telefonen frem i pausen. Ved hjørnespark. Ved indkast. Ved alle skader, der kræver behandling. Når jeg sidder til møder, som keder mig (jo, de findes!), lister jeg forsigtigt telefonen frem og tager på rundtur. Når jeg er på toilettet, bruger jeg tiden til socialt halløj (!!) Jeg er ikke stolt af mig selv, men sådan er det blevet. Ubevidst men villigt.
Det har jeg forsigtigt ændret på den seneste tid. For et år siden sorterede jeg med den store skovl. Alle de platforme, jeg reelt aldrig bruger, slettede jeg mine profiler på (læg mærke til den omstændelige formulering – jeg orker ikke en eller anden “correctus”, der skal påpege, at jeg jo teknisk set ikke “sletter Twitter” men bare min egen profil! Derfor den omstændelige formulering, beklager). Og da først jeg var i gang, var det overraskende nemt at se, hvordan jeg kunne undvære de fleste. Først var der alle profilerne, som allerede mentalt var afgået ved kedsomhed: google+, linkedin, pinterest, flickr osv. Snart droppede jeg også twitter, og i september var det instagram, der røg i svinget. Nu er jeg tilbage med kun facebook, og fra nytår ryger det også i skraldespanden. Hvad er det, jeg er ude på?
Mange ting! Først og fremmest altså en adfærdsændring hos mig selv. Forhåbentlig også hvad jeg vil opleve som øget nærvær – igen: jeg forsøger virkelig at undgå at pege fingre. Andre er helt sikkert bedre end mig til at styre deres forbrug – og langt bedre tid i hverdagen. Jeg vil nyde at få tid til at læse bøger, skrive dagbog, gå analoge ture, styrketræne, løbe, meditere, forsøge at dyrke yoga, gå tidligt i seng og stå tidligt op, lave mad fra bunden (det kan faktisk godt tage lang tid, hvis man er næsten helt uden kompetencer – og det er dejligt).
Helt reelt har jeg noget med tid. Når andre begejstret fortæller, om “The 7 minute app for getting in shape”, som på 7 minutter kan give dig lige så meget træning som en time i fitness-centeret, så gyser jeg helt vildt. For jeg træner ikke primært for effektivitet.
Jeg træner for den katharsis af hjernen, der er i at bevæge mig. Og til det formål er det meget bedre for mig at lunte mine 9 kilometer på digerne og være undervejs i fem kvarter end at stå svedende i min lumre stue med en app, der koster rundt med mig i 7 minutter. For mig er effektivitet sjældent målet i sig selv. Dengang jeg legede selvstændig, lavede jeg mit eget motto, der hed noget i retning af: “Det må godt være effektivt – bare det er sjovt”. Og sådan har jeg det egentlig stadig.
Er jeg ikke bange for at blive koblet af et eller andet fællesskab? Ved du hvad? Jeg har tænkt mig tre gange i løbet af december at skrive på min facebook-væg, at dem, der stadig gerne vil have mulighed for en eller anden form for kontakt med mig, er velkomne til at sende mailadresse og/eller mobilnummer.
Første gang, jeg slog det op, var 1. december. Det er nu fem dage siden. Der er fire, der har sendt mails og mobilnummer. Jeg har angiveligt 497 ‘venner’ på Facebook. Jeg har altid været ekstremt ringe til det der overfladiske hykleri, hvor vi mennesker i fællesskab lader som én ting, mens vi gør noget helt andet. Så for mig forsøger jeg at gøre mine facebook-‘venner’ til noget, jeg mere opfatter som ‘venner’ i ordets oprindelige forstand. Så det er bedre i sync med, hvad jeg kalder det, og hvad det er. Vil jeg miste en masse information? Ja for filen. Klarer jeg mig uden? Det vil jo vise sig. Jeg tror det.
For at sikre mig jeg ikke bliver koblet fuldstændig af verden, har jeg truffet en stribe bevidste valg om, hvorfra og hvor ofte og fra hvor mange jeg vil have informationer – når det ikke drejer sig om venner. Så jeg har tilkøbt et par abonnementer på online-medier. Men snævert. Nichepræget. I behersket omfang.
Jeg forsøger simpelthen at sætte tempoet ned. Sætte informationsmængden ned. For jeg accepterer ikke den der opgivende men fremtidsorienterede præmis om, at udviklingen kan man ikke gøre noget ved. Det er simpelthen for eftergivende for mig. Så lidt kontrol nægter jeg at acceptere, at jeg har over mit eget liv.
