Da jeg var barn, undrede det mig altid, at det var nødvendigt for mine forældre at sidde med deres kalender, når de aftalte med deres venner, hvornår de skulle ses næste gang. Det var jo venner. De skulle vel ses hele tiden. Siden blev jeg teen. Venner var der masser af. De var tilgængelige hele tiden. I skolen. I gym. Til fodbold. Til Lars Lilholt-koncerter. På det lokale disko – Ib’s Garage 😉
Siden blev det videregående uddannelser og praktikpladser, hvor jeg mødte folk. Og det er langsomt kommet snigende. Så jeg i dag også er sådan en, der er nødt til at koordinere med kalender, når jeg skal mødes med folk. Hvorfor tænker jeg nu på det?
Lørdag var jeg sammen med mine to bedste venner fra journalisthøjskolen. Siden vi mødte hinanden for lidt mere end 15 år siden, har vi brugt meget tid sammen. I begyndelsen gennem bunden på fadøl og flaskeøl. En enkelt gang på roadtrip til det sydlige Holland. Og en masse andet. Nu er vi blevet lidt mere geografisk spredte, og det er blevet vanskeligere at holde kontakt.
Så det var en helt igennem forrygende dejlig og varm fornemmelse, at vi endelig kunne samles alle tre igen. I Silkeborg af alle steder. Sådan må det jo være. Men i helt igennem varmt, trygt og begavet selskab – for mit vedkommende. Ikke sikkert de følte sig lige så trygge og intellektuelt udfordrede. Men det gjorde jeg.
Og hvor er det dog træls, at vi lader os møffe, diktere, puffe, nudge og interpellere til sådan nogen liv, hvor man ikke bare lige kan hænge sammen en aften. At kalenderen skal i brug. Men omvendt er det jo meget vigtigere at glæde sig over, når det lykkes. Det gjorde det lørdag. Jeg håber, det lykkes snart igen. For jeg er dælme glad for mine venner ❤️
Alle har fortjent at have det godt
Hvis jeg havde bedre tid, ville jeg skrive det her helt kort og skarpt. Det fortjener det sådan det. Men jeg har haft en megalang dag med individuelle samtaler med mine elever. Livgivende. Hjertegribende. Omsorgsfulde. Nærværende og hudløse. Vidunderlige elever.
Og jeg ved jo godt, at jeg har skrevet om det her før. Faktisk er det på en eller anden måde næsten altid, det jeg skriver om. Det handler om tolerance. Om at give sig selv plads. Om at give zero fux, når det handler om, hvad andre forventer, siger og måske endda kræver, hvad vi gør. Jeg oplever alt for mange mennesker, der som en anden Atlas er ved at segne under den enorme – ofte ganske fiktive – vægt, de slæber rundt på skuldrene med.
Det gælder ikke kun de unge mennesker på efterskolen. Det gælder mine kolleger, min familie, venner og alle mulige andre mennesker, jeg møder alle vegne. Der er så mange, der dunker sig selv i knolden med krav, kritik og manglende omsorg. Og jeg møder næsten udelukkende mennesker, der gør deres bedste. Som gør sig umage. Som forsøger oprigtigt at være og at passe ind uden at genere andre. Men mange er helt fyldt op af ønsket om at være noget for andre, om at passe ind og om ikke at stikke ud.
Flere elever bruger udtrykket, at de gerne bare vil føle sig mindre akavede. Jeg forsøger så nænsomt, jeg kan at fortælle dem, at akavet er et livsvilkår. At jeg i en alder af 44 føler mig akavet igen og igen. Det bedste man kan håbe på er, at man lærer at omfavne akavet og kaste sig ud i det skæve, anderledes og unikke og bare holde af det. Og holde af sig selv, når man har noget akavet at byde ind med. Det er ok. Man skal ikke skamme sig over at være sig selv.
Man skal slet ikke skamme sig, hvis man har lyst til at stene Netflix fire aftener i streg. Eller til at spise takeaway. Eller til at gå en tur helt alene. Eller hvis man ikke har lyst til noget som helst. Man skal lære at lytte til sig selv. Så skal man selvsagt også udfordre sig selv på sigt. Men ikke når man er allermest sårbar og træt. Eller når man ikke har lyst til at udfordre sig selv. Det er en rædderlig myte, vi har skabt, at det skal gøre ondt, før det for alvor bliver godt. Man skal ikke finde sig i det. Alle har fortjent at have det godt. [punktum]
(NB:
– Michael, skal man så aldrig udfordre sig selv? Hvordan skal man så blive bedre?
