“Hvorfor giver du dem ikke noget spændende?”

Læring er ikke altid en fest, underholdning, digitalisering og nemhed. Jeg køber ikke præmissen om, at eleverne ikke må kede sig. At stoffet kan være alt for svært. For det er hårdt arbejde at lære. Nogen ting.

Noget er sjovt. At lære at spille fodbold er sjovt. For det er drevet af personlig lyst og motivation. Mens den læring, der ikke er drevet at personlig motivation, den kræver en evne til at fastholde sig selv i en situation – også og måske endda netop – hvor det virker svært, kedeligt og uoverskueligt. Det er der altså også en læring i.

Modvillige elever, der stejler, når de møder nyt, når de møder noget, de ikke umiddelbart forstår, og som ikke kan fokusere mere end et par minutter af gangen, har brug for at lære, at der er andre måder at lære på.

Jeg overlever ikke længe i lærerbranchen, hvis den evindelige kommentar: “Så må du jo gøre det spændende for dem”, den bliver til alt for meget hverdag. Jeg savner nysgerrighed, ærgerrighed og lyst og motivation til at lære noget. De vil alle sammen gerne være “rige og have et fedt job og prestige”, men det er, som om de på ingen måde kæder det sammen med, at der skal arbejdes med andet end lige præcis dét, man har lyst til i nu’et.

Jeg underviser en 10. klasse, som jeg har forsøgt at drøfte både læring og undervisning med. De får ikke læst, når de får lektier for derhjemme. “Så er det jo ligesom bare lektier. Det er noget andet, hvis det er en aflevering.” Sådan! Lektier er jo bare … pfffttt. Nu får de tid til at læse på klassen, men de kan ikke koncentrere sig om at læse på klassen. Så drøfter de alt muligt andet, og så bliver det pludselig til uoverskuelige lektier, som de så heller ikke får lavet. Hvis lærerjobbet består i at tvinge en hel klasse fuld af vrangvillige elever til at deltage og bidrage, så gider jeg sgu ikke være lærer. 

Og er jeg virkelig allerede ved at give op? Nej, det er jeg da ikke. Der er stadig mange ting, jeg skal have afprøvet, men jeg kan mærke, at min indledende motivation og engagement er på retur. Som jeg ser det, er der for mange elever, der ikke har noget som helst begreb om at lære. “Vi forstår det bedre, når du forklarer det”.

Ja, hurra for det. Så behøver de ikke lave noget selv. De behøver ikke læse og forberede sig på forhånd. De behøver hverken læse eller deltage på klassen. Og de gider faktisk heller ikke tage noter, når jeg så endelig foredrager for dem på klassen. Så jeg føler mig faktisk temmeligt overflødig ganske ofte. At arbejde er uoverskueligt. At lave lektier er uoverskueligt. At forberede sig er uoverskueligt. At deltage gider de, hvis det foregår inden for rammen, der hedder, at “jeg synes, jeg mener, og jeg tror”. 

Der er mange tekster, hvor deres tilbagemelding er: “Den er svær. Der er mange ord, jeg ikke forstår.” Så spørger jeg, hvilke ord det drejer sig om, og så kan de sjældent finde tilbage til dem, fordi de ikke har taget noter eller for den sags skyld gjort sig nogen ulejlighed med at slå ordene, de ikke forstår, op. Altså undskyld mig, hvordan kan man på nogen måde forestille sig, at læring betyder, at alt bliver proppet ind med skovle, skeer og gafler, og at man så stadig kan forvente at få 12-taller smidt i nakken. 

Jeg er helt med på, at det her lynhurtigt kan komme til at handle om min utilstrækkelighed. At jeg ikke formår at gøre eleverne interesserede. At jeg ikke formår at gøre stoffet spændende. At jeg ikke det ene og det andet. Måske. Det er jeg absolut åben for. Men jeg er stensikker på, at det ville fungere allerbedst, hvis det var i en form for samspil. 

Og så glæder jeg mig over, at jeg forleden dag hørte rektor ved Roskilde Universitet, Hanne Leth, forklare, at 12-skalaen, som vi jo bruger nu, er med til at fremelske en fejl-kultur, hvor der er fokus på at undgå fejl og levere dét, som pensum og læreren efterspørger frem for at have fokus på læring – som blandt andet kommer af, at man tør lave fejl, afprøve ting og forsøge igen, når noget mislykkes – som 13-skalaen i højere grad er udtryk for, som Hanne Leth sagde. Jeg er enig. Helt, helt enig. Jeg bakser dagligt med elever, som ikke tænker en selvstændig tanke selv. De orienterer sig efter pensum, eksamen og karakterer – eller som en af dem sagde: “Du bruger jo 12-skalaen, som om det stadig var 13-skalaen”. Han mente, det var derfor, han ikke fik nogen 12-taller af mig 🙂 (hvilket han måske har ret i …) 

Endelig vil jeg sige, at jeg selvfølgelig generaliserer for hårdt, for der er stadig nogle elever, som rent faktisk magter at arbejde med tingene fornuftigt, koncentreret og med henblik på at lære, hvad der foregår. Men det er ikke en majoritet … 

2018 i snapshots og aforismer

Ej, altså ikke snapshots som billeder. Dem tager jeg ikke mange af i løbet af et år. Så snapshots fra min hukommelse. Og der er faktisk rigeligt at tage af denne gang.

Da 2018 blev sparket i gang, var jeg stadig træner i Herlufsholm Fodbold og arbejdede hos politiet i Næstved. Det gør jeg ikke længere. Følgende ord-udveksling hos politiet fik sat en stopper for det samarbejde:

Du er ikke så god til at profilere dit arbejde. Når du ikke profilerer dig selv, er det svært at vide, hvad du laver. Når man som ledelse ikke ved, hvad du laver, er det mest nærliggende at tro, at du ingenting laver.


