Kategori: Uncategorized

Det er nok mest oplagt, at det sker for offentlige debattører. Et kraftværk som Emma Holten har flere gange blotlagt, hvad hun må lægge øre til af usaglige, hadefulde og underlødige kommentarer. Jeg tror ikke, hun har det hverken værre eller bedre, end de fleste offentlige personer i Danmark. Tænk på hvordan der bliver talt om Medina, om Rasmus Seebach, om professionelle fodboldspillere eller en hvilken som helst person, der stikker ud, stiller op og/eller simpelthen bare har et job, der byder på mere offentlighed og mere bevågenhed end gængst.

Og det siver. I sprækker, i folder, i kommentarspor, til forældremøder, i sportsforeninger og særligt til sociale medier. Forestil dig at du var kundeservice-medarbejder hos Yousee med opgaven at passe deres Facebook-væg nytårsaften. Nej vel, det har ikke været en god arbejdsdag. Eller forestil dig at du er din kollega, der har knoklet i ugevis med et projekt, som bliver sablet ned til præsentationsmødet – eller værre (måske) slet ikke bliver set, anerkendt og taget alvorligt med projektet. Jeg orker ikke engang kere mig om tonen længere. Den er åbenbart, hvad den er – degenereret, slumsk og aggressiv. Jeg bekymrer mig om os alle sammen. Hvad vil vi? Hvor vil vi hen?

Hvornår og hvordan blev vi så gode til at spotte fejl, og på hvilket møde blev det besluttet, at vi bare uden videre kan sable andre mennesker ned efter eget forgodtbefindende? Jeg synes ikke, det er cool, når X Factor-dommerne sidder og griner af deltagerne. Men det er efterhånden blev et vedtaget dogme, at det kan vi gøre, for de ved jo godt selv, hvad de går ind til. Jeg synes i øvrigt slet ikke, det var cool, da jeg hørte Café Hack-årskavalkade søndag, og Susanne Bier egentlig havde nægtet at vise og læse højt af et personligt brev, hun havde modtaget. Men så var det heldigvis lykkedes at overtale ægtefællen, så værten alligevel kunne læse højt fra brevet – bare et uddrag. Det føltes som et overgreb. Måske har de aftalt noget bag kulissen? Måske er manden bare en røv? Måske er det blevet helt ok i underholdningens navn at krænke folks eksplicitte ønsker, hvis bare det er god radio? Rart var det ikke, og jeg måtte slukke øjeblikkelig.

Jeg ved godt, jeg er blød. Sart. Empatisk. Alt for følsom. Nærtagende. Og alle mulige andre ord, som jeg voksede op med var plus, men som efterhånden føles som minus, fordi vi er blevet et tromle-samfund. Den der taler – eller allerbedst råber – højest får også ret. Well, måske ikke sådan ægte ret, men ret nok til vi andre får fred, og bøllen får sin vilje. Vores bedste måde at hævde os på er at træde andre under fode – så er der da nogen under os. Tålmodighed og flid er gammeldags, og de kommer ofte ind som tabere, for flid tager tid, og når tiden er gået, har en speedsnakkende tromletype taget alle stikkene og scoret præmien. Det er sgu ikke fair. Jeg er ikke bitter, for jeg profiterer selv helt enormt af et hurtigt mundtøj snarere end af flid, så det er ikke brødnid. Det er irritation. For vi kan ikke være os selv bekendt længere. Og det føles som en snebold, der ruller, for nu er jeg bare sippet, snerpet og i øvrigt sikkert bare sur over, jeg ikke kan spille spillet og komme ind i kampen. Måske. Men selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke. Jeg vil ikke. Vil ikke være med til at knevre, kagle, klage og skulle kompenseres, fordi liv ikke altid går, som liv blev planlagt.

Jeg vil meget hellere rose, opmuntre, støtte og bakke op. Det tror jeg på, de fleste vokser af, og jeg tror på, det får 1 og 1 til at give 3. Mindst.

Da 2015 blev til 2016 overnattede jeg på bagsædet af min gamle lyserøde Fiat Cinquecento. Det var egentlig ikke specielt komfortabelt, men jeg overlevede, og 2016 begyndte.

Jeg mødte endelig en psykiater, der kunne tumle mig, og trods mit onde lune og livstrætte udsyn i de første måneder af året, fik han mig på ret køl ved helt simple virkemidler. Faktisk var det særligt et greb, og det sidder fast i mig: Giv slip. Af og til er det klogt at lytte til sig selv. Til fornuften. Frem for drømmene. Mexico-eventyret og de mange purpose-driven tudeture, de dybtfølte venskaber og vores tætvævede bånd kunne ikke bære, at jeg havde brug for at være i Danmark, så dér blev jeg fyret i februar, og så stod jeg ligesom dér.

