Det er okay at have det skidt

Det er en lortetid. Det må man gerne føle, synes og sige. Hvis man kan finde nogen at sige det til, selvfølgelig. Når jeg endelig taler med mennesker – typisk i telefonen – er jeg ganske forsigtig med at fortælle, hvis jeg har det skidt.

Der er en stemning af, at vi kollektivt skal holde modet oppe hos hinanden. Og det skal vi da også. Vi skal forsøge at hjælpe hinanden bedst muligt gennem det her social distancerings-møg. Det kan vi formentlig bedst gøre ved at forsøge at finde positive ting. Det er jeg enig i.

Men jeg tror, vi også bliver nødt til at anerkende, at det for mange er ekstremt frustrerende at sidde mere eller mindre indespærret og ofte uden selskab – eller i hvert fald det samme selskab dag ud og dag ind – og så vil det da føre til, at man har dage, hvor det hele ser mere sort end hvidt ud. Når først yatzy-blokken er fyldt, dagbogen er løbet tør for sider, og man har set alle sæsoner af Friends mere end én gang, så bliver der god plads og tid til at tænke tanker.

For mange er det dybt ubehageligt på den måde at blive konfronteret med sine egne tanker. For nogen er det måske et kæmpe chok, at der reelt ikke er så meget refleksion at komme efter. For andre kan tankerne føre til en lyst til ‘et nyt liv’. Og for rigtig mange vil det føre til, at man henfalder i tungsind over den voldsomt forandrede livssituation og usikkerheden, som de fleste af os tumler med.

Dér synes jeg, vi skal forsøge at være rummelige og tolerante over for hinanden. At acceptere, at andre tænker tunge tanker. At nogen har sværere ved at se lys eller lykke i situationen end andre. For ja, vi skal hjælpe hinanden med at holde modet oppe. Men vi skal også hjælpe hinanden med at anerkende, at det er en skidt situation, og at det er helt okay at have dårlige timer, dage og uger. Det er okay at være i dårligt humør. For det her er langt fra det liv, som ret mange af os forestillede os, vi ville leve. Langt fra.

Klima og Corona

Gad egentlig godt vide, om der er et sammenfald mellem følgende to grupper:

  1. Klimaforandringerne er alvorlige, men det kan ikke betale sig at stoppe med at flyve, forbruge og forurene. For den teknologiske udvikling vil finde en måde at løse det på, så det vil se helt anderledes ud i fremtiden. Altså: Gør intet nu, for fremtiden løser det.
  2. Corona er alvorligt, men hvis vi ikke genåbner det hele nu – altså ændrer nuværende adfærd – så vil det på sigt blive endnu dyrere og koste endnu flere menneskeliv.

Som jeg ser det, er 1 en mulighed for ikke at ændre adfærd nu og lade fremtiden, udvikling og opfindelser løse problemet.

Hvorfor kan 2 ikke på samme måde løses ved at stole på, at fremtiden, udvikling og opfindelser vil gøre dødeligheden ved Corona mindre?

Hvor skal vi hen, du?

Puha. Jeg havde brug for et par dages pause. Et par dage til at lade det hele synke ind. Til at spekulere over livet. Over fortiden. Fremtiden. Og nutiden. For hvor i alverden er det her corona.mareridt på vej hen? Hvor er vi på vej hen? Og når vi mon frem?

Humøret er bedre nu. Jeg har puslet med analoge sysler. Har lavet kampprogram og spilleplan til dansk fodbold – otte rækker med herrer og fire med kvinder. 132 kampe pr. række hos herrerne. 90 kampe pr. række hos kvinderne. Og så slår jeg terning om resultaterne. Det er helt meningsløst. Og vidunderligt afslappende.

Når jeg sidder i tusmørket og bare slår terninger og opdaterer stillinger, mens jeg i mit stille sind holder med ‘mine’ hold – der er en del; OB, Otterup, Vanløse og GVI (lillebrors) og HGQ. Jeg snyder ikke! Det kunne jeg ikke finde på – så er jeg helt i en anden verden. Helt væk fra corona, job, bøvl med fjernundervisning og alt muligt. Så er det bare mig og terningerne og en fiktiv fodboldverden, som jeg selv har skabt.