– Jamen, tak fordi du spørger, basse. Selvfølgelig skal man udfordre sig selv. Men da ikke på områder, som andre synes, man skal udfordre sig selv på. Ingen er ens. Så den der store grimme ensrettende kasse, vi forsøger at proppe hinanden ned i (hej, hej ekstrovert/introvert-diskussion fx), skal man bare folde helt sammen og lægge bagerst i garagen. Hvis man vil udfordre sig selv helt stille og forsigtigt på sit værelse med Duolingo, gør man det. Vil man rejse til Mexico for at finde udfordring, gør man det. Men man skal aldrig tro på, fordi andre mennesker siger det, at det er tid for en udfordring. Man skal være klar. Føle sig tilpas med at blive utilpas. Kan vi ikke skabe de rammer for hinanden, kan vi heller ikke kræve, at nogen kaster sig ud i noget som helst – men det er alt sammen en helt anden historie)
Seriøst! Tror vi selv på, det virker?
“Så må de måske også tage sig lidt sammen!”. “Det skal være skidt, før det bliver godt”. Jeg bliver ofte bange. Måske er jeg en bangebuks? Måske er der vitterlig en del af være bange for. Eller i hvert fald skræmt af.
Sidste år lukkede jeg mine profiler på alle sociale platforme. I juni genåbnede jeg en stribe af dem. For min egen skyld. For at kunne forlænge afskeden med ‘mine’ efterskole-elever. For jeg savnede dem allerede, før de tog hjem. Så jeg har fulgt dem på Insta, Snap og Twitter hele sommeren. Det har været skønt. Men jeg har også kunnet mærke, at jeg lynhurtigt er trukket tilbage ind i den evige FOMO over ikke lige at have styr på, hvad der sker nu. Og nu. Og nu.
Nå men det var nu ikke det, jeg ville skrive om i dag. Jeg er blevet i tvivl. I tvivl om den der måde vi taler om og til unge mennesker på. Mange af dem lider af angst, fobier, weltschmerz og en grundlæggende frygt for livet. Deres idé om svedende at stå foran et andet menneske og erklære sin kærlighed er indskrænket til et højre- eller venstreswipe. Så tror da pokker, de synes, de store følelser kan være frygtindgydende at få i smasken …
Men tror vi selv på, at det nødvendigvis er de unge, den er gal med? Kan det ikke være, vi har overleveret/er ved at overlevere et samfund, den er helt gal med? I mit korte comeback på Twitter har jeg set de vildeste ting på skrift. Folk, der bryder ud i raseri. I brok. I angreb.
Når jeg en sjælden gang forvilder mig ind på et online-medie, står kommentatorerne i kø for at fortælle andre, hvor svage/dumme/latterlige/forræderiske og alt muligt andet, de er. Det er måske ikke så underligt, at nogen – særligt de “nye i trafikken” – kan have lidt vanskeligt ved at tumle og overskue det hele.
Samtidig fortæller vi dem i skolesystemet, at de skal være kreative, innovative, selvstændige og skabe deres egen karriere. Men de skal gøre det inden for rammerne af den klassiske danske skole med en af Undervisningsministeriet udstukket prøvevejledning, som sandt for dyden ikke levner plads til hverken mange eksperimenter eller fejl.
Det er den snorlige vej mod det krævede gennemsnit for at kunne skabe sig en videre karriere. Mens man tæsker løs på sig selv i klasselokalet, bøger og ved lektiebordet, skal man samtidig udvikle en kreativitet, der er skør, anderledes, nytænkende og kan forandre verden. Klart, det ligger da lige for!
Det er sgu ikke underligt, de unge har svært ved at trives. Vi gør dem – og de bliver – voksne før tid. De har adgang til al oplysning i hele verden, og det kan være svært at sortere i, hvad man bliver klogere af, og hvad man bliver mindre godt tilpas af. Det er svært som nogenlunde velfunderet voksent menneske på 43. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det er at navigere i det som 16-årigt ungt menneske.