Så nu sætter jeg hælene i. Fjerner de sociale platforme. Sætter farten ned (hvilket skægt nok er en af de ting, jeg de senere år oftest er blevet dumpet på grund af på det evigt mere frådende datingmarked: “Du og jeg lever bare ikke i samme tempo” – underforstået at de lever i fuld fart i overhalingsbanen, og jeg er en sofakartoffel)
Nå men dem om det. Nu har jeg sat lidt flere (en hel del flere) ord på, hvad jeg går og tumler med i forhold til sociale medier. Det bliver skideskægt at opleve, hvordan verden anno 2019 ser ud uden at få dem filtreret via de gængse platforme. Men jeg er jo stadig på facebook frem til nytår, så jeg når lige at se alle de forrygende jule-relaterede opslag, men jeg tror, jeg dropper nytårskommentarerne til dronningens nytårstale. Dem kan jeg godt undvære.
Et tip: Synes du, dronningen er idiot, monarki er latterligt, eller kan du ikke finde på noget sobert at sige den 31.12, så tag et ekstra stykke kransekage og kværn lidt mere champagne. Der er ikke – faktisk aldrig og dermed heller ikke nytårsaften – ytringspligt, så det er ok bare at lade ordene synke ind uden at fortælle, hvor dumme de lyder for dig. Det er helt ok.
Haha, det skal så være udgangsreplikken. Det er helt ok at klappe i 🙂
(Disclaimer: Det her burde ikke være en “ufærdig tanke”, for det er noget, jeg har tænkt over i årevis, men jeg kan se på længden af teksten, at det er for kompliceret til, at jeg evner at sætte det sammen i få, præcise ord. Det vil blive for unuanceret, hvis jeg bare skriver: “Jeg skrider fra de sociale platforme. Det er ikke dem. Det er mig. Men jeg elsker alle menneskene på de sociale platforme. Vil I med?”)
Hm. Det her er en af de ideer, som jeg helt sikkert havde en glødende tanke om, da jeg noterede den. Jeg tror, jeg er noget mere i tvivl i dag.
Jeg har slettet MobilePay, og jeg benytter ikke WeShare heller. Er det besværligt? Ja for pokker. Er det helt og aldeles uoverkommeligt? Næh. Sådan er det ikke. Hvorfor er de slettet? Fordi Danske Bank!
Fordi det virkede så bekvemt bare at skælde ud på Danske Bank, da de blev taget i grundig hvidvask. Min forargelse var stor, og jeg lovede aldrig mere at benytte Danske Bank. Og det står jeg ved. Mange var enige, men det virkede også som en gratis omgang. Det koster jo ikke noget at skælde ud på en bank, man alligevel ikke bruger.
Så jeg undersøgte, om de stadig ejede MobilePay eller ej. Mange siger, at de har solgt det. Men der er sket det, at det er blevet en selvstændig virksomhed, som stadig er ejet af Danske Bank. Mere behøver jeg sådan set ikke at vide. Farvel MobilePay.
Hvad betyder det så i forhold til en digitalisering af mit forhold til penge? Tjaeh, jeg ville faktisk foretrække at få mine penge udbetalt i en pose fra arbejdspladsen, så jeg ikke behøvede involvere en bank. Jeg synes ikke, de har vist sig hverken troværdige eller har gjort sig fortjent til min tillid og dermed de par klatskillinger, jeg har stående i banken.
Ville det gøre mig sårbar over for indbrud og røveri? Selvfølgelig. Men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg tror ikke, der er andre veje i 2018 end at stemme med sine fødder, sine handlinger og sine ord.
Er jeg helt mod digitalisering? I den nuværende form; ja. Men hvis en troværdig Nationalbank bød sig til og kunne have mine penge stående – uden renter for indlån ville være fint med mig – og så måske konstruere en app eller piske en chip ind i håndleddet på mig, så jeg ikke behøvede hverken kontanter eller kort for at kunne bruge mine penge, så ville jeg være på sådan en løsning med det samme. Men det er nok ikke lige rundt om det næste hjørne med sådan en løsning …
Hvad vil jeg egentlig med skriverierne her? Det spørger jeg af og til mig selv om. Og svaret er i bedste fald uklart. I lyset af at jeg fra 1.1-2019 ikke længere har profiler på nogen sociale platforme, er denne december et ret godt tidspunkt at tænke over den slags profane petitesser. Så det har jeg gjort.