Nå, men jeg er tilbage i virkeligheden igen. Og med det kommer også den løbende diskussion om corona. Der er 1.000 krinkelkroge, som alle mulige veluddannede og også en hel del selvbestaltede eksperter diskuterer flittigt på særligt sociale medier. Det er, hvad det er.

Mine tanker bliver mest brugt på tidsperspektivet. Hvor længe kommer det her til at vare. Nogen mener – nok mest bare Donald Trump – at det er ovre allerede 13. april. Andre sender os flere år frem i tiden. Nogen mener resten af kalenderåret. Andre igen gætter på resten af skoleåret. Og måske et stykke ind i sommerferien.

Hvis nu der sidder rumvæsener derude og holder øje med os – bare hvis! – så må de helt sikkert finde diskussionen om prisen på et liv interessant. Jeg hørte i radioen i dag, at nogle eksperter mener, det kan koste 1-2 milliarder kroner pr. reddet liv med den nuværende danske strategi. Underforstået mente eksperten nok, at det var i den dyre ende. Mildt sagt. Måske i virkeligheden knap umagen værd. For det koster jo på økonomien. På virksomheder. På arbejdspladser.

Men altså; vi kan jo blive nødt til at se i øjnene, at det slet ikke er et valg, vi selv kan træffe. Hvis det viser sig at ende i et worst case scenario. Så kan vi ende med mange døde. Rigtig mange døde. Og mange, mange virksomheder, der må lukke. Og det forstår jeg godt er et kæmpe problem.

Det er surt, hvis man har knoklet for at få et firma på benene. Eller hvis tipoldefar grundlagde en produktionsvirksomhed, som familien har holdt i live lige siden. Det er surt. Men det er vel ikke helt umuligt at forestille sig, at man kan lave en ny virksomhed på den anden side af det her? Er det?

Indrømmet; jeg er en masse umulige ting set fra et økonomisk synspunkt – startende med uvidende, ligeglad og naiv. For mig er det her ikke så meget et spørgsmål om pragmatisk at se på, hvad der bliver mest omkostningstungt på sigt. Det er et spørgsmål om, hvad vi vil som menneskehed.

Vil vi hinanden i yderste potens? Eller vil vi utilitaristisk og for enhver pris fortsætte den konkurrence- og kapitalismestyrede vækst, der har bragt os til, hvor vi er i dag? Uagtet om det måtte koste menneskeliv. Og det gør vel alting.

(Jeg anerkender til fulde – hvis enkelte liberalister skulle forvilde sig herind og læse med; I er velkomne <3 – at kapitalismen har medført en hulens masse fremskridt økonomisk, teknologisk og på en masse andre områder. Jeg er ikke komplet idiot)

Kan vi anerkende, det er svært? Og at alle gør deres bedste

Tiden bliver til et underligt miskmask af sammenflydende opgaver for tiden. Mange af os er isolerede i vores hjem. Med familie. Med børn. Med resterne af seneste raid i supermarkedet. Med arbejdsopgaverne fra jobbet. Og langt, langt de fleste knokler. Helt vildt.

Stort set fra den ene dag til den anden fik vi vores hverdag og vores rutiner revet fra os. Vi fik den daglige omgang med kolleger, i form af kram, kritik, knus, kage og alt det andet, kollegaer giver, fjernet fuldstændig og erstattet med skype, virtuelle møderum, Microsoft Teams, Zoom, Slack og en hel masse andet. Og vi forsøgte at forsikre hinanden om, at det da var supernemt her i Danmark lige at konvertere det hele til online. For selvfølgelig måtte det ikke gå ud over produktiviteten.

