De skal ikke tale til mig om demokrati

Ikke før de har deres egen sti ren.

Jeg er ganske enkelt rystet over den frækhed, der bliver udvist fra folkevalgte stole i disse år. Det flyder i en lind strøm med sager, der indikerer, at politikere i vores tid skalter, valter og gør præcis, hvad der passer dem i forhold til lovgivning.

Udlægning og fortolkning, der tidligere var forbeholdt sagkundskab og anerkendte myndigheder og institutioner med særlig viden, er blevet enten økonomisk underminerede eller autoritetsmæssigt afpillede af tilsyneladende iskolde magtmennesker, der mener, deres viden – ofte baseret på tildelt magt eller økonomiske interesser – er fuldt ud på højde med de mennesker, der har brugt årevis på fordybelse og dygtiggørelse.

Det er ligemeget, for når en politiker udtaler sig – ofte på baggrund af eget embedsværk eller på tendentiøse og skarptvinklede grænsende til det fejlfortolkede rapporter – har vi andre bare at makke ret og undlade at mukke. Ellers er vi ikke demokratiske. Gider I lige …?

Når Henrik Sass en sjælden gang forlader Køge Torv og Suzuki-Torben for at forsøge at passe sit job i folketinget, undlader han at besvare spørgsmål og forarges, fordi han jo er syg. Godt nok uden at sygemelde sig. Men alligevel, “vis dog lidt hensyn”. Når Støjberg og Ko. på indvandrerstramnings-piedestalen igen skal have fremført deres splittende, nedgørende og hadske retorik, så lyver, fordrejer og fortier de da bare sandheden.

Når DF – og deres nye venner fra Nye Borgerlige – i det forplumrede miljø af evig retorik med fokus på bestemte befolkningsgrupper (en retorik, der for så mange ligner racisme, men bare fordi det går som en and, rapper som en and og så videre, så er det jo slet ikke sikkert, det er en and …) endnu en gang har brug for historier med skarp vinkling og med kun en flig af hold i virkeligheden, ja, så betyder det da mindre med sandheden, for “vi ved jo alle”. Og den slags snak er helt ok nede på bodega den knaldrøde ræv, men det er altså beskæmmende, at det skal forestille at være politik anno 2019.

Når undervisningsministeren – og af uransagelige årsager hende der Lilleør – beslutter først at skære, beskære og forringe uddannelserne for gymnasieelever, hvor efter hun så benytter sin demokratiske ret til at dukke op for at tage en demokratisk dialog, så må hun jo være forberedt på, at mennesker altså reagerer på den førte politik. Og ikke altid er enige med hende.

Ganske lig Rasmus Paludan, der sviner indvandrere til i den ene Youtube-video efter den anden, og så benytter sig af sin demokratiske ret til at stille sig op i det ene socialt belastede område efter det andet og gentage sine svinere af beboerne. Det har han ret til – lige som jeg har ret til at stille mig lige foran lederen af Bandidos og fortælle ham, at hans MC ligner en knallert, og at hans diller er på størrelse med en knækket kvist en sen efterårsdag. Men jeg kan da ikke regne med, at han så kigger op og ned af mig og siger: “Det er du jo i din gode demokratiske ret til at mene”.

Hvis undervisningsministeren virkelig er så tonedøv i forhold til omgangen med andre mennesker, kunne hun måske bruge sin spindoktor til at hjælpe hende med at blive klogere på det felt – så kunne han heller ikke fylde medierne med løgn i tide og utide …

Og i det hele taget bliver politikere simpelthen nødt til at forstå, at de er valgt af folket til at tjene folket – ikke til at tjene egne interesser. Hvis man som folkevalgt ikke selv kan se, at man er en del af eliten. At man har en løn en hel del over gennemsnittet. At man er tildelt magt ud over det sædvanlige, og at der med det følger et ganske særligt ansvar.

Ja, så er det måske en idé at vi finder nogen andre. Og de er jo godt på vej, efterhånden som de finder andre og for dem mere passende karrierer. Så skrid da. Det er jo skammeligt med politikere, der ikke forstår, at det er en ære, et tillidshverv, en forpligtelse og en enorm mulighed for at påvirke et samfund i en bedre retning.