Ja. Sådan lød ordene. Jeg husker dem ret tydeligt, fordi de er ret underlige for mig. Jeg kunne måske have slugt dem. Måske bare have fortsat uden at tage det ad notam. Hvis ikke det var, fordi jeg et par dage senere stod på gangen (og ventede på en kollega blev færdig med at tale i telefon), da et medlem af ledelsen kom forbi på den modsatte gang. Der er glasvægge, og instinktivt stillede mig ind bag et stykke væg, så hun ikke skulle se mig og uddybe sin forestilling om, at jeg intet lavede.

Der var ikke rart, dér op af væggen. Jeg afleverede mit budskab til kollegaen og gik sporenstregs hen til HR-chefen. Jeg sagde til hende, at jeg ikke rigtig vidste, hvorfor jeg fortalte hende det – andet end at hun er en både skidesød kollega og meget, meget dygtig kvinde – men at jeg lige nu havde mest lyst til at sige op lige på stedet og aldrig vende tilbage til stationen.

Hun sygemeldte mig i stedet, og så begyndte et andet forløb, der har fyldt en del i 2018. Men i forhold til politiet fik jeg en blid og skånsom afsked. HR-chefen og min direkte chef var omsorgsfulde, rummelige og meget, meget søde. Men da jeg igen blev raskmeldt, var jeg på jobjagt fra første dag. (Hvilket jeg havde sagt til dem klart og tydeligt).

Forløbet med en sygemelding skulle jo mest være sådan en “tænk-dig-lidt-om-pause”, fordi man – som HR-chefen sagde – ikke skal træffe store beslutninger, når man er rystet. Klogt tip. Så jeg strøg i stedet til læge, hvor jeg både fik en henvisning til min favorit-psykiater – ja, ham har jeg set før – og til min egen læge.

Det viste sig, at jeg har forhøjet – på det tidspunkt endog meget forhøjet – blodtryk. Og det blev taget temmeligt alvorligt. Ærligt må jeg sige, at jeg ikke helt selv forstod al balladen. Jeg kunne jo ikke rigtig mærke det i hverdagen, selv om det måske var en af årsagerne til mit til tider noget heftige temperament …

Min kloge moster er sygeplejerske, og hun prøvede med et billede: “Forestil dig, at hjertet altid arbejder ved for højt tryk. Så bliver det jo slidt før tid.” Det kunne selv jeg forstå. Så jeg troppede i månedsvis op til undersøgelser, og selv om jeg undervejs følte mig sådan lidt ‘over-behandlet’, var det nu også helt rart at fornemme, at de tog mig alvorligt. Det er faktisk ikke helt slut endnu. Jeg er godt medicineret. Der er styr på trykket, men de aner stadig ikke, hvorfor det er for højt, så i næste uge skal jeg på sygehus endnu engang. Denne gang for en hjertescanning. Jeg siger aldrig mere, at de ikke er grundige i det danske sygehusvæsen. Jeg har fået en helt igennem fornem behandling.

Nå men vi skal lige lidt tilbage. Tilbage til juni. Jeg var på sommerferie ved Vesterhavet. Eller i nærheden af Vesterhavet. Og havde sendt et hav af ansøgninger af sted i håbet om et andet job. Jeg søgte en masse efterskole-stillinger. En masse med fodboldlinjer, fordi jeg endelig har indset, at min lillebror er den kvikkeste af ham og jeg. Han har i årevis forfulgt og nu endelig opnået at være fuldt ud beskæftiget med fodbold. Som træner, som administrator og kontor-halløj. Det er fanme sejt. Og det vil jeg også gerne.

Så en masse fodbold-linje-efterskoler søgte jeg. Tøj, der var stille. I bedste fald et afslag længe efter fristen. Ikke skide motiverende. Så jeg begyndte så småt at tænke, at jeg måske måtte søge kommunikation også. Det var trods alt dér, jeg havde mest erfaring. Der var et kommunikations-job på en efterskole. Det smagte da lidt af fisk. Selv om det nu ikke var en fodbold-efterskole.

Men mens jeg sad der i Vesterhavs-hytten, ringede en dame: “Dav, det er Kirsten fra Højer Design Efterskole. Vil du ikke komme til en samtale?”. Så jeg trillede langs kysten ned til Højer. Som er absolut sidste stop inden Tyskland. Og vi talte i knap tre timer. Om alt muligt. Og et par dage efter ringede Kirsten og sagde: “Jeg vil gerne ansætte dig, men hvad siger du til at blive ansat som lærer i stedet?”.

Det sagde jeg ja tak til. Også selv om det betød, at jeg gik fra 45.000 om måneden hos politiet til 30.000 om måneden nu – inklusive pension selvfølgelig! Og jeg har mange gange siden tænkt på, hvor priviligeret jeg er, at mine forældre altid bakker op og har været i stand til at hjælpe økonomisk undervejs. For ellers ville det sgu nok have været for stort et skridt. Og jeg tænker af og til på, hvor mange mennesker, der ikke har samme opbakning og mulighed for at hente hjælp derhjemme, og som derfor er nødt til at blive i noget, de måske ikke trives i. Jeg føler mig meget heldig.

Så nu er jeg så i Højer. Nu med 5 måneders erfaring som efterskolelærer. Jeg underviser i dansk og engelsk primært. “Hvordan er det?” Tjaeh, jeg kan godt føle mig som en lidt gammeldags lærer-type. Jeg ville altså foretrække, at de brugte tid på at læse flere klassiske tekster og mindre tid på journalistiske tekster, breve til boligforeninger og moderne litteratur. Men det er helt tydeligt ikke sådan, de er nået frem til 10. klasse.

Hvor jeg nu har overtaget og flår dem igennem Holberg, Oehlenschläger, Herman Bang, Strunge, Tom Kristensen, (måske) Pontoppidan og Christina Hagen. De skal lære at læse. Og de skal lære, at ikke alting er at blive strøget med hårene. Det skal gøre ondt at blive klogere. At blive udfordret. At udvide sin horisont.