Siden har opportunistiske politikere på Twitter haft travlt med at fortælle, hvem der gør nok, hvem der gør det godt nok, og hvem der helt sikkert ikke fortjener de vilkår, de har under krisen. Og jeg kan læse mig til, at mange mennesker er tyngede. Helt ned i nærheden af gulvet. Af pres. Af følelsen af ikke at slå til. Af ikke at gøre nok. Af simpelthen at synes, det er svært at være i de her nye vilkår.

Så kunne vi ikke prøve, når nu weekenden er ovre, og vi vender tilbage til det her online-fis; kunne vi så ikke prøve at vise hinanden den respekt og forståelse, som situationen kalder på? Vi går af helt uprøvede veje mange af os. Selvfølgelig kan vi ikke producere det samme som tidligere. Selvfølgelig er vi ikke lige så effektive. Det er en illusion, at vi skulle kunne det.

Vær en smule civilt ulydige – ikke i forhold til isolationen; Den skal du overholde, men i forhold til dit arbejde/din skole. Accepter, at du ikke når helt det samme som normalt. Og brug tiden på at være lidt ekstra sammen med dine søskende. Dine forældre. Eller hvem du nu har i husstanden. Få frisk luft. Tal sammen. Spil brætspil.

Brug tiden. For det er skrøbeligt. Husk de mange lastbiler ud af Bergamo med døde mennesker. Det er ikke sikkert, det ender sådan her i Danmark – det gør det da forhåbentlig ikke – men hvis det sker, vil du så fortryde mest, at du ikke levede op til dine arbejdsmæssige forpligtelser, eller at du ikke brugte tid sammen med dine kære?

Selvfølgelig skal man passe sit arbejde. Det er klart. Men der skal altså også være mening med galskaben. Det kan ikke hjælpe noget, vi bilder hinanden ind, at vi kan spærre os inde hjemme med fuldtidsarbejde, børn i huset, der bliver undervist på en eller anden måde og/eller har brug for hjælp eller hjemmeundervisning, med en global pandemi kørende 24/7 i nyhederne, med familie, der er i farezonen, med dronningens ord i ørerne, frygt for mangel på varer i supermarkedet og tanker om, hvor næste måneds løn skal komme fra. Det er da ikke mærkeligt, vi bliver lidt kulrede …

Mine elever reagerer meget forskelligt på det her. Nogen kaster sig over de urimeligt mange lektier, de får. Nogen laver ingenting. De fleste er et sted midt imellem. Men jeg kan se, at de er mættede nu. Efter fire dage med online hjemmeskoling har de fået nok for nu. Så jeg håber på, at de tanker energi i weekenden, og at de så er klar til næste uge, hvor jeg kommer til at give dem mindre at lave. For det har de brug for.

Jeg vil ikke – hverken over for mine elever eller over for nogen anden – forlange en ekstra indsats. Jeg vil ikke engang bede om det. Ligesom jeg ikke synes, det burde være et krav til nogen som helst. Vi gør vores bedste. Alle sammen. Det er jeg overbevist om. Det synes jeg egentlig, vi skal give hinanden mere ros for. Og omsorg. Og varme. Og kærlighed. På afstand, bevares, men alligevel.

Dig og mig og os alle sammen

Det er dag 3 for hjemmeskoling. Det bliver langt i dag. Undskyld på forhånd. Mit Twitter-feed har ganske mange forældre fra børnefamilier, der fortæller, at det er hårdt på samme tid at arbejde fuld tid hjemmefra og at skulle hjemmeundervise. Det forstår jeg godt. Det er også derfor, tror jeg, at det normalt er to forskellige job.

Jeg synes personligt, det er meget, meget svært at fjernundervise. Det ville jeg mene under helt normale omstændigheder. Jeg mangler nærværet. Muligheden for at tage korte samtaler under fire øjne. Jeg mangler simpelthen hele den menneskelige dimension.

Nu er vi så i en ekstraordinær situation. Mine elever er 10. klasser, så jeg gætter, at de får lov at passe sig selv derhjemme. Det skal de også kunne som 16-17 årige. Men nogle af dem er også nervøse og usikre på, hvad der foregår. Nogle af dem er ikke vant til at lave skolearbejde, med mindre de bliver ført næsten bogstaveligt til tastaturet. Nu sidder de hjemme på deres værelser spredt rundt om i landet og skal selv tage ansvar for at lære noget.