Når folk reagerer kraftigt på politiske beslutninger, hænger det måske også sammen med, at der tilsyneladende eksisterer forskellige regelsæt. Ét for politikerne og deres venner. Og ét for alle vi andre, der bare er og gerne vil være i fællesskab og sammen med hinanden. Forleden hørte jeg en eller anden pengemaskine fra Danske Bank, der overhovedet ikke kunne forstå, hvorfor danskernes forbrug var så afdæmpet. For “der er masser af penge i overskud”. Ja. Tonedøv. Det er ikke øget forbrug, der er brug for. Vi er alle sammen syge, pressede og løber hurtigere og hurtigere for at udfylde roller, som det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad skal føre til.

Det viser sig jo, at weekendtur nummer 5 til Paris på et år ikke gør os mere lykkelige. Det viser sig jo, at den nyeste BMW eller Audi ikke gør os gladere – faktisk virker det på vejene, som om det gør os mere aggressive og mindre hensynsfulde. Vi har brug for tid. For samvær. For nærvær. Og for kærlighed.

Alt sammen ting vi ikke kan købe os til. Men som samfundet, politikerne og erhvervslivet bliver ved at forsøge at sælge til os som det eneste saliggørende. Stop nu op. Lad det ligge. Find dig selv. Find glæde. Find kærlighed. Og skid så på, om der står Levis, Audi eller Gucci på det næste, du skal købe. Who cares …?

Har vi også brug for at tale om Lars Løkke, om Anders Fogh, om Klaus Riskær, om Danske Bank, om Nordea osv …? Nej vel. Vi ved det jo godt. Der er dælme noget galt. Og den der mølle hernede i Sønderjylland? Den maler ikke en skid længere. Den er gået helt i stå!

Hvornår strejker vi alle sammen?

Om fredagen får jeg to nyhedsbreve fra Dagbladet Information – ét om bøger og ét om klima. Det er ofte nyheder. Det er ofte en form for opsang. Og måske er det også en form for hvidvaskning og blåstempling af mig selv – jeg kan nok læse med på den dannede litteratur, og jeg har forståelse for tidens klimaudfordringer.

Men sådan decideret rystet i mit fundament plejer jeg ikke at blive af nyhedsbrevene. I dag fik det lidt bedre fat end sædvanligt, og jeg har valgt blot at dele indholdet:

Kilde: https://mailchi.mp/a1903e69c861/hvornr-begynder-den-generation-der-har-skabt-klimaproblemet-at-strejke-i-solidaritet-med-deres-egne-brn?e=dbe577d7f8

Når normal banker på

7 af skoleårets 11 måneder er gået. Det begynder at kildre i maven. Blandt andet fordi min altid kvikke og indsigtsfulde lillebror (én af dem!) tilbage i juni modtog nyheden om mit nye liv som skolelærer med et: “Jeg giver ham 10 måneder!”. Ja, det er jo ved at være tiden så 🙂

Noget andet der er ved at være tiden er, at eksamen kommer tættere på. Med det kommer alle de kedelige krav om pensum, opgivelser og præstationer. Og med det kommer forventeligt nok også elevernes mere konkrete krav til undervisning, mål og resultater.

Indtil nu har jeg lykkeligt kastet mig over alt muligt mærkeligt, ustruktureret og udfordrende. Uden smålig skelen til regler og pensumlister. Min tilgang har hele tiden været – og jeg vil forsøge at holde fast i det – at det er langt, langt vigtigere, at de unge mennesker lærer at lære og lærer så meget kritisk selvtænkning som muligt frem for en (ind-)læring. der er beregnet til eksamen og måske – det er jo nok min pointe – mindre brugbar uden for klasselokalet end den kritiske tænkning.

Men det er jo naturligvis forventeligt, at det for eleverne er ved at være sådan lidt: “Nu er vi vist ved at være færdige med at være forsøgsdyr for dig; nu skal du til at lære os det, vi er vant til at skulle lære”. En af mine kvikke elever spurgte forleden, om de ikke snart skulle lære noget af det, de skal bruge til eksamen?

Vi taler om en elev, som flere gange har nævnt, at skoleåret byder på højere karakterer end sædvanligt, så mit nok lidt til den kække side svar var: “Så du får bedre karakterer, end du plejer, men alligevel vil du – nu eksamen nærmer sig – gerne vende tilbage til den læring, der plejer at give dig middelmådige karakterer?”