Ny lejlighed – for anden gang i mit liv på Vesterbro i Odense, men dog ikke i samme lejlighed – og jeg skulle finde et job. For første gang i mit liv var jeg meget bevidst om, hvad jeg gerne ville. Jeg ville ikke bare have et hvilketsomhelst job. Jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne blive i længere tid. Så de ting, jeg nu ved, gør mig glad, måtte være i fokus – og de ting, jeg har det svært med, skulle allerhelst være helt fraværende. Det blev til en del ansøgninger – og i øvrigt også en stribe fine samtaler – hos uddannelsesinstitutioner, hos kulturinstitutioner, idrætsorganisationer og hos politiet.

Til samtalen hos ordensmagten – den anden runde – var selveste direktøren med, og hun er skarp (knivskarp!), og så lige igennem mig, så hun spurgte logisk nok: “Kan du egentlig tage mod en ordre?”. Nøj, jeg følte mig set og forstået. For det kan jeg faktisk godt, men det er jo helt sandt, at det er et af mine fokusområder. Jobstart 17. maj hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Efter godkendelse hos PET!!??!! Ok, barnet i mig synes, det er ret fedt, og jeg blev godkendt. Jeg kan nu officielt holde på en hemmelighed. (Hvis nogen har noget, de vil dele, kan I skrive på michael@vilster.com – det kommer ikke videre)

Så jeg flyttede fra Odense til et sommerhus på Sydsjælland, hvor jeg boede i seks uger, mens jeg ventede på min nye lejlighed blev ledig i downtown Næstved. Alt gik godt, sommerhuset var dejligt, den lille lyserøde potte trillede lystigt de 10 kilometer fra Karrebæk til Næstved hver dag, og min gode ven, Minke, kom på besøg til Lilholt open-air koncert. Alt virkede jiffy igen. Men alder. Men krop. Men livsstil. I juni havde jeg en gruopvækkende oplevelse.

Jeg gik i seng med et skrattende åndedræt, og det gjorde en smule ondt i brystkassen, når jeg lå på siden. Så jeg lagde mig på ryggen. Frøs. Trak dynen tæt. Svedte. Tog dynen af. Vejrtrækningen blev mere og mere smertefuld. Jeg lå på ryggen, og for hvert åndedrag gjorde det mere og mere ondt. Jeg havde telefonen (sådan gjorde man i 2016, crazy!) ved sengen og googlede – der kom primært forslag om blodpropper, hjerteslag og andre lignende opmuntrende bud. Lidt som at læse indlægssedlen til C-vitaminer: De kan slå dig ihjel. Så da jeg havde ligget og skrattet søvnløst i 4 timer, mens jeg tænkte, at jeg da for hulen ikke kunne ringe til vagtlægen, fordi jeg havde lidt åndedrætsbesvær – og i øvrigt også lige i tankerne var omkring, hvad der ville ske, hvis jeg ikke ringede, faldt i søvn og holdt op med at trække vejret i løbet af natten; hvor længe ville der så gå, før nogen fandt mig – men at det jo heller ikke kunne være meningen, at jeg skulle ligge og pive på den måde.

Jeg ringede til 114. Forklarede, hvad det var, og de sagde hurtigt: Læg på og ring til 112. Nå ja men så var jeg da beroliget … talte med sød sygeplejerske, som lovede, at hun ville sende en ambulance, så jeg kunne komme til tjek på Slagelse sygehus. “Tænd lyset og vent i stuen,” sagde hun, og så skiltes vi. Jeg lagde mig ind på stuesofaen og ventede. Sommerhuset ligger små 50 meter fra vejen – og der er faktisk to indkørsler: Én til hovedbygningen og en til ‘sommerhusafdelingen’. Så jeg tvivlede på, at ambulancen helt af sig selv kunne finde ned til mig. Men det kunne den. Jeg hørte den komme trillende forsigtigt ned i mørket og stille køre væk igen … !? Mig op og ud af døren op mod vejen. På bare tæer på perlesten. Av – av – ih – av – ÅRH – av. Hallooooo. De så mig. Jeg kom ind i ambulancen. Blev lagt på båre, og så gik de i gang med montering af måleudstyr, hiven i tøj og stillen spørgsmål. De virkede ikke paniske, men de ville dog gerne køre mig til Slagelse. Den ene spurgte, om hun skulle lukke døren til sommerhuset? Ja gerne, og vil du også tage min telefon og dankort med? Det gjorde hun, og så kørte vi. De var søde, men det gjorde ondt. Jeg fik smertestillende – åbenbart til myrer og myg. Det hjalp ikke.