For mig er der én primær og alt overskyggende opgave, når jeg får overdraget unge mennesker i min varetægt: De skal trives. Ikke ultimativt trives i en ordbogslig og bogstavelig forstand. Men de skal trives en smule bedre, end når de kommer. Og de skal lære at navigere i en verden, der går, løber, kører og ruller evigt hurtigere.
De skal lære at finde sted, finde sig selv og give sig selv lov til at tage en plads. Uanset om det er som chauffør forrest i bussen, over hjulene af hensyn til køresyge eller ved vinduet, så man kan hvile hovedet. Vi må være her alle sammen, og jeg tror ærligt, vi ville vinde meget, hvis vi blev i stand til at give hinanden lidt bedre plads.
Droppede vi debatten om tonen?
Altså; det er vel en del år siden, at der var evindelig ballade om tonen i den offentlige debat. Nogen var kede af, at der blev angrebet personligt, talt i barske vendinger og med fokus på personen mere end emnet. Andre var irriterede over, at de nu ikke måtte sige tingene uden omsvøb. At deres sandhed ikke var rigtig, og de derfor ikke måtte udtrykke den. At dem, der klagede over tonen, var for følsomme til at deltage i debat.
Hvor er den diskussion blevet af? Er den afgjort og afsluttet, uden jeg har opdaget det? Uden en prisoverrækkelse med medaljer og enten en venligboer-tshirt eller en megafon? For det er da stukket helt af.
Alle galper alt muligt gylle af sted på offentlige foraer, og der er ikke rigtig nogen, der bekymrer sig om, hvad det gør ved modtagerne. Kan man ikke tåle mosten, kan man sætte sig på kosten og forlade skuden. Skrid pomfrit. Det er en lukket fest. For alle der kender udtryk som idiot, tosse, skvatmikkel og udskud.
Det kan da ikke være rigtigt. Er der virkelig så mange mennesker, der går rundt og er forargede på hele verden, at det skal være omgangstonen? Er der virkelig mere, der skiller i verden, end der samler? Hvorfor tiljubler nogen, når Trump deler vandene? Når BoJo som en anden Moses opfører sig som en skillert på båndet i Føtex? Hvorfor får Paludan så meget opmærksomhed? Hvorfor gør Henrik Dahl? Synes vi, det store politikteater er sjovere, når der er sang i ga’erne og gang i sa’erne, som Richard Møller altid formulerede det …?
Og én ting er jo politikteateret – for de tror jo, de skal skabe sig for at få opmærksomhed. Men jeg forstår da slet ikke, at alle andre er begyndt på det samme. “Dem, der mener noget andet end mig, er rådne, naive, tossegode, nazistiske, racistiske, undergravende og forrædere”. De er i hvert fald ikke bare uenige …
“Signore udlejer”
På facadens, overfladens, behagesygens alter har jeg netop brugt en halv time på at gøre min airbnb pæn. Fordi værtsmanden kom på besøg. Han skulle se, om den vaskemaskine, jeg pludselig fandt (!) (Der skulle ikke have været en vaskemaskine, og den var dækket af et cover, så jeg troede længe, det var en død kommode), for at se, om den stadig virker.
Jeg har lagt mine vandflasker på køl, så de ikke stod og rodede på gulvet. Jeg har stillet mine sko i soveværelset, så de heller ikke stod og flød i køkkenet. Jeg har ryddet skrivebordet – blandt andet for en pose chips med lemon-smag, som jeg glæder mig til at prøve. De måtte vente pænt i et køkkenskab, mens han var her. For tænk hvis han troede, jeg var sådan en, der spiser chips. Jeg stillede også den meget fine kaffe, som de gav mig i indflyttergave, et sted, hvor det ikke var så tydeligt, at jeg endnu ikke har drukket af kaffen. Jeg fejede endda gulvet, selv om jeg trods alt ikke gad bruge fejebakken og samle det sammenfejede skidt op. Det ligger i et hjørne, som han helt sikkert ikke så. Jeg fjernede opvasken, og så skrev jeg disse ord i hånden på en opslået blok, der har ligget på skrivebordet, siden jeg kom – altså en blok, jeg selv har haft med. Som har været tom i snart 2 uger. Nu er der i det mindste noget på den første halve side.