Som lærer har jeg fået den klare besked, at jeg skal sørge for hjemmeundervisning. Undervisningsministeriet har meddelt, at der ikke bliver ekstratimer. Altså at de timer, vi underviser eleverne, mens de er hjemme, dem skal vi ikke bruge tid på at gentage, når de engang er tilbage på skolen. Så vidt så godt.

Tilbage til mit Twitter-feed. Jeg har set rigtig mange skrive i en lidt tvær tone, at det er urimeligt, at offentligt ansatte – altså fx mig (hvilket jeg faktisk ikke var klar over – jeg troede, skolen var privat virksomhed, men der er åbenbart noget med statstilskud – jeg får i hvert fald fuld løn, og det er jeg taknemmelig for) – går hjemme og holder ferie og laver ingenting. Med det rungende i hovedet forestiller jeg mig, at mange lærere tænker, at det skal dælme blive en gammel sømandsremse. Så der bliver fyldt på med lektier, med opgaver, med undervisning og læring.

Hvilket så formentlig fører til flere hjemmearbejdende, der har det som forældrene i BT-artiklen herunder:

https://www.bt.dk/samfund/foraeldre-raser-over-hjemmeundervisning-min-soen-sidder-og-graeder

Og det er jo ikke meningen. Mine elever er også begyndt lige så stille at skrive, at de synes, der er mange lektier. Selvfølgelig synes de det. For 14 dage siden havde mange af dem linjefag to eller tre dage om ugen og et minimum af undervisning i fag-fagene (dansk, engelsk osv.). Nu sidder de hjemme og får et hav af læsning, lektier og opgaver tilsendt via vores intranet.

Så de store – udskolings-elever – sidder og drukner i et hav af skolearbejde på egen hånd. Mens de små – indskoling og mellemtrin – har brug for hjælp, støtte og omsorg fra deres forældre. Som knokler med samtidig at passe deres fuldtidsjob imens.

Så tænker jeg; måske behøver de ikke helt så meget læring, de unge mennesker. Måske kan de komme gennem den her krise med en smule mindre læring, end de ville have fået, hvis de var her hos mig i Højer. Men risikerer jeg så, at der står en flok forældre på den anden side af corona og kritiserer mig for at have taget for let på det hele og ikke leve op til mine forpligtelser som underviser?

Som Dan Turéll så fint sagde det: “Det er ikke let at være nogen”. Så jeg ser det som min fineste opgave at passe på de mennesker, der er nærmest mig. Eleverne skal ikke bumles omkuld med en hel masse undervisning. De skal have lov at lade det her synke ind. De skal have lov at være chokerede, som alle vi andre også burde have det.

Det her er – som jeg hører det så fint formuleret i radioen igen og igen – ubetrådt land. Og min erfaring som 44-årig er, at jeg bliver mest tilfreds med mig selv, hvis jeg både på betrådt (er der noget, der hedder sådan?) og ubetrådt land lader de menneskelige hensyn veje tungest. Altid.

Pas nu for filen på hinanden. Ring. SMS. Send en mail. Tænk en tanke. Send et brev. Eller en uopfordret buket blomster. Eller varer via et onlinesupermarked. Vær gode ved hinanden. Der er uendeligt mange penge i verden. Vi har kun ét liv hver ❤️

Hvad nu hvis …?

Isolation og “social distanceren” sætter gang i alle mulige vilde og løsslupne tanker hos mig. Jeg leger rigtig meget med tanken om at skifte spor. Igen. Sådan for alvor. 

For en lille måned siden havde jeg en indledende jobsamtale med en gut fra Malta. Det var godt nok lidt shady – kundeservice i spilbranchen – men jeg var nu fristet langt hen ad vejen. Og så alligevel. Spilbranchen og jeg var et par længe. Jeg tror ikke, vi har så meget mere at give hinanden. 