Og tjah, det betød det sådan set, fordi: “Jeg lærer noget. Noget. Men jeg er ikke sikker på, jeg lærer det, jeg skal bruge til eksamen.”. Og det er jo en relevant indvending. En god pointe. Hvis det virkelig viser sig, at det jeg forsøger at lære dem, viser sig at være uanvendeligt i eksamens-situationen, så sidder de jo der. Hjælpeløse efter et år i mine hænder …

Men jeg tror ikke på det. Jeg tror ikke på, at det skulle kunne betale sig bedre – i det store billede – at bruge energi på eksamens-relateret læring frem for at bruge kræfter og energi på at forholde sig til tekster, til input og til andres arbejde med kritisk, skarpt og analytisk blik. Om jeg så er god nok til at bibringe dem de evner på et enkelt skoleår, som helt klart stikker uden for de rammer, de normalt har befundet sig i, det aner jeg virkelig ikke. Men jeg forsøger.

Da en 9. klasses-elev spurgte, hvorfor jeg ikke underviser i 9. klasse, svarede jeg, at det nok er, fordi jeg ikke er uddannet lærer. Så er det for farligt at slippe mig løs på 9. klasserne. “Er du ikke uddannet??” spurgte han med vantro i stemmen. To af mine 10. klasser stemte i: “Nej, det er han i hvert fald ikke. Det kan man tydeligt mærke. Jeg har aldrig haft en lærer som ham”. De sagde noget pænt noget efterfølgende, men der er helt sikkert en stor grad af sandhed i denne del: Det er noget uortodokst, det der foregår i mine timer.

Måske stoler jeg fuldt og fast på, at det hele kan bæres i mål med kærlighed og entusiasme? Måske tager jeg fejl! Men jeg forsøger hele tiden at lære. For eksempel fik en 10. klasse lov i engelsk at forsøge sig med autonom læring – altså hvor de helt selv valgte et emne og fik 3-4 uger til at arbejde med det og præsentere deres læring på klassen.

Det var spændende præsentationer, men den del, der gik ud på at føre logbog, så deres kilder, materiale og læste tekster kunne bruges til eksamensopgivelser, den del havde jeg ikke forklaret ordentligt, så nu har jeg besluttet, at det ikke kan opgives til eksamen. Er det så komplet spild af 4-6 uger af skoleåret?

Well, de har researchet på engelsk og lavet en præsentation – hvilket de i øvrigt bliver bedre og bedre til; de virker ikke længere hverken skræmte eller generte (ikke overordentligt i hvert fald) over at tale engelsk foran hinanden. Det er der altså også en værdi i. Synes jeg.

De fortalte mig tidligere på skoleåret, at deres læring i engelsk før efterskolen primært bestod i en masse skriftligt arbejde, fordi “hvis man først har styr på grammatikken og kan formulere sig på skrift, så kommer det mundtlige”.

Dette fortalte de efter tre måneder, hvor jeg havde fokuseret på at få dem til at tale sammen, for jeg synes kun, sprog er værdifuldt, når det bliver brugt til mundtlig kommunikation – altså at forbinde mennesker. Men hvad ved jeg … jeg er jo ikke uddannet 🙂

Det er simpelthen så dumt

Har du hørt nyheder i dag? Har du hørt, at Danmarks Almene Boliger søsætter et pilotprojekt i socialt belastede områder, hvor skoleelever kan få en kontant belønning for at lave op til to matematikopgaver. Hver opgave kan give 75 kroner. Tanken er, at det skal motivere eleverne til at blive bedre, få højere karakterer og dermed bryde den sociale arv …

Ja, for det er da helt sikkert derfor, at de fleste ikke laver deres skolesager og ikke bryder den sociale arv; fordi de ikke får en kontant belønning for det. Direktøren for Danmarks Almene Boliger fortalte i et interview, at han ikke var bekymret for, at eleverne ikke ville gide lave deres lektier fremover uden en form for kontant belønning, for “beløbet er så lavt”.

Mon dog så ikke det viser sig, at det beløb bliver sat op? Mon dog det bliver særligt let at få andre skoleelever til at lave lektier uden at få samme økonomiske incitament? Mon det varer særligt længe, før vi så har skabt en skole fuldkommen baseret på en incitaments-struktur, der handler om materialitet og absolut på ingen måde om værdien ved læring? Mon de her elever får bare det mindste gran af glæde ved at lære? Mon de lærer værdien ved at blive dygtigere, fordi de får penge for det?

Ej, det er ganske simpelt det rene idioti. At en direktør kan sidde i sit hjørnekontor og få den tanke, at det da helt sikkert vil virke, er vel ikke overraskende. Men hvordan det så kan slippe gennem en møderække, en bestyrelse og en hel masse andre mennesker, der må formodes at have en form for relevant erfaring og indsigt i arbejdet med, hvordan man motiverer unge mennesker, det er ganske enkelt en gåde.