Jeg kan egentlig godt selv gennemskue noget af det. Fejning for ikke at ligne et svin. Chips væk, så han ikke lægger to og to sammen og tænker, aha, han er lidt buttet, fordi han spiser chips. Og tekst på blokken, så han nu går ind til sin hustru, Michela, og siger, at han tror, jeg er ved at skrive en bog eller noget andet interessant. “Der stod i hvert fald vigtige og mange notater på en blok”, vil han sikkert sige. Og hun vil nikke bekræftende og mumle noget med, at jeg virker belæst. Og endnu mere mumlende vil hun så lade sive, at hun egentlig også godt kunne tænke sig, at hendes mand skrev en bog eller gjorde noget andet klogt. Sådan forestiller jeg mig det. Sådan må det være i mit hoved. Ellers giver det jo ikke mening.
Kun et øjeblik
Hun var
Han motionerede.
Hun sad
Han svedte voldsomt.
Veninderne fnes.
Han følte sig afklædt dér på fortovet.
Hun tog en stor bid af sin panini.
Han lod som ingenting.
En smule mad flirtede ukontrollabelt i hendes mundvig
Han så hende i øjnene og smilede
Hun grinede skamløst
Et kort øjeblik var der kontakt.
Virkelig alternativ strandgæst
Jeg er ikke så god til at gå på stranden. Slet ikke når det ikke er et lukket område med solstole eller – senge. Men der er ligesom ikke nogen alternativer her i Trapani. Jeg må på stranden. I sandet.
Som den søde værtinde, hun er, havde Michela givet mig lov at låne hendes solparasol. Så jeg kunne få en smule skygge på stranden. Jeg havde allerede scoutet langs promenaden, også selv om jeg godt vidste, at jeg ville ende med at vælge den strand, der var tættest på. Sådan kan man være så forudsigelig.
Nå men jeg fik pakket en taske: Bog, solbriller, solcreme (faktor 50), nøgle til lejligheden og et stort håndklæde. Alt sammen ned i rygsækken og så solparasollen i den anden hånd.
Nede på stranden tog jeg først den nederste pind til parasollen ud og jog den med al min kraft (!) så langt ned som muligt. Så bredte jeg håndklædet ud. Fandt de øvrige ting frem og lagde dem i en ordentlig rækkefølge. Og endelig satte jeg selve parasollen på øverst. Der blæste en mild brise, som ruskede lidt i parasollen, men ikke noget jeg tænkte over.
Så smurte jeg mig ind i solcreme. Og lagde mig med bogen. Jeg læser bedst på maven. Så benene kom lidt uden for håndklædet – ud i solen 🙂 – og pludselig væltede parasollen. €%€%€&%€/#%€ tænkte jeg. Det var pinligt. Jeg måtte op igen. Nu med sand over det hele, fordi det der klistrede solcreme jo ligesom sugede sand som ølboner suger teenagere til sig på Roskilde.
Jeg fik sat parasollen op igen. Gjorde mig ekstra umage med at klemme den langt nok ned i sandet. Og lagde mig på ryggen. Et vindpust kom og en fornemmelse sagde mig – med lukkede øjne – at den var gal igen, så jeg langede labben ud og greb parasollen, der ganske rigtigt var væltet igen! Jeg udstødte det almentgyldige: “Fuck it!” og smed parasollen i sandet og lagde mig nu uden beskyttelse. Det har jeg dog prøvet før, så det varede heldigvis ikke længe, før mit raseri og min ‘afstraffelse’ af parasollen var ovre.
Mit instinkt sagde mig, jeg gjorde noget forkert. Jeg skulede forsigtigt til et par ved siden af. ‘Aha, hvor smart’. De havde taget et par sten fra diget bag os og brugte dem som støtte. Noteret! Så kom en familie på tre. Faderen lagde sig på knæ i sandet og brugte sin højre hånd til at grave et hul på cirka 20-25 centimeter, som han plantede parasollen i. Også smart. Noteret.
Jeg gik hjem og vaskede sandet af. Det ligger nu i henholdsvis bidet og bunden af brusekabinen, men da jeg i dag var på stranden gravede jeg først et hul og plantede parasol-spyddet dybt, hvorefter jeg fandt tre sten til at støtte med. Parasollen stod som et murværk, fra jeg kom, til jeg gik.