Så er jeg tilbage ved tankerne om et hus på landet. Med stor have. Med muligheder. Med potentiale til at være aflastnings-“familie” og på sigt måske endda pleje-“familie”. Eller endnu vildere – måske kunne jeg lave en slags bosted eller en lillelillebitte efterskole. Det sidste fører altid til en hel masse økonomisk beregninger. Personale, fødevarer, forbrug og internet – det ville være lettest, hvis jeg havde en hustru, som kunne undervise i matematik – såeh … hulubulu?

Ej, jeg er mest til aflastning og plejefamilie. Men de huse jeg har lyst til, og som jeg synes er charmerende, er godt nok nogen gamle kasser. Og jeg har tæt på 12 tommeltotter. Men det kunne klart være skægt at prøve. Og man lærer vel en masse undervejs – ikke? 

Jeg har været i de her overvejelser før. Dét jeg finder mest udfordrende ved efterskole i den form, jeg er i nu, er, at som faglærer forventes jeg at lære de unge mennesker en form for pensum. Men samtidig – og det er klart pointen med efterskoleopholdet – så skal de også have en form for ballast med videre. Og selv de meget velfungerende unge mennesker, jeg har mødt hernede, har brug for lidt visdomsord og et velment puf i ryggen. 

Så; hvad er så vigtigst? Læring på skolebænken? Eller trivsel som menneske? Jeg sigter ubetinget efter trivsel ud fra devisen, at hvis man har det skidt, er det svært at kaste sig over udvikling og udforskning af nye emner. Men jeg burde være begge dele – og endda samtidig vagtlærer med ansvar for at hjælpe dem med at overholde deres pligter i forhold til fællesskabet. Min psykiater mener, at jeg kan have svært ved at prioritere ting indbyrdes – at jeg lader det hele fylde alt for meget. Uagtet, hvor uvæsentligt det så måtte være. Det fungerer ikke rigtig for mig. 

Hvad nu hvis-tanker er tæt på selve definitionen af ufærdige tanker. Strøtanker. Aforismer. Så det må blive sådan her i dag. Rodet. Intenst. Nærværende. Påtrængende. Velkommen til min tankeverden.
 

Nærvær – hver for sig

Nej, hvor er det dog helt urimeligt svært, synes jeg, Har brugt det meste af dagen på at sidde og forsøge at stykke noget meningsfuld hjemmeundervisning sammen til eleverne. Det er en svær balance, for der er mange ting at tage hensyn til.

De er – som vi andre – i en lidt uvant situation, så hvor er de henne rent læringsmæssigt? Jeg har ingen erfaring i fjernundervisning, så det bliver på må og få. Lettest i hele verden ville det være at stikke dem en stak eksamenssæt, så de kunne øve sig til den skriftlige eksamen. Men det er også kedeligt. Både for dem og for mig.

Og så er der det med, at vi ikke er i samme rum. Det er svært for mig. Som uuddannet skolelærer er jeg overbevist om, at jeg ikke er en specielt dygtig lærer ud fra konventionelle kriterier. Jeg har ikke et solidt fundament af didaktik at falde tilbage på, og jeg har ikke årevis af erfaring at rutte med. Jeg har mig selv. Som menneske. Som omsorgsfuld. Og som nærværende. Det er dét, jeg byder ind med. Ofte tænker jeg, at det handler om entusiasme og engagement. Dét er en hel del sværere at overføre digitalt, tror jeg.

Så nu prøver vi. Noget af det klassisk. Digitale platforme. Standard øvelser, der kræver deres disciplin. Så er der noget podcast, noget frit valg på grammatik-hylden, og så kunne jeg godt tænke mig, de lyttede til en lydbog. Uden andet formål end at lytte til litteratur – det må være et fint tidspunkt til det netop nu, hvor de ikke hele tiden bliver stimulerede af samværet på efterskolen. Håber jeg.

Om ikke andet får vi nu noget, vi i fællesskab kan evaluere på, og så må vi forsøge at gøre det bedre i næste uge. Mere kan ingen forlange.