Nu er det altså den her historie, jeg er vred over, og jeg skal afholde mig fra at brede det ud i en større kontekst – det må blive en anden dag – men lad mig ganske kort sige, at med min korte erfaring som lærer er det her et fremragende eksempel på et forsøg på en løsning fra slipsedrenge, jakkesæt, regnemaskiner og bureaukrati, der intet har med virkeligheden at gøre.

Tror de virkelig, at det handler om penge? Er de virkelig så langt oppe i røven på deres egne bonusser, fratrædelsesaftaler og genansættelses-ordninger, at de ikke fatter, at de smadrer det trods alt nogenlunde velfungerende – i hvert fald i ånden – danske skolesystem, hvis de gør det til en pølsefabrik, hvor de unge mennesker lærer mere om værdier som konkurrence, incitaments-strukturer, og hvor de bliver bekræftede i, at læring er så ligegyldigt og kedeligt, at det skal man naturligvis belønnes for at nedlade sig til at deltage i.

Vores skolesystem er en gave. Det er et kæmpe privilegium at få lov at gå i skole, lære og blive klogere. Det er båret af iver, nysgerrighed og videbegær. Hvor er den nysgerrighed? Hvor er udforsknings-lysten? Trangen til at nå længere, videre, højere og dybere ind i stoffet? Penge … pffftttt.

Spotify vs Silence

Det var vist egentlig bare en pludselig indskydelse. Men jeg har slettet min Spotify-konto. Jeg har aldrig haft en ‘gratis-konto’ – gider ikke lytte til deres reklamer. Så jeg har betalt 99 kroner om måneden og haft adgang til stort set al musik i hele verden nogensinde. Næsten.

Og pludselig en dag tog pokker ved mig, og så slettede jeg både app på mobil og på computer. Og opsagde abonnement og slettede profil. Så nu hører jeg radio. Og podcasts. Og så er jeg begyndt at lytte til stilheden også. Den er faktisk ikke så skræmmende, nu jeg har lært den bedre at kende.

Det er som at møde en ven, jeg havde glemt, jeg egentlig meget godt kan lide. Så nu er vi ved at lære hinanden at kende igen. Og så arbejder jeg med at blive bedre til at høre tale-radio igen – mens jeg laver noget andet. Jeg har længe lyttet – og LOL’et jævnligt – til den forrygende podcast (giv den nu en chance, og ja, det er på svensk men stadig godt) med Anders og Johan fra Offside.

Nu er jeg begyndt at høre P1 igen. Det kræver altså min opmærksomhed. Jeg kan mærke, når jeg lytter Offside herhjemme, kan jeg heller ikke bare løbe rundt og ordne vasketøj, læse en bog og så samtidig få noget ud af podcasten. Det kræver, at jeg lytter. Aktivt. Og det er egentlig ret dejligt at give sig selv lov til bare aktivt at lytte. Jeg behøver ikke gøre mere i den periode, hvor jeg lytter.

Det er nok at lave en ting af gangen. Hvorfor tror vi alle sammen, vi skal lave alt muligt hele tiden og være på flere skærme, flere platforme og løse ting med begge hænder og helst også noget med mindst det ene ben samtidigt. Mens hjernen skal jonglere det hele. Hvorfor? Jeg orker det ikke. Kan I andre styre det, så tillykke til jer; I er dygtige, og jeg beundrer jer. Men pas på jer selv <3

Ja, det var så, hvad jeg fik ud af at slette mit Spotify-abonnement. Måske skal jeg begynde at låne LP’er på biblioteket 🙂 

Så tror jeg bare, charmetrolden tager over herfra

Som jeg vist tidligere har nævnt, har jeg en japansk nabo hernede i Højer. Hun er 78 år gammel. Ikke i nærheden af 150 centimeter høj. Hendes dansk er ikke sådan helt forståeligt – jeg anslår, jeg fanger cirka 30 procent af det, hun fortæller mig.

Men jeg har fanget så meget, at hun er flyttet hertil for kærlighed, og at det drejer sig om en mand, der arbejdede for Mærsk. Først var de i Tyskland, og siden kom de så til Danmark. Her bliver historien lidt uklar, men jeg tror, jeg har fået så meget med, at min nabo opdagede, at manden havde en affære med en amerikansk kvinde – ikke bare det; han havde gjort hende gravid, og så gik Chiyoko, som min nabo hedder, og hendes mand fra hinanden.