Tillykke – eller hvad man nu siger …
Min far går på pension i dag. Teknisk set går han vist egentlig på efterløn, men det vigtige er, at han stopper med at arbejde. Efter mange, mange år på arbejdsmarkedet skal han nu til at være pensionist sammen med sin hustru (altså min mor!).
Det har været en pusseløjerlig proces, for han er vist i virkeligheden ikke meget for det der med ikke at arbejde længere. Så længe jeg kan huske, har han arbejdet flittigt og pligtopfyldende dagen lang. Og nu skal han så til at løse en helt anden opgave – nemlig at få et meningsfuldt og indholdsrigt pensionistliv sammen med min mor. Det bliver spændende, men de er allerede i gang med at planlægge fremtiden. Den skal de nok få fyldt.
Jeg sendte ham følgende tekst i dag:
“Kære far
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad man skriver, når folk går på pension; Tillykke? Godt gået? Tak for indsatsen?
I hvert fald er det en flot dag. Og jeg vil gerne takke dig for altid at knokle og arbejde hårdt for din egen men mest – tror jeg – for din families skyld. Jeg har set dig tackle alle mulige job gennem årene, og du har aldrig klaget. Om du har været assurandør, lagerarbejder, købmand eller dagplejer. Så har du altid fået det bedste ud af det hele.
Du er et forrygende forbillede med din kampgejst, indsats og vilje. Og nu fortjener du at gå lidt ned i tempo (hvis I kan; jeg tvivler 😎) så du og mor kan nyde seniorlivet.
Jeg er sikker på, der venter mange år fyldt med store oplevelser sammen.
Tanker fra
Michael”
Jeg ved, jeg siger det en del, men jeg mener det virkelig også: Jeg er enormt glad for og stolt over mine forældre ❤️
(Og så faldt jeg i øvrigt over en fin artikel med Thomas Bredsdorff. Den handler om noget med at blive ældre og finde plads og rum og acceptere, at tiden går. Jeg synes, han tager fejl på ét punkt: Der er stadig mange, der gerne vil lytte til ældre. Også selv om hr. Bredsdorff åbenbart ikke oplever det sådan.
Læs: Jeg vil være så glad, hvis der faldt en teglsten ned i mit hoved)
Fra Højer til Trapani (del 2)
Jeg vågnede i Milano på Ostelzzz. Nogenlunde veludhvilet. Klar til at fange toget til Napoli klokken 10.00. Op og i bad. I tøjet. Checke ud. Taxa til Centrale. Og finde billetkontor og spørge efter pladsbillet. “Æsj, det er ikke nødvendigt, det køber du bare ombord!”. Godt så.
Jeg hoppede på. Fandt en plads. Men der var det vildeste kaos. Der var byttet rundt på vognnumrene. Og ikke alle sæder var der – selv om der var solgt pladsreservationer til dem. Megen ståhej, men jeg fik lov at sidde nok så fint på min plads. Toget trillede af sted. Eller rettere: Det blæste af sted. Hvis kilometerangivelsen på infotavlen står til troende, var vi på 265 kilometer i timen. Så er der ikke så langt til Rom. Og egentlig heller ikke til Napoli. Vi var fremme 4,5 time senere. Lettere forsinkede men det handlede vist mest om langsomtkørende tog foran os.
I Napoli missede vi lige netop 14.45-afgangen, og så var næste tog sydpå med afgang 16.45 – alternativt skulle jeg vente til om aftenen og tage et nattog. Det ville jeg spørge en sikkert rar billetdame om. Der var noget kø, men jeg kom endelig til, og faktisk var 14.45 så forsinket, at jeg stadig kunne nå det – “kan jeg købe en plads på det?” Det kunne jeg ikke. Faktisk viste det sig, at jeg heller ikke kunne købe pladser på de følgende afgange. Jeg kiggede vantro på damen. Det var umuligt at komme ud af Napoli. Det føltes som en fælde af en slags. Jeg spurgte, om jeg så måske bare kunne hoppe på et af dem og se, om det gik alligevel uden pladsbillet. Hun trak på skuldrene.