Vi kom til Slagelse. Jeg blev installeret på enestue (Så så man lige mig og en enestue), og en læge kom og kiggede. De målte mere. De målte meget. Lægen mente, det var stress-relateret. Det var i hvert fald ikke en blodprop. Ej heller et hjerteslag. Mente han. Det gjorde stadig ondt. “Mere smertestillende?”. Det blev tildelt. Jeg fik besked på at hvile et par timer, før jeg fik nogle testresultater og så forhåbentlig måtte tage hjem. Jeg prøvede at døse. Det gjorde vanvittigt ondt. Jeg kunne ikke trække vejret, uden det gjorde ondt, men så vidt jeg har forstået, kan man heller ikke bare lade være, uden at det kan have fatale konsekvenser … Jeg lå alene i rummet og klynkede. Bad om mere smertestillende, og selv den meget rare mandlige sygeplejer rynkede panden, da jeg fik den sidste dosis. Det var vist ikke længere til myrer og myg. Jeg syntes, han mumlede noget om en søko eller en flodhest. Så døsede jeg hen. Da jeg vågnede, skyndte jeg mig at ringe til mine nye kolleger og sige, at jeg nok blev forsinket på job. De fortalte mig, at jeg slet ikke skulle komme. Det mundhuggedes vi lidt om, så fik de lov at bestemme. Endelig blev jeg lukket ud med en utilfredsstillende forklaring om, at det i hvert fald ikke var noget alvorligt, men at de ikke kunne sige, hvad det var – andet end at det formentlig var stress-relateret. Hrmmppff.

Først da jeg stod foran sygehuset, gik det op for mig, hvor upraktisk det egentlig var, at jeg var kommet af sted i soveshorts og tshirt og ingen sko (ikke engang strømper). Taxa fra Slagelse til Karrebæk? Der er alligevel ret langt, så det er sikkert megadyrt. Og jeg skulle jo ikke på job, såeh … jeg googlede på telefonen, der var stressende (!) nær ved at løbe tør for strøm, hvor jeg kunne komme med en bus til Næstved fra. Der er to muligheder fra Slagelse: Tog til Ringsted og så nyt tog til Næstved eller bus direkte fra Slagelse til Næstved. Busstoppestedet var 1,5 kilometer væk. Som jeg tilbagelagde lige så forsigtigt, fordi (nej, det er ikke Tinder, men her virker det relevant) jeg faktisk har ret bløde fødder. Ved ikke, hvor al den hårde hud er blevet af, men naller gjorde det i hvert fald. Jeg fandt busstoppestedet og forklarede den rare buschauffør, at jeg ikke havde en app downloaded, fordi jeg ikke var forberedt på situationen; om jeg måtte downloade, mens vi kørte? Det måtte jeg gerne. Tak for ham.

Så nåede vi Næstved, hvor jeg på stationen bare skulle på bus ‘603’, så ville jeg være hjemme på 15 mins. Hvis altså jeg havde taget den rigtige bus. Nu tog jeg i stedet én, der endte i den anden ende af Næstved, men jeg fik lov at blive siddende i bussen, indtil den ‘vendte’ og kørte den rigtige vej – det gjorde den jo først ved endestationen. Endelig på rette vej. Ud til Karrebæk, hvor jeg blev sat af lige ved Kirkebakken, som det hed, dér hvor jeg boede. Stadig på bare tæer. Uredt. Uvasket. Døsig af smertestillende stoffer. Selvfølgelig var det dagen, hvor der var ATK-kontrol lige på hjørnet med et par af mine nye kolleger – og endda én af dem, der kunne genkende mig. Han var rar, og da jeg kort forklarede, hvad der var sket, tilbød han at køre mig hjem. Men inderst inde bag alt det bløde ydre gemmer sig en slags Balkan-stolthed, så jeg sagde selvfølgelig nej. Og vaklede de sidste par hundrede meter hjem i seng. Og siden har jeg ikke mærket mere til det. (7-9-13)

Ok, jeg kan vist ikke nå at konvertere dette til en kort gennemgang af mit 2016. Det er for sent. Tilbage på sporet: I juli var jeg på en uges ferie med mine forældre og tre brødre i Punta Umbria i Sydspanien. Alle seks. Sammen. I en uge. Det var forrygende. Som tiden går, og jeg bliver ældre og klogere, sætter jeg mere og mere pris på familien. Det var en dejlig uge med høj (meget høj) sol og bragende varme. Da jeg kun nødigt bruger solcreme, udviklede jeg en på bizar vis fascinerende men også meget ulækker bliste på ryggen, som så ud til at være fyldt med 250-300 cl væske. Uf. Bortset fra det: Forrygende ferie. Familie-update: Mine forældre virker lykkelige. De har projekter. De smiler. Griner. Og som altid er de generøse, betænksomme og interesserede i alle deres børns liv. Brødrene: Den store arbejder målrettet mod en A-licens som fodboldtræner. Han er skidedygtig. Den mellemste (af de tre) blev færdig på universitetet i år (første i familien) og den mindste blev både student og kom ind på universitetet. (han er siden droppet ud for at forfølge en anden drøm) Seje brødre!!