Hendes gestik fortæller mig, at han senere er død – angiveligt af noget med indtag af alkohol. Når nu hun er japaner, kan jeg bedre lide min egen version, der handler om, at han er død af skam …

Nå men Chiyoko er på et tidspunkt faldet efter en indkøbstur til Brugsen, så hun fik en skade i den ene balle. Syet med 12 sting. Jeg ved det, for hun hev højt op i joggingbuksen engang, vi mødtes ved skraldespanden. Jeg har tilbudt at køre hende til Brugsen, hvis hun har brug for det. Og det har jeg gjort nogle gange efterhånden. Kørt hende altså.

Og jeg har også spurgt i den lokale sportshal, hvornår det nu er, der er ‘stole-gymnastik’. De ældre så noget bekymrede på mig, men jeg skyndte mig at sige, at det var min nabo, der gerne ville være med. Måske havde jeg det forkerte mærke tøj på til stolegymnastik … 

Senest vi var af sted for at handle, spurgte Chiyoko en Brugs-ansat, om de snart fik de små kina-bøger hjem? Damen svarede, at “det slet ikke er sikkert, vi får dem hjem igen”. Jeg taler jo butiksk efter mange år i Føtex og Bilka, og det er ganske enkelt kode for: “Det har jeg ikke undersøgt, og det kommer jeg heller ikke til”.

I sidste uge bankede det forsigtigt på min dør. Chiyoko spurgte, om jeg ville hjælpe med noget. Det ville jeg gerne, så jeg gik med ind i hendes køkken, hvor hun viste mig et brev fra Dansk Flygtningehjælp. Der stod, at de havde en telefonaftale med hende klokken 11.00 samme dag. Klokken var knap 13.00, og hun bedyrede, at de ikke havde ringet.

Så jeg lovede at ringe til dem og høre, hvad der var gået galt. Jeg fik fat i den rare sagsbehandler fredag. og han fortalte, at de ganske rigtigt havde haft en aftale, men at han havde måttet aflyse den, fordi tolken havde meldt afbud. Så han ville booke en ny tolk og sende et nyt brev med et nyt tidspunkt.

Han fortalte mig også – det ved jeg sådan set ikke, om jeg havde lov at få at vide, men nu ved jeg det, og mig og hemmeligheder er bare ikke noget fint par – at det drejede sig om en ‘re-patrieringssag’. Altså, at min nabo er blevet familiesammenført til Danmark, da hun kom hertil, og nu vil hun hjem til en niece i Japan for at bo.

Som jeg forstod det, drejede det sig om en bolig, der først skulle sælges – vel for at undgå, hun flytter fra landet med gæld – og har hun ingen gæld, kan man vist få et tilskud til at flytte retur. Sådan nogen ting. Dem noterede jeg på bagsiden af papiret fra Flygtningehjælpen og afleverede til Chiyoko igen. Så nu skulle hun bare vente på et nyt brev fra Flygtningehjælpen.

Da jeg et par dage senere var i Tønder, gik jeg i boghandlen og købte to kinabøger i den rette størrelse – de skal passe i håndtasken. Jeg fik dem pakket ind og lagde dem foran hendes dør. Ret godt tilfreds med mit medborgerskab – måske næsten en anelse selvfed. Det gik over …

Om aftenen bankede hun forsigtigt på min dør. Hun  viftede med en tom konvolut. Og et par meter bag hende stod en mand. Lidt ældre end mig. Klædt i den i Sønderjylland så almindelige og anerkendte blå Kansas-jakke. Han skulede allerede en smule. Chiyoko sagde, hun havde brug for brevet fra Flygtningehjælpen. Hun holdt kuverten op, som om dens tomhed var bevis for, at jeg havde brevet. 

Jeg forklarede, at jeg jo havde skrevet på bagsiden og givet hende brevet tilbage. Hun blev ved at sige, at jeg måtte have brevet. For kuverten var jo tom. Så sagde manden noget i retning af, hvis hun siger, du har brevet, må du jo lede efter det. Jeg blev helt paf. Et snappende: “Hvem er du?” brændte på tungen, men jeg besluttede i stedet at spille skuespil. Skubbede døren i, gik ind i stuen og flyttede rundt på nogle papirer, hvorefter jeg gik ud igen og sagde, at nej, jeg havde ikke brevet. 