Og det er jo her, jeg kan være nervøs for at være en ronkedor af en slags. Måske er det bare gammeldags. Måske skal de lege det hele ind. Måske skal det være ok, at de slår op i banen, når de keder sig – hvilket de gør temmeligt hurtigt. Måske er det helt på sin plads, at de kværulerer og forhandler om alle tekster, alle opgaver og alle lektier. Måske … Men altså; det kan jo ikke hjælpe noget, at vi har en her generation af unge, der tror, det er ok at få sine nyheder fra youtubere og letbenede online-nyheder på facebook … det kan da ikke hjælpe! Måske blir jeg klogere, når jeg er længere i mit merit-lærerstudie. Måske. Jeg kan jo godt være en kende stædig.

Hvad ellers? Jo, jeg fornemmer, at jeg endelig har overgivet mig til min bløde side. Ej, hvor jeg har nydt gode venners selskab. Hvor jeg sætter pris på mine forældre, brødre, moster, mormor og fætre og kusiner. Hvor jeg forstår værdien i at have mennesker, man kan betro sig til. Være følsom over for og sammen med. Og som selv betror sig til mig. Det er vigtigt for mig. Måske er det også derfor, jeg lidt tænker, at jeg i 2019 skal prøve lykken ud i det der kærlighed igen. Måske …

I 2019 skal jeg også:
– Tage flere moduler på meritlærer
– På fodboldtræner-kurset B1
– Være cheftræner for Højer/Visbys herrehold
– Til Offside Live i Malmö
– Til Heartland på Egeskov Slot
– På skitur til Østrig
– Føre et hold unge mennesker til eksamen for første gang
– (Måske) til Rom med en veninde
– Udbygge mine pennevenskaber (eller lige nu er der kun ét, men hvilket ét!)
– Og meget, meget mere.

Kom bare an 2019. Jeg er klar. Og jeg glæder mig.

(Savnede du billeder undervejs? Tough luck, cookie …)

Hvordan 1.004 unge blev sigtet i historiens største sag om distribution af børneporno. Her er hele historien fortalt gennem sigtede, politiet og en (meget) nervøs mor

Et link til Zetland: Hvordan 1.004 unge blev sigtet i historiens største sag om distribution af børneporno. Her er hele historien fortalt gennem sigtede, politiet og en (meget) nervøs mor

Jeg håber, det virker. Måske er der en spærring. Hvis der ikke er, tror jeg, det er ok som medlem af Zetland at dele artikler.

Det er i hvert fald et fint eksempel på kvaliteten af deres journalistik. Fremragende, synes jeg. Og selvfølgelig særlig interessant for mig, fordi jeg var hos politiet, da sagen kørte. Kun med et begrænset bidrag i form af en pressemeddelelse om de ramte i den sydsjællandske politikreds men alligevel …

Farvel facebook – dag 6

Jeg er her stadig. Jeg er her stadig. Og jeg har det faktisk godt. Eller; altså jeg er stadig i tvivl, om menneskeheden er ved at køre jorden helt ud af kurs, jeg undrer mig stadig over, at jeg nu på femte år er single og en masse andre ubehageligheder. Men mit exit fra facebook er gået helt og aldeles smertefrit.

Savner jeg det ikke? Nix. Det kan jeg sige helt ærligt. Og lige så ærligt indrømmer jeg gerne, at da jeg lukkede profilen søndag 23.12 – hvilket indledte 30 dages karenstid: “Logger jeg ikke inden udløb af de 30 dage ind på min konto, forsvinder ALLE – jeg gentager ALLE – mine data fra det, der engang var min profil”. Det tvivler jeg på. Så let er det næppe at slippe ud af data-cirkusset – altså; da jeg lukkede profilen, tænkte jeg: “Gad vide om nogen overhovedet opdager det? Opdager at jeg er væk”. Det var vel en form for omvendt FOMO – noget i retning af FONBM (fear of not being missed) – men det gik hurtigt over.

Min eneste bekymring i skrivende stund (i forhold til facebook) er, hvordan jeg kan kommunikere med det fodboldhold, jeg begynder træning sammen med fra 19. januar. Til samtalen blev jeg faktisk direkte spurgt, om jeg nu havde en facebook-profil. Og det kunne jeg kun bekræfte på det tidspunkt.

Men nu har jeg jo ikke facebook længere. Jeg har oprettet en kanal på Slack og håber, jeg kan flytte spillerne med derover – men ellers er det jo en mulighed, at de kommunikerer med hinanden på facebook, og så kan jeg bruge DBUs værktøjer til at holde styr på tropperne – kampkort og den slags 😎

Det har overrasket mig, hvor utroligt lidt jeg har at lave på computeren, nu hvor der ikke er sociale medier til at tage min opmærksomhed. Så kan jeg lade være at sidde ved computeren selvfølgelig, og det håber jeg da også bliver resultatet.

Indtil videre nyder jeg at træne, læse papirbøger, lave mad fra bunden – som nogen vil vide havde jeg et livligt #ruskomsnusk på Instagram i forne tider – og nu forsøger jeg så igen at lave mad efter kogebøger. Det ligner a l d r i g billederne i bøgerne … – og at have tid til bare at være. Jeg mediterer, laver yoga (for nedrullede gardiner for det er en ynkelig stivbenet omgang) og forsøger i det hele taget at lære mig selv bedre at kende.

Vrede er sjældent frugtbar, men jeg tåler ikke mobning

Ok. Det her er i virkeligheden allermest et forsøg på at skrive frustration ud. Jeg er fuldt ud bevidst om, at der er mange andre meget mere hensigtsmæssige måder, jeg kunne – og måske endda burde – have reageret på. Men here goes …

Én af de ting jeg ofte hører mig selv sige til vores elever er, at når de laver ballade, når de glemmer at lave noget, de skulle have gjort, eller når de på andre måder kommer i søgelyset, så synes jeg personligt, det værste, man kan gøre er at forsøge at undslå sig konsekvenserne eller decideret at lyve for at benægte.