Efteråret nærmede sig. Jeg skiftede den lille lyserøde ud med en drøm af en bedaget Alfa fra 2002. 156. Sportwagon (ja, det er ikke en stationcar!). Stor motor. Turbo. Diesel. Sikke et træk. Den købte jeg i august. Og i september og i oktober måtte den på værksted, så til det nye år bliver den skiftet ud med endnu en lille fiat. Noget mere miljøvenlig. Og min allerførste nye bil nogensinde.

2016 blev også året, hvor padel for alvor fyldte en hel masse. Mit forsigtige bud er, at jeg har spillet mindst 250 timer, og selv om det går meget langsomt med at blive bedre – jeg tror, det har noget med alderen at gøre – er det vanvittigt skægt at lære et helt nyt spil fra bunden, og trods alt se at der er fremskridt om ikke andet med forståelsen. Og så er der de mange timer i selskab med min makker, Hedegaard. Sikke et privilegium at have så mange timer med så fint et menneske ved sin side. Vi har været to gange i Sverige for at spille stævner – fem kampe og én sejr (over et par 13-årige knægte, så vi mangler stadig vores første internationale sejr over voksne modstandere!) – og hinsidan har jeg oplevet en så fin idrætsglæde og sportsånd, at jeg er blevet en smule forelsket i det. Idrætsglæde. Hvorfor har jeg aldrig hørt det udtryk før? Det er flot! (Det er altså ikke noget, jeg har fundet på – det var et ord, jeg så både norske og svenske tweeps brugte om Klavs Bruuns tudetur efter de danske håndboldpigers semifinaleplads ved det netop overståede EM – på norsk og svensk staver de så idretsglede med -e)

I efteråret prøvede jeg også kortvarigt kræfter med livet som assistenttræner for en flok vidunderlige 13-årige fodboldpiger. Efter 5 uger forsvandt cheftræneren, og så stod jeg alene med pigerne resten af efteråret. Det er fantastisk. Jeg forstår til fulde min lillebrors begejstring. Men jeg måtte også erkende, at det at være træner fylder en hel del mere, end det der foregår på banen, og det blev for meget for mig, så jeg er stoppet igen. Men der er en smule blod på en af kindtænderne, så måske skal jeg tilbage en dag – indtil da muntrer jeg mig sammen med en flok andre gamle mænd, når vi spiller veteranbold to gange om ugen. Det er herligt. Tænk at jeg har undværet fodbold så mange år som aktiv. Det er dumt. Det sker ikke igen. Idrætsglæde.

Kærlighed fylder mere og mere i mit liv. Ikke i den traditionelle forstand. Jeg har været på 3 dates i årets løb. Med den samme pige. Hun var mægtig sød, men hun benyttede min flytning fra Odense til Næstved til at smyge sig ud af det med henvisning til afstanden. Jeg sagde til hende – og det mener jeg faktisk stadig – “Jeg leder ikke efter kærlighed, der giver mening.” Så undværer jeg hellere. Orker ikke det der skema, faktatjek, og jeg kunne godt tænke mig … Nå men hun arbejder hos Ecco, så det har haft det meget fine output, at jeg har fået mit livs første par Ecco-sko – og jeg er helt utroligt glad for dem. De er så meget bedre end deres rygte.

Til gengæld er jeg begyndt at genkende mine følelser for mange, mange mennesker som kærlighed. Ikke i den der klassiske 2-somhedsforstand, men som en varm, omfavnende og diffus rummelighed over for i særdeleshed de mange mennesker jeg har omkring mig, som jeg er stolt af vil bruge dele af deres liv med mig, og en hel masse andre mennesker, hvis liv jeg strejfer, måske ikke påvirker men som påvirker mig (jeg har et meget livligt og rigt indre liv) og som jeg kan se, mærke og høre gør deres allerbedste hver eneste dag for at komme så godt, flot og anstændigt gennem dagene som muligt. Kan vi egentlig ønske os mere? At forsøge at være den bedste version af os selv og støtte andre i deres forsøg på at blive deres bedste version af dem selv? Jeg tror det ikke.

Godt nytår

– og hej 2017. Du ser rar ud. Du ligner alle de andre år. Du bliver præcis til det, som vi gør dig til. Og jeg vil gerne være med til at gøre dig til et fantastisk varmt, kærligt og omsorgsfuldt år.

Jeg har tilbragt det sidste døgn i 2016 og det meste af det første i 2017 med at stene Gilmore Girls (Sue me!), og et af afsnittene sendte mig tilbage til efteråret 2006, hvor jeg var det meste af et semester på Ohio University, US. Det var skideskægt, og selvfølgelig husker jeg allerbedst de mennesker, jeg mødte – og de to mennesker, jeg husker allerbedst, var temmeligt meget mere musikinteresserede end mig. Dengang i hvert fald. Nå men Gilmore-pigerne mindede mig om denne her sang, som jeg trallede lystigt med på dengang for lidt mere end 10 år siden. Tænk jeg kan stadig godt li’ teksten:

Always had a roof above me
Always paid the rent
But I’ve never set foot inside a tent
Couldn’t build a fire to save my life
I lied about being the outdoor type

I’ve never slept out underneath the stars,
The closest that I came to that was one time my car
Broke down for an hour in the suburbs at night
I lied about being the outdoor type.