Jeg spurgte, hvad hun skulle bruge det til, for der stod jo ikke andet end et tidspunkt for en telefonsamtale, og manden fra Flygtningehjælpen ville sende et nyt brev i løbet af ugen. Kansas-manden brød igen ind: “Vi har brug for telefonnummeret, for så kan vi selv ringe derover og høre, hvad der foregår.” Altså underforstået at jeg nok ikke havde hjulpet godt nok. Jeg brød mig overhovedet ikke om tonen. Heller ikke fra min nabo. Som i øvrigt stadig ikke havde sagt tak for kinabøgerne, som jeg kunne se, hun havde taget ind. Dårlig stil, dame! 

Jeg forklarede, at jeg da havde telefonnummeret i min mobil, fordi jeg jo ringede til Flygtningehjælpen et par dage i forvejen. Om de ville have det. “Ja” kom det igen brysk fra Kansas-jakken. Jeg afventede et kort øjeblik, men der skete ikke mere. “Skal jeg hente et stykke papir og en blyant at skrive det ned med?” spurgte jeg så. Det måtte jeg gerne. Det blev faktisk forventet, fornemmede jeg. 

Så det gjorde jeg. Og så fortrak de ind i lejligheden igen. Jeg var stadig en hel del forbløffet. Først da jeg kom ind i stuen, kom jeg i tanke om alle de mange ting, jeg kunne have sagt undervejs. Men jeg holdt det på tungen og sank igen. Besluttede, at hvis Chiyoko igen får brug for hjælp, kan hun spørge charmetrolden i Kansas-jakken. Jeg gider i hvert fald ikke. 

Har jeg lært noget? Njaeh, jeg har tænkt en del over, om jeg så i virkeligheden hele tiden bare har hjulpet for at få noget ros – og nu er så fornærmet, at jeg er ligeglad med damen. For hun har vel reelt stadig brug for at blive kørt i Brugsen. Men jeg kan mærke, jeg ikke gider det mere. Nu bliver vi “storby-naboer” i stedet. Altså uden at hilse, hjælpe eller interessere os for hinanden. Bare boende ved siden af hinanden. 

En ting har jeg lært. Flere gange mens jeg har kørt damen i Brugsen, har jeg tænkt ved mig selv, at der var noget utilfredsstillende ved at køre en fremmed 78-årig dame i Brugsen i Højer, når jeg lige så godt kunne køre min egen 84-årige mormor på Nordfyn til byen for at handle. Så jeg har vist lært noget med prioritering. Og at hytte sine egne først. Og fremmest. 

Vi tager ikke dankort

Jeg har ikke været hos en bager i mange, mange måneder. Men den lokale bager – med det ikke så fantasifulde men ganske passende navn Digebageren – fik fint besøg i dag, da jeg havde lyst til et par birkes med tilhørende snegl. Så jeg trissede derhen og bestilte lykkeligt for 37 kroner lyst brød.

– Må det komme i samme pose?

Ja for pokker – det skal jo samme vej!

– Hov forresten, tager I dankort?”
– Nej desværre, men vi tager mobilepay, siger kvinden og peger hjælpsomt på mobilnummeret.
– Jeg bruger ikke mobilepay, fordi Danske Bank, siger jeg stolt og spørger, om de måske tager imod kontanter.
– Ja da.

Så jeg må hurtigt hjem og hente forstærkninger fra mit glas med kontanter. Imens tænker jeg, at det bliver sværere og sværere at betale – hvis man som jeg ikke rigtig gider være med til mobilepay. Måske er kortbetaling blevet så dyrt for forretningerne, at det er lettere for dem at nøjes med mobilepay.

Men hvad sker der så, når ingen længere bruger kortene, for der skal jo stadig tjenes penge? Mon så ikke prisen for at bruge mobilepay stiger, og så skal vi i gang med den sædvanlige dans om forbruger-træet – “der er jo kun forbrugerne til at betale i sidste ende” – og jeg ville da stadig foretrække bare at få min løn i kontanter, så jeg helt kunne slippe for bankernes kvælende favntag.

Det er meget, meget længe siden, jeg har haft anden relation til min bank end et sted, hvor mine penge partout skal sættes ind, før jeg kan få adgang til dem: “Og det koster jo i administration”. Jamen så giv mig da for filen bare mine penge i hånden, hvis det er så stort et problem for jer …

“Ej men Michael, så vil antallet af indbrud og hjemmerøverier jo bare stige”. Ja, der er farer ved alting. Men jeg vil sgu hellere bestjæles af nogen, der indrømmer at være tyveknægte end en flok, der lænser mig, mens de smiler og lader som om, de er mine bedste venner.

Nå men jeg fik mit brød. Deres grovbirkes kan absolut anbefales. Desværre laver de – sammen med snart sagt alle bagere – ikke rom-snegle. Øv.