Svaret er stadig uklart. Jeg kan godt lide at skrive. Jeg nyder at flytte indhold fra hjernen – eller kroppen – via fingrene og tastaturet og ned på siden. Nyder at det er uden krav, uden nogen beder om profit og helt uden at nogen kommenterer. Der er jo helt vildt stille herinde – det er meget, meget få kommentarer, jeg har fået i bloggens levetid. Generer det mig? Næh. Ej. Nix.
Jeg ved jo også godt, at når det bliver januar, og et nyt indlæg ikke længere bliver delt og smidt i fjæset på folk ved udgivelse, så er det stort set slut med gæster herinde. Men jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at jeg nu ville stoppe med at skrive. Altså; det er jo ikke fordi, jeg skriver hverken hyppigt eller med nogen som helst bestemt frekvens. Af og til sætter jeg mig bare og lader det hele flyde ud. Take it or leave it.
På min mobil har jeg en masse lister (i Evernote) og en af dem handler om, hvad jeg ville skrive om, hvis jeg en dag besluttede mig for at skrive noget, der skulle udgives i bogform på en eller anden måde. Sammen med den liste har jeg skrevet emner, som jeg kunne tænke mig at mene noget om i blogform. Og nogen af dem glemmer jeg, hvad jeg ville med. Andre af dem tror jeg, jeg ville kunne skrive om, hvis jeg blev vækket midt om natten og placeret ved tastaturet.
Listen ser sådan her ud: – Digitalisering af penge – Leve ‘uden’ sociale medier (!) – Digitalt – Mit liv – planer – Frygt som styreform – Livsmål – Mennesker eller maskiner – Budget – penge nok? Til hvad? – Fodbold, fællesskab, hold – Familie – Venskab – Kærlighed eller at leve uden – “Ensidigt er mistænkeligt” – er jeg mon selv det mindste nuanceret? – GDPR – mit liv på nettet – Nej til det hele; online-bekendelser
Jeg indrømmer, der er et par af dem, jeg ikke helt aner, hvad jeg tænkte på, da jeg skrev dem, men jeg tror, jeg ville kunne skrive et eller andet ufærdigt om alle emnerne stadig. Måske skulle jeg gøre det til et december-projekt …
Jeg har fået nyt job. Og det kildrer, kilder og kriller alle de helt rigtige steder. De sidste to år har jeg arbejdet med kommunikation hos politiet på Sydsjælland, og det har været en enorm berigelse at møde bunkevis af kompetente, effektive og – altid allervigtigst for mig – søde, omgængelige og omsorgsfulde kolleger.
Men jeg har efterhånden i en del år følt mig som en sidelinje-betragter, som et ølkasse-stående gabehoved, ja, helt ærligt som en kende fejlplaceret i kommunikationsverdenen. Det handler ikke helt om de ting, jeg gerne vil, når jeg arbejder med kommunikation, og det har sådan set intet specifikt med ansættelsen hos politiet at gøre; sådan har jeg oplevet det ganske mange steder efterhånden.
Så jeg har nu fået job som lærer på Højer Design Efterskole med start fra 1. august. Og bare rolig; som udgangspunkt skal jeg ikke have så meget med design, mode og æstetik at gøre [fnis], men jeg lærer forhåbentlig en masse, og måske viser det sig så, at jeg også har anlæg for den slags. I første omgang skal jeg undervise i dansk, engelsk, et fag, vi kalder ‘kultur’ og et fag, der hedder ‘innovation’.
Og jeg glæder mig helt vildt. Jeg kan ikke fortælle om det uden at plastre fjæset til med et væg-til-væg-smil. Men jeg er også meget, meget ærbødig og ydmyg. Efter 12 år med kommunikation følte jeg mig ret tryg i faget, og nu begynder jeg så forfra. Helt forfra. Med noget af det, jeg anser som det vigtigste i vores samfund: Dannelsen og uddannelsen af unge mennesker. Det er dælme en flot opgave, som jeg er meget, meget stolt over at få lov at være med til.
For det meste har jeg det som Mutti Merkel: “Wir schaffen das”, og jeg tænker endda helt og aldeles Pippi: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert”, men der sidder også en lille tarvelig parodi på Kjeld fra Olsen Banden allerbagerst i hovedet, og han stiller en masse spørgsmål, først og fremmest: “Er det ikke farligt?” og han undrer sig over, at jeg vil skifte det trygge hverdagsliv med kommunikationsfaget ud med et fag, hvor jeg begynder helt fra bunden.