Too scared to let you know you knew what you were looking for
I lied until I fit the bill god bless the great indoors
I lied about being the outdoor type
I’ve never owned a sleeping bag let alone a mountain bike

I can’t go away with you on a rock climbing weekend
What if somethings on tv and its never shown again
Its just as well I’m not invited I’m afraid of heights
I lied about being the outdoor type

Never learned to swim can’t grow a beard or even fight
I lied about being the outdoor type
(Lemonheads; The Outdoor Type)

Det er egentlig ikke en særlig lang artikel. Men overskriften fangede mig. Indrømmet. Og så fascinerede det mig, at Information havde skrevet en forholdsvis omfattende ting om en LA-minister. Han havde dog forbeholdt sig, at det ikke var med en glasklar og ensidig venstreorienteret vinkel, og så hyrede Information endda hans fotograf-hustru til at tage billeder, og så var Transportministeren klar til interview.

Der er virkelig mange ting i artiklen, der får mig til at tænke. Grundigt. Over en hel masse ting.

Sidespor: Jeg er begyndt at være ham den irriterende, der taler for færre flyveture. Meget færre flyveture. Jeg skal til Madrid og Berlin i 2017. Med fly. Og jeg skammer mig allerede en smule. Så en dag på kontoret var jeg i gang med at redde verdenssituationen og forklare, hvordan alle andre da måtte se lyset og forstå, at jorden er ved at gå under, og én af de ting vi kan gøre individuelt er at skrue ned for flyveturene. Bevares, jeg synes også, det er dejligt at se og opleve verden og andre lande, men hvis det er på bekostning af de kommende generationer, kan jeg måske godt overtales til en cykelferie i Skåne i stedet … Nå men jeg var varmet godt op og rablede løs om, hvordan verden burde se ud – måske var tanken om en kejser (altså mig!) endda på bane igen – og så siger min kollega, som er kvik: “Men altså, den der bil, du kører i? 14 år gammel, diesel, turbo og en rigtig sviner. Det kan da heller ikke være godt”. Og så skammede jeg mig resten af dagen og gør det i øvrigt hver gang, jeg sætter mig ind i den, men den er dæleme noget af en køremaskine … Sidespor slut.

Noget af dét, der virkelig fangede min opmærksomhed i interviewet med Transportministeren er nedenstående stærke citat:

»Jeg ved ikke, om det er medfødt, eller om det er noget, jeg har oplevet, hvor jeg er blevet sådan en person, der mener at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Ikke faktuelt, men hvad der er den rigtige måde at være på.«

Det vækker altså afsindig genklang hos mig. Sådan har jeg det også. Jeg er bare slet ikke i tvivl om, at det er medfødt. En gave. At jeg ved, hvad der er rigtigt og forkert. Altså måden at være på. Hmm. Så hvis jeg har det sådan. Og en ultra-liberal har det ligesådan. Så er vi måske slet ikke så forskellige. Måske kan vi faktisk co-existe i samme land? Jeg genkender jo også den der med helst ikke at ville kaldes ond eller et dumt svin. På min side af det politiske spektrum er det mere noget med naiv og landsforræder – men det gør altså også ondt. Så okay, hvordan kan vi mødes og tale sammen? Ikke bare snakke, men sådan rigtig tale som man gør det vest for Valby Bakke (See what I did there?)

Såeh, jeg har prøvet at identificere et par områder, hvor jeg sagtens kan blive klogere. Indvandring og flygtninge. “Hvor mange synes du, vi skal tage ind?” er et spørgsmål, jeg møder en del. Det ved jeg ikke. Det er det ærlige svar. Jeg tror ikke, det er så vigtigt med antallet, men jeg vil have det svært med at sige til en flygtning fra fx krigen i Aleppo, at der ikke er plads, fordi vi har opfyldt vores kvote.