Fredagsbrev – uge 5

Jaja, så er det da godt nok blevet lørdag … har du savnet mig? Sad du hele fredagen og tænkte: “Hvor bliver fredagsbrevet mon af?” Nej vel. Det går nok det hele.

Men det har været en gevaldig uge. Og egentlig også en gevaldig fredag. Hør bare her: Filmen “Thank You for Smoking” er tæt på at være blevet til virkelighed. En lobbyist for tobaks-branchen ser faldende salgstal og beslutter at overtale en Hollywood-instruktør til at have cigaretter med i film igen – for at gøre dem cool.

Ringer der en klokke med den her historie fra DR: Ekspert advarer: Rygning er tilbage for fuld kraft i tv-serierne?

Cigaretter er tilbage i film og serier, og antallet af unge, der ryger, er stigende. Vi bliver aldrig rigtig klogere end at lade penge og profit bestemme det hele …

Næste historie er rent faktisk fra fredag. Altid tænksomme og begavede Trine-Maria Kristensen har på P.O.V begået artiklen: Sårbarhed bliver det nye sort. 

Tankerne er ret meget i familie med Brene Brown, som jeg omtalte i sidste uge, og selv om det altså næppe er nyt og ukendt land, så er jeg klart fortaler for, at vi gentager over for hinanden igen og igen og igen, at det er ok at være sårbar. At være åben. At have følelser. Og at sige til og fra, når noget føles rigtigt og andet forkert.

Faktisk fik artiklen – sammen med et P1-program om stress – mig til at overveje, om det er tiden, jeg pakker den lille foredrags-rygsæk og drager landet rundt med en velment og kærlig opsang, der kunne hedde noget i retning af Er jeg god nok? eller måske Du er altid god nok. Det er stadig kun en overvejelse, men mon ikke det snart er på tide …?

På Atlantic læste jeg en fin lille sag om faldende tilslutning til high school-football i USA. (Deres football – med den ovale bold!). Det er interessant læsning, hvad det betyder for små samfund, små byer og små high schools rundt omkring, at der nu er 75.000 færre i en ungdomsårgang, der spiller football: Rural communities struggle to adapt to life without football. Tallet er sammenlignet med 2008-2009. Og faldet er fra 1,1 millioner spillere. Som der står i artiklen, er det jo ikke sådan, at football er ved at uddø. Men en krise … det er det vel! 

Å ja, og så faldt jeg også over denne: What we wrote about Facebook 12 years ago. Den er ikke lige i øjet, men det er stadig interessant at se, hvilke farer, der var til at forudse, og hvilke gevinster, der er gået tabt. I øvrigt: Angela Merkel har lukket sin facebook-side. Hun og jeg havde næppe set os selv som first movers … but it is happening 🙂 

Fredagsbrev – uge 4

Såeh, jeg gør her et forsøg på at grundlægge en vane: At dele mine bedste eller mest skøre eller mest interessante oplevelser fra ugen, der er gået med dig i en form for ugebrev. Og jeg synes, fredag er en god dag til et ugebrev.

“I Mentored Mark Zuckerberg. I Loved Facebook. But I Can’t Stay Silent About What’s Happening.”
Indrømmet, den er vand på min mås med min nylige exit fra facebook, men desuagtet synes jeg, det her er spændende læsning. Roger McNamee har været involveret i facebook i mere end 10 år og fortæller her om udfordringer, problemer og misbrug.
Fra artiklen:
A growing percentage of children prefer the hyperstimulation of virtual experiences to the real world. Products like Instagram empower bullies. Texting has replaced conversation for many kids.

Jeg elsker The Atlantic. Jeg bliver som regel meget klogere på ting, jeg ikke vidste, jeg var interesseret i. Her er en kort artikel om sårbarhed. At vi selv har meget svært ved at vise sårbarhed, fordi vi føler, det gør os udsatte og svage, mens vi opfatter andre mennesker, som viser sårbarhed, som stærke og modige. Særligt spændende er eksemplet med arbejdssituationer – at det kan tage måneder at genopbygge sin troværdighed, hvis man viser (for meget) sårbarhed på arbejdspladsen – for jeg lægger altid vægt på mine svagheder, når jeg skal præsentere mig for andre mennesker. Læs selv artiklen her: https://www.theatlantic.com/health/archive/2019/01/beautiful-mess-vulnerability/579892/ og gør så lige også dig selv den tjeneste at gense Brené Browns TEDtalk “On vulnerability”: https://www.ted.com/talks/brene_brown_on_vulnerability?utm_campaign=tedspread&utm_medium=referral&utm_source=tedcomshare (der er danske tekster!)