Jeg hoppede på toget. Det var slet ikke fyldt. Der var god plads, og vi blæste videre ned over det sydlige Italien. Nu blev udsigten også til at få øje på efter lyntoget fra Milano. Der er godt nok pænt sydpå. Selvfølgelig hjalp det også, at vi kom tættere på kysten. Da vi nærmede os Villa San Giovanni, som er færgebyen, gik det op for mig, at toget ikke skulle over med færgen men fortsatte videre. Så jeg måtte af toget og finde en spadsere-billet til færgen. Intet problem. Men næste færge sejlede først om en god times tid. Så jeg sad der klokken 21.00 lørdag aften på havnen i Villa San Giovanni og ventede. Og ventede. Jeg var blevet lidt træt igen, og jeg skulle også finde ud af noget med overnatning …
Bookede en nat på Royal Palace i Messina på den anden side af vandet. Med bare 200 meter til banegården virkede det fint. Jeg skulle med toget videre til Palermo søndag morgen klokken 8.37. Tutto bene.
Søndag morgen. Op til tiden. Dejligt bad. Sprang morgenbuffeten over. Prioriterede at sove de 10-15 minutter længere. Rullede med kuffert og rygsæk til stationen. Som var overraskende tom. Altså jeg er med på, Messina ikke er en millionby (238.000 ifølge Wiki) men alligevel … Det viste sig selvfølgelig at hænge sammen med, at der var bomberyddere på stationen. Ikke på grund af en aktuel bombe men fordi en bombe fra “war time” ikke var sprunget, så den skulle fjernes. Så altså den har formentlig ligget siden 2. verdenskrigs slutning i 1945 og været u-detoneret, og så skal den fjernes, og stationen spærres præcis den søndag 74 år efter, hvor jeg skal med toget …??
Togbusser var løsningen, men de kørte først klokken 10.00 til Santa Agathe Di Millitello. Som var 2 timer væk i tog, men den rare dame i billetsalget forvissede mig om, vi ville være fremme allerede 7 kvarter senere. Det tænkte jeg ikke videre over lige dér. I stedet – jeg er vel min fars søn – øjnede jeg chancen for morgenmad, som jeg allerede havde betalt for. Så jeg luskede tilbage til Royal Palace og spurgte pænt, om jeg måtte tage en kop kaffe og lidt brød. Det måtte jeg gerne. Så der sad jeg lige og trak luft ind. Jeg vidste ikke, hvad der ventede, men det var egentlig noget af det bedste ved dagen. Set i bakspejlet.
Klokken blev 10.00. Jeg hoppede i bussen. Og den standsede ved alt, der lignede et stoppested ud af byen. Nå ja, det skulle nok gå. Så begyndte vi at køre fra motorvejen ind til alle stationer undervejs, og der gik 3,5 time, før vi endelig ankom til Santa Agathe osv. Dér så der ærlig talt også temmeligt tomt ud. Der opstod en del palaver. De andre passagerer – som kunne italiensk – gjorde højlydt de stakkels chauffører opmærksomme på det upraktiske i at sætte os af på en station, når der nu ikke kørte tog overhovedet hele søndagen. (Hvor den sidste information var kommet fra, og hvorfor jeg havde misset den, aner jeg ikke).
Buschaufføren besluttede at køre os videre mod Palermo. Undervejs tror jeg endda, han enedes med sig selv om, at han fanme lige så godt kunne køre os hele vejen. For først skulle vi have været af i Cefalu, men der stod kun fire af, så vi andre syv fik lov at køre med helt til Palermo.
I Palermo skulle jeg med “Autolinnee” Segesta videre til Trapani. De kører hver anden time, og vi ankom til Palermo 16.15. Så jeg købte billet og forberedte 7 kvarters ventetid. Jeg sad ved busstationen med nogen temmelig skumle typer, men hey; jeg er på ferie og stoler på andre mennesker. Min airbnb-værtinde Michela, som jeg løbende var i kontakt med – først havde vi aftalt, jeg ville være fremme i Trapani klokken 12.30, men nu blev det vist nærmere 20.15. Irriterende for dem. Men da hun hørte, jeg sad på stationen i Palermo, skrev hun følgende:
“Stai attento alla stazione di Palermo. E’ una brutta zona, frequentata da ladri! Occhi attenti! Quando scenderai dal pullman, riesci a trovare via mancina? Hai Google map? Hai bisogno di aiuto?”
Som betyder noget i retning af:
“Pas på Palermo station. Det er et dårligt område, der besejles af tyve! Vågne øjne! Når du kommer ud af bussen, kan du finde via venstre hånd? Har du Google-kort? Brug for hjælp?”