Jeg har det enormt svært med, at vi gør menneskeliv op i kroner og ører på den måde. At vi “ikke har råd til” at tage os af flygtningene. Og jeg bliver edderspændt over argumenter som “Vi ligger stadig i top 3 i verden, og vi gør dét, som internationale konventioner kræver”. Det er ikke nok. Jeg vil være en del af noget særligt. Af et lille smukt land med sammenhængskraft, fællesskab og varme nok til at skide på en hitliste. Om vi er nummer 1 eller nummer 10; vi skal gøre A L T, hvad vi overhovedet kan. Også for vores egen skyld: Når vores overforbrug og umådehold om føje år har smeltet polerne og oversvømmet Danmark, og vi står på kanten af Sicilien og bare gerne vil med bananbåd til Tunesien, så vil jeg gerne kunne sige, at vi jo gjorde alt, hvad vi kunne for at hjælpe, da det var vores tur …

Så har jeg en løsning på problemet med mennesker, der gerne vil til Danmark? Nix. Så lover jeg, jeg havde rakt hånden op for længe siden. Skaber det nogle problemer, vi ikke ville have, hvis vi lukkede os inde i vores egen lille puppe? Ja, det tror jeg nok, det gør. Er løsningen permanent grænsekontrol, visa-kontrol, Greencards osv osv? Det er jeg ikke sikker på. Jeg tror, vi skal vænne os til en ny verdensorden. Vænne os til, at vi ikke alene kan sidde på alle værdierne og være en del af en form for global 1%, hvor værdierne er samlede på ganske få af verdens 7 miliarder hænder, og derfor må vi finde en måde, hvor vi kan deles lidt bedre om tingene. Det betyder nok, at vi må finde os i, at det ser ud, som om vi afgiver nogle af vores værdier til et “greater good”. Tror jeg,

Klima? Hvad tænker man om det, vi andre kalder klimaudfordringen, hvis man er på samme side af den politiske midte som Transportministeren? Jeg vil gerne vide det – og alle svar er velkomne, men jeg håber på lidt højere niveau, end da jeg spurgte en (derudover meget, meget sød) pige, hvad hun tænkte (hun var ‘blå’, og mit spørgsmål fulgte op på hendes “Hvor rød er du egentlig?” (Det gik ikke mellem os)), og hendes svar var, at det havde hun sådan set ikke skænket så mange tanker, men at det jo nok blev svært at undgå, at jorden gik under …

Han var lavere end mig. Med gråt, tyndt hår. Så gammel var han vist heller ikke. Men dér stod han. Som nummer 3 i køen i Netto, hvor to unge piger netop havde kørt deres varer igennem kassen. Og nu havde de ikke penge nok. Så der måtte føres lidt tilbage. Først et par marcipanroulader. Det var ikke nok. Så røg der to poser af noget slik-agtigt.

Manden foran mig blev mere og mere højrøstet “Ej, hvor er du langsom”. Og så stemte manden bag mig også i: “Vi står jo her og venter, hvorfor tager det så lang tid?”. Jeg vendte mig halvt og mumlede til ham: “Jeg tror såmænd, de gør det, så hurtigt de kan”. Det gad han ikke høre på. Sikke noget vrøvl.

Kasseassistenten trykkede på knappen: “Leder til kassen,” lød det. En ung mand kom til. “Åbner du en kasse? Vi har ventet lææææææænge”. Nej. Det var ikke planen. Han skulle jo ligesom løse problemet for de to unge piger – det er noget med, når varer er slået ind, er det ikke sådan lige at slå dem ud igen. Så skal en leder godkende transaktionen for at undgå, at kasseassistenten eventuelt sidder og fifler med udbetalingerne. Sådan er det. Det kan ikke komme bag på nogen. De har med penge at gøre.

Det var nu ikke tilfredsstillende for mine to kø-kammerater. De brokkede lystigt. Herren foran mig stod og fedtede med 6 jule-hvidtøl og en kasse clementiner. Bag mig handlede indkøbet om noget så vigtigt som Harboes Julebryg. I alt 12 styk. Som skulle betales af to omgange. Sirligt var de lagt med skillert mellem. Jo-jo. Ham skulle vi ikke vente på.

Altså, hvad er det for noget? Hvor er det gennemført usympatisk det der skaberi, brokkeri og hidsigt utålmodige vigtigheds-fims. Slap dog af. Det tager 2, måske 3, minutter mere af din tid. Så står du der. Skal have dine bajer, og så magter du ikke at udvise for en bøjet 1-krones pli i et ganske kort øjeblik af dit liv. Jeg synes, det er så uklædeligt, at vi er blevet et samfund af noksagter, der “jo altså har lov til at sige vores mening” om dette og hint i et væk, og som helt og aldeles mangler simpel dannelse til at omgås andre mennesker.

Vores fællesskab smuldrer mellem fingrene på os, og det virker som det rene Sisyfos at forsøge at gøre noget ved det. For der er masser af frådende selvretfærdighed og stædig insisteren på, at vi edderbrølme har ret og rettigheder, og ingen skal komme og forsøge at pille ved alt dét, som ‘vi’ – det vil sige et par generationer før os – har kæmpet for og opnået. Det har vi KRAV PÅ. FORSTÅ DET SÅ. OG BLIV SÅ FÆRDIG ELLER ÅBN EN KASSE MERE, SÅ VI KAN KOMME HJEM …

Lad mig starte med at indrømme, at jeg helt sikkert er en krævende reklame-seer. Jeg er på samme tid tvær, skeptisk og anti-kapitalistisk i mit tankesæt (men jeg køber stadig en masse ting – mere om det en anden gang).