Endnu en tudebog – og lidt godnathistorie

Jeg har læst i dag. Frederik Backmans Folk med angst. Han skriver helt ufatteligt fint. Synes jeg. Nogen vil måske mene, han skriver en del, som Rasmus Seebach skriver sangtekster: Banalt. Og så kan vi have en lang diskussion om, hvorvidt banalt er genialt eller barnligt. Det behøver vi ikke. Jeg elsker de her helt banale historier – og tekster.

Backman står bag en stribe forrygende bøger. Faktisk skriver han i et rivende tempo. Og jeg har – nu tjekker jeg lige på Wikipedia – læst alle syv bøger, som er udkommet fra 2012 til nu. Han har fart på!

Folk med angst handler om en noget uheldig bankrøver, der ender som gidseltager. Ikke verdens mest onde gidseltager, men det er dæleme heller ikke en let flok gidsler at arbejde med. Under det ret simple plot gemmer sig som altid en stribe skæbner med levede liv, med følelser, med svigt og med masser af omsorg og kærlighed.

Min version er 362 sider lang og allerede på side 65 begyndte jeg at tude første gang – eller det vil sige, på side 65 startede et kapitel, som jeg læste til ende. Og så tudede jeg. Det er svært at sætte ord på, hvad det er, Backman helt præcist gør, men det handler om at sætte ord på relationer. At sætte fokus på følelser. Særligt skarpt på de følelser, som mange af os ikke rigtigt ved, hvad vi skal gøre med.

På efterskolen læser jeg af og til godnathistorie for eleverne på mine aftenvagter – det vil jeg gøre de kommende 14 dage, så de kan falde trygt til ro derhjemme. Hvis du vil lytte med – jeg bestræber mig på, at det bliver cirka fem minutter. Cirka, så slap dog af! Dagens historie er fra Folk med angst, side 65 og cirka fem minutter frem: https://soundcloud.com/user-556405227/folk-med-angst-del-1

God fornøjelse. Pas på jer selv. Og på hinanden. Og på dem I elsker. Dem I har skabt. Dem der har skabt jer. Dem der har brug for det. Møs-møs

Jeg savner dem allerede

Lukningen af efterskolen er sådan officelt først fra mandag og så 14 dage frem derfra. Så i går og i dag har jeg brugt på at trække vejret dybt ned i maven og på at tænke over, hvordan vi kommer bedst gennem de kommende uger.

Den ene af de to uger skulle have været studietur, så fagligt er det ikke meget, vi i første omgang havde på programmet, og vi skal nok nå det, vi skal nå. Ellers går det nok.

Jeg er langt mere bekymret for vores Smiles & Frowns. Alle mine timer i klasselokalet begynder med en runde, hvor alle fortæller noget om dem selv. Selvdeklareret som a smile – noget godt – eller a frown – noget, der ikke er helt godt. Alle timer. Altid. Det tager 5-10 minutter. Jeg får nævnt alle elever ved navn. Og som skoleåret skrider frem, bliver de mere og mere trygge i formatet, og så begynder de at dele mere indholdsrige ting.

Nogen sidder selvfølgelig fast hele skoleåret i “jeg har sovet godt”, og det er helt okay. Det er ikke en test. Det er en lejlighed for os alle til at knytte bånd til hinanden. Til at blive set og anerkendt som individer. I. Hver. Eneste. Time.

Hvordan gør jeg så det i de kommende to uger? Jeg er ikke helt sikker. Måske er det heller ikke så vigtigt, nu de er hjemme hos deres forældre – eller i hvert fald den ene af dem. Men det er vigtigt for mig, at de ved, at jeg er her, og at selv om de er spredt over hele landet, så tænker jeg stadig på dem og har deres trivsel på sinde.

Mine overvejelser har været omkring Zoom – som jeg ikke aner, hvad er, men som mange har nævnt som praktisk til fælles klasseundervisning online. Slack? Periscope? Lige nu hælder jeg til en Messenger-gruppe, hvor alle er tilmeldt og et fast tidspunkt hver dag, hvor jeg tjekker ind og spørger til dem. De, der ikke er med, kan så senere læse i gruppen, at vi har spurgt til dem og fortælle, hvad de har på hjerte.