Jeg holdt skarpt udkig efter pirater, og flyttede mig og alt mit pikpak hen foran McDonalds. Dér kunne de vel for hulen ikke finde på at kølhale mig. Så dér sad jeg med meget vågne øjne i halvanden time. Og endelig kørte bussen. Af sted med mig (og de andre). Det tog simpelthen godt to timer at køre de 70 kilometer, og så var jeg fremme. Ved Portoen i Trapani. Nu bare 6 minutter til fods fra Via Manicina. Jeg skrumplede af sted af de små gader med kufferten på hjul og min nu på fjerdedagen noget tunge rygsæk – 11 bøger var måske alligevel i overkanten? – og så mødtes jeg med Michelas mand, som jeg stadig ikke har fundet ud af, hvad hedder. Men han er rar. Og lejligheden er fin.
Så brutto rejsetid fra 15.54 torsdag i Højer til søndag 20.30 i Trapani 76 timer og 36 minutter. Deri indgår tre overnatninger undervejs – i Hamburg, i Milano og i Messina. Som kostede under 1.000 kroner i alt – og som samlet set (for alle tre) er bestilt under 24 timer før ankomst. Netto rejsetiden er lidt sværere at gøre op, men jeg tænker, det er noget i retning af cirka 35 timer i bus og tog.
Interrail – fra Højer til Trapani (del 1)
“Jeg tager toget hele vejen til Sicilien. Det bliver vildt fedt og en afslappende måde at begynde ferien på”. Det var mit udgangspunkt, da jeg lige lidt under 14 dage før min ferie så småt satte gang i planlægningen.
Er ikke helt sikker på, hvordan jeg endte med at ville til Trapani. Formentlig fordi de i de lidt fodboldtomme juni-dage spillede oprykningsfinale fra Serie C og vandt den. Den slags kan være rigeligt til at vinde min gunst. Og så er det ikke et sted, jeg har hørt om før. Som i: Nogensinde! Så i de her identitetsskabende og autenticitets-søgende tider var det da cool at tage et sted hen, hvor ingen, jeg kender, har været. Tror jeg 🙂
Jeg smuttede til Odense og købte Interrail – 700 kroner ekstra for 1. klasse – til 30 dage – med 5 rejsedage! Det enedes den rare dame og jeg om ville være rigeligt. Nu er jeg sgu mere i tvivl.
I parentes bemærket: (Vildt nok, at hun ikke rigtig var mere frisk i samtalen om DSBs fremtid. Hun fortalte, at der var flere ‘ældre’ (sagde hun og så meget sigende på mig!!) som købte Interrail. Hun vidste ikke hvorfor. Så indskød jeg, at jeg betragter de her år som en slags nyt Blue Ocean for DSB – analogt med det Postdanmark havde for nogle år siden, da internethandel for alvor blev en ting. Da skulle postvæsenet have gjort sig nyttige og blevet landets bedste pakkeleverandør. Det lykkedes så ikke – hvis de da overhovedet forsøgte. Men samme chance tror jeg, DSB har nu med klimasnak og bæredygtig turisme – så kan der sprøjtes togrejser ud, hvis bare de fanger det og byder sig til. Hun var ikke helt så oppe at ringe over det, som jeg var …)
Jeg havde booket lejligheden i Trapani fra søndag 30. juni. I Odense havde billetdamen hjulpet mig med følgende pladsbilletter:
28/6 10.01 – 16.54 Hamburg – Basel
28/6 17.31 – 21.37 Basel – Milano
28/6 23.17 – 07.17 Milano – Rom
Derfra blev det svært for hende at booke pladsbilletter, mente hun. Oprindelig skulle jeg først have været af sted halvanden time senere fra Hamburg, men hun ville gerne putte lidt ‘sikkerhedstid’ ind, så jeg kunne nå til Milano i tide …
Nå men så måtte jeg allerede torsdag tage fra Højer klokken 15.54 med bus til Tønder. Derfra med Arriva sydpå mod Niebüll og videre til Hamburg, hvor jeg ville være mellem 18 og 19. Det lykkedes ganske fint. Jeg havde booket en overnatning ganske tæt på banegården i Hamburg, så jeg kunne nå op til toget følgende morgen. Så langt, så godt.