Men altså; Stofa … En wannabee sjov mand, der sådan lidt skægt selvironisk fortæller om det smarte ved marketing. Blandt andet klædt ud som hund. Det undrer mig helt absurd, hvis det virkelig er det bedste, Stofa kunne komme op med. “Naaa, har du måske bedre forslag selv?” Nej, men jeg køber jo så heller ikke reklametid på TV og udstiller, at jeg ikke har nogen gode ideer.

Så er der mælkesnitterne. Hvad i alverden bilder de sig ind bare at tale-synkronisere en eller anden tysk drøm om en formiddag i Danmark og deres mejeri-kage-produkt? Hvad er formålet med det? Tror de virkelig, at jeg køber deres skrammel, fordi de forstyrrer min online-streaming-oplevelse? Og jeg er ikke færdig:

Skousen … ejmen hvad er det da for en gang skrammel. Se os, vi tør være sjove på den der lidt selvfede og totalt afvæbnende facon. Ja, hvis I var sjove. Og afvæbnende. Så bevares. Nu er I bare til grin. Hvad er det for noget discount-skrammel – den dér rolle har Lars Larsen spillet for mere end 20 år siden; rollen som jeg-har-et-godt-tilbud-men-jeg-kan-ikke-hitte-ud-at-lave-vedkommende-reklamer. Den er taget. Stop det.

Det allermest underlige er jo, at det her ikke er sket helt på egen hånd og meget tidligere, men når det nu skal være, er det vel meget godt at få noget godt ud af President Trump. Jeg har været igennem de samme tanker som formentlig de fleste fornuftige mennesker: Chok, fornægtelse, væmmelse og afsky. Næsten værre blev det, da nogen begyndte at tale manden ind i en form for normalitet. “Han er jo ikke så slem i virkeligheden” – i virkeligheden???? Så en valgkamp er ikke virkeligheden? Alt hvad der bliver sagt dér, tæller ikke, når virkeligheden rammer – hvad den så åbenbart først gør, når valget er overstået … jeg kaster en smule op i munden. Igen.

Nå men efter den fine proces, der egentlig forløb helt som skemalagt, nåede jeg til et punkt, hvor jeg kunne mærke, at der skete noget inde i. Jeg fik simpelthen lyst til – som Helmig så fint sang det – at ‘be a better man’. Jeg har været så helt utroligt glad for den dejlige bil, jeg købte i august. Den er herlig. En køremaskine med charme, sjæl og italiener-utilregnelighed. Men efter Trumps valgsejr skammer jeg mig lidt over mit valg. Skammer mig en smule over, at jeg ikke i det mindste købte en mere miljøvenlig bil. Eller måske helt valgte at undvære en bil.

Jeg fik lyst til selv at blive en bedre, renere, mere økologisk, mere klimavenlig og meget, meget mere næstekærlig version af mig selv. Det er måske ikke så tosset. Og underligt at det overrasker mig, for logisk set bygger det videre på noget, jeg har puslet med i en længere periode: At jeg ikke tror på politik (og måske ikke engang på demokrati) som løsningen på de udfordringer, vi står over for. Jeg tror ikke (længere) på, at politik kan løse eller bare hjælpe på klimaudfordringer. Jeg tror ikke, politik kan gøre noget for alvor ved fattigdommen. Jeg tror, det skal komme fra private initiativer. Kommer fra virksomheder. Som – bevares, det er jo ikke ren altruisme det hele – kan skabe profitable forretningsmodeller samtidig med, at de gør kloden til et bedre sted at være for flertallet på bekostning af de gamle strukturer og den forældede måde at fordele og forbruge på.

Det er egentlig ikke et skidt udkomme af, at amerikanerne har valgt en præsident, der står for tæt på 0% af, hvad jeg håbede på. En lille smule bedre version af mig selv.

Det er ikke så længe siden, jeg har læst Svend Brinkmanns Ståsteder. Dén kunne jeg godt li. Og jeg tager nu mig selv i ganske ofte at sige overfladiske ting som “Det er instrumentaliseringens skyld” og “Der er altså også en indlejret værdi, som man ikke må overse”. Når nogen så beder mig uddybe de i sig selv noget hule fraser, bliver jeg underligt stammende.

Han har egentlig selv beskrevet det helt kort: At alting bliver et middel til noget andet end sig selv.