Det er én ting, når det drejer sig om materielle ting. Når de er kommet til at lave 60 huller i vægge og lofter i et pool-rum med kø’en. Det er én ting, hvis de kommer til at knuse en rude i kåd leg og den slags. Men noget helt andet er den behandling de giver hinanden. Den helt igennnem nådesløse udskamning, fnisen i krogene, sociale udskamning og deciderede personhetz, der opstår, når 120 knap færdigbagte unge mennesker pludselig skal bo på samme matrikel. Og endda være langt væk fra hjemmet og de vante rammer. Jeg taler om mobning i alle de varierende afskygninger.

Det foregår også på vores skole. De ramte elever kan være bekymrede for at sige til. For de ved jo godt, at risikoen ofte er en endnu mere udsat position i fællesskabet. Og når de voksne bliver involverede, så rykker de unge næsten per refleks tættere sammen og skygger for handlingerne. På dén måde har det sin helt egen selvjustits, men problemet er jo, at de som rovdyr lugter, hvor smerten er størst, hvor mobningen gør mest virkning, og hvor det er mest vanskeligt at slå igen.

Og hvis jeg var 16 år, og alle mine skolekammerater besluttede sig for at være imod mig. Grine af mine deller på sidebenene. Eller mine altid velvoksne man-boobs. Så ved jeg ærlig talt ikke, om jeg ikke som forsvar ville forsøge at krybe langs væggene og kravle i et musehul ved først givne lejlighed. Det har i hvert fald aldrig været min første refleks, at det skal da siges til de voksne.

Vi har netop drøftet det på lærermøde i dag. Enedes om at gribe fat i de elementer på skolen, som vi oftest hører om, når nogen endelig fortæller, at de føler sig chikanerede. Heldigvis enedes vi også om at invitere en anti-mobbekonsulent, for jeg må indrømme, jeg føler mig temmelig magtesløs. Hvad skal jeg gøre ved det? I forrige uge greb et par elever fat i mig med nogenlunde denne ordlyd:

“Vi kommer til dig, fordi vi stoler på, at du ikke bare farer ud og råber op som det første”

Som jeg forstod det, drejede det sig om et par elever, der nok vidste, at hvis jeg stillede mig fællessalen og udbasunerede, hvad jeg mente, om de navngivne personager, ville det give bagslag. På den måde er det et tveægget sværd. For jeg kan sagtens give efter for mit raseri – jeg H A D E R mobning, og jeg foragter mobbere. Men ved de mon overhovedet selv, hvad det gør ved de ramte? Jeg håber det næsten ikke …

Hvad vil det betyde for de ramte elever, når det bliver italesat? Får de en bedre eller en værre hverdag ud af det? Jeg ved det ikke, og derfor glæder jeg mig, til der kommer professionel hjælp, for jeg kan simpelthen ikke tåle at vide, det foregår lige under næsen på mig, når jeg føler mig så helt igennem magtesløs. “Vi må jo tale om det”, er vel en slags voksen reaktion. Men tror vi virkelig selv på, at det hjælper? Jeg aner ikke, hvilke knapper jeg skal trykke på …

Efter lærermødet skulle vi i kirke. Eller det vil sige, eleverne skulle til julegudstjeneste med vagtlærerne, og de lærere, der ville med frivilligt. Jeg besluttede at gå med, fordi når eleverne skal, skal jeg også. Og så alligevel … For mobberne havde slået til igen. Lagt en pakke et ondskabsfuldt sted på skolen med et indhold specialdesignet til at ramme modtageren lige dér, hvor det gør allermest ondt: På det personlige plan. En rigtig grim ‘gave’. En stinker. En godhjertet kollega tog pakken med i fællessalen inden afgang til kirken og bad dem, der havde kreeret pakken om at melde sig selv til en snak.

Dem, der altid bliver nævnt i sammenhæng med dårlig opførsel, er ofte også dem, der reagerer med størst benægtelse i den situation: “Åbner I virkelig de gaver, vi får her på skolen? Må I godt det?” og “Så må vi jo have en løgnedetektor-test”. Flabet. Manipulerende. Og decideret i ond tro. Men vi har jo ingen beviser. Så min kollega endte rødglødende af raseri.

Mens jeg måtte give fortabt og droppe turen i kirken. For jeg ville ikke kunne holde ud at tilbringe 5 minutter i selskab med de elementer, som har gjort noget så ondskabsfuldt og så ikke engang har anstændighed nok til i det mindste at indrømme det. Det er drøn-ærgerligt for de mere end 100 elever, vi har, som godt kan opføre sig ordentligt. Men jeg er kun et menneske. Og jeg bærer mine følelser på ydersiden. Næsten altid. Det er for det meste godt, fornemmer jeg. Eleverne kan mærke, jeg er til stede, og at jeg vil dem noget. Men det betyder også, at jeg svigter dem af og til, når de får presset mig ud over mine grænser.

Det kunne godt være en slags nytårsforsæt: At jeg skal blive bedre til ikke at lade mig gå på. At jeg skal blive mere professionel (Selv om jeg vil hade ikke at have følelserne med på job, når jeg nu arbejder med andre mennesker!). Det kunne godt være en slags nytårsforsæt. Kunne. Der er heldigvis længe til den 31.12. Så nu ser vi.

(Jeg er lidt mindre rasende – men stadig ikke helt mig selv endnu!)

(Og jeg satte faktisk først 4 ! efter endnu – det var kun med opbydelsen af al min sproglige correctus, at jeg fjernede de 3 overskydende. Sur)

Næste kapitel i “The Book of Vilster”

Tjaeh, der er sådan set ikke noget stort på bedding. Men i strømmen af ‘glemte posts’ jeg har stående på min liste, hedder det næste “Mit liv – planer”. Det synes jeg ved nærmere eftertanke ikke er sådan en særligt dækkende titel. Så jeg fandt på en anden. Men det skal nu stadig handle om mine planer – og det kan snildt blive langt. Og selvsmagende.
Consider yourself warned!