Den her artikel nåede lige at snige sig med. En historie fra fredagens Zetland. Om Troels Bech. Og om ledelse. Og om fodbold. Drejer fodboldtræning sig egentlig mest om at vide en masse om det taktiske og tekniske? Eller handler det om at være leder? At bygge sammenhold og fællesskab og at sætte retning mod fælles mål? Som jeg forstår det, mener Troels Bech det sidste. Og jeg er enig. Måske er der adgang til artiklen her. Måske. Det er noget med, medlemmer kan dele artikler, så der er adgang. Så jeg håber, det virker: https://www.zetland.dk/historie/seElMvyp-mebdZE36-01857

Det er vist alt for denne uge. Åh ja, en sidste ting: Jeg er i gang med at læse Charles Bukowskis: “Kvinder”. En fremragende bog og meget genkendelig som Bukowski. Go Read It!

God weekend og pas på jer selv.

1 måned uden facebook

Nu fanger bordet. I disse dage er det en måned siden, jeg lukkede min facebook-profil. Eller det vil sige, at det er en måned siden, jeg bad facebook om at lukke min profil. Generøst gav de mig så en måned til at fortryde – hvis jeg bare loggede ind inden for den måned, ville de ikke slette alle mine kontakter og alle mine data … for det gør de jo helt sikkert nu 🙂 Ej, det må de selv om. “Deres data. De bestemmer”

Hvordan går det så? Jeg har siden lillejuleaften ’18 hørt mig selv sige flere gange end i mange, mange år, at “jeg har det godt. Jeg har faktisk aldrig haft det bedre”. Det første er sandt. Det andet er trods alt nok en stramning. Men det er dejligt.

Jeg indrømmer blankt, at det var sært i begyndelsen. Det rykkede ligesom i scrolle-fingeren, og jeg undrede mig en hel del over, hvorfor folk dog ikke ringede og skrev af bare bekymring for, hvor jeg var blevet af. Det har jeg vænnet mig til nu. Nu nyder jeg helt ærligt freden. Så meget at jeg er begyndt også at lege med tanken om, at telefonen skal (jeg HAR fjernet alle de dersens social media-apps derfra også – jeg snyder ikke; hvem skulle jeg ville snyde? Mig selv?) have en mindre fremtrædende rolle i hverdagen.

Det betyder, at den ganske ofte nu ligger med ryggen i vejret og lyden slået fra. Jeg har også fjernet telefonsvareren fra mobilen. Så hvis man ringer, og jeg ikke tager den, må man enten sende en sms eller ringe igen senere. Jeg har den ikke med i soveværelset – kun de gange hvor jeg kommer for sent i seng og absolut skal op til tiden. Jeg HAR et vækkeur – et dejligt analogt ét – men det er ærlig talt lidt upålideligt. Ret tydeligt, at det ikke er på analoge vækkeure, at fokus ligger for ret mange producenter, for der er meget lav brugervenlighed, og det kan være svært at gennemskue, hvornår det er slået til og fra … (Når det ringer, er det slået til! Nårh ja, tak for tip)

Hvad savner jeg? Tjaeh … jeg er begyndt som træner i en fodboldklub, og de havde i forvejen en facebook-gruppe, hvor de kommunikerede. Dét er faktisk det største problem, jeg er løbet ind i. Og indtil videre forsøger jeg at få dem med over på Slack, som er en platform, vi kan bruge gratis og indtil videre uden reklamer. Faktisk har jeg svært ved at gennemskue, hvad årsagen er – altså hvad Slack får ud af det? Måske sælger de også data, men jeg har ikke opdaget nogle uregelmæssigheder endnu.

På facebook er der 54 medlemmer fra holdet. På Slack er vi indtil videre 15. Men måske kan det også rydde lidt ud i de spillere, der ikke er aktive længere – der er altid knopskydninger i sådanne facebook-grupper. Jeg er primært interesseret i de 25-30 spillere, der skal være en del af den daglige træning.

Og ja, det er simpelthen det største og – føles det som – eneste problem, jeg har oplevet ved at sige farvel til facebook. Jeg har (næsten) vænnet mig til ikke at hungre efter konstante opdateringer og venten på nyheder. Indrømmet, min mail bliver stadig tjekket lidt oftere end tidligere. Men der er også en lidt højere frekvens nu. Så det giver på sin egen måde mening. Lidt i hvert fald.