Men hvad vil det sige? Er der virkelig ting, der har værdi i sig selv helt og aldeles? Eller er der bare ting, vi er enige om, det er finere at gøre, og som derfor bliver regnet for mere værdifulde end for eksempel at lære sig Adwords for at kunne tjene penge på online markedsføring? Det her handler ikke så meget om at nå frem til, hvad i alverden Brinkmann mener helt præcist – det finder du nok bedst ud af, hvis du læser bogen selv. For mig er det pudsige her, at jeg tilsyneladende samler en hel masse halv (i bedste fald) viden op. Når jeg lytter til P1, mens jeg laver noget andet, lagrer jeg også halve informationer. Så kan jeg spytte dem ind i samtaler uden på nogen måde at kunne anvise deres ophav og ofte også uden at kunne redegøre i dybden for, hvad mine indspark egentlig dækker over.

Måske har jeg altid haft svært ved at formulere komplekse og bredspektrede tankesæt? Måske er det noget med en begrænsning i mængden af ram, jeg har til rådighed? Jeg er meget begejstret for Bill Bryson og har netop set filmen A Walk in The Woods, hvor Robert Redford som en aldrende Bryson begiver sig på vandring på The Appalachian Trail sammen med Nick Nolte i rollen som en gammel ven. De har mange interessante samtaler undervejs, og Robert Redford er den der type, der for eksempel kan fortælle om de tre former for klippe, om deres geologiske oprindelse og om tektoniske pladers forskydning gennem tiden. Jeg savler af bare begejstring. Viden er så mega sejt. Og jeg ville sådan ønske, jeg kunne samle dyb, dyb viden om et emne eller to. Men indtil da vil jeg bare hylde alle de seje mennesker, der samler, husker og formidler vild, vild viden hver evig eneste dag. Tak til alle jer.

 

I – meget korte – perioder har jeg forsøgt mig med det dersens dating. Og det er skideskægt. For jeg er en ret fin version af mig selv, når jeg møder folk de første par gange. Jeg er høflig – grænsende til det galante – og jeg stiller spørgsmål i massevis.

Det giver vanvittigt gode samtaler, når jeg nysgerrigt danser rundt om et andet menneskes interesser og hele tiden spørger ind og undrer mig. Er du vims, folk har nogle spændende ting på tapetet. Eller de har i hvert fald næsten altid en form for indsigt, jeg ikke aner noget som helst om, og som jeg nyder i vildskab at få lov at smage en snip af. Det er ganske enkelt enormt pirrende at lære et andet menneske at kende.

Når nu det er så rart, hvorfor prøver jeg så ikke i det daglige at tage noget af nysgerrigheden og de mange oprigtige spørgsmål med? Tjaeh, det er et godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Måske er jeg ikke genuint et spørgende, lyttende og nysgerrigt menneske. Måske er jeg også et usikkert-med-behov-for-selvhævdelse menneske? Måske er det vigtigt for mig at dele mine egne historier – enten for at skabe bånd (tror jeg) eller for at vise, at jeg også ‘tør åbne mig’?

I hvert fald er det sådan, at i hverdagen bliver det let at falde ind i rutiner, triviel smalltalk og færre spørgsmål og flere fordomme. Det er faktisk ikke så rart.

Omvendt har jeg – måske er det bare en lusket forsvarsmekanisme (Freud-connaisseurs, I siger bare til, hvis der er noget om det) som jeg bruger for at dække over et mindre sympatisk træk – ja, hvad kan det mon være, jeg har? Det lader jeg lige stå åbent en stund.

Sikke jeg venter. Altid. Eller i hvert fald en stor del af tiden. Jeg venter på at blive gældfri. Jeg venter på at få min bil tilbage fra værksted. Jeg venter på at komme i god form igen. Jeg venter på at finde en kæreste. Jeg venter på, at der bliver tid nok til det hele. Jeg venter. Venter. Og venter.

Hvorfor jeg har så svært ved bare at være, aner jeg ikke, men det er trættende. I min Mac-pendant til Excel har jeg lagt budget frem til år 2025. Så er gælden væk, og jeg har et meget større rådighedsbeløb. Så er bilen sikkert også tilbage fra værksted. Og i 2025 har jeg helt sikkert været i forrygende form et par gange – og i kageform indimellem.

De allerbedste dage. Aftener. Og nætter. Er dem, hvor jeg glemmer det hele. Dem hvor jeg ikke bekymrer mig. De dage, aftener og nætter, hvor jeg er i godt selskab, hvor jeg bare er, og hvor jeg bare handler. Men det er svært. For livet koster på alle konti. Både den banken hjælper med at holde styr på og de andre – de mentale, de fysiske og de relationelle.

Jeg er ikke sikker på, der kommer en pointe her, men det kan så i sig selv være en form for pointe. At det umiddelbart nytte- og formålsløse i virkeligheden tjener det formål at være til. Jeg bliver ikke grundlykkelig, når jeg hele tiden jagter formål, forbedring og indhold. Jeg bliver lykkelig, når jeg er. Når jeg giver mig selv lov at være ulykkelig, ked, vred og frustreret. Når jeg er. Så er jeg lykkelig.