Jeg nåede toget 10.01 den følgende morgen. Desværre var det kun muligt at booke plads på 2. klasse, men jeg tænkte, det nok ville være som i Danmark, at der var rigeligt plads på 1. klasse. Det var der det meste af turen. Jeg stod op i 2 timer, men ellers gik det som planlagt. Så nåede vi Basel.
I Basel var toget videre aflyst på grund af tekniske problemer. Bare sådan. Hvad gør man så? Der var mulighed for at komme videre med et par andre lokaltog, som jeg så hoppede på. Det kostede tid. Afgang fra Basel med lidt mere end en times forsinkelse, og klokken var altså nu snart 19. Men jeg kunne lige nå til Milano, hvis ellers toget makkede ret. Shit en rute. Gennem bjerge. Over dale. Ned i slugter og op igen. Og vi nåede til Milano med kun lige et par minutters forsinkelse 23.06. Så skulle jeg bare lige finde sporet med nattoget til Rom, og så var det sovetid.
Selv om jeg bare sidder stille sådan en hel dag i toget, er det alligevel temmeligt anstrengende. Den gamle krop giver sig og knirker og knager over ubevægeligheden og den trods alt relativt trange plads.
Jeg fandt en togmand med det samme og spurgte efter toget videre til Rom. Han rystede på hovedet. Toget kørte fra Milano Porta Garibaldi. Jeg var på Milano Centrale. Hvad så? Han pegede mod noget S-togslignende og sagde så, at den bedste chance for at nå det ville være med taxa. Mig ud foran, vente i kø (lidt frustrerende på det tidspunkt) ind i taxa og afgang mod Porta Garibaldi.
Vi var fremme sådan cirka 23.17. Lige da toget skulle køre, men jeg tænkte, at nu havde alle andre tog været forsinkede, så jeg styrtede mod sporet. Det var lidt væk, og selvfølgelig skulle jeg slæbe kufferten op af 30 trin for at komme til perronen. Dér holdt toget. Mit hjerte sprang et par slag over. Jeg vinkede til manden i førerhuset. Han kiggede tomt på mig. Jeg styrtede hen mod nærmeste dør og rykkede i håndtaget. Døren gik ikke op?!? Og så begyndte toget at trille … Jeg kom vist til at sige F-ordet højt. Mere end en gang.
Hvad så? Strandet i Milano fredag aften klokken 23.20. Jeg tænkte, at mine chancer for at komme videre ville være bedre fra Milano Centrale, så jeg måtte tilbage igen. Nu var tiden jo ikke helt så presserende, så jeg fandt på min TrenItalia-app en togrute tilbage. Det var først 20 minutter ud af byen til stationen Rho – som vi havde passeret på vej ind. Derefter knap et kvarters venten. Fra 0.02 til 0.15. Og så andre 20 minutter tilbage til Centrale. Nå men det gjorde jeg så.
Vel fremme på hovedbanegården kiggede jeg efter tog sydpå. Klokken 05.00 gik et tog til Napoli. Jeg overvejede, om jeg skulle blive for at sove på banegården. Det ville 20-årige Michael have gjort. Men 43-årige mig var mest indstillet på at sove i en seng. Stadig også lidt skuffet over det missede nattog med sengeplads til mig.
Men jeg gad heller ikke betale enormt for at sove – selv om jeg så ikke ville tage med klokken 5.00, skulle jeg med klokken 10.00. Så jeg kunne få cirka 7 timers søvn. Jeg fandt et billigt hostel og tænkte, hvad pokker. Det er 7 timer, og så må de andre overleve, at jeg snorker dem vågne hele natten. Ind i en taxa og af sted. Det var slet ikke så slemt som frygtet. Hostel-oplevelsen bestod af små lukkede kuber – som jeg altid har forestillet mig japanere arbejder – med et lille forhæng. Der var 6 rum i vores sal, og vi delte et badeværelse, som man kunne låse og være alene på. For 200 kroner for en nat var det sgu ok. Og så lagde jeg mig til at sove. Min første hele rejsedag var ovre …
(Jeg må vist hellere dele dette op i mindre bidder – så lad os kalde dette for del 1; så kommer fortsættelsen i morgen. Det lover jeg at gøre mit bedste for)