Hvad er min plan? Stort spørgsmål. Hvad er jeg i gang med eller på tærsklen til? Det sidste er lidt lettere at besvare. Jeg er stadig i gang med meritlærer-uddannelsen. Stille og roligt. Lige her er jeg skildpadden. Det er nogenlunde overkommeligt, og jeg lærer egentlig ganske solidt af stoffet. Så den umiddelbare plan er at kravle videre mod en fuld og færdig uddannelse som lærer. 

I den boldgade overvejer jeg, om jeg på en smart måde kan få afsluttet mine halvfærdige universitetsstudier – både fordi det er en slags genvej til en uddannelse, der matcher mit job som dansklærer, og fordi det også ville åbne flere muligheder som fx at undervise på gymnasielt niveau også. Så det er jeg ved at samle mod til at gøre noget ved. Har ikke rigtig lyst til at sætte gang i noget i relation til studiet i Odense, fordi ekshustru og ny mand begge arbejder ved dét relevante institut. Så jeg leger med tanken om at overføre mig selv til Aarhus. Jeg er i gang men langt fra i mål med den del af planen. 

Hvad med jobbet som efterskolelærer? Det er stadig skægt. For første gang i mit liv er jeg gået ind til et job med en bevidsthed om, at der vil være både gode og dårlige dage. Og det er der. Men arbejdet med samværet med de unge mennesker er helt igennem givende, vidunderligt og fantastisk. Jeg ELSKER  det ❤️ Shit, unge mennesker er dejlige. Så jeg er glad som efterskolelærer. Drømmen på sigt er stadig at bevæge mig fra esport og design til en skole, hvor jeg kan have idræt og i særdeleshed fodbold i fokus. Men jeg lærer stadig hver eneste dag, så indtil videre er jeg tilfreds, hvor jeg er. 

Og det er jeg blandt andet også, fordi jeg i det nye år begynder på et nyt kapitel som fodboldtræner. Det lokale herrehold måtte i efteråret bide i den helt sure gamle Brilliant-bold og kapitulere i serie 2, så når vi begynder træningen den 19. januar, er det som serie 3-hold. Det skal nok blive sjovt. Og hårdt og udfordrende. Jeg glæder mig helt vildt til at få fodbold tættere på igen. Jeg tænker også, at det er en god måde at komme tættere på det lokale miljø hernede i Højer – en dybere forankring kan det vel kaldes. 

Hvad med kærligheden? spørger jeg af og til mig selv. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft det svært på den front siden skilsmissen. De sparsomme dates, jeg har vovet mig ud på, er endt med afvisninger i den ene eller anden form. Nogen blidere end andre.

Den charmerende slå-smut-med-mandeløjnene Ecco-pige mente, jeg var for langt væk, da jeg flyttede til Næstved. Et par andre har ment, at vi “lever livet i forskellige tempi” – altså at jeg var for doven til dem. Og senest var det en pige på dating.dk, der mente, jeg var alt for overvægtig til, at hun kunne tænde på mig. Men det skulle jeg “ikke tage personligt, for hun vidste godt, hvordan det var. Som førtidspensionist blev hun også ofte valgt fra på forhånd” … Så det er vel også så som så med selvtilliden på den front. 

Jeg fornemmer på jævnaldrende kvinder, at det med børn er blevet enormt nærværende for dem. Så det har jeg også tænkt en del over. Skal-skal ikke? Egentlig havde jeg vel besluttet og affundet mig med, at det ikke skulle være – der er masser af gode argumenter mod: Klima, Co2-udledning, overbefolkning, mine egne manglende evner til at slå rod osv osv. Men der er også et helt enkelt og indlysende argument for: Det er – må simpelthen være – det mest fantastiske, man kan opleve som menneske.

Eleverne på skolen giver mig jo også en noget mere intens oplevelse af, hvordan det må være – godt nok sent i barn- og ungdommen men alligevel … Det sker næsten dagligt, at jeg får lyst til at adoptere en eller flere af eleverne. Så et eller andet sted er der nok et gen eller noget, der klør og knager og knirker med lyst til at være med til at skabe et lille nyt menneske. Eller måske bare at være noget for nogen – det behøver måske ikke være et nyt menneske. Det kan jo også være eksisterende mennesker. Som jeg er det hver dag i mit job på skolen. 

Såeh … jeg tænker, at det næste kapitel for en gangs skyld er noget med at stikke snuden i sporet og klø på, lige der hvor jeg er nu. Lære af hver eneste dag på skolen. Blive en bedre underviser. Et mere empatisk og nærværende menneske. Knokle med uddannelse i flere forskellige former. Og springe rundt i rollen som fodboldtræner. 

Det er planerne. De konkrete. Hvad med alt det fluffy? Jeg vil gerne være mere, for dem jeg holder af. Jeg vil altid være mere. Tror noget af det værste, jeg kan forestille mig, er, hvis jeg ikke får fortalt og vist og krammet ud, hvordan jeg har det. Hvis folk ikke i tide får fortalt, hvor meget jeg sætter pris på dem. Hvor meget deres handlinger, kærlighed, empati og liv betyder for mig.

Det gælder familie. Det gælder venner. Nære og knap så nære. Det gælder kolleger, elever og alle mulige andre, jeg løber ind i. Der er ikke så meget andet at gøre end at dele ud af sig selv, tror jeg. Min ven, Lars Lilholt, sang engang: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys”. Måske nok mest i overført betydning. Men jeg tror, han har ret. Tænd lys for dem, du holder af. Tænd dem både i bogstavelig og i overført betydning. Vær et lys. Vær en støtte. Vær en ven. Vær en kær. Vær nær. Elsk hinanden. Vis det. Og sig det. Højt.

At leve digitalt

Forleden så jeg filmen “Anon” på Netflix. Om et fremtidssamfund, hvor alle er ratede og nøje registrerede med deres data og anden guf-info. Alting optages, lagres og bruges fx til at ‘opklare’ forbrydelser. En af karaktererne i filmen – ‘Anon’ spillet af Amanda Seyfried – havde hacket sin egen registrering, og mens alle andre synligt havde – som i et FIFA-spil – sine data stående over eget hoved, gik hun rundt med “error file” stående. 

Hun var en slags hacker, der hjalp folk med at slette de minder, de ikke ville stå til regnskab for. Utroskab fx. Filmen var ok, men hvad jeg fandt interessant var, at Anon boede i en næsten totalt analog lejlighed. Uden TV. Uden streamet musik. Men med pladespiller og LP’er. Det er en fascinerende tanke. Ikke mange ville orke det i dag – jojo, altså det med Lp’erne bevares, men at gå bevidst fra digitalt til analog. Streaming fx. Skrivemaskiner. (Hun arbejdede ikke med sit hacker-job i lejligheden!) Der er så mange ting i vores liv, der er digitaliserede, helt uden at vi skænker det en tanke. 

Hvad vil det sige, at livet er digitaliseret? For mig er det noget med, at der er tekniske løsninger, hvor der før kun var analoge. Men også at vi nu har sociale medier, mobiltelefoner, der kan alt, og lige om lidt har Google Home for alvor gjort Internet of Things til et stykke hverdags-interiør i de fleste hjem. “Hey Google, skru op for lyden på TV”, “Hey Google dæmp lyset i gangen” osv osv. 

Er det noget, vi skal flygte fra? Næh, det tror jeg egentlig ikke er nødvendigt i første omgang. Men personligt forbeholder jeg mig retten til en vis portion skepsis. Bare fordi noget er lettere digitaliseret, betyder det ikke, at det altid skal være vores foretrukne løsning.

Min personlige holdning er, at vi som race ville have godt af at give hinanden bedre tid til udviklingen. Det går meget, meget hurtigt i de her år. Så vi aner reelt ikke, hvad det gør ved os, at alting bevæger sig hurtigere end før – og formentlig kommer til at gå endnu hurtigere i årene, der kommer (Klik på linket. Det er nørdet, interessant og langt. Der er endda en del 2. Men læs det. For din egen (fornøjelses) skyld!)

Hvor forsøger jeg at lade mit liv være af-digitaliseret? Tjaeh … GDPR gjorde en del for mig. Fx har jeg forladt Endomondo. De havde nogle ideer om at flytte deres bruger-database til USA. Måske ikke i første omgang for at fifle men afgjort for senere at have muligheden for at fifle frem for at være bundet af EUs lovgivning. Så dem har jeg forladt. Men i stedet bruger jeg Garmin Connect. Det kan vel ikke kaldes af-digitalisering …? 

I det hele taget er mange af mine stædige og trodsige forsøg på at vikle mig ud af en verden, jeg føler mig mere og mere fanget i, i virkeligheden bare udskiftninger af et onde med et andet, som (endnu) ikke har trådt mig over min ømme storetå. Dumt. Kompliceret. Men samtidig også en god følelse. Jeg ‘googler’ ikke længere. Jeg duckduckgo’er. Er søgningerne lige så gode? Det aner jeg ikke. Men det føles rart at være bare lidt uden for Googles søgelys – selv om de sikkert selv indekserer alle søgninger på DuckDuckGo også. Og så er jeg jo lige vidt. 

I det hele taget er det vanskeligt. Jeg håber, at jeg med nytårets sletning af min sidste sociale medie-profil får bedre tid, overskud og overblik over, hvordan jeg kommer til at leve et mindre digitaliseret liv. Der er intet galt med digitalisering. Men ligesom det er dumt at tro, at alle skoleelever udvikler sig med samme hastighed, fordi de er produceret samme år, så tror jeg heller ikke, alle mennesker udvikler sig med samme hast og i samme takt med digitaliseringen. Derfor har jeg besluttet, at jeg forsøger at sænke hastigheden en anelse. Bare en smule. Please … 

Jeg tror, det bliver fredeligt uden sociale medier

Mit gæt er, at jeg var en af de allerførste danskere, der fik en profil på Facebook. Tilbage i 2007 var jeg på udveksling i USA, og dér oprettede jeg en profil. Jeg lukkede den hurtigt, da jeg kom tilbage til Danmark, for dengang virkede det netop som det, det var tiltænkt: Et lukket forum for amerikanske studerende. Der var ikke mange danskere at interagere med. Det har ændret sig siden … 

Ifølge Wiki er sociale medier:

Sociale medier (forkortet SoMe) er internet-Apps (applikationer/programmer) der muliggør en hurtig udveksling af samtaler, billeder mm. mellem forskellige personer, kendte som ukendte. Forkortelsen; SoMe er første gang registreret af Dansk Sprognævn i 2012.

Siden 2007 har jeg deltaget, bidraget, kigget og fordøjet i større eller mindre omfang via platforme som facebook, twitter, instagram, snapchat, pinterest, linkedin, google+, vine, youtube, vimeo, tumblr, flickr, medium og (meget kortvarigt) foursquare. Udviklingen er gået hurtigt på nogle af platformene. For hurtigt for andre. Og gået i stå på atter andre. Efter nu snart elleve hele år med sociale platforme på godt og ondt er jeg nået til den konklusion, at mit liv bliver bedre uden. 

Jeg siger ikke, alles liv ville være bedre (men det mener jeg måske nok), men jeg vurderer, at mit eget liv bliver bedre. Jeg er begyndt at skrive en smule hver aften ved sengetid. I et noteshæfte. Med blyanter. Og jeg lavede i går aftes en liste over alt det, jeg glæder mig til at have bedre tid til efter nytår, hvor jeg har besluttet at lukke den sidste af mine profiler på sociale platforme. Der er meget på den liste. 

Først og fremmest glæder jeg mig til at skabe et andet reaktionsmønster, når jeg momentant keder mig end at gribe efter mobilen og meningsløst skøjte rundt mellem platforme, der kan slå tiden ihjel for mig. For det er en automatreaktion. Når jeg venter hos lægen. Når jeg venter på andre til en aftale. Hvis nogen skal et smut på toilettet, ryger telefonen frem. I biografen mens jeg venter på, filmen begynder. Når jeg ser fodbold – både på tv og stadion – ryger telefonen frem i pausen. Ved hjørnespark. Ved indkast. Ved alle skader, der kræver behandling. Når jeg sidder til møder, som keder mig (jo, de findes!), lister jeg forsigtigt telefonen frem og tager på rundtur. Når jeg er på toilettet, bruger jeg tiden til socialt halløj (!!) Jeg er ikke stolt af mig selv, men sådan er det blevet. Ubevidst men villigt. 

Det har jeg forsigtigt ændret på den seneste tid. For et år siden sorterede jeg med den store skovl. Alle de platforme, jeg reelt aldrig bruger, slettede jeg mine profiler på (læg mærke til den omstændelige formulering – jeg orker ikke en eller anden “correctus”, der skal påpege, at jeg jo teknisk set ikke “sletter Twitter” men bare min egen profil! Derfor den omstændelige formulering, beklager). Og da først jeg var i gang, var det overraskende nemt at se, hvordan jeg kunne undvære de fleste. Først var der alle profilerne, som allerede mentalt var afgået ved kedsomhed: google+, linkedin, pinterest, flickr osv. Snart droppede jeg også twitter, og i september var det instagram, der røg i svinget. Nu er jeg tilbage med kun facebook, og fra nytår ryger det også i skraldespanden. Hvad er det, jeg er ude på?

Mange ting! Først og fremmest altså en adfærdsændring hos mig selv. Forhåbentlig også hvad jeg vil opleve som øget nærvær – igen: jeg forsøger virkelig at undgå at pege fingre. Andre er helt sikkert bedre end mig til at styre deres forbrug – og langt bedre tid i hverdagen. Jeg vil nyde at få tid til at læse bøger, skrive dagbog, gå analoge ture, styrketræne, løbe, meditere, forsøge at dyrke yoga, gå tidligt i seng og stå tidligt op, lave mad fra bunden (det kan faktisk godt tage lang tid, hvis man er næsten helt uden kompetencer – og det er dejligt).

Helt reelt har jeg noget med tid. Når andre begejstret fortæller, om “The 7 minute app for getting in shape”, som på 7 minutter kan give dig lige så meget træning som en time i fitness-centeret, så gyser jeg helt vildt. For jeg træner ikke primært for effektivitet.

Jeg træner for den katharsis af hjernen, der er i at bevæge mig. Og til det formål er det meget bedre for mig at lunte mine 9 kilometer på digerne og være undervejs i fem kvarter end at stå svedende i min lumre stue med en app, der koster rundt med mig i 7 minutter. For mig er effektivitet sjældent målet i sig selv. Dengang jeg legede selvstændig, lavede jeg mit eget motto, der hed noget i retning af: “Det må godt være effektivt – bare det er sjovt”. Og sådan har jeg det egentlig stadig. 

Er jeg ikke bange for at blive koblet af et eller andet fællesskab? Ved du hvad? Jeg har tænkt mig tre gange i løbet af december at skrive på min facebook-væg, at dem, der stadig gerne vil have mulighed for en eller anden form for kontakt med mig, er velkomne til at sende mailadresse og/eller mobilnummer.

Første gang, jeg slog det op, var 1. december. Det er nu fem dage siden. Der er fire, der har sendt mails og mobilnummer. Jeg har angiveligt 497 ‘venner’ på Facebook. Jeg har altid været ekstremt ringe til det der overfladiske hykleri, hvor vi mennesker i fællesskab lader som én ting, mens vi gør noget helt andet. Så for mig forsøger jeg at gøre mine facebook-‘venner’ til noget, jeg mere opfatter som ‘venner’ i ordets oprindelige forstand. Så det er bedre i sync med, hvad jeg kalder det, og hvad det er. Vil jeg miste en masse information? Ja for filen. Klarer jeg mig uden? Det vil jo vise sig. Jeg tror det. 

For at sikre mig jeg ikke bliver koblet fuldstændig af verden, har jeg truffet en stribe bevidste valg om, hvorfra og hvor ofte og fra hvor mange jeg vil have informationer – når det ikke drejer sig om venner. Så jeg har tilkøbt et par abonnementer på online-medier. Men snævert. Nichepræget. I behersket omfang. 

Jeg forsøger simpelthen at sætte tempoet ned. Sætte informationsmængden ned. For jeg accepterer ikke den der opgivende men fremtidsorienterede præmis om, at udviklingen kan man ikke gøre noget ved. Det er simpelthen for eftergivende for mig. Så lidt kontrol nægter jeg at acceptere, at jeg har over mit eget liv. 

Så nu sætter jeg hælene i. Fjerner de sociale platforme. Sætter farten ned (hvilket skægt nok er en af de ting, jeg de senere år oftest er blevet dumpet på grund af på det evigt mere frådende datingmarked: “Du og jeg lever bare ikke i samme tempo” – underforstået at de lever i fuld fart i overhalingsbanen, og jeg er en sofakartoffel)

Nå men dem om det. Nu har jeg sat lidt flere (en hel del flere) ord på, hvad jeg går og tumler med i forhold til sociale medier. Det bliver skideskægt at opleve, hvordan verden anno 2019 ser ud uden at få dem filtreret via de gængse platforme. Men jeg er jo stadig på facebook frem til nytår, så jeg når lige at se alle de forrygende jule-relaterede opslag, men jeg tror, jeg dropper nytårskommentarerne til dronningens nytårstale. Dem kan jeg godt undvære.

Et tip: Synes du, dronningen er idiot, monarki er latterligt, eller kan du ikke finde på noget sobert at sige den 31.12, så tag et ekstra stykke kransekage og kværn lidt mere champagne. Der er ikke – faktisk aldrig og dermed heller ikke nytårsaften – ytringspligt, så det er ok bare at lade ordene synke ind uden at fortælle, hvor dumme de lyder for dig. Det er helt ok. 

Haha, det skal så være udgangsreplikken. Det er helt ok at klappe i 🙂 

(Disclaimer: Det her burde ikke være en “ufærdig tanke”, for det er noget, jeg har tænkt over i årevis, men jeg kan se på længden af teksten, at det er for kompliceret til, at jeg evner at sætte det sammen i få, præcise ord. Det vil blive for unuanceret, hvis jeg bare skriver: “Jeg skrider fra de sociale platforme. Det er ikke dem. Det er mig. Men jeg elsker alle menneskene på de sociale platforme. Vil I med?”)


Digitalisering af penge

Hm. Det her er en af de ideer, som jeg helt sikkert havde en glødende tanke om, da jeg noterede den. Jeg tror, jeg er noget mere i tvivl i dag. 

Jeg har slettet MobilePay, og jeg benytter ikke WeShare heller. Er det besværligt? Ja for pokker. Er det helt og aldeles uoverkommeligt? Næh. Sådan er det ikke. Hvorfor er de slettet? Fordi Danske Bank!

Fordi det virkede så bekvemt bare at skælde ud på Danske Bank, da de blev taget i grundig hvidvask. Min forargelse var stor, og jeg lovede aldrig mere at benytte Danske Bank. Og det står jeg ved. Mange var enige, men det virkede også som en gratis omgang. Det koster jo ikke noget at skælde ud på en bank, man alligevel ikke bruger.

Så jeg undersøgte, om de stadig ejede MobilePay eller ej. Mange siger, at de har solgt det. Men der er sket det, at det er blevet en selvstændig virksomhed, som stadig er ejet af Danske Bank. Mere behøver jeg sådan set ikke at vide. Farvel MobilePay. 

Hvad betyder det så i forhold til en digitalisering af mit forhold til penge? Tjaeh, jeg ville faktisk foretrække at få mine penge udbetalt i en pose fra arbejdspladsen, så jeg ikke behøvede involvere en bank. Jeg synes ikke, de har vist sig hverken troværdige eller har gjort sig fortjent til min tillid og dermed de par klatskillinger, jeg har stående i banken.

Ville det gøre mig sårbar over for indbrud og røveri? Selvfølgelig. Men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg tror ikke, der er andre veje i 2018 end at stemme med sine fødder, sine handlinger og sine ord. 

Er jeg helt mod digitalisering? I den nuværende form; ja. Men hvis en troværdig Nationalbank bød sig til og kunne have mine penge stående – uden renter for indlån ville være fint med mig – og så måske konstruere en app eller piske en chip ind i håndleddet på mig, så jeg ikke behøvede hverken kontanter eller kort for at kunne bruge mine penge, så ville jeg være på sådan en løsning med det samme. Men det er nok ikke lige rundt om det næste hjørne med sådan en løsning … 

At skrive eller at blive læst

Hvad vil jeg egentlig med skriverierne her? Det spørger jeg af og til mig selv om. Og svaret er i bedste fald uklart. I lyset af at jeg fra 1.1-2019 ikke længere har profiler på nogen sociale platforme, er denne december et ret godt tidspunkt at tænke over den slags profane petitesser. Så det har jeg gjort. 

Svaret er stadig uklart. Jeg kan godt lide at skrive. Jeg nyder at flytte indhold fra hjernen – eller kroppen – via fingrene og tastaturet og ned på siden. Nyder at det er uden krav, uden nogen beder om profit og helt uden at nogen kommenterer. Der er jo helt vildt stille herinde – det er meget, meget få kommentarer, jeg har fået i bloggens levetid. Generer det mig? Næh. Ej. Nix. 



Jeg ved jo også godt, at når det bliver januar, og et nyt indlæg ikke længere bliver delt og smidt i fjæset på folk ved udgivelse, så er det stort set slut med gæster herinde. Men jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at jeg nu ville stoppe med at skrive. Altså; det er jo ikke fordi, jeg skriver hverken hyppigt eller med nogen som helst bestemt frekvens. Af og til sætter jeg mig bare og lader det hele flyde ud. Take it or leave it. 

På min mobil har jeg en masse lister (i Evernote) og en af dem handler om, hvad jeg ville skrive om, hvis jeg en dag besluttede mig for at skrive noget, der skulle udgives i bogform på en eller anden måde. Sammen med den liste har jeg skrevet emner, som jeg kunne tænke mig at mene noget om i blogform. Og nogen af dem glemmer jeg, hvad jeg ville med. Andre af dem tror jeg, jeg ville kunne skrive om, hvis jeg blev vækket midt om natten og placeret ved tastaturet.

Listen ser sådan her ud:
– Digitalisering af penge
– Leve ‘uden’ sociale medier (!)
– Digitalt
– Mit liv – planer
– Frygt som styreform
– Livsmål 
– Mennesker eller maskiner
– Budget – penge nok? Til hvad?
– Fodbold, fællesskab, hold
– Familie
– Venskab
– Kærlighed eller at leve uden
– “Ensidigt er mistænkeligt” – er jeg mon selv det mindste nuanceret?
– GDPR – mit liv på nettet
– Nej til det hele; online-bekendelser

Jeg indrømmer, der er et par af dem, jeg ikke helt aner, hvad jeg tænkte på, da jeg skrev dem, men jeg tror, jeg ville kunne skrive et eller andet ufærdigt om alle emnerne stadig. Måske skulle jeg gøre det til et december-projekt … 

Vi får se.