Det vil jeg, fordi jeg trænger til at mærke det kildre. Fordi jeg vil tættere på mennesker igen. Jeg savner nærværet, som jeg syntes, der var plads til i begyndelsen med kommunikationen. I dag er der mere fokus på flere platforme, mere strategi, tempo, tempo, tempo og skarpere vinkling af virkeligheden, end der er på bløde værdier, personlige historier, trivsel og service. Alt det sidste håber jeg at finde i samværet, omsorgen og læringen med de unge mennesker på efterskolen.
Det betyder så, at jeg endnu engang skifter adresse. Det blir i fremtiden downtown Højer – ganske nær æ grenz – og i øvrigt også helt tæt på Møgeltønder, Jokke og Schackenborg. Det er nyt. Det er spændende. Og det er kun ganske lidt farligt. Farligt på den gode måde.
Af og til kan jeg få en fornemmelse af, at musik er noget, man skal have den ‘rette’ forståelse for, hvis man vil have den ‘rigtige’ oplevelse. At det er finere at holde af nogen musikere frem for andre – for de er mere ægte, dygtigere eller hvad ved jeg.
Men selv blinde hans finder korn, og da denne hane ikke aner, hvordan korn skal smage for at være af den fine slags, har jeg skamløst skamlyttet til de 5 gutters funk-version af et Alicia Keys-nummer. Og jeg kan lige nu ikke komme i tanke om en bedre følelse end jyske landeveje med nedrullede vinduer, solbriller og at skråle med på det her.
“Everybody believes, they are the good guy”. (Amaryllis Fox) Det er der jo på sin vis noget opløftende ved. At alle i det mindste ser sig selv som de gode. Hvis det er det, de gør.
Længe har jeg leget med tanken om at blive kejser. For hele molevitten. Globalt. Ikke kejser for et snoldet afgrænset område som fx Danmark. Det hele. Eller ingenting. Jeg tror ikke, det er skideskægt at være kejser, men for en kort periode ville jeg godt påtage mig opgaven og få verden på ret køl. For der er altså en del ting, der godt kunne blive bedre.
Når jeg søger på ordet “ordentlig” i DuckDuckGo, kommer dette billede frem som det første. Et Ikea-produkt.
Jeg er bevidst om det fine og opløftende arbejde, som Verdens Bedste Nyheder gør, og når jeg løfter blikket, ser jeg alt det gode. Men jeg ser også – og er inderligt klar over – alt det, som jeg synes, vi burde gøre bedre. Jeg har svært ved at forstå alle kompromisserne og den nølen, der foregår.
Hvorfor holder vi ikke op med at flyve alle sammen? I det mindste frem til vi har fundet en mere klimavenlig måde at flyve på. Hvor vigtige er de mange flyveture egentlig? Kunne mange samtaler ikke klares via live-samtaler elektronisk?
Hvorfor er der stadig nogen, der handler i butikker, der sælger billigt skrammel lavet af børn under umenneskelige vilkår og med minimal bæredygtighed og maksimal profitmaksimering? Hvad forestiller vi os, vi skal med alle pengene, hvis jorden går under?
Hvorfor er vi så mange, der har ondt i “jobbet”? Som døjer med at finde mening i 8 timer foran skærmen hver dag med mailbesvarelser og latterlige møder, hvor ingen har læst materialet på forhånd, og hvor alle sidder og først enes om at have meget travlt og derefter at nikke på de rigtige tidspunkter. Hvorfor?
Det er jo os selv, der har fundet på samfundets regler – så kan vi vel for filen også lave dem om, så vi trives. Men det er måske ikke trivsel, der er det primære? Er det egennyttig, egoistisk maksimering af mulighederne inden for rammerne – eller i det mindste uden at blive opdaget?
Hvad vil det egentlig sige at være ordentlig? Er man mere ordentlig selv, hvis man kan pege på nogen andre, der er mindre ordentlige? Eller i hvert fald lige så lidt ordentlige som en selv? Er man ordentlig, hvis man har de bedste argumenter? Eller er det mere ordentligt at ville fællesskabet mest muligt i alle sammenhænge?
Jeg aner det ikke. Jeg troede, jeg gjorde. Jeg troede, at jeg lå inde med opskriften på ordentlig. Men når så mange tydeligvis vil og mener noget andet; så er det måske bare mig, den er gal med. Er det mig, den er gal med? Og hvor kan jeg så gå hen med min forlorne ordentlighed?