Måske Facebook Live også vil være brugbart i forhold til undervisning. At jeg præsenterer opgaver, og så kan de stille opklarende spørgsmål undervejs og bagefter. Jeg er i udgangspunktet ekstremt anti-Facebook, men “Corona lærer rund lærer at være overbærende,” som et ordsprog siger her i Højer …

I hvert fald er det væsentlige for mig i kontakten med eleverne de kommende 14 dage – eller hvor længe det nu kommer til at vare – at de kan mærke et menneske. En lærer. En voksen. Der tænker på dem og deres trivsel. Måske vi også skal lave Q&As med Corona undervejs.

Det her er jo ikke en hjemsendelses-sanktion som straf for overtrædelse af skolens regler. Det er en nødsituation, hvor jeg har brug for, de ved, at jeg er her for dem. Som jeg altid er. Det er bare lettere at kommunikere, når jeg ser dem i øjnene og kan lægge en hånd på en skulder, mens jeg fortæller, hvad jeg gerne vil sige.

På positiv-siden er det virkelig dejligt for mig at mærke, hvilket sug det giver, når de unge mennesker ikke er her. De betyder meget for mig. Det ved jeg i dagligdagen. Men det er sundt at blive mindet om det engang imellem – om end mindre end en national nedlukning måske kunne have gjort det. Nu er vi her. Så får vi det bedste ud af det.

“Kan vi tage en tur i Lalandia, når det er overstået?”

Efterskolen er næsten tom. De fleste af eleverne er draget hjem for at passe på dem selv, hinanden og resten af samfundet. De har taget det i god ånd. Jeg har haft mange samtaler med dem i dag om, hvad der sker, og hvorfor det er nødvendigt med de omfattende foranstaltninger, der bliver foretaget lige nu i Danmark.

Det er meget at bede dem om at tage ind – eksponentiel vækst i antallet af smittede, det samlede antal af sengepladser på sygehusene og hensynet til de medborgere, der måske har et svækket helbred. Men de forstår det. Nogenlunde. De har jo alle en bedsteforælder eller andre ældre i deres omgangskreds, som de nødigt vil undvære. De kan godt se det fornuftige i hele molevitten.

I den kommende uge skulle vi have været på studietur. En flok til henholdsvis Vietnam og USA. Begge er aflyst. Ligesom turene senere på foråret til Brasilien og Kina. Det er drønærgerligt, for det er noget helt særligt at være af sted på ture sammen. Men sådan bliver det ikke i år.

Flere har i dag givet udtryk for, at de undrer sig over, hvorfor de ikke kan blive på efterskolen, for vi er jo kun en smule flere end 100, og Højer er jo så langt væk fra alting.”Og vi smitter jo bare folk, mens vi rejser hjem, hvis vi er syge alligevel.”

Så vi fik mulighed for at tale om, at man meget, meget vanskeligt i overordnede krisesituationer kan tage den slags individuelle hensyn baseret på for eksempel beliggenhed.

Hvor langt væk skal man være fra civilisationen, før end det er bedre at blive isoleret på efterskolen frem for at tage hjem i karantæne? Svært spørgsmål og derfor bliver alle sendt hjem. Både fra Højer og fra efterskoler med beliggenheder i nærheden af større menneskemængder.

Og så spurgte et par af dem: “Når nu vi ikke kommer på studietur, kan vi så måske tage en tur i Lalandia, når det hele er overstået?”. Det gjorde mig simpelthen så glad.

For det er udtryk for, at de trives i fællesskabet, og at det ikke er så væsentligt, om de får et hak i passet for Brasilien eller Kina, men at de gerne vil på tur sammen. Rio, Beijing eller Billund er (næsten) det samme. Bare vi er sammen. Så har de altså forstået ret meget af fællesskabstanken med efterskole. Det blev jeg meget